Tilbage

af marensblog.

Oktober gik, og jeg er nu tilbage i Danmark. Jeg har været i Bolivia med alle unger, mand og en rygsæk fuld af bøger. Halvdelen af tiden rejste vi rundt og så landet. Ud over at Bolivia er et ret besværligt land at rejse i, er det også breathtaking. De har en natur, der flere gange fik mig til at tvivle på, at det er den samme planet, som jeg bor på. For at nævne det mærkeligste, har de en kæmpe stor saltørken. Der består af salt, salt, salt og salt, så langt man kan se.

(Og ja, vi er fem i familien, men de sidste to havde højdesyge og lå og rallede i bilen.)

Den anden halvdel af vores måned i Bolivia arbejdede vi som frivillige hos Wildlife Resortet Senda Verde. Vores arbejde bestod i at passe vilde dyr, der desværre er blevet stjålet fra naturen, tæmmet og mishandlet af mennesker – og som Senda Verde nu prøver at give et så værdigt og naturtro liv som muligt.

Vi fodrede og gjorde rent efter fugle, tapirer, en kapivar, skildpadder og meget andet.

Vi blev konstant shanghajet af aber, der ville have en bid af den mad, vi fodrede de andre dyr med.

Mange af dyrene var tamme, især en spidermonkey udså sig mig som sin store kærlighed, og jeg brugte derfor ret meget tid sådan her:

Men de var stadig vilde dyr. Jeg blev for eksempel angrebet af en capuchinabe (jvf ridser i panden på billedet her over). Allan elskede de selvfølgelig, og han fodrede dem flere gange om dagen.

Der var mange triste dyreskæbner på stedet. Blandt andet aben Mara, der som helt lille sad på sin mor højt oppe i træet, da jægeren skød. Som så mange andre jægere var hans mission at skyde en abemor for at stjæle hendes unge. De er indbringende på det sorte marked. Men Mara nægtede at slippe sin mor og faldt derfor sammen med hende. Moren døde på stedet og faldet lammede Mara fra livet og ned. Da jægeren alligevel prøvede at sælge Mara, opdagede Politiet ham, og hun blev hastebragt til Senda Verda (på deres egen regning, staten er ligeglad). Så siden har Mara levet i armkrogen på Marcello, der ejer Senda Verda sammen med sin kone Vicki.

Mara sover i deres seng, og de står op tre gange hver nat for at skifte hende. Han har trænet hende i to år, så hun i dag både er accepteret af de andre aber og kan bevæge sig med en blanding af armgang og ved at rulle rundt på jorden.

Senda Verde er et sted, der drives med få midler, hjerte, vilje og et brændende ønske om at få stoppet både det bolivianske folk og turister i at tage dyr fra naturen for at have dem som kæledyr.

Der er ikke mange steder som dette, og slet ikke steder, der lader børn være med som volunteers, men Senda Verda gør. Og hvis man er en familie, der elsker dyr, har det okay med skovle lort, ikke har brug for luksus og tager skrammer med ophøjet ro, vil jeg på det varmeste anbefale en “ferie” som denne. Vi betalte 1000 kroner per person om ugen for at være der. Halvdelen er for kost og logi og den anden halvdel går til dyrenes mad. Og jeg tror, vi bliver nødt til at starte forfra med at tælle penge, for siden vi rejste derfra, har mine børn ikke talt om andet end at komme tilbage …

 

10 svar til Tilbage

  1. MP siger:

    Hold så op med at skrive blogindlæg der får mig til at tude :’(

    3. november 2017 kl. 15:39
    • Karina siger:

      Ja tak, sidder også bare her og tuder “hvad er der galt, mor”?!!

      3. november 2017 kl. 16:36
  2. Cæcilie siger:

    La Senda er bare det fedeste sted og Marcello og Vicky gør et fantastisk arbejde! Ej hvor vil man tilbage NU

    3. november 2017 kl. 15:46
  3. Lisbeth Rosengaard siger:

    Velkommen tilbage, du har været savnet. Og din historie om Ågot og Johan på instagram jeg savner mere mere mere af dig og dine små lyspunkter i hverdagen. Tak for dine opdates

    3. november 2017 kl. 16:37
  4. Roos siger:

    Jeg har på fornemmelsen at min yngste på 2,5 stadig er liiidt for lille til at komme med på den slags tur… Men jeg vil forsøge at huske det her indlæg om ti års tid, når hun er stor nok, for det her ville simpelthen være for FEDT at bruge en måned på!
    Hvordan fandt I frem til Senda Verde?
    Ej hvor jeg håber vi kan få det til at hænge sammen til den tid!

    4. november 2017 kl. 13:19
  5. Britta Høg Pedersen siger:

    Respekt!

    6. november 2017 kl. 08:23
  6. Honningblomst siger:

    Min dybeste respekt!
    Jeg tog afsted den dag i morgen, hvis jeg ikke var sådan et forbistret tudefjæs, når det handler om dyr.
    Kan man støtte projektet på anden vis? Må ind og google…

    6. november 2017 kl. 11:36
  7. Cristina siger:

    Fedt, hvordan gik det med sproget? Kan man klare sig på engelsk, eller er spansk et must?

    7. november 2017 kl. 12:30
    • marensblog siger:

      Spansk er godt at have, men man kommer også langt med engelsk. Og fagter.

      13. november 2017 kl. 10:06
  8. Signe siger:

    Hvor er det en fed måde at holde ferie på! Sælger campingvognen NU! Så er der til maaaange ugers ferie 🙂

    7. november 2017 kl. 20:02

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *