Tegninger

———————————————————————————————————————————————————————————————————————————-

Som den ivrige læser har opdaget, har jeg været lidt ustabil på bloggen de sidste par dage. Det skyldes ikke kun Norges-rejse, men også morgener som denne, hvor jeg lige har været et lille smut ude og vende, hvor man kommer til at tude på tilfældige mennesker.

Kom lige lovlig sent hjem i går, fordi mit arbejde havde en ”night out”. Og nøjsomhed is not my middlename, så jeg var afskyelig træt her til morgen. Sådan langt ind i knoglerne. Men den slags vil virkeligheden jo skide på, så der stod jeg og smurte madpakker klokken 7 sharp som altid. Orker ikke længere beskrivelse. Vil nøjes med et øjebliksbillede fra klokken 8.45 her til morgen. En samtale mellem mig og lægesekretæren, som jeg ringede til for at få en tid til Anemone, der blev diagnosticeret med lungebetændelse i sidste uge og fik ordineret penicilin. Men hun gider ikke tage den. Overhovedet. Og jeg synes egentlig ikke hun virker syg nok til at behøve penicilin. Men hvad ved jeg, for jeg er jo ikke læge. Så efter en del tumult, hvor Anemone skreg som var jeg ved at skære hendes arm af hver gang jeg nærmede mig med penicilinen, hvilket selvfølgelig afstedkom et raskt lille morgenskænderi med Smukke Allan og endte ud i en spejderære til Kamille om at jeg om tyve minutter ville være i klassen, hvor hun glædede sig vildt meget til hygge og juleklip med de andre børn og forældre, som jeg havde lovet, ringede jeg til lægen for at få en tid til Anemone.

Tænker jeg var dagens nutcase. Altså hende de taler om ved frokostbordet. Med sætninger som starter med: ”Visse mennesker burde ikke få børn”.

Anyway, fik afleveret bamse. Fik klippet seriøst grimt julepynt med stresshygge på. Fik testet Anemone, der IKKE har lungebetændelse og derfor ikke behøver dumme penicilin (1-0 til moderlig intuition), fik arbejdet. Fik cyklet hjem i regnvejr. Og nu klar til: Sofa, natostilling og chokolade. Weekend for president!

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

Jeg havde jo planer om at skrive om alt det sjove, jeg lavede i weekenden. Om Aids fondets gallafest, som jeg var med til. Om den kjole mine venner dressede mig op i, fordi de simpelthen ikke kunne bære min alt for nonchalante holdning til, hvad jeg skulle have på. Især ikke når nu Hendes Kongelige Højhed Prinsesse What’s her face også skulle være der. Og alle mulige kendisser. For eksempel Jannie Spies, som jo af alle er en fed kendis.

Anyway, den var så fin, kjolen, de fandt til mig. Og øreringene. Aldrig har jeg været så pæn. Blev seriøst forbavset, da jeg så mig i spejlet. Tog et billede. Kamille kastede lige et blik på det, da hun kom hjem fra sin far i går.

–     Hvor ser du alvorlig ud i ansigtet, mor, sagde hun.

Ja, for helvede! Det er sgu da også en meget seriøs sag, at skulle opretholde så meget intens pænhed. Og så i gulvlang leopard.

Det var en sjældent fin aften og jeg skrev mange sjove blogindlæg om det oppe i mit hoved. Tog mange mærkelige billeder – ikke mindst af den linde strøm af danske musikere, der gav den gas på scenen. Og jeg fyrede den af med skrigsjove billedtekster. Ikke mindst om det royale skræv. Men altså. Det var jo alt sammen oppe i mit hoved. Og nu er jeg så træt, det runger i selvsamme hoved. Det virker helt uoverkommeligt at få det ned på papir. Alt er uoverkommeligt. Mit liv føles sådan her:

Så skal vi ikke bare sige, at vi ses på den anden side …?!

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

 

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

Når man klokken 19.55 konstaterer lus på et af sine børn, ved man godt at det ender med at de fleste af os tuder inden søvnen frelser os fra det, vi nu skal igennem.

Den første der kommer under kammen og lusemiddelhelvedet tog det nogenlunde pænt.

Jeg gengiver lige kæmningen af barn to i en censureret version, for jeg kan ikke overskue at indrømme, hvor mange bandeord hun egentlig kan …

Den sidste kæmmede jeg mest i luften.

Og så under bruseren med dem alle. Dem der er så heldige at være uvidende om lusemidler, så tager det tre hårvaske at få det ud af håret. Lad os sige det sådan: Mine børn HADER at få vasket hår og det lader sig ikke gøre uden kamp. Så efter sådan en omgang hader de mig endnu mere end hårvask.

Præmien for at have afluset tre piger med verdens længste hår er at jeg – foruden at skifte sengetøj hos dem alle og putte tre overtrætte unger, der bruger al hjernekapacitet på at huske alle de bandeord de nogensinde har hørt og kombinere det med “mor” – kan få lov til at køre en lusekur på mit eget hår. Kan ikke huske sidst mit hår fik en anden hårkur end lusekur. Nå, men tre hårvaske senere, hvor der kun var 1 deciliter varmt vand og våde håndklæder tilbage, var aftenen slut og det er tæt på jeg ikke engang havde kræfter til at vælte i seng.

Men det gode er jo, at næste dag er næste dag – og der er ikke overskud til at dvæle ved dårlige minder.

PS. Jeg ved det jo godt, alligevel kommer jeg til at gøre det igen og igen.

Lægger pigerne i seng med og lader dem sove med vådt hår …

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

 

 

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-

Jeg har fået den kæmpe store ære at gæstetegne inde hos Stinestregen.

Skynd jer der ind! Om ikke andet for at se alle hendes tegninger, som jeg ikke gør mig nogen forestilling om at nå til sokkeholderne. Til gengæld kan jeg jo så stave til ting. Også nogle gange indviklede ord som intelligent og restaurant.

——————————————————————————————————————-
——————————————————————————————————————-