Måske man bare kan lave en, når de fylder 18? Måske man sp bare kan overføre nogle billeder til dem på telefonen?

Eller hey, måske bare overføre nogle penge på mobilpay og sige, det var det?

Jeg kan nemt presses op i noget med mange nuller, hvis bare jeg slipper for at klippe og klister og kende forskel på dem som babyer.

– Mor, hvad var mit første ord? … æhm, ost. Ja, ost!

En af de ting, jeg ikke fik, da de delte hjerner ud, var stedssans. Derfor er den bedste ting, der nogensinde er blevet opfundet, GPS’en. Uden den virrede jeg garanteret lige nu rundt ude på Amager, for at finde et sted jeg skulle holde foredrag i 2012. Jeg møder nogle gange mennesker, for eksempel Smllan, der bare lige skimmer et kort og uden svinkeærinder fører os til en hytte i Sverige. Endda den rigtige. Det virker som en slags magi, når man selv er denne type:

NY MINIPOSTER!

‘I begejstring over, at vi faktisk ikke havde glemt fars dag’.

Den måler 20 x 20 cm. Jeg har ikke rammer til, men der er glimrende rammer i præcis det mål i alt fra Føtex til Tiger.

Find den i butikken HER.

(Og ja, jeg har sørget for, at det manglende mellemrum vil findes på de posters, jeg sender ud).

Jeg får mange klager over, at jeg hele tiden slår den kat ihjel. Der florerer endda fra tid til anden læserbreve i Politiken med vredesudbrud over, at jeg sådan en frygtelig dyremishandler. Hver gang svarer jeg venligt, at vi alle skal huske på, at det bare er en tændstikkat. Den findes faktisk ikke i virkeligheden og lider derfor ingen tort.

Eller jo, faktisk findes den på en måde. Eller fandtes. Inspirationen til at slå katten ihjel, kommer fra en kat, jeg engang havde. Den hed ‘Den Blå’. Og var fuldstændig blæst og helt håbløst irriterende.

Jeg havde to katte, den ene var den coole Bob. Den anden var den blæste Blå. Ikke svært at se, hvem der er hvem:

I fjorten år fantaserede jeg om at kværke Blåkatten, fordi den fyrre gange i timen insisterede på gøre ting som at slikke mig i øjet eller hvæsse kløer op ad mine bare ben. Men jeg gjorde den aldrig noget. Til gengæld græd jeg til alles store overraskelse som pisket, da vi måtte aflive den, fordi den blev gammel og syg.

Vi begravede Den Blå i haven.

Bob holdt skansen til han blev syvtusinde år og opgav så ævred en kølig forårsmorgen, hvor han blev aflivet på vores køkkenbord af min ældste datters fars søster, der er dyrlæge. Tårerne var tunge. Bob var en særlig kat – på en helt anden måde end Blå.

Et par måneder efter fik vi så dette skrummel, som stadig skrumler rundt og så sent som i går tacklede den ti-årige, der var på vej ud i haven. Alt handler om at komme først. Og ti-årige kommer i hvert fald ikke først, hvis man har væltet dem ind i skabet.

Jeg har aldrig fået implanteret Sonja, skrummeldyret, i mine striber, men tegnede engang, hvordan gåturene med hende er – i bogen ‘Den lyse side’.

Det var så alt om vores dyr. Undtagen desværrekaninen og badehesten, som vi må tage en anden gang.