Search Results “tromsø” — Page 2

Derfor elsker man Smukkeallan

af marensblog. 14 Kommentarer

Jeg forelskede mig allerede mens jeg stod i lufthavnen i Tromsø. Eller de første kim til affæren blev lagt for længe siden. Men jeg har bare ikke haft penge til at købe bøger for. Og vil ikke låne dem på biblioteket, for vil have norske bøger på norsk. Men nu havde jeg sedler i lommen, og siden Allan havde taget styringen på hjemturen, var vi kommet fuldstændig latterligt tidligt ud i lufthavnen. (Når jeg er ved roret, får man også lige testet hvor hurtigt man kan sprinte en hundredemeter ned til gate 42). Nå, men der stod jeg så og fordrev tiden i lufthavnens boghandel. Havde forenet mig med en lille rød paperback af Tomas Espedal og kunne mærke, gode ting snart ville ske for øjnene af mig.

Photobucket

Jeg satte mig ved siden af Smukke Allan i venteområdet og gik ombord i bogen. Jeg var opslugt med det samme. Læste videre mens vi boardede flyet mod Oslo, hvor vi skulle videre med fly til København. Jeg læste videre, mens de fortalte, hvad jeg skulle gøre, hvis flyet faldt ned. Mens de serverede. Mens Allan sov og læste stadig da han vågnede igen en time senere. Og begyndte at snakke på mig.

Smukke Allan: Hvornår går flyet videre til København?

Mig: … (opslugt af at læse).

Smukke Allan: Hallo Maren, hvornår går flyet videre?

Mig: …. mmmm

Smukke Allan: Gider du ikke lige svare mig, hvornår har du booket det næste fly til?

Mig: … læser lige, ssssh …

Smukke Allan: Kan du ikke bare lige fortælle mig, hvornår flyet går?

Mig: (Nu vældig irriteret med panderynke og alt) Gider du ikke godt lade være med at stille mig alle de spørgsmål, jeg sidder lige og læser!

Smukke Allan: Jeg har kun stillet dig ét spørgsmål.

Mig: Det føles som mange. (Næsen ned i bogen igen).

Smukke Allan: Men kan du så ikke bare fortælle mig det.

Mig: Fortælle dig hvad?

Smukke Allan: Hvornår flyet går videre.

Mig: (Mentalt lige så nærværende som en i coma) Det går klokken 18.40.

Smukke Allan: WHAT?? Så kan vi jo ikke nå det, klokken er 18.23 nu og vi lander først om 10 minutter.

Mig: (Stadig med coma-stemme) Nå, men så er det nok ikke 18.40.

Smukke Allan: (Nu i højere oktav) Giv mig lige din taske, så finder jeg selv ud af det, ellers kommer vi jo ikke hjem og jeg savner ungerne og så sagde han en masse blablabla stress stress stress og mere bla

Han kastede sig ud i en intens roden rundt nede mellem mine fødder, hvor han fandt min taske, som han gravede rundt i med den sædvanlige ærgrelse over kvindetasker og alt det lort vi slæber rundt på. Han fandt rejseoversigten og åndede lettet op.

Smukke Allan: Det er først klokken 20. Det er sgu da irriterende du så siger det er 18.40.

Mig: Du kan da bare lade være med at spørge mig, sidder jo lige og læser.

Han lod sit blik hvile lidt for længe på mig. Og ikke et af den slags der bare emmer af kærlighed. Fik en nagende fornemmelse af at være et utroligt irriterende menneske.

Mig: (Med høje øjenbryn) Åh, det er nu du kan mærke, at det bliver et virkelig virkelig langt liv med mig som partner, ikke sandt?

Han tog stadig ikke øjnene fra mig, men blikket ændrede langsomt karakter. Så lænede han sig ind over mig og gav mig et kys og sagde: Ja, det håber jeg meget på det bliver.

Se, det er derfor det er fuldstændig umuligt ikke at elske Smukke Allan og det er også derfor, jeg trods alt elsker ham højere end Espedal. Ikke mindst fordi jeg fik fripas til at begrave mig i bogen helt til jeg på vej op af rulletrapperne til Oslo lufthavn kunne smække den i med et henrykt ”færdig”. Og ikke mindst fordi han er så sød, at han lod som om, han blev begejstret, da jeg efter at have rundet Oslo lufthavns boghandel, kom viftende med endnu en Espedal-bog.

Photobucket

Et røvhul i paradis

af marensblog. 6 Kommentarer

OPDATERING FRA TROMSØ!

Her er overhovedet ikke koldt. Står som en idiot og sveder med vanter, hue og halstørklæde mens de indfødte piger dimser forbi i stram buks og lille tynd læderjakke. (Men vil helst ikke gøre for stort et nummer ud af det, for min kusines mand arbejder for Arktisk Råd, og sidst vi snakkede om vejrforholdene, der ændrer sig – som jo især rammer de arktiske områder, snakkede han virkelig længe. Og alt han sagde gav mig kun lyst til at græde. Så jeg har bare stille og roligt taget al ulden af igen og lader som om, det er helt normalt).

Anyways, jeg har været til litteraturfestivalsåbning, hvor der blandt andet var en indisk forfatter, der lavede jazzpoesi, jeg har været på café og fået en bedre clubsandwich end mange steder i København kan præstere – og så har jeg været ombord på en spa-båd, hvor de under rustikke og vildt lækre forhold kunne tilbyde både sauna, massage, bodyscrubs og ung lækker-i-det-kok, som laver mad til én bagefter.

Der er ikke meget røvhul over Tromsø. So far.

 

Så er jeg i Tromsø. Still alive.

Jeg har aldrig været i Tromsø før. Men jeg mødte engang en fyr, der havde et rejsebureau i Tromsø og han sagde, at hans rejsebutik kørte skidegodt, for alle i Tromsø havde gennemgående kun én tanke og det var, at komme VÆK fra Tromsø. Siden har jeg så mødt andre og yngre og på alle måder funky mennesker, der siger at Tromsø er en fantastisk dejlig by. Jeg har ikke været udenfor huset endnu, men jeg vil snarest gå ud og se, om jeg befinder mig i jordens røvhul eller nordens paradis. I hvert fald skal jeg have både hue og vanter på, for jeg ved bare, der er koldt. Der er altid skidefuckingkoldt i Norge. Being norsk and all, burde jeg jo have en anden frisk indstilling til vejret, men jeg hader hader HADER, når det er koldt. Og uanset hvor meget tøj jeg tager på, så pisfryser jeg. Det var nok ikke for sjov, at skæbnen flyttede mig til dejlige lune Danmark midt i min barndom. Den kunne nok godt se, at det i længden ville være fuldstændig ulideligt for alle parter gennem en hel livsalder at skulle høre på alt mit brok om kulden.

Mig og mine neuroser

af marensblog. 12 Kommentarer

I dag flyver jeg til Tromsø for at lancere min samiske satirebog. Og jeg kan ikke lide det. Altså det med bogen er jeg helt med på. Det er det med at flyve, der tricker mine neuroser.

Der var engang, før jeg fik børn, hvor jeg var så skide supercool, at jeg kun havde et pffff til overs for dem, der mente, det var farligt at blaffe tværs gennem Europa, flyve til verdens ende eller sove midt på motorvejen. Men i det samme øjeblik jeg blev mor, blev det pludselig skide farligt bare at køre til Køge. Og skal ungerne i bil til Nordjylland med Smukke Allan, som de skulle sidste weekend (uden mig), tricker mine neuroser mig i den grad, at jeg begynder at overveje om det muligvis ikke er bedst, jeg tager med alligevel – udelukkende for hvis de nu kører galt og dør, så er det bedst jeg også er i bilen. Så jeg også dør. Men går alligevel i stå midt i tanken, for hvad nu hvis det ikke er dem alle tre, der dør, men Smukke Allan dør, så er det jo bedst, jeg lever, så jeg kan tage mig af dem, der ikke dør … (sagde jo, det var sygt).

Nå, men vi har en aftale, neuroserne og jeg. Som går ud på, at de godt må være der, men at jeg ikke reagerer på dem. Hvilket betyder, at jeg lader mine børn køre til Nordjylland uden mig. Endda i en bil, der ikke er verdens sikreste. Og at jeg flyver til Nordnorge – selv om mine neuroser ti gange om dagen fortæller mig, hvor hårdt det bliver for mine fine små blomsterpiger at vokse op med sår på sjælen, fordi mor faldt ned med et fly og døde.

De hader mig virkelig, neuroserne. De synes jeg er den mest skide irriterende, stædige og bedrevidende mokke på planeten. Men det kan ikke hjælpe noget. Sådan er det bare, for det er mig der bestemmer. Endnu …

Photobucket