… og også lidt mig i dag. Er kommet til stadie fire: why me!

Min erfaring, efter at have boet en del steder, er, at der altid er en i opgangen eller på vejen, der konstant klager. Og over alt muligt sært. Der er ikke to, der klager, altid kun en. Som har vi alle hver vores roller, hvor den udvalgte fik tildelt den, hvor man mindst en gang om ugen, skal banke på min dør og sige, at jeg skal gøre noget andet, end det jeg gør.

Engang, da jeg boede i en opgang, flyttede klageren, ham i stuen, pludselig og jeg tænkte, uh, nu bliver her rarere at være. Men nej, i det øjeblik han var flyttet, greb 2.th straks stafetten og blev sur over alt muligt med skraldeposer og skovlen til sandkassen og at det med hindbærbusken i haven. Har stadig ikke luret, hvad der ligger til grund for mekanismen med én klagerøv og ikke to, har bare konstateret, at den er der. På et tidspunkt prøvede jeg at gribe det an med overdrevet venlighed og ændrede på alt, klageren gerne ville have. Men det blev for opslidende i længden, så nu åbner jeg bare ikke døren. Og hvis jeg alligevel kommer til det, lyver jeg ham lige op i fjæset og siger, klart, jeg forstår, jeg fikser det med pæretræet – og gør ikke en skid. Snip snap snude.