Og grunden til, at jeg får syet det meste af mit tøj hos Mette Bredahl. Ingen spons, bare verdens bedste tip.

Sådan cirka fem gange om dagen siger mine børn, at jeg er for gammel til at fatte noget. I går var det en hundekæde, der skulle om halsen. I forgårs noget med en fedtet jogger. Eller en t-shirt der var sytten numre for stor. Jeg fatter nada. Heller ikke det med de der bryn. I det mindste var de ikke gamle nok, den periode man skulle være orange. Også weird. Det der med at se sig selv i spejlet efter at have selvbrunet sig orange og tænke: Så er den i vinkel. Min hudfarve er bare totalt perfekt.

Jeg var til mange begravelser sidste år. På stribe. Om ikke andet brugte jeg elendigheden til at få lov til at lave alle de frisurer på Smallan, som jeg altid har haft lyst til, men aldrig må. En hel aften dimsede jeg og flettede jeg. Han var især smuk med Elsa-hår og ikke mindst Elsa-skæg.

Mine døtre er taget i skole med kvindetegn-badges, sarkastiske femi-slogans på deres hoodies, de twerker, bander, griner, danser, æder, diskuterer, læser og råber ‘the future is equality’. Den næste generation er for vild! Og jeg sidder over i hjørnet og godter mig over det hele. God kampdag, kvinder og husk, det handler ikke om det der skide lyskryds, det handler om strukturen bag!

Tripper lige nu mest over, hvor pænt et ord ‘bikini’ er. Hvorfor er der ikke flere børn, der hedder ‘Bikini’. Bikini Uthaug. Det kan man godt!