Påsketur

af marensblog.

På antallet af bekymrede mails og sms’er og småsten kastet på vinduet, kan jeg fornemme, det er på tide, jeg holder op med at holde kæft her på bloggen. Men det var fordi, jeg først skulle alt muligt, der tog tid, og så skulle jeg på ferie til Sicilien, og så skulle jeg ordne alt det, jeg ikke havde nået, fordi jeg netop skulle ting og bagefter på ferie. Men NU, nu har bølgerne lagt sig. Jeg er tilbage.
Og hvad er federe end andres feriebilleder, så selvfølgelig må du gerne se mine.

Vi var på tur med dem her, som er sådan en slags planlagt tur for os, der får lange nosser af charterferier, men som alligevel synes, det er vældig rart, at der er andre børn, som vores børn kan lege med – så vi selv kan sidde i skyggen og drikke hvidvin og blive enige om ting med mennesker, der ikke er mere irriterende, end vi selv er.

Finten med turen er blandt andet, at man selv sørger for transporten – altså ikke noget fælles fly og bustur og at gå og bræge i lige række efter en guide.

Så jeg bookede selvfølgelig friskt et fly, der ville få mig, Allan og unger til Sicilien allerede lidt over frokost. Som betød vi skulle op klokken 4.30 for at være i lufthavnen klokken 6. Det er lige præics en så røvsyg plan, som det lyder, når man selv er lavet af B-materiale og ens børn ditto.

Men af sted kom vi. Endda selv med et barn, der dagen inden havde fået et voldsomt hestespark på sit knæ, så det var hævet dobbelt størrelse (som dagene gik, lærte hun at synes, det var sjovt, at vi kaldte hende “flæskeben”.)

Må jeg præsentere mine børn:
1. Hende der der sover.
2. Hende der drikker kaffe.
3. Hende der speedsnakker non fucking stop – også klokken seks om morgenen.

Gæt hvem jeg var så heldig at få plads ved siden af …speedsnak

Når man har et barn med flæskeben, er det vildt praktisk, der er kørestole i lufthavnene.

snyd

Når ens forældre og storesøstre har været oppe siden klokken 4.30, kan man tude sig til det meste på overraskende kort tid. 

rullestol_to

Det, jeg ikke selv havde arrangeret, var blandt andet at finde verdens fedeste sted at bo. Stedet bestod af lejligheder, og vores havde TRE badeværelser, hvor jeg selvfølgelig straks kuppede det ene kun til mig selv. En del af mig havde lyst til at have diaré hele ugen.

Benbarnet måtte stables op i seng med en bog. 

fod

Glædeshylene fra de andre børn var dog så høje, at jeg hurtigt blev træt af at løbe frem og tilbage og rapportere om, hvad  de nu lavede ned ved swimmingpoolen, så jeg stablede hende op på terrassen i stedet.

fod2

Det, vi heller ikke selv skulle fikse på ferien, var forskellige arrangementer – hvor nogle var børnevenlige og andre voksenvenlige. Alle havde i øvrigt også egen bil, så dem, der fik gruppekuller, kunne bare dreje til højre, når de fik lyst.

Her er vi ude og se, hvordan de laver ost på Sicilien. Mynte synes det stank ad helvede til. Mynte havde ret.

ost

Nogle af os var til hest:

hest

Onsdagsarrangement: Spis på en Michelinrestaurant.

mcihelin

En af de koldere dage for vi vild i en by.

fkums

Hvilket vi tog med ophøjet ro, for der var is:

deleis

Fjums foran kirke:

kirke2

Fjums inde i kirke:

kirke

450 ave mariaer senere.

ave

Under en bro fik vi øje på noget, vi i vores familie er en sucker for: Forladte steder. Vi fandt en fuldstændig tilgroet park.

park1

Heldigvis kan vi ikke italiensk.

divieto

Det fedeste forladte sted, vi har fundet, var i Thailand, hvor vi fandt en forladt zoologisk have – hvor der stadig var et par dyr. Vi gik rundt med en følelse af, at jorden var gået under. Der var ingen dyr i denne park, men det var alligevel nemt at fremmane Twelwe Monkeys-stemning.

park3

park4

park2

En anden dag besøgte vi en chokoladefabrik.

choko

 

choko-alle

Før jeg smagte chokoladen, gik jeg ret meget op i, hvor nuttet Anemone så ud i “beskyttelsesdragten”.

choko-mone

Efter jeg smagte chokoladen gik jeg kun op i, hvordan jeg skulle få slæbt syvhundrede plader med hjem. Har aldrig smagt 80% chokolade, der smagte SÅ godt.

Mest af alt lå jeg dog med et glas vin og læste bøger.

mere vin

Mine børn har aldrig været så rene. De var i poolen (som ikke var sådan sindssyg varm) døgnet rundt. Her er klokken for eksempel ti om aftenen:

aftenbadning

Arrangørerne er Gulliver Rejser – og de har en tur mere til Spanien her til sommer, som jeg straks ville hoppe på, hvis det ikke var fordi den del af mig, der stadig tror jeg er teenager, allerede har booket min krop til at drikke for mange øl på Roskildefestival i netop den uge.

10 svar til Påsketur

  1. Skønne billeder og skønt at have dig tilbage på bloggen!

    25. april 2014 kl. 14:45
  2. Rikke N. siger:

    Godt du er tilbage. Sicilien er cool! Dengang jeg var der i 19hundredegrønlangkål (1979) var der mafiahalløjsaer på hotellet der hentede penge hver aften…
    :-O

    Fin rejsebeskrivelse
    🙂

    25. april 2014 kl. 15:30
  3. Signe Hansen siger:

    Kære Maren.
    Jeg er helt vild med din blog. Jeg har ikke skrevet det til dig før, men det er jeg altså. Her forleden så jeg dig i Aalborg nede til Ordkraft, jeg stod faktisk lige overfor dig ved en lille boghandler, og jeg ville gerne bare lige have sagt “Hej Maren, jeg kan virkelig godt lide din blog, jeg synes, du er sjov. “. Og det var det. Men jeg gjorde det ikke, fordi der åbenbart ikke kom noget ud af munden på mig, og fordi jeg tænkte, at du måske helst ville være i fred. Lidt efter kom der en eller anden over og spurgte, om hun måtte få taget et billede sammen med dig, og det måtte hun gerne, og du var sød og flink, og det havde jeg egentlig også regnet med. Men jeg sagde stadig ikke noget. Nu har jeg så sagt det. Jeg følger med og har gjort det i mange måneder, efter jeg fik anbefalet bloggen af en veninde, som skrev til mig, at hun synes, jeg er sjov på min blog, og at du også er sjov, og at jeg derfor burde læse din blog. Og det gjorde jeg og har gjort lige siden. Lige til sidst, så vil jeg også sige tak for dette her blogindlæg. I mit liv reflekterer jeg for tiden en del over, hvordan man mon kommer til at rejse, nu når man snart får nogle børn…om det hele bare bliver børneagtigt eller hvad. Men altså det her, I har lavet på jeres ferie, ser virkelig sjovt ud. Det vil jeg også lave med mine børn. Besøge en chokoladefabrik f.eks. Man laver jo virkelig sjove ting med børn, så man behøver nok ikke bekymre sig om, at ferierne fra nu af bare bliver ens eller ikke eksisterende. Venlig hilsen Signe.

    25. april 2014 kl. 15:31
    • marensblog siger:

      Kære Signe, det er fjollet ikke at turde snakke til mig. Men jeg forstår det godt, jeg tør heller ikke rigtig snakke til nogen 🙂 Får stadig Allan til at gøre det for mig ret tit …
      Hvad hedder din blog?

      26. april 2014 kl. 09:12
  4. Anders Berthelsen siger:

    Den ferie lyder som det fedeste siden skiveskåret brød. Jeg er solgt.

    25. april 2014 kl. 18:34
  5. Gertrud Nielsen siger:

    Kære Maren
    Godt at der igen er liv på bloggen. Var ved at blive en anelse bekymret, men på den anden side har vi nok alle haft vores påsketumult af den ene eller anden slags. Glæder mig til hverdage med normalitet og så dine blogindlæg. Det lyder som om Sicilien var en overvejelse værd. mange hilsener Gertrud

    26. april 2014 kl. 19:05
  6. Superheltemor siger:

    Årh det ser fedt ud!
    Forstår ikke du kan vælge Roskilde fremfor Spanien – men nu husker jeg også mest Roskilde for tis og mudder…

    28. april 2014 kl. 11:08
  7. Pia Hansen siger:

    Jeg synes faktisk at det er rigtig godt, at du tager nogle pauser fra Bloggen, Maren. Jeg tjekker hver dag, men når der ikke er nogle opdateringer i weekender og ferie, så tænker jeg altid, at så får du slappet af og været sammen med din familie.

    28. april 2014 kl. 12:55
  8. Fiemus (FKA Sofie) siger:

    Jeg troede, jeg havde min mobil til at tjekke for mig, når der var nyt, men det havde jeg så ikke, så jeg er lidt bagud. Og dybt misundelig nu!
    Men skiltet betyder i øvrigt ikke ADGANG FORBUDT men KÆRE MAFIA, VÆR SØD IKKE AT ETABLERE EN LOSSEPLADS HER (forkortet til SKRALDESMIDNING FORBUDT). Og tommelfingerreglen i Italien er, at alt er tilladt, med mindre altså at politiet ser dig…

    28. april 2014 kl. 13:42
  9. Signe Hansen siger:

    Min blog hedder Signesskriblerier. Den kommer frem, hvis man googler på det. Lige nu er jeg ved at skrive en bog, igen igen igen, og derfor har den stået ret stille. Jeg kan bedst lide mine opslag fra 2012. Der er kun to fra 2013.

    29. april 2014 kl. 17:50

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *