Påske del 2

af marensblog.

Hele påsken brugte jeg på at rydde op på min barndomsgård i Sønderjylland – fordi DET HER.

Jeg fandt mange underlige ting. For eksempel min tip tip oldefars bog, hvor han sirligt har noteret, han har købt den i 1860. Men af virkelige klenodier, fandt jeg denne her:

Det var mit første forsøg som forfatter. Jeg var ti år og sendte et forslag ind til en slogankonkurrence for flødebollen SAMBO. Mit bud var “Når man spiser Sambo, føler man sig som Rambo”. De kvitterede med denne smukke gule taske, der siden har levet i glemsel hos min mor. Jeg prøvede på alle måder at overbevise mig selv om, at det var en keeper, men kunne ikke komme op med et eneste tidspunkt, hvor det ville være passende at være både gul og småracistisk.

 

Arkiveret under “oplevelser, der giver karakter”, fandt jeg dette billede. Det er mig, jeg er på vej til fastelavnsfest i sjette klasse. Det år, hvor alle de andre piger kom som punkere eller andre former for sexy ladies. Nåmen, det var åbenbart gået hen over hovedet på mig, at det nu var det, vi gjorde, så jeg kom sådan her.

 

 

Et par år senere var jeg alene hjemme en weekend, sammen med Polly, der boede hos os i et år. Polly var amerikaner og havde været ude i noget snavs back home in America, så hun var på mange måder virkelig dårligt selskab. Vi havde af samme årsag en usædvanlig god kemi. Den weekend, jeg taler om, er den, hvor vi drak os fulde, røg hash i den fine stue, flåede tæppet på mit værelse af og malede høns og en bred vej gennem rummet.

Efter jeg flyttede hjemmefra, blev værelset revet ned, men der blev aldrig lagt nyt gulv. Så hvem end der køber gården, får teenagemarens hjerneblødning med i købet.

 

Jeg lægger løbende billeder på Instagram – find mig under ‘Maren Uthaug’, hvis du vil følge med, mens det sker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *