4 svar til Men jeg tror på det hver eneste gang …

  1. Mette siger:

    Sådan har jeg det med at køre bil i al almindelighed. Eller… det vil sige… jeg kan faktisk godt. Jeg kører ikke dårligt, jeg er bare usikker og utrænet. Men jeg foretrækker at have det hele for mig selv og begynder at svede, når der er andre biler på vejen. Jeg sveder angstens sved, hver gang jeg skal holde et sted, der skråner (sådan ca. hvert lyskryds), eller skal skifte bane; og jeg synes, at alle andre kører alt for tæt på. Og parkeringspladser i al almindelighed får mig til at lukke helt ned. Aldrig i livet får jeg skuden (der i min optik er som en bybus) bøvlet ind på en plads uden at bruge hele parkeringspladsen om det så er en bås eller parallelparkering. Tror jeg selv… Jeg tør ikke afprøve det i praksis.
    Det er ret latterligt at have det sådan; men ikke desto mindre er det sådan, jeg har det.
    Måske skal jeg øve mig i Legoland?? Men der kører de andre jo også råddent.

    22. juni 2018 kl. 11:17
  2. Ann siger:

    Jeg ( som jyde) er dybt afhængig at min bil da bus og tog er sjældnere end enhjørninger og køre gerne på ubrugluge tidspunkter og/Eller til ubruglige steder.

    Jeg kører meget, men paralel parkere aldrig. Vil hellere gå længere end forsøge. Pandaen vokser til 10 x størrelse mens vinduerne krymper og spejlene hører til I et omrejsende tivoli.

    Dog med 1 enkelt undtagelse, foran Viborg skadestue med et meget blødende barn efter han skubbede en rude istykker i drivhuset. Der parallel parkerede jeg fejlfrit så hurtigt det meget blødende barn glemte Han var I panik for at påpege det.

    Der kunne være end jeg kan up godt morale gemt der, men selv for en agnostiker som jeg tæller det I mirakel katagorien!

    22. juni 2018 kl. 15:08
  3. Belinda siger:

    Jeg fik kørekort i 1982 – det er dælme længe siden – og i løbet af alle de år, har jeg parallelparkeret (med succes) én gang. Derudover har jeg forsøgt mig et par gange, og vi må bare konstatere, at det eneste JEG KAN – JEG KAN – JEG KAN er at blive håbløst til grin, når jeg prøver. Den ene gang endte bilen vinkelret på kantstenen, og mens jeg overvejede, hvordan det kunne ske, åbnede min storgrinende kollega bildøren og sagde “Ud, så skal jeg parkere den bil”.
    Heldigvis er det ikke ret tit, jeg er nødt til at parallelparkere, så i hverdagen har jeg bare den indstilling, at “man sgu da ikke har brug for at kunne sådan noget”.
    Hvis det ændrer sig, køber jeg nok en bil, der kan selv 😉

    25. juni 2018 kl. 14:10
    • marensblog siger:

      Jeg er faktisk set – eller håber faktisk ikke nogen så mig – skride sydende og bandende ud af den fordømte bil, trave ned ad vejen og hen til vores hus, gå ind, bande, syde videre, og kort tid efter kom Allan ud og gik hen og parkerede den fordømte bil.

      26. juni 2018 kl. 08:05

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *