Marens Blog

Jeg kan fornemme på kommentarfeltet, I begynder at mene, det er på tide, jeg kommer mig over roskildefestivalen og spytter et nyt indlæg ud. Og ja, det kunne man mene. Hvis man altså ikke stadig lå på skjoldet med smerter i hvert et led. Og med et hoved, der nemt kunne afløse basrytmen på Metropolscenen. Dog med et saligt smil. For jeg har uden sammenligning haft de sjoveste dage, jeg kan mindes. Og hårdeste. Damn, jeg har sovet lidt. Spist endnu mindre. Drukket som der var no tomorrow. Danset til jeg faldt om i græsset. Blevet hevet op igen af den smukkeste og lige så dansende Allan, hvorefter jeg fortsatte en time eller fem endnu. Det har været så sjovt. Så vildt. Så fint. Så fantastisk at høre al den musik.

Det startede allerede torsdag med The Cure. Jeg har en fornemmelse af at jeg stod lige så glad til en Curekoncert da jeg var 16. Også med små blå venner i hånden.

På den måde har jeg ikke forstået at forny mig. Glæden varede dog ikke så længe, for bandet havde mig i knæ allerede ved sang nummer tre, hvor jeg måtte tørre tårerne væk. Men det er jo fordi jeg lige som Robert er blevet firehundrede år og ret følsom i det. At han efterhånden ligner en tudse der er eksploderet indefra, skal heller ikke komme i mellem os. Eller at det med håret virkelig ikke er godt. Jeg er fan. Det var en fantastisk koncert.

Af andre gode ting hørte jeg Apparatjik og dansede så jeg næste døde. De fik virkelig skod anmeldelser. Jeg elskede det. I got you on tape var også meget meget fine. Gid de havde givet dem en større scene, så alle vi begejstrede kunne være der. Daughter fik Allan og mig til at stå og kramme hinanden og bare føle os beærede over at få lov til at lytte. Bagefter gik vi med hinanden i hånden og med en sjælden sarthed i mellem os – og hvirvlede ind i Malk de koijns fest, da vi passerede Orangescene. Vi endte med sammen med forsangeren at stå og råbe, at nogen sku ta os i skideren og andre uhumske ting. Kæft det var sjovt. Og virkelig ikke for sarte. Så godt vi havde fået overstået det inden.

Derudover sang Sivert Høyem dagen efter trusserne af mig på en af de mindre scener.

Hvorfor alle på festivalen ikke stod og lyttede forstod jeg ikke. Jeg var helt smeltet. Det var jeg overraskende nok også da jeg søndag af Allan og hans ven blev slæbt med til en koncert med Machinehead. Det var noget værre heavy-lorte-larm og jøsses dog nogle tosser, der væltede rundt foran scenen. Men forsangeren var så karismatisk, jeg ikke rigtig så andet. Jeg ved godt alle taler om Bruce Springsten, men jeg hørte fire numre, hvorefter jeg kedede jeg mig ihjel og i stedet fandt en bar med gode drinks. Magen til røvballerock. Bjørk stank også. Er i tvivl om efterfesten der lukkede festivalen natten til mandag var så fed, som jeg syntes – eller det var de mojitos vi fik hældt indenbords, der var gode. Basgangen i mit hoved taget i betragtning var det muligvis det sidste …

Således ikke mere om festival og musik. Desværre.