Havde en nabo …

af marensblog.

Min erfaring, efter at have boet en del steder, er, at der altid er en i opgangen eller på vejen, der konstant klager. Og over alt muligt sært. Der er ikke to, der klager, altid kun en. Som har vi alle hver vores roller, hvor den udvalgte fik tildelt den, hvor man mindst en gang om ugen, skal banke på min dør og sige, at jeg skal gøre noget andet, end det jeg gør.

Engang, da jeg boede i en opgang, flyttede klageren, ham i stuen, pludselig og jeg tænkte, uh, nu bliver her rarere at være. Men nej, i det øjeblik han var flyttet, greb 2.th straks stafetten og blev sur over alt muligt med skraldeposer og skovlen til sandkassen og at det med hindbærbusken i haven. Har stadig ikke luret, hvad der ligger til grund for mekanismen med én klagerøv og ikke to, har bare konstateret, at den er der. På et tidspunkt prøvede jeg at gribe det an med overdrevet venlighed og ændrede på alt, klageren gerne ville have. Men det blev for opslidende i længden, så nu åbner jeg bare ikke døren. Og hvis jeg alligevel kommer til det, lyver jeg ham lige op i fjæset og siger, klart, jeg forstår, jeg fikser det med pæretræet – og gør ikke en skid. Snip snap snude.

 

4 svar til Havde en nabo …

  1. Signe siger:

    Energivampyrer, tror jeg, de hedder. Sådan en er der nemlig også altid på arbejdet. Mærkeligt nok. Skyder mig selv, den dag, jeg kan høre, stafetten er landet hos mig. Når man bor i hus, har man naboer, og selvfølgelig var der også sådan en her hos os. Som klagede over, at græsset i VORES! indkørsel var for højt. Hvorpå vi lod det vokse resten af sommeren. Idiot. Han er heldigvis flyttet, og mærkeligt nok er der ikke kommet en ny? Men et af husene er til salg her, så bare vent! Vender tilbage omkring det, når de har solgt…

    26. april 2018 kl. 09:11
    • marensblog siger:

      hahaha, måske liger stafetten i køleskabet i huset og venter bare på den nye ejer …

      26. april 2018 kl. 09:22
  2. Mette siger:

    Ikke relateret til naboklager (bortset fra: ja! hvad er det for noget, hvem uddeler den opgave?!), men striben i politiken i dag… So true, hvorfor?? Hvad sker der for dem? (altså ungerne, de er så sære!). TAK! for dejlige striber.

    p.s. heller ikke relateret, men måske nogen her, ved hvordan det hænger sammen at Trump og Macron udveksler “kindkys og mandekram” og ikke bare “kram”, blev mystificeret af P1 i morges.

    26. april 2018 kl. 10:08
  3. Vivian siger:

    Ååhh ja, som da vores nabo klagede over, at vores kat løb over til dem – han kunne jo ikke vide den tidligere ejer serverede leverpostej, men jeg nikkede forstående og lovede at sige til katten, at han skulle holde sig væk. Konstaterede ved samme lejlighed at nabo var uden humor siden har han klaget over lidt af hvert – bruger samme strategi som din. Life is too short….

    26. april 2018 kl. 15:58

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *