Om ikke længe har Maren holdt kæft i en måned, og så er der ikke er plads til så meget som det kvarte af et halvkvalt vikar-pip. Ofre for den salgs cølibat spøger man ikke med. Måske går Internettet ligefrem i stykker når hun logger på.

Så jeg forbereder så småt min afsked. Det har i sandhed været en vild tid. Den allerførste gang vi mødte hinanden var alting jo tys-tys. Men I lyttede og like’ede og kommenterede. Jeg skrev mere. I heppede igen. Og resten er historie.

Forleden skulle jeg til middag hos en veninde der bor på Vesterbro. Jeg klædte mig pænt på. Fin skjorte, tæt striktrøje, nydelig 2/3-del nederdel, pæne strømper, høje støvler med ministilet. Og en glat, stram læderjakke for oven. Så mig i spejlet. Mandefjæset er det sværeste. Man skal være skarp for at det ikke ødelægger hele kompositionen, men det gik OK synes jeg. Ret så cool crossdressing.

Vaklede på stiletter ind ad broen, som jo for Helvede består af en sprække for hver tolvte centimeter, kun adskilt af glat træværk. Var en anelse nervøs for at møde en fra havnen, men også klar hvis det skete. Ville lade som fucking ingenting a la jeg-er-for-cool-til-den-her-bro. Indsatte derfor hele min mental-motorisk styrke på at få gangarten til at understøtte en sej udstråling. Operation “Vil ikke ligne idiot når fiskertamp ser at jeg er trans” var i gang. Men det lykkedes uden opsigt og jeg kom i land.

Kørte til v-bro og kunne kun finde en p-plads et par gader væk fra adressen. Nå, så måtte jeg jo gå derhen. Men stod først i mindst 1000 børnetimer og ventede på at parkometeret skulle godkende mit Dankort. Og der gik nogen forbi! Flere endnu! Lige bag mig og min nederdel og mine stiletter. Følte mig som en neonpink hval i et fuglebad. Men det var ok. Og klik-klak klik-klak sagde stilletterne da jeg gik ned ad Istedgade. Kun lidt nervøs men helt glad en fredag aften med mennesker for hver femte meter. Seføli gloede nogen af dem bag min ryg. So what? Ha’ nu en god aften alle samme, ik’! Livet var godt.

I går aftes gjorde jeg næsten det samme, gik bare sådan uden videre på cafe med Storhashjægeren i lignende outfit. Nize. Tænk at noget så almindeligt, noget som findes i milliardvis, kan have så stor en betydning. Det er jo gak. Men den nederdel gør mig altså helt usædvanligt glad.

De to små strejfture gør det tydeligt, at nu er det virkeligheden der kalder. Jeg skal generobre verden som den nye Jakob, ikke bare i ord og ord og ord og ord her på bloggen, men også derude. (Og finde et fucking job, for hede hule Helvede.)

Hvor bloggeriet havner ved jeg ikke. For er der egentligt så meget mere at fortælle? I så mig bide negle. I så mig trække vejret dybt ind og gå frem mod kanten. I så mig springe. Og lande på benene og spankulerer rundt og lege usårlig fordi jeg havde turdet. I var vidner og uden vidner findes verden slet ikke. Jeg håber I har forstået hvor rart det var at ha’ jer med. Men hvad så bagefter? Jeg har jo gjort det Højholt sagde at man ikke måtte: jeg har skrevet fra hovedstolen. Og så løber man tør på et tidspunkt.

Sådan har jeg det faktisk nu. Skabet er tomt når man er sprunget ud af det. Og måske har jeg også taget vikargerningen lidt for seriøst, for det ta’ sgu tid at passe en blog. Det kræver en indsats og man kan blive træt

Det jeg prøver at sige er: jeg tager lige en slapper, så der bliver nok stille de næste par dage. Vil ikke sidde bag tasterne hele tiden, når nu nederdelen ligger og smiler til mig. Og vil tænke lidt over hvad hulen en jakobineblog skal handle om, når førnævnte beklædningsgenstand forhåbentlig er hverdag og ikke livsfarlig.

Sent søndag aften skrev Vikaren et dejligt mavesurt indlæg over al den royale og reality’istiske pølle der sælges som “nyheder”. Få øjeblikke senere ankom en overvældende kommentar om noget helt andet. Den rev benene væk under mig. Aldeles. Jeg var cirka halvvejs da jeg tudede som et lille barn. Ikke af sorg. Tværtimod af den voldsomme glæde, beundring og måske endda misundelse der vældede op i mig.

For kender I den der mærkelige, rørende følelse når man bevidner andre menneskers store hjerte og uselviske omsorg? Når de er så forbandet gode, at det griber fat allerinderst? En følelse som vidst også strejfer en streng der siger bare-jeg-var-en-del-af-det-også? Den ramte mig med 780 i timen. Men, seføli & selvklart er jeg lidt ekstra følsom netop når det kommer til nedenstående emne.

Karina skrev:

Hej Jakob
Fuldkommen enig i dagens indlæg. Det er klamt og man bliver lidt afhængig af alle disse skumle “godt det ikke er mig”, “eller gid det var mig” historier, Mit indlæg daterer sig dog primært nogle uger tilbage, fordi jeg i mellemtiden har gået med dine første indlæg i baghovedet og frydet mig over dit mod og dine refleksioner. Tænker du har givet mig en endnu mere nuanceret måde at støtte min søn på. Han er 8 år og har siden han var 4 været til bling bling, kjoler, smykker, Disneyprinsesser m.m.m. I perioder fylder det mere end i andre, men det er en del af ham, og det vigtigste for mig (og hans far) har været ikke at gøre ham forkert. Han har haft Disneyprinsesseværelse, sengehimmel, prinsessekjoler og glimmer, men samtidig har vi balanceret i forhold til hans omverden der trods alt primært har været, og er, delt op i pigeting og drengeting. Han har insisteret på at have langt “drengehår” og turdet stå for sine standpunkter, men det kræver en bred ryg og har kostet ham mange drøje hug. Det der især har rørt mig og drevet mig til at skrive efter al den tid er kigget ind bag ved hos en voksen mand, at få fornemmelsen af at ting kan leve side om side og at begavede, sjove mennesker måske baner nye spor for alle dem der ikke passer ind i de gængse stereotyper. Tak skal du ha. Gemmer dine indlæg og viser dem måske til ham en dag, hvis det føles rigtigt, men lige nu skal jeg tilbage og sy videre på den organzagallakjole med strutskørt han har indkøbt materialer til og møjsommeligt har siddet og syet perler på i dag;-)

I min tid her på bloggen har jeg fået overraskende mange dejlige kommentarer og breve – I er Verdens Bedste Heppekor og I har gjort en forskel – men intet har gjort mig så glad og så stolt som ordene fra Verdens Bedste Mor. Det lyder som den værste floskel, men er det stik modsatte: at være en del af ovenstående, bare som en lillefinger på sidelinjen, har gjort det hele værd.

Helt og aldeles lykke til på rejsen for Karina og hendes familie. Jeg tror I kan gør den til et eventyr.

Nu skal I høre, der er sket noget alvorligt: En 43-årig familiefar er kommet livsfarligt tilskade på en ferie. Han har ligget i koma i flere dage og der er risiko for at han dør. Måske er han endda død når du læser dette. Det er trist og tragisk for hans nærmeste, ikke mindst hans børn.

Men han bor i Holland, for Guds skyld! Jo, han er prins, og hvad så? (Faktisk er han abdiceret, og kan dermed end ikke teoretisk blive Konge af Kanaler, Tulipaner, Bordeller og Hash.) Så hvad i alverdens oversete sultkatastrofer rager det dig og mig?!? Alligevel har selv Politiken, JP og Berlingske haft tre-fire-syv web-forside-historier hver om prins Johan Friso og skiulykken. Og de er slet ikke færdige. Men kendte du hans eksistens før staklen blev ramt af lavinen? Endsige hans navn? …hvis “ja” er du enten jedi-mester i Trivial eller forhåbentlig med i Anonyme Royal-junkier.

Det er jo en vanvittig ligegyldig historie for os. Samtlige indblandede journalister og redaktører burde analpenetreres med deres egen iPhone mens den spiller Boten Anna. Uden glidecreme. Eller med tabasco. Vælg selv.

Men vi klikker på den, gør vi, for ellers ville webaviserne ikke bringe den. Ak, tænk at vi er så nemme at narre. Hvad skal der til før vi fatter det? Skal vi skiftes til at tæve hinanden med hegnspæle mens vi råber “Det lort er ligegyldigt! Så fat det dog!” Ved det ikke. Ved kun at vi er afhængige af nyhedsjunk. Vi drages og webaviserne kan måle det i hvert et klik.

Vikaren kan dog med stolthed og et ikke ringe mål af krukkeri sige, at hun har vænnet sig af med en del klikkeri, især det der har rod i “reality”. Det var ikke nemt, og som dengang jeg (næsten) lagde smøgerne på hylden var jeg i tvivl om jeg kunne. Men her er et lille trick, som har hjulpet mig en del: når du vågner så sig til dig selv “i dag vil jeg ikke røre “nyheder” om Paradise, Big Brother, X-factor, Dild På Svans og alt det andet. Det er kun skabt for at sælge mig reklamer. Og det er falsk.”

Det hjælper også at tænke på at i andre lande vises PRÆCIS de samme programmer. Alfa-idioten hedder bare ikke Blachmann. Og hende der har samme rolle som Amalie er intelligenshandicappet på en lidt anden måde. Men deltagerne verden over er castet efter akkurat den samme skabelon der skal kilde vores begær efter rigdom, sex, respekt, magt, nedtur og straf. Så de giver den i rollerne som enten bødler, uskyldige, retfærdige, forførende, klamme, ondskabsfulde eller tossede. Og ved du hvad? De skriver såmænd både noget der ligner manuskript og tager scenerne om i programmer som Paradise Hotel. Reality? Nope. Moderne teater? Lad gå. Nyheder? Hvis du siger ja, så er der ikke langt til hegnspælen.

Og i de andre lande er hømhømmet også forside-stof. Det siger en del om hvor effektive de koncepter er, at de virker over alt. Vil du lobotomisere en befolkning? Så gerne, her er en palle digitalt psykofarmaka, bare tilsæt en spandfuld lokale linselus og naive selvbruner-entusiaster og gå i uhellig alliance med aviserne, så tror hele landet at det er vigtigt.

Vinderne er både tv-analerne og aviserne, som jo alle lever af reklamesalg (DR gør ikke – det gør det bare endnu værre). Og som derfor alle har interesse i at få størst muligt resultat (flest øjne) med mindst mulig indsats (færrest kroner). Paradise, X-factor og de andre leverer varen: Lortet sælger reklamer hvor end det smøres ud, det er relativt billigt at lave og det kan styres på klokkeslet. Så alle mediechefer fra tv over aviser til magasiner er enige om at hype afføringen maksimalt. Sweet money always smell.

Og, for nu at komme tilbage til sporet, det er FULDSTÆNDIGT det samme med de kongelig. Det er jo også reality. De skal også følge sære regler, leve i en kulisse og blive filmet konstant. Og igen; De kongelig fækalier sælger, det er billigt at lave og det er nemt at styre. Alle er glade. Også kongehusene, som i vore dage et totalt afhængige af popularitet, så statsstøtten og deres antidemokratiske uden-for-loven-privilegier kan fortsætte. Uden folkets fascination ville deres evige ophold i en ekstremt luksuriøs reality-verden ophøre.

Men at vi nu er så fæcesafhængige at vi klikker på “nyhedsartikler” om en ukendt, ulykkesramt mand fra Holland er bare alt for meget. Kan vi så la’ være! Det svarer jo for Helvede til at gå op i lettisk X-factor bare fordi aviserne pludselig begyndte at skrive om det. Jeg vil så nødigt til det med hegnspælene.

Er det sådan man bliver voksen? Når man oplever sorg første gang? Det var i hver fald en øjenåbner for vikaren her. Det er et par år siden at den feje, laskefede møghund bed til og bare holdt fast og fast og fast. Og jeg er helt sikkert en anden nu. Klogere og nok mere voksen, vil jeg mene. For jeg tror, at selvom om man kun er fire eller ni når sorgen rammer, så bliver man alligevel ældre på alt for kort tid.

Sorg kan kun udløses af en ting. Den har kun et eneste brændstof. Sorgen er præcis der, hvor kærligheden burde have været, men nu yderst beklageligt er forhindret. Når dem vi elsker forsvinder eller lider så meget at kærligheden druknes af bekymring, så rammes vi af sorgen.

Måske dør de. Måske elsker de os pludselig ikke mere og forlader os. Måske går de i ølhundene eller mister forstanden. Måske gør krig, fattigdom eller naturkatastrofer at vi adskilles fra dem. Måske bliver de alvorligt syge eller rammes af en ulykke. Måske bliver de tortureret eller voldtaget eller på anden vis ødelagt. Måske er det livsfjendsk religion eller moral eller politik eller forbrydelser der tvinger dem fra os (alle fire findes fx i moderne dansk flygtningepolitik. Skam.). Eller måske bliver vi nødt til at skilles, fordi vi har truffet et virkeligt krævende valg. Årsagerne kan være mange, men een ting er sikkert. Hvis vi elskede dem, sådan rigtigt, så føler vi sorg over tabet.

Og det er sorgens dobbelte forbandelse: ikke alene gør den ondt, men den afløser også noget som gjorde os lykkelige. Fra det ene yderpunkt på skalaen til det andet, ikke sjældent alt for hurtigt.

For mit vedkommende var det banalt og udramatisk. Efter nogle lykkelige år mistede min kæreste og jeg kærligheden til hinanden. Den løb lissom bare ud mellem fingrene på os. Det var trist. Fortvivlende. Uvirkeligt. Og selvom kærligheden på overfladen var væk, så blev jeg dybt ulykkelig. Vi var jo blevet gift og havde bygget hjem og talt om at blive gamle sammen for meget mere end bare sjov. Oveni skulle jeg slippe hverdagslivet med hendes datter. Et barn jeg havde kendt siden hun var baby, og som dengang var 7-8 år. For hun kan ikke deles mere, har allerede en supermor og ditto far, som hun pendler i mellem. Heldigvis ser vi ofte hinanden, helst en gang om ugen. Men hvor jeg dog alligevel savner kontakten i hverdagen: sniksnak over morgenmaden, nervøsiteten før skolekoncerten, kloge ord og gadedrengehop på vej til svømmeren.

Helt konkret mistede jeg en familie: trygheden, den udtalte og uudtalte kærlighed, fællesskabet. Jeg blev alene.

Det var knusende. Har fysisk kastet op af frustration og smerte over alt det tabte. Har slået mig selv hårdt i hovedet med knytnæver af desperation. Og jeg har skammet mig dybt over at de voksnes roderi også gik ud over min papdatter, som jo var fuldstændig uforskyldt. Alligevel er min sorg kun en bette en af slagsen. For min eks er jeg kommet over. Og papdatteren er sund og rask. Jeg ser hende og jeg kan mærke at hun elsker mig. Det kunne være langt værre og er det for masser af mennesker.

Men okay altså, sådan ser du ud, Sorg. Din hæslige satan. Jeg kan SÅ godt forstå at du kan knække nakken på mennesker hvis du får rigtigt fat. En ting er de skærende bånd om brystkassen, den kvalmende, kvælende knude i halsen og tudeturene. Men at du også kan hive farverne ud af selv den bedste sommerdag og gøre alting ligegyldigt, dét er fejt. For det er sådan du spiller, ik’? Når ikke det gør ondt, så er man i stedet følelsløs, ik? Jeg fucking hader dig. Inderligt.

Selvom jeg virkelig ikke har lyst til at give dig æren for noget som helst, må jeg modstræbende indrømme, at du har gjort mig klogere. På for alt i verden at tage kærligheden alvorligt. Og vel livet, dermed. Det vidst jeg jo godt, men var åbenbart ikke god nok til at gøre det i praksis. Desværre ved jeg nu også at det gør dræbende ondt hvis jeg fejler. Var de lykkelige år smerten værd, da det gik galt? Hvad nu hvis det sker igen? Tør man prøve?

Ja, det skal man, siger præsterne og filosofferne og psykologerne og digterne og dem der bare er kloge. Det er livets forpligtelse at opsøge kærligheden, ellers er hele molevitten spildt. Det er nok ikke helt forkert og det lyder smukt. Men jeg er sgu ikke sikker på at jeg tør.

Fucking-fucking-fucking hader sorg.

Det er i dag, lige præcis i dag, at det nye år starter rigtigt. Nytårsaften er bare sprit og uvaskede kønsdele og hævn over det år som er gået. Den fest kan umuligt være starten på noget nyt. Den MÅ være en slutning, der midt i vintermørket. Og dagene derfra og frem til i dag er ingenmandstid. For det er først i dag at man får lyst til at vaske vinduerne og ser at den elskelige erantis igen melder klar i tusindvis. Først i dag – eller var det måske i onsdags? – at sollyset rummer grundstoffet til et nyt år: optimisme.

Personligt forventer jeg en del af 2012. For 11 var sgu ufedt. Det var året hvor jeg for først gang oplevede hvad sorg er for noget. Og har du ikke prøvet, så kan jeg sige dig at det er nasty shit.

Det vil jeg fortælle om imorgen. for jo mere sorg kan omtales i datid, jo bedre. Og dagen i dag øger afstanden til 2011 helt vidunderligt meget. Det skal nydes.

Femårig har tildelt bog-skitsen 54 stjerner.

Så vil jeg skide på om kommateringen, ikke er, helt perfekt.

Apropos de mænd i lingeri som Kristendemokraterne ik’ ka’ li’, så se lige her, hvad vikaren har i sin linksamling: En hel butik fyldt med fikst undertøj der for det første ikke er lavet af klæg-tyk bomuld, for det andet er 100 pct. feminint og for det tredie passer til brystkasser og skuldre udviklet under påvirkning af testosteron. So sweet. Vikaren er forelsket i hele molevitten.

Hvis det rent feminine er for meget, så kan man(d) i stedet afbrænde sine penge hos xdress.com. Som navnet antyder er vi mere i blandzonen mellem feminint og maskulint. Det ser fx. sådan ud:

Gider ikke spilde meget mere tid på Kristendemokraterne. Har klikket rundt på deres facebook-side “Anstændighed, tak” og må konstatere at begrebet “anstændighed” åbenbart er meget fleksibelt.

Nå, men selve sagen kort: Kristendemokraternes Stig Grenov sammenstillede forleden transer med pædofile. Og luftede en i bedste fald meget stor uvidenhed om børns seksualitet (han tror vidst den ikke findes) og transvestisme. Jeg blev harm og gav lidt igen. Med StopDetDog  som mellem-m/k (tak for indsatsen) kan Vikaren med blandede følelser bringe Stig Grenovs svar.

Og dermed arkiverer Vikaren sagen under “Bedrøveligt tidsspilde”.

_______________________

Hej.

Tillad mig at kommentere bare på en lille smule af bloggen. For det første er Kristendemorkaterne et parti – ikke en religiøs forening. Vi står på det kristne værdigrundlag, at alle mennesker har uendelig høj værdi. Vi har ingen sten i lommerne eller behov for at pudse vores glorie af på baggrund af anderledes tænkende eller troende eller for den sags skyld seksuelle mindretal. At JP skriver at jeg er forarget, må stå for deres egen regning. Men jeg er rent faktisk enig i “Vikarens” indlæg omkring den totale seksualisering af børnenes verden – ofte gengivet i stereotyper der er til at … sig over. Kierkegaard sagde engang, at “Livet leves forfra, men forstås bagfra. Det samfundet gør, er at at proppe en voksendagsorden ned over hovedet på børnene. Det er naturligt, at børn afsøger deres eget og det modsatte køns identitet i opvæksten, men det er dem selv der sætter rammerne. Jeg mener, at DR driver vold mod børnene, der skal opleve og tage stilling til voksenlivet, før det er blevet en del af dem. OG – den dreng der som 8-årig går i dameundertøj bliver i hvert fald ikke hjulpet af en dukke i damelingeri i Gepetto News – men forhåbentligt af de mennesker der omgiver ham.

Hvad angår min angivelige sammenligning mellem transseksuelle og børnelokkere, må den ikke hives ud af sin kontekst. Spørgsmålet var om ikke udsendelsen var et udtryk for frisind. Dertil giver jeg et svar, der fastslår at frisind ikke omhandler at enhver seksuel aktivitet skal ud i børne TV. Jeg formoder at bloggerne på denne side isoleret set er enige heri. Set i bakspejlet kunne jeg have formuleret det anderledes uden mulighed for misforståelser, men sådan er det. Hvis nogen har interesse kan de læse min uddybende blog på “eftertanke.dk” hvor jeg også har en disput igang med en talsmand fra LBGT. Argumenter rykker – fordomme om de transseksuelle  – eller Kristendemokraterne for den sags skyld – gør ikke.

Med venlig hilsen

Stig Grenov

I fortællingen indgår en dreng der bliver kørt ned (men overlever), en hund der boller ben (fjollet), en dreng der får en lussing af sin far (trist) og en ret stor håndfuld bandeord (sjovt). Kunne være fedt hvis nogen kan finde en unge eller to eller tre mellem cirka 7 og 10 og se om de synes den duer.

Bagefter kan I komme med præcis den kritik I synes. Jeg har INGEN sart hud på den del af kroppen.

Den kan læses nedenfor eller downloades. OBS: nedenstående link sender dig måske videre til en ny side, hvor linket står endnu engang. Klik igen og download begynder.

Her er den som PDF, der burde være nogenlunde til print:
Spioner_kærlighed_hunde_01

Og denne er vidst OK til iPads og den slags lækkerheder som den fattige vikar kun kan drømme om:
Spioner_kærlighed_hunde_01_A5

________________________________

Spioner, kærlighed og rådne hunde

Her starter historien

Peter løb alt hvad han kunne. Men det var svært. Hans skoletaske hoppede op og ned og fra side til side og hans store støvler var tunge og klodsede. Det gik slet ikke hurtigt nok. Alligevel måtte han over til Sille hurtigst muligt, så hun kunne hjælpe ham, for bag ham kom den frygtelige hund tættere og tættere på. Og han kunne høre hvordan den gøede og hvordan Ninja-Ole råbte op.

”Tag ham så får Helvede, Køter! Tag ham! Kom så! På ham!”

Hvorfor hørte Sille dog ikke al den larm? Hvorfor gik hun bare der med ryggen til? Han skreg på hende.

Siiiiiiiilleeee! Hjææææælp!

Peter var næsten oppe ved hende, skulle bare over den lille vej og så fem meter mere. Så kunne hun hjælpe ham mod hunden. Men hun hørte det ikke, for Sille gik i sine egne tanker og lyttede til musikken. Peter skreg igen.

Endelig hørte hun et eller andet underligt. Hun vendte sig om. Og netop da gik alting alt for hurtigt og alligvel på en sær måde alt for langsomt.

Hun så Pels løbe ud på vejen. Hun så den store, hvide hund med det røde gab bag ham. Og hun så bilen komme kørende fra siden. Og hun så hvordan den kom tættere og tættere på Pels. Og hun kunne ikke nå at råbe eller gøre noget. Og bilen ramte hendes bror . Og han fløj op i luften i en lang bue hen over vejkrydset. Og hans arme og ben stak ud til alle sider og bøgerne i tasken hvirvlede ud. Og bilens bremsede så hårdt at dækkene skreg så det kunne høres gennem musikken.

Det var et forfærdeligt syn.

…Og her må jeg vidst lige bryde ind. For det du lige har læst sker altså først senere i bogen. Før vi kommer så langt skal du først lære Sille og Peter at kende, og også deres venner og fjender, ikke mindst ham der Ninja-Ole. Så det var bare en smagsprøve, så du kunne se at historien ikke er for bangebukse.

Hvem jeg er, spørger du måske? Det er en hemmelighed, men det kan være at får du det at vide engang, Jeg kan sige så meget, at jeg ved ALT hvad der foregår på Rolighedsvej, hvor Sille og Peter bor. Og faktisk også Ninja-Ole. Og jeg kan også fortælle dig en vigtig ting om denne bog: alt hvad du læser i den findes i virkeligheden. Alt.

Her er ingen drager eller prinsesser eller superhelte. De er ellers fede nok, det er ikke det. Men de passer ikke ind i en historien fra en by i Danmark. Det gør Sille, Peter og Ninja-Ole og hans sindssyge hund til gengæld. Måske har jeg lavet lidt om på navnene og byttet om på hvem der gjorde hvad. Men det hele er altså fra den rigtige verden som du også lever i. Bare så du ved det.

Nå, det kan være vi ses senere, men lad nu komme tilbage til historien…

Rolighedsvej

Familien Egernkær boede på Rolighedsvej i et totalt almindelig hus bygget af gule mursten. Nogen vil måske sige, at det var lidt ualmindeligt at huset lå så højt oppe over vejen, at forhaven næsten var en hel skrænt. Men det er der altså mange huse som gør hvis man kigger sig omkring.

Så stejl var græsplænen, at hvis man lagde sig på græsset foran huset, så kunne man rulle ned gennem haven og lige ud på fortorvet nede ved vejen. Hvis ellers ikke man ramte brændenælderne ovre i den en side eller roserne i den anden. Det var heldigvis kun far som gjorde det, altså ramte brændenælderne eller roserne. Han var så elendig til at holde balancen så snart han stod på noget højt. Eller bare på kanten af en stej bakke. Ret uheldigt at hans eget hus lå på sådan en.

Sommetider gled han også helt uden grund og satte sig på røven i en af Møffes lorte. Eller også tabte han to bæreposer helt oppe på toppen så mælk og appelsiner og skosværte og chokoladekiks og alt muligt andet rullede hele vejen ned igen. Eller også trillede han selv hele turen ned mens han råbte og skreg og bandede. For eksempel sådan her:

”For Helvede da! Ikke nu igen! Av! Hjææælp! Stooop! Pas på! Flyt dig, Møffe! Åhh neeeeej, ikke roserne! Av! Av! Av! Av!

Møffe var forresten hunden i huset. Hun var en helt almindelig hund, i hvert fald af sin slags. Lille og tyk og pølseformet med en sort, fladmast snude, stritører og grå pels med lidt sorte prikker. Helt sikkert den grimmeste hund i hele kvarteret. Men det allermest forfærdeligt irriterende var at hun troede at menneskeben havde lyst til det samme som hunde. Så snart hun fik chancen, stillede hun sig på bagben, tog fat om et menneskeben med forbenen og ja – du har nok gættet det – så begyndte hun at bolle. Det var pinligt hver gang. Men ellers var hun sjov og sød.

I huset boede altså også Sille og Peter, som var to helt almindelige børn. Selvom der faktisk slet ikke findes almindelige børn hvis du ser godt efter. For der er altid noget særligt. Nogen har en mor fra Afrika, nogen har så store tænder at andre driller dem med det, nogen er vildt gode til at løbe stærkt og andre kan slå en bøvs der kan høres på hele skolen.

Derfor er alle helt almindelige børn ikke helt almindelige, og det var Sille og Peter egentligt heller ikke. For det første var Sille stærk. Ikke som Pippi Langstrømpe eller Superman. Men stærk nok til at selv drengene i sjette klasse var bange for hende. Og hun gik kun i fjerde.

For det andet var hun aldrig bange for at sige hvad hun mente. Aldrig, siger jeg. Ikke overfor de sure voksne. Ikke for de store drenge. Ikke for de hviske-tiskende drillepinde. Så det er ikke mærkeligt at hun blev kaldt Seje Sille. Eller bare Seje.

Peter var også helt almindelig ualmindelig.  Han havde nemlig et kæmpestort, rødbrunt, krøllet hår. En stor, kuglerund dusk der fik hans hoved til at være på størrelse med en badebold. Man kunne uden problemer gemme både hoppebolde, kiks og barbiedukker inde i hans enorme hår. På samme tid, endda.

Derfor blev han også kaldt Pels Peter. Eller tit bare Pels. Håret var selvfølgelig noget han selv har valgt. Han kunne jo bare blive klippet.

Der var også noget andet med ham. Han var helt utroligt flink og sød. Ikke på en slesk måde. Bare sød. Ville gerne dele sit slik. Roste altid andre hvis hans syntes de gjorde noget godt. Gik gerne en omvej for at aflevere et par vanter som nogen havde glemt. Og han kunne aldrig drømme om at snyde eller drille. Måske lyder det som om han var en duks, men det passer ikke. Pels var bare en skidesød dreng, og sådan var det.

På Rolighedsvej lå der helt almindelig huse på begge sider.. På den ene side små kasser ligesom det Egernkær-familien boede i, og på den anden side nogen store, røde kasser med lejligheder. De røde kasser blev altid bare kaldt “lejlighederne” og de små huse hed bare “husene”. Så var der styr på det.

I en lejlighed lige over for Seje og Pels boede Marie. Hun var også helt almindelig, men skulle man sige at der var noget ualmindeligt ved hende, så var det at hun kunne læse og regne allerede da hun startede i skolen. Og at hun kunne lide kaffe med mælk. Og så var der lige det, at hun ikke havde nogen far, men to mødre. Det ser man ikke så tit. Men først og fremmest var hun en helt almindelig pige.

Bag lejlighederne var der cykelskure, græsplæner, perkeringspladser, skraldespande og legepladser. Og en enorm trambolin, som skjulte indgangen til en meget, meget, MEGET hemmelig hule.

Man kunne kun komme derind ved at kravle under trambolinen og ind gennem et lille hul mellem nogen store buske der stod lige bag den. Når man først havde maset sig ind i midten af buskene, så var der ligesom en hel lille stue, hvor grenen dannede et loft og hvor jorden var hård og glat. Hullet var så lille, at man slet ikke opdagede det hvis man kiggede ind under trambolinen. Og hvem gå også og glor under tramboliner? Hvis du ser nogen der gør, så hils dem fra mig og sig at der er klogere ting at lave.

Kukuret

Omme i skolen var der en ret så mærkelig lærer. Det er helt almindeligt et en lærer kan være mærkelig, selvom de fleste ikke er det. Men Kukuret var helt sikkert.

Ja, hun hed Jeanette og ikke Kukuret, men hun var selv ude om at de kaldet hende det. For hvis man ikke lige hørte efter hvad hun sagde, eller hvis man bare gjorde noget hun ikke kunne lide, så stak hun hovedet langt frem og sagde KUK-KUK meget højt og skingert.

Hun gnavede altid på noget. Som regel en af de mange gulerødder hun havde med i en kæmpe madkasse. Eller også bare hvad hun kunne finde, måske en kuglepen eller en blyant eller noget at hendes lange, kridhvide hår.

Og jo flere gange hun synes at hun skulle sige KUK-KUK, jo mere gnavede hun. Det mest irriterende var dog at hun mente at alt var farligt. Hvis man havde små sko på om vinteren, så var det farligt fordi man kunne få kolde fødder og dø af lungebetændelse. Hvis man spillede computer var det farligt fordi man kunne ødelægge sine øjne og blive blind. Hvis man vippede på stolen kunne man helt sikkert brække ryggen når den væltede. Og sikket også stikke ild til skolen og få den til at eksplodere. Og så videre og videre og videre. Død og ødelæggelse i en uendelighed.

En dag da de legede kyssefange inde i klassen stod hun der lige pludselig.

”KUK-KUK! KUK-KUK! Det må I ikke! Børn må ikke kysse hinanden! Det er FAAAAARLIGT. Børn skal vente til de er voksne før de må kysse!”

Det forstod Sille ikke. For hvad er der farligt i et kys? Og hvis børnene skal vente så længe, så er de jo ikke børn mere. Og hvis de nu gerne vil kysse når de er børn, hvad så? Ja, hvad så?

Så det sagde hun selvfølgelig til Kukuret. Faktisk lige præcis sådan. Og hun fik den slags svar man altid fik: ”KUK-KUK, tænk dig da lige om, hva? Børn kan smitte hinanden med farlige bakterier og blive syge.”

Men alt det farlige skete aldrig. Og selv Seje var blevet træt af at fortælle Kukuret hvor forkert det er at true med noget.

Ting Sille tænkte på når hun skulle sove

Om aftenen, når Seje Sille lå under dynen og der er var stille, så tænkte hun tit på ting som ville være særligt rart. Hun ville for eksempel helt sindssygt gerne have en storebror som var sød og klog, og som kunne hjælpe hende. Han skulle være lidt høj, have et kort lyst hår og være god til at spille fodbold. Eller måske guitar. Og altid være glad. Hun kunne længes så meget efter at have sådan en dejlig storebror at det kunne mærkes i hele kroppen.

Lige i de her dage var det nu mest en dreng der hed Joakim som hun tænkte på. Han boede over på en anden vej, hvor de ikke kom så tit. Men han legede meget med hende og Pels og Marie. Især legede de på Maries enorme trampolin. Som jo egentligt ikke var hendes, men det lod de som om. De fire havde også lavet den ultra-hemmelig hule, som ingen voksen nogensinde havde fundet. (Og hvis DU sladrer, så kommer de alle fire efter dig. Og jeg også.)

Det rigtigt gode ved Joakim var at han var sjov. Når han hoppede i trampolinen, fandt han på de særeste ting.. En af de bedste var når han baskede vildt hurtigt med armene, rakte tunge og summede som en myg.

”Jeg er en myg! Zum-zum-zum! Jeg zuger blod! Zum-zum-zum! Råbte han og hoppede efter de andre med tungen ud af munden. Og både Marie, Pels og Seje rullede rundt på trapolinen af grin.

Eller når de cyklede rundt på vejen, så stillede han sig op på bagagebæren og lod cyklen trille af sig selv. Så strittede han med røven og lavede pruttelyde og råbte ”Her komme prut-raketten! Pruuuut! En sensation! En cykel drevet frem af prutter! Kører godt – stinker ad Helvede til!”

Seje grinede og grinede når han gjorde sådan. Hun kunne slet holde op, for han så helt utrolig sjov ud med bagenden lige i vejret.

Under dynen forestillede hun sig hvordan det ville være at være kærester med Joakim. Så kunne de gå til fodbold sammen og holde hinanden i hånden på vej derhen. Altså, selvfølgelig vil Seje ALDRIG gøre det i virkeligheden. Men det var dejligt at tænke på.

Ninja-Ole og hunden

Fire huse væk fra Pels og Seje boede en mand som var helt almindelig, hvis altså man sammenligner ham med andre som også ser farlige og skumle ud.

Hans forhave var ikke nær så stejl som familien Egernkærs, men det gik alligevel lidt opad til hans hus. Huset var helt firkantet og ikke ret stort. Rundt om var der ikke andet en fliser. Jo, på den ene side var der en lille garage, som han parkerede sin bil i. Men ellers var der intet. Ikke en busk, ikke en flagstang, ikke en tot græs. Kun fliser. Og når man gik forbi om aftenen, så var der hele tre projektører som tændte af sig selv.

Det forstod Seje og Pels ikke. Når nu der kun var fliser og intet at støde ind i, hvorfor så alt det lys?

Mor sagde at det nok var fordi at manden var paranoid.

”Par-nummer-ni? Hvad betyder det?”. spurgte Pels.

”Pa-ra-no-id”, gentog mor. ”Det betyder at han måske er lidt syg på en måde der gør at han er bange for at nogen er efter ham.”

”Men hvis han tror de er efter ham”, sagde Pels, ”så er det da helt dumnakke at tænde en masse lys så de nemmere kan finde ham.”

”Nej”, sagde mor, ”for ham tror nok at der sidder nogen og gemme sig i hans have. Eller at nogen sniger sig op til hans hus, uden at han opdager det. Det skulle ikke undre mig om han sidder der inde og holder øje hele tiden. Det må ikke være rart for ham.”

En dag da hele flokken – Marie, Joakim, Pels og Sille – var ovre hos Joakim kom de til at nævne Ninja-Ole mens hans far hørte det.

”Han er en skidt fyr”, buldrede han. ”En rigtig bandit. Det skulle ikke undre mig om han stjæler og smugler. Og enhver tyv tror at alle andre også stjæler. Derfor har han alt det der lys.”

Joakims far kiggede på dem over brillekanten. ”Ham holder I jer fra, ellers får I med mig at bestille. Er det forstået, unger?” Han løftede en hånd så den var klar til at stikke en lussing.

Sille skulle lige til at sige at han ikke skulle true og at hun ikke var bange for ham. Men Joakim trak hende væk. Han var nemlig bange for sin far.

Fra da af synes flokken at Ninja-Ole var virkeligt spændende. Tænk hvis han sad oppe i sit hus med en kikkert og kiggede på alle der kom i nærheden. Og tænk hvis han havde huset fuld af guld og dyre computere og cykler som han havde stjålet.

Og han så også uhyggelig ud. Han var høj og slank og som du nok kan regne ud, så var han japaner. Det mente flokken i hvert fald. Han kunne nu lige så godt være fra et andet land hvor man har sort hår, lidt skæve øjne og gylden hud. For eksempel Kina eller Grønland.

Hans hår var næsten karseklippet og han havde altid en lang, sort frakke på. Og sorte hansker og sorte støvler. Også når solen skinnede og alle andre havde så lidt tøj på som muligt. Med andre ord var han helt almindelig hvis det er uhyggelige mennesker man taler om.

Desuden havde han en kæmpestor, uhyggelig hund. Helt hvid, slank, langbenet og med et trekantet hoved med rødlige, stikkende øjne og små strittende ører på toppen. Værst var det at munden altid stod halvåben, så man kunne se de mange tænder og den blodrøde tunge.

Som du allerede ved, så flokken kom meget tættere på Ninja-Ole end de havde lyst til. Og det var endda deres egen skyld.

Den Hemmelige Spionklub

En aften sad de alle fire i hjemme hos Marie. Egentligt skulle de have holdt møde deres i hemmelige klub nede i hulen i baggården, med det øsede ned. Så nu lå de i stedet på Maries enorme seng, som fyldte hele den ene side af værelset og drak cola og hørte musik.

Hvem der fandt på at de skulle have en hemmelig klub er der ingen der kan huske. Det startede ligesom bare med at de legede at de have en. Og når man leger at man har en hemmelig klub, så HAR man jo faktisk en hemmelig klub. Men det virkede altså ikke så hemmeligt og spændende  når man bare lå og pruttede på Maries seng. Måske var det derfor at synes Sille at der skulle mere til.

”Skal vi ikke lave en spionklub?” spurgte hun. ”Der afslører hemmeligheder?”

”Og som tager billeder af dem og gemmer dem.” sagde Joakim og hev sin nye mobiltelefon frem. Det havde han gjort otte gange før, så de andre lod som ingenting.

”Hvorfor det?” spurgte Seje og fiskede en bussemand ud af næsen.

Bip, sagde det, og Joakim tog et billede af Seje med en bussemand på fingeren.

”Neeeej” sagde hun. ”Lad være med det! Slet det billede igen!”

”Det var den første hemmelighed” sagde Joakim og grinede. ”Hvis ellers jeg ikke kommer til at lægge den ud på Nettet, så alle kan se det.” Han kiggede drillende på Seje. “Åh, bare jeg nu ikke trykker på de forkerte knapper…”

Hun kastede sig over ham og de rullede rundt på sengen. “Slet det!” råbte hun. “Prøv hvis du kan!” svarede Joakim.

Måske havde Joakim glemt hvor stærk Sille var, men hvis du spørger mig, så kunne han faktisk godt lide at slås med hende. Også selvom hun var stærkest. I hvert fald gik der ikke lang tid før hun sad oven på ham med mobilen i hånden. Og tog en masse billeder af hans fjæs der blev mere og mere rødt mens han kæmpede for at komme fri.

“Hey,” sagde Marie, “skal vi finde på nogen hemmeligheder eller skal vi ikke?”

Sille slap Joakim, der straks sagde at han skulle tjekke noget meget vigtigt på mobilen. Det lød nu mere som om han slettede billeder.

Så foreslog Pels at de kunne tage et billede af Maries storesøster der kysser sin kæreste. Ideen var faktisk ret god, for hun ville blive stiktosset hvis hun opdagede det. Men storesøsterens kæreste var i Grækenland i en hel måned, og det var meget lang tid at vente. De kunne selvfølgelig håbe på at storesøsteren fik sig en ny før kæreste før det, for den slags skete ret tit, sagde Marie.

“Vi kunne også udspionerer Ninja-Ole,” foreslog hun. “Vi kan liste os op til huset og tage et billede ind ad et vindue”

”Helt ærligt, hvor svært at det at gå op til et tomt hus, holde et kamera op til et vindue og trykke på knappen? Jeg synes ikke det er særligt spion-agtigt. Mere kedeligt.” surmulede Joakim og prikkede til Sille. Hun gav ham en seriøs lammer igen og han  smilede vildt overdrevent tilbage. Den var helt gal med de to.

”Hvad nu hvis vi tager flere billeder?” foreslog Marie. ”Hvis vi tager et billede ind gennem hvert eneste vindue hele veje rundt om huset?”

Alle fire børn kunne mærke at det var en uhyggelig tanke. Det ville tage ret lang tid. Og de skulle endda om på bagsiden af huset, som ingen vidste hvordan så ud.

”Jeps, Marie. Netop! Vi skal knipse Ninja-Oles skumle hule fra hver en side!” sagde Joakim med begejstring. ”Det er super spion!”
Kukuret slanger sig

Næste dag i skolen havde Kukuret en meget vigtig meddelelse. Synes hun selv.

Der var stukket slange af fra Zoologisk have. Og den var selvfølgelig ufattelig farlig, sagde hun og tyggede på lidt af sit hår.

Det var en pytonslange på næsten syv meter. Hun viste et billede på tavlen af sådan en krabat. Den lå på noget  græs og var ved at spise et får. Det så godt nok vildt ud at den sådan kunne sluge et helt får i et stykke.

”Pythonslanger kan bliver op til ti METER. Det er længere end vores klasseværelse”, sagde hun. ”Og de kaldes også for KVÆLER-slanger fordi de først ruller sig rundt om deres bytte og KVÆLER det ihjel.”

Hun sagde nogen af ordene MEGET højt, så det lød ekstra slemt. Og hun slog på tavlen med pegepinden for at understrege alt det farlige. Så fortsatte hun:

”Det er simpelthen verdens største slange og en af de ALLER-farligste. Kort og godt er den bare vildt stor og farlig!”

”Det er ikke spor kort og godt” sagde Joakim tørt.

”Hvad mener du?”, spurgte Kukuret og stak en blyant i munden. Hun glemte for en gangs skyld at råbe ”KUK-KUK! Ræk fingeren op!”.

”Du sagde at det var kort og godt. Men en kvælerslange er jo lang og ond” svarede Joakim og så uskyldig ud. De andre grinede.

Kukuret så pludselig sur ud. Hun gik frem mod Joakim og pegede lige på ham med pegepinden som om det var en tryllestav der kunne forbande ham. Hendes øjne var små smalle sprækker og hun prøvede virkelig at lyde uhyggelig da hun hvislede som en slange:

”KUK-KUK! Du ved udmærket godt hvad jeg mener. Når jeg zzziger at en kvælerzzzlange er farlig fordi den kan kravle ind af dit vindue om natten kvæle dig , og zzzluge dig helt uden at nogen hører det, zzzzzå er det zzzzådan det er. En kvælerslanger kan KVÆLE dig. Og det ville måske kunne give lidt fred for dine dumme vitser. Men den har nok for god smag til at æde dig.”

Der blev bomstille i klassen. Aldrig havde Kukuret været så arrige og set så ond ud. Men det var altså for groft at blive så ondsskabsfuld synes Sille. Joakim ville jo bare være sjov.

”Hvad så med brandslanger. Kan de så brænde mig eller hvad?” spurgte hun uden at række fingeren op.

Kukuret havde både en blyant og en gulerod i munden da hun vendte sig mod Seje. Det fik hende til at lyde noget grødet.

”GUK-GUK, Sille, skal du nu også spille sjov? Get er du ikke. Jeg troede da at du kunne forstå når noget var farligt og ikke til at spøge med?”

Der blev stille i klassen. De andre vidste at når Seje første gik igang, så gav hun ikke op igen.

”Jamen det gør jeg også. Hvert et ord du siger. Kvælerslanger kvæler. Så tænkte jeg bare på hvad brandslanger gør.” svarede Sille.

Så var Joakim tilbage. Han havde sundet sig og fanget Silles idé.

“Ja, og hvad med cykelslanger, kan de så køre mig over med en cykel eller hvad?” spurgte han med rystende stemme, som om han var vildt nervøs.

Kukuret kiggede over på ham og flækkede blyanten med kindtænderne. Der var bomstille igen. Så klynkede Seje:

“Åhh, jeg er bange nu. Min far har lige sagt at han vil købe en helt ny vandslange! Åh nej!”

Klassen flækkede grinede. Bortset fra Kukuret der bed i både guleroden, hele sit eget hår og en finger. Men hun var klog nok til ikke at svare på deres vitser. Og i løbet af timen fik hun spist to blyanter mere, alle sine gulerødder og så meget hår at hun så nyklippet ud.

Lige da timen sluttede, pegede hun med en virkeligt gennemgnavet kuglepen på Joakim og Sille og sagde:

”Jeg tror jeg vil overveje at kigge forbi til en snak med jeres forældre.”

Sille blev rasende. For det var altså Kukuret der startede med at være led over for Joakim, som bare havde sagt en joke. Og da hun jo aldrig var bange sagde hun bare det hun tænkte:

”Det er fejt at true. Det siger min mor.”

Men Joakim blev bange. For hans fra kunne godt lide at true. Og skælde ud.

Spionerne gør sig klar

Flokken havde holdt øje med Ninja-Ole hver eneste eftermiddag i næsten en uge. De havde sørget for at lege mest muligt ude på vejen, så de kunne se hvad han lavede. På den måde havde de opdaget at han sidst på eftermiddagen trillede sin lille blå bil ud af garagen og kørte væk sammen med den hvide hund. Så var han altid væk et godt stykke tid.

Og idag skulle det så være og de mødtes i hulen for at gøre sig klar. Marie udtænkt en plan for aktionen, som virkede meget fornuftig:

Joakim skulle tage billederne. Fordi det var hans telefon der var bedst. (Og jeg er sikker på at det også var fordi alle vidste at han ville blive totalt hidsig hvis det ikke skulle være ham. Men det var der ingen der sagde.)

Seje skulle hjælpe ham, fordi hun var så stærk. (Og det var selvfølgelig fordi alle vidste at hun ville være sammen med Joakim. Men det var der ingen der sagde.)

Pels og Marie som skulle holde vagt nede på fortovet i hver sin side af haven. Hvis nogen kom gående, så skulle de lade som om de råbte til hinanden at de havde fundet noget spændende og at den anden skulle komme og se det. Det ville Seje og Joakim kunne høre, så de kunne gemme sig.

Marie mente desuden at det var meget vigtigt at Pels og hende selv var klædt ud. (Helt hvorfor ved jeg ikke, men måske var det fordi at det også skulle være lidt sjovt bare at holde vagt.)

Marie klædte de ud som indianerpige med poncho, røde streger på kinderne og en sort paryk med fletninger. Køn var hun ikke, men man skulle kende hende rigtigt godt for at vide hvem hun var.

Pels’ store dusk af et hår var til gengæld svært at skjule. Det endte med at de fandt en stor, gammel gryde og brugte den som hjelm. Den var lige så stor som en opvaskebalje, men sad perfekt overpå håret.

Så fandt de en sørøver-øjeklap og et plastiksværd.

”Perfekt”, sagde Joakim. ”Nu vil alle der går forbi tror at I leger vikingerne mod indianerne.”

Pels var ikke helt sikker om han var så svær at genkende. Han fik desværre alt for meget ret.

Joakim på krogen

De gik hen til Ninja-Oles hus og så at bilen allerede var væk. Så aktionen startede med det samme: Marie stillede sig ved højre side af haven og Pels ved den venstre. Og Seje og Joakim sneg sig langs hækken op til huset. De startede på den ene side og skulle så arbejde sig rundt om huset. Joakim fandt sin mobil frem og rakte den op mod det første vindue for at tage et billede. Han måtte stå på tæer for at nå op til vinduet.

“Bip” sagde telefonen. “Nummer et”, sagde Joakim. “Sssshy” sagde Seje. Hendes hjerte bankede afsted.

“Der er sgu da ingen hjemme der kan høre os” svarede Joakim. Men han holdt kæft fra nu af.

De listede hen til det næste vindue, strakte armene over hovedet og telefonen bippede igen. Det var egentligt ret nemt.

Så kom de om bag huset. Der var præcis lige så tom som foran. Tænk at bo så trist, tænkte både Sille og Joakim, men de sagde ikke noget til hinanden.

(Nede ved vejen stod imens en indianepige og en meget lille viking og så mærkelige ud og gloede i hver sin retning. Marie gnavde i sin indianfletning akkurat som Kukuret og Pels stod bare bomstille. Hvis nogen kom forbi, så er jeg bange for at de øjeblikkeligt ville tænke at de to børn var ude på lusk.)

Snart var Seje og Joakim kommet hele huset rundt og skulle kun knipse de to sidste vinduer på facaden, så var de færdige Det var gået smaddernemt nemt lige indtil nu.

”Æv”, hviskede Joakim, ”Jeg kan ikke nå derop”. Han pegede på vinduerne på som sad endnu højere oppe fordi forhaven skrånede nedaf, væk fra huset.

”Jo, sagtens. Jeg løfter dig”

Sille satte sig på hug og tog fat om hans ben helt nede ved knæene, løftede ham op og gik hen til vinduet. Bip sagde det, og næstsidste spionfoto var i samlingen.

Så gik Sille langs muren hen mod det sidste vindue. Men pludselig var det som om Joakim sad fast i noget deroppe i luften.

”Av! Stop! Du smaskede mig lige ind i  lampen! Min krave sidder fast” sagde han indædt og masede rundt så han var svær at holde.

Og det var rigtigt. Oppe på muren, lige mellem de to vinduer, hang en gammeldages firkantet lampe med farvet glas på siderne. Den sad fast på sådan grim, sort jerndims der stak næsten en meter ud fra muren og som var fyldt med snoninger og blade der skulle pynte. Og nu hang Joakim fast i skidtet.

Sille stillede sig på tæer. Ret hårdt når man løfter en anden.

”Mere! Krogen er gået helt igennem kraven!”

Men det kunne hun ikke. Godt nok var hun stærk, men hun kunne altså ikke gøre sig højere end hun var.

”Fuck, fuck fuck” stønnede Joakim, mens han hev og sled så Sille var ved at miste balancen.

”Stå stille for Helvede! Jeg bliver kvalt hvis du ikke står stille!” Joakims stemme lød bange og underligt klemt. Det var kraven der strammede om hans hals.

Netop da så Pels en bil komme ned af vejen. Det gjorde ham mere nervøs end han allerede var. Og først nu opdagede han at de slet ikke havde aftalt hvad de skulle gøre hvis der kom en bil. Men forhåbentligt ville den bare køre forbi.

Han kiggede alligevel op mod huset for at tjekke om alt var OK. Og så at Sille og Joakim stod og legede gymnastik lige midt i det hele! Godt nok var de begge to ret modige, men det der var sgu at overdrive. At lege gøglere midt i en spion-aktion.

Pels drejede hoved for at se efter bilen. Den var blå! DET VAR… DET VAR NINJA-OLE DER KOM ALT FOR TIDLIGT HJEM!!! Og åh nej, nu var bilen allerede helt fremme. Om få sekunder ville Ninja-Ole være ud for sit eget hus og dreje op ad den stejle indkørsel for at parkere i sin garage. Og så ville han øjeblikkeligt se Seje og Joakim. Og nemt kunne fange dem. Han måtte stoppes nede på vejen. Koste hvad det ville og lige præcis NU!

Dø bison! Dø!

”Yeeee-Haaaa! Angriiiiib!” skreg Pels i det samme og løb frem mod bilen og gav køleren et ordentligt gok med sit plastiksværd. Ninja-Ole knaldede bremserne i. Fra bagsædet fløj det hvide uhyre op og på et kvart sekund var den helt fremme i forruden og gøede som en vanvittig. Bilen holdt stille lige ud for indkørslen til huset.

Ninja-Ole steg overraskende langsomt ud af bilen. Mens døren var åben kunne hundens gøen overdøve et jetfly. Som altid var han iført den sorte frakke og de sorte, stramme handsker. Han manglede bare en le, så ville han ligne døden helt perfekt..

Han kiggede undrende på Pels hen over biltaget. Forståeligt nok, for det er faktisk ikke så almindeligt at man sidder i sin bil og pludselig bliver angrebet af en dreng med en gryde på hovedet og klap for øjet.

”Hvad Fanden laver du, knægt?, spurgte han langsomt og hvislende.

”Farlig bison! Faaaarlig! Bison skal død! Dø! Dø!” Pels gav kanten af taget et par hug med sværdet.

Ninja-Ole stirrede vanto på Pels hen over bilen.

”Hør her knægt, nu holder du Satan Æde Mig op med at slå på chefens bil. Ellers skærer jeg dig i så tynde skiver at man kan kigge igennem dem og bruger dig som luksushundefoder med børnesmag. Du kan tro hun er sulten.”

Han behøvede ikke forklare at han tænkte på den hvide rovdyr som rasede bag bilruden lige foran Pels. Der var ingen tvivl om at manden forstod sig på trusler. Godt Sille ikke hørte det.

Som Pels stod nu kunne han kigge hen over bilen, forbi Ninja-Ole og op mod huset. Og der så han til sin skræk at Seje stadig dansede rundt med Joakim løftet højt over jorden. Hvorfor blev de ved med det cirkusfis? Og hvor var Marie? Var hun bare stukket af? Det forstod han faktisk godt. Han ville selv meget-meget-meget gerne stikke af, for det med at blive til hundefoder lød ikke sundt. Men så længe de to danseknolde ikke fattede alvoren var han nødt til at holde på Ninja-Oles opmærksomhed. Så han gav bilen en ordentligt los med støvlen. ”Bison ikke død! Bison ikke død! Pas på!” råbte han.

”For Fanden i Pokker i Satan i Helvede, din rådne møjunge! Jeg skal lære dig, skal jeg!”, skreg Ninja-Ole og fløj rundt om bilen for at fange Pels. Som selvfølgelig også begyndt at løbe rundt om bilen. Og inden i piskede køteren rundt, så øsen hoppede og gyngede.

”Død over bison! Død over bison!” råbte Pels igen og igen mens han løb rundt og rundt med Ninja-Ole i hælene og gokkede løs på bilen så hunden inden i blev mere og mere hysterisk.

Og ideen var faktisk god. Ninja-Ole blev mere end hvidglødende og tænkte nu ikke på andet end at fange Pels.

Der var bare et virkeligt stort problem. Et VIRKELIGT stort. Ninja-Ole var nemlig hurtigst.. Så efter ti-femten runder blev Pels grebet i nakken og klynget op med brystet ind mod bilen. Han kunne med det samme mærke hvordan hunden igen og igen slog kæften mod indersiden af sideruden. Og høre dens rasende hyl. Igen kunne han se hen over biltaget og op mod huset. Det kunne Ninja-Ole også. Og det gjorde han. Det gav et sæt i ham da han så spionerne.

KUK-KUK

”Hvad Satan i Helvedets lortebrune pisgryde fyldt med stinkende mågebæ og rottebræk er det de har gang i deroppe?, hvæsede Ninja-Ole ind i Pels’ øre og klemte ham endnu hårdere op ad bilen.

”Jeg v-v-ved det ikke”, svarede Pels, hvilket var sandt. Han fattede heller ikke hvorfor i alverden de blev stående der og ikke var stukket af. Han mente nok at han havde givet dem en chance. Og nu skulle han dø forgæves.

”Godt så. Ind til hunden med dig, så kan jeg snuppe de møgunger i fred” hvæsede Ninja-Ole. Pels frøs til is. Nu skulle han faktisk dø.

”KUK-KUK!” lød det i samme øresynderrivende højt i han øre. Det gav et sæt i både Pels og Ninja-Ole.

”KUK-KUK! Hvad laver du med den stakkels dreng? KUK-KUK! Slip ham STRAKS!

Pels mærkede hvordan Ninja-Ole langsomt lod ham glide ned af bilsiden, så han rørte jorden med fødderne. Men han holdt stadig godt fast. Pels gloede ind af bilruden få centimeter fra monsteret, der nu var så ophidset at øjnene rullede rundt i hoved på den og savlen hang i lange snore fra dens flab. Det ville være den sikre død at gå ind til den. Den nærmest skreg i stedet for at gø.

Kukuret gloede også på den. Så stak hun hovedet frem og skreg ”KUUUUK-KUUUUK!” højere end nogensinde og slog en knytnæve ned i taget. Det blev for meget. Den Hvide Død drejede en halv gang omkring sig selv og besvimede på bagsædet. Pels begyndte så småt at tro på at han kunne undgå at blive til hundefoder med børnesmag.

Hun stak hovedet længere frem end man skulle tro var muligt og stirrede på Ninja-Ole.

”KUK-KUK! Jeg spørger igen: hvad laver du med den dreng?”

”Jeg… Øhhh… Bison… Øhh.. Med sværd. Han slår mit sværd ihjel med sin bison. Jeg mener min bil. Med sit sværd. Og han løber rundt. Og en indianerpige. Og-og-og så stjæler de Satans møgunger min lampe. Se selv!”

Ninja-Ole pegede op mod sit hus. De kiggede alle tre derop. Der var tomt og øde. Ninja-Ole løsnede sit tag i Pels en smule mere.

”Jamen, det er rigtigt. Både det med bison og indianer og lærdet og svampen…Øøøhhh… Sværdet og lampen. Det er rigtigt.”

”Nu slipper du den dreng helt og aldeles, ellers bliver der værst for dig selv, din tosse.” hvinede Kukuret og pegede på Ninja-Ole med sin tandstikker. Han slap sit tag og Pels sprang væk fra bilen.

Faktisk sprang han ned af Rolighedsvej det hurtigste noget menneske nogensinde gjort. Han burde nok have sagt tak til Kukuret, men lige nu ville han bare væk. Væk. Væk. Og finde de andre.

Hule, kære hule

Han løb om bag lejlighederne og ned til trambolien. Der stod et par små unger og hoppede på. Øv, de måtte ikke se indgangen til hulen.

“Der er gratis is nede ved Netto” råbte han til dem. “Skynd jer!”.

Det virkede fint og han kravlede ind. Men hulen var tom. Alligevel var det rart at være kommet i skjul. Han smed sig på jorden og hev efter vejret. Så fiskede han mobilen frem for at ringe til de andre, men i det samme kom de alle masende ind under trampolinen.

”Fuck-fuck-fuck! Åhhhe, fuck-fuck-fuck!” pustede Joakim og smed sig fladt på ryggen i hulen.  Han hev også efter vejret. Det gjorde de faktisk alle fire.

”Shit” sagde Sille.

”Hold kæft det var vildt” fortsatte Marie.

”Ja, fuck for Helvede”, sagde Pels.

Sådan bandende de løs i flere minutter, indtil de langsomt fik vejret. Og endelig fik Pels forklaringen på hvad der var sket. At Joakim hang fast med sin krave. At Marie havde set det og var løbet derop for at finde noget som Sille kunne stå på. Men baghaven var jo fuldstændig tom. Ikke så meget som en suttet ispind kunne hun finde. At hun til sidst havde løftet BÅDE Sille og Joakim. (Var det lige sejt eller hvad?)

At de havde gemt sig bag hushjørnet og set Kukuret befri Pels. Og at Kukuret bagefter havde råbt KUK-KUK så mange gange lige ind i hovedet på Ninja-Ole, at han til sidst havde flået bildøren op og var forsvundet i en sky af blå røg. Ingen tvivl om at hun var meget mere OK end de havde troet.

De glemte totalt at se på de billeder der nu lå på Joakims mobiltelefon. Og det var nok både godt og skidt.

Med tiden fik de så meget ro på deres nerver at hvert andet ord ikke var et bandeord. Og de opdagede at klokken var mange og at de hellere måtte komme hjem til aftensmad.

”Lad os mødes her igen i aften”, sagde Joakim. ”Men vi må være forsigtige, for nu er Ninja-Ole ude efter os”

Det havde de andre ikke tænkt på, men han havde jo ret. Det var absolut ikke en rar tanke at han måske ville være efter dem. Derfor kiggede Pels og Sille sig godt for da de gik ud på fortovet. Og småløb hjemad.

Da de nåede hen til deres eget hus, var Kukuret netop  ved at går op ad den stejle trappe. De kiggede på hinanden med store øjne. Hvad mon hun ville? Måske ville hun fortælle mor og far at Peter render rundt med en gryde på hovedet og slås med Ninja-Ole? Eller måske gjorde hun alligevel alvor af truslerne om at sladre?  …I hvert fald var der ingen grund til at gå derop før hun var skredet igen.

Hun ringede på og kort efter gik døren op og som en kanonkugle sprang Møffe ud og klamrede sig straks til Kukurets ben. Og begyndte på det der du ved nok.

”Jeg ved næsten ikke hvad der er værst”, grinede Sille. ”Ninja-Oles dræberhund eller vores Møffe. Men lige nu er vores i hvert fald den bedste.”

Kukuret dansede rundt og sparkede ud i luften. Men Møffe hang på endnu. Benet fik den store tur. Og Sille holdt sig for munden for ikke at grine for højt.

Men Pels tænkte på noget helt andet. ”Sille”, hviskede han, ”Hvis hun først kommer hjem til os nu, hvor har nu så været siden hun reddede mig?”

”Åhhhe, nej, stakkels Joakim”, sagde Sille og pludselig var hun helt stille.

Joakims far

”Hvad Fanden er det for noget? At få besøg i sit eget hus af en sur lærerinde fordi du ikke kan finde ud af at opfører dig ordentligt!”

Joakim sad på en stol midt på stuegulvet. Den stod klar sådan da han kom hjem. Og hans far pegede bare på den og sagde ”Sæt dig. Der er noget vi skal tale om”. Så fortalte han at Kukuret havde været forbi og sagt at Joakim og Sille var alt for frække. Hun havde været åååh-så-pædagogisk og sagt at Joakim skam var en god dreng og alt sådan noget. Men Joakims far var ikke i tvivl om at knægten trængte til noget opdragelse og det havde han lovet lærerinden at han nok skulle sørge for. Og nu stod han altså foran stolen og bøjede sig ned mod Joakim og råbte.

”Hvad siger du, knægt? En lærer kommer hele vejen hjem til mig for at klage over dig! Hva’! Hvorfor skal jeg finde mig i det?

”Det ved jeg ikke” mumlede Joakim.

”Det ved du ikke! Nå, men det ved jeg Satme. Sagen er nemlig at det skal jeg slet ikke finde mig i. Jeg skal ikke finde mig i at have en uopdragen knægt, vel?

Joakim viste ikke om det var klogest at svare nu eller lade være. Mens han tænkte brølede hans far pludselig:

”Skal jeg finde mig i at have en uopdragen knægt, hva’? Ja eller nej?”

”Nej” svarede Joakim stille. Han var varm i hele ansigtet og maven snørede sig sammen så det gjorde ondt at trække vejret. Og i halsen sad der en stor, hård klump som også gjorde ondt.

”Du kan tro jeg er ked af det her, min fine ven.” Han råbte ikke, men han lød stadig meget vred og han talte ud gemmem tænderne nu. ”Det havde jeg ikke regnet med. Det skuffer mig virkeligt. Tænk at min egen søn er sådan.  En der kun kan finde ud af at spille smart. Pøj hvor er jeg skuffet”.

Hans far stod lige foran ham.

”Se op” sagde hans far. Joakim løftede hovedet. Og smak, et hvidt glimt og en syngende smerte ramt ham. Det var den lussing han hele tiden havde vidst at han ville få. Nu var det snart overstået.

”Undskyld far” hiksede Joakim og håbede at det kunne få  han til at stoppe. ”Undskyld”, gentog han og tårene løb pludselig ned af kinderne. Han bøjede hovedet.

”Godt knægt, så snakker vi ikke mere om det. Giv mig din mobil. Den kan du få igen når jeg har snakket med hende læreren og hun siger at du opfører dig ordentligt. Forstået?”

Joakim nikkede og tog sin mobil op ad lommen. Han kiggede ned i gulvet mens han rakte den til sin far.

”Ja, jeg ville sgu også være flov hvis jeg var dig. Og det kan du være resten af aftenen inde på dit værelse”. Han drejede rundt om sig selv og gik over til skrivebordet og låste mobilen inde i en skuffe. ”Afsted med dig.”

Joakim rejste sig, satte stolen på plads og gik ind på sit værelse.

Næste dag i skolen fortalte Joakim at hans far var blevet vildt sur og havde stukket ham en lussing og at han havde taget mobilen. Men han fortalte ikke det om stolen midt på gulvet eller om at kom til at græde og ikke kunne stoppe igen da han lå under dynen på sit værelse.

”Jamen, hvad med spionbilledet? De ligger jo i din telefon. Hvad nu hvis din far finder dem? spurgte Pels.

”Nå ja, så bliver vi jo nok nød til at tage nogen nye”, svarede Joakim med et grin. ”Det er jo pærenemt.”

”Jamen, jeg mener, bliver din far ikke edderspændt rasende så?

”Jo, det gør han nok. Og hvad så, jeg er da bare skideligeglad”, sagde Joakim.

Mor og far vil tale alvor

Hjemme hos Seje og Pels skulle de selvfølgelig også tale om Kukurets besøg. Det sket imens de spise, selvom begge børn sagde at de ikke gad snakke om det lige nu. Det var noget af det værste at skulle snakke alvorligt når man spiste, synes de. Og så var det forresten mærkeligt hele tiden at skulle kalde hende Jeanette og ikke Kukuret.

Men der var ingen vej uden om. Far og mor ville høre hvad de havde at sige om det som Jeanette havde sagt.

Især Sille mente at Jeanette var efter Joakim og hende selv hele tiden. Men alligevel, efter det der var sket i eftermiddag – som de jo ikke kunne fortælle far og mor om – så var det svært for alvor at være sur på hende.

Far ville vide om de aldrig nogensinde var lidt for frække. Hvis de nu skulle være helt ærlige? Den historie med slangerne lød altså som om de havde prøvet at gøre hende til grin.

”Jo, selvfølgelig, men det er altså Kukurets egen skyld.” svarede Sille.

Mor skraldgrinede. ”Kalder I hende Kukuret?”

”Ja”, svarede Pels, ”Hun siger kuk-kuk hele tiden. Hun er altså ret mærkelig,”

”Ha, hvor sjovt, det råbte hun også af Møffe. Det virkede.” sagde far og smilede. Han fortsatte: ”Unger, det kan godt være hun ikke er helt almindelig. Men hun er jeres lærer, og så vidt jeg kan høre er den eneste fejl at hun er lidt for bange for at noget kan være farligt og at hun gnaver på sære ting. Det er altså ikke grund nok til at være efter hende.”

Nu kunne Sille ikke holde til det mere. ”Hun er altså mega-streng og siger en masse lort. Og så har hun også sladret til Joakims far. Og han er skideskrap, så Joakim for helt sikkert vildt meget ballade nu. Det er SÅ uretfærdigt. Det er ikke engang ham der har sagt mest til hende. Det er mig. Det kan hun bare ikke være bekendt. Og nu holder I med hende! Det er ikke retfærdigt!” Sille smed kniven og gaflen ned på tallerkenen og trampede ud af stuen. Ind på værelse og knaldede døren i.

Pels kiggede frem og tilbage mellem sin mor og sin far. ”Hvis I ikke har fattet det, så er hun forelsket i Joakim. Og Joakims far er et over-røvhul”.

Derfor

Lidt senere bankede Silles mor på døren ind til hendes værelse. Hun svarede ikke. Det var trods alt bedre end hvis hun råbte ”Skriiiiiid”, tænkte hendes mor.

Sille sad på sin seng med armene om knæene. Hendes mor satte sig ved siden af og strøg hende over håret.

”Pels siger at Joakims far er et over-røvhul. Hvad er det han gør?”

”Han slår ham. Og skælder ud. Og råber og skriger og truer hvis… hvis… han bare laver en lille bitte fejl. Joakim er hele tiden bange for ham. Og det er jeg også.”

Det var rart at blive strøget på håret. Der gik lidt tid.

”Hvorfor er han sådan?” spurgte Sille sin mor.

Hun sad igen tavst lidt tid.

”Det er svært at vide”, svarede moren så.”Men hvordan tror det var da Joakims far var barn? Tror du måske at hans far eller mor også skældte ud hele tiden? Og gav lussinger?”

”Ja, måske. Men hvis de gjorde, så burde han da vide hvor ondt det gør og selv lade være.”

”Nej, Sille, desværre ikke. Jeg er sikker på at Joakims far tror, at sådan skal voksne skal gøre. For sådan gjorde hans far nok ved ham. Måske tror han endda at det er godt for Joakim at få skæld ud og lussinger.”

Sille stirrede på sin mor. ”Synes du at Joakims far er OK, bare fordi han selv har fået tæv? Joakim har da ikke gjort ham noget som helst!”

”Nej, selvfølgelig synes jeg ikke det, skat. Ingen voksne må slå på børn. Faktisk må ingen mennesker slå på hinanden. Det er ulovligt. Og jeg synes det er meget forkert. Men du spurgte mig HVORFOR han gør det. Og jeg svarede at det nok er fordi at han selv voksede op sådan. Og nu tror han at der er sådan man gør. Han ved ikke andet.”

”Jeg har ikke en skid ondt af ham! Ikke en skid! råbte Sille og vente sig væk fra sin mor.

Der gik igen lidt tid.

”Ved Joakim godt at det er ulovligt? At han faktisk kan melde ham til Politiet?” spurgte mor.

”Åhh, hvad tror du selv? Melde sin egen far til Politiet og så være helt alene.”

Fred og ro og masser af fare

I dagene efter det med Ninja-Ole holde flokken ekstra øje. Især med hvide hunde og folk der lidt lignede ninjaer. Men ingenting skete og efterhånden glemte de historien lidt. Det der med at tage spionbilleder var også et overstået kapitel.

Et par uger senere dag var Seje og Pels på vej hjem fra skole. Pels fjollede rundt med en pige fra en anden klasse, som han syntes var sød. Så Seje gik i forvejen med lidt musik i ørene. Pels havde næsten indhentet hende da han hørte et råb langt bag sig. ”Tag ham så, Sniger! Tag ham!

Pels vente sig om. Langt nede af vejen, måske 200 meter væk, stod en mand i sort tøj. Og på vej frem mod Pels i uhyggelig fart kom en slank, hvid hund. Ninja-Ole havde fundet dem. Og han havde ikke glemt at de skyldte en forklaring.

Pels løb alt hvad han kunne. Men det var svært. Hans skoletaske hoppede op og ned og fra side til side og hans store støvler var tunge og klodsede. Det gik slet ikke hurtigt nok. Alligevel måtte han over til Sille hurtigst muligt, så hun kunne hjælpe ham. Bag ham kom den frygtelige hund tættere og tættere på. Og han kunne høre hvordan den gøede og hvordan Ninja-Ole råbte op.

”Tag ham så får Helvede, Køter! Tag ham! Kom så! På ham!”

Hvorfor hørte Sille dog ikke al den larm? Hvorfor gik hun bare der med ryggen til? Han skreg på hende.

Siiiiiiiilleeee! Hjææææælp!

Peter var næsten oppe ved hende, skulle bare over den lille vej og så fem meter mere. Så kunne hun hjælpe ham mod hunden. Men hun hørte det ikke, for Sille gik i sine egne tanker og lyttede til musikken. Peter skreg igen.

Endelig hørte hun et eller andet underligt. Hun vendte sig om. Og netop da gik alting alt for hurtigt og alligevel på en sær måde alt for langsomt.

Hun så Pels løbe ud på vejen. Hun så den store, hvide hund med det røde gab bag ham. Og hun så bilen komme kørende fra siden. Og hun så hvordan den kom tættere og tættere på Pels. Og hun kunne ikke nå at råbe eller gøre noget. Og bilen ramte hendes bror og hun hørte et højt bump. Og han fløj op i luften i en lang bue hen over vejkrydset. Og hans arme og ben stak ud til alle sider og bøgerne i tasken hvirvlede ud. Og bilens bremsede så hårdt at dækkene skreg så det kunne høres gennem musikken. Og Peter bare fløj og fløj igennem luften. Og en brændende ring snørrede sig sammen i Silles hals. Det var starten på det værste skrig hun nogensinde havde skreget. Og endelige landede Peter på jorden og bilen holdt stille og Sille stod stille og selv musikken i hovedtelefonerne hørte hun ikke. Og så gav halsen slip på skriget.

Resten af den dag kan Sille slet ikke huske på samme måde. Det hele flyder sammen. Manden fra huset der kom ud for at hjælpe. Damen som kørte bilen der bare gik rundt og rundt og sagde åååh-nej, åhh-nej, ååh-nej. Pels der lå der på jorden, med blod ud af næsen og på hænderne. Og i håret. Ambulancen der hentede ham. Politimanden som talte med hende. At hun hele tiden græd og græd og slet ikke kunne holde op. Og så at hun blev ved og ved med at se ham hænge der i luften og dreje rundt.

Det var så væmmeligt, kan du tro, at det er sådan noget man slet ikke har godt af at se. Og slet ikke hvis det er en man elsker som hænger der i luften og drejer rundt.

Om aftenen stod mor, far og Seje ved Pels seng på sygehuset. Han så helt forkert ud. Helt bleg i huden, som om den var lavet af kridhvid franskbrødsdeg. Og der gik slanger ind i næsen og armene på ham. Han sov.

De holdt om hinanden, og jeg tror faktisk at de alle tre stod og græd lidt. Det var ikke første gang den dag, men det var første gang at de græd af lettelse. Han skulle nok blive helt fin, havde lægen sagt. Han havde slået sig en masse steder, men det eneste alvorlige var at et brækket ben. Hvis alt gik godt kunne ha n komme hjem allerede om et par dage.

Om eftermiddagen havde der været to politimænd på besøg på sygehuset. Hun havde fortalt både dem og mor og far om Ninja-Ole og hans hvide hund, der havde været efter Pels. Og hun havde også fortalt dem at de havde leget spioner og at manden dengang havde fanget Pels og truet ham. Men hun havde ikke sagt noget om Joakim, for tænk bare hvor hidsig hans far ville blive.

Politimændene sagde at de vil forsøge at finde Ninja-Ole med det samme og tale med ham. Og så synes de ikke at Sille skulle fistre rundt alene før der var fundet ud af noget mere.

Forresten blev hverken mor eller far eller politiet sure over det med spionlegen.

Politiet giver op

Et par dage senere kom de to politifolk på besøg hjemme hos Egernkær. Pels var lige kommet hjem, og lå på sofaen med benet i gips. Han var egentligt godt tilfreds, for det var blevet vedtaget i familien at så længe der var nogen der havde et brækket ben måtte man drikke lige så meget cola man ville. Pels var allerede på flaske nummer tre.

Politiet fortalte at de havde talt med Ninja-Ole og at han havde benægtet alt. Det var et problem, for de havde  ikke kunnet finde andre end Sille som havde set hunden løbe efter Pels. Og når nu Seje sagde det ene, og Ninja-Ole det andet, så var der brug for vidner som kunne afgøre hvem der talte sandt. Desværre kunne Pels ikke selv hjælpe, for hans hoved havde fået sådan en gok at han havde glemt det mest af hvad der var sket den dag.

Derfor kunne de intet gøre. Det hed påstand mod påstand, sagde de, når to mennesker sagde det stik modsatte af hinanden og ingen vidste hvem der havde ret og hvem der løj.

Både mor og far og Seje og Pels var meget skuffede. ”Skal han så bare rende rundt her hvor vi bor med den sindssyge køter og jagte vores børn?” spurgte mor. Hendes stemme dirrede.

”Som sagerne står lige nu” sagde den ene politimand, ”ja, desværre. Vi kan ikke gøre ham noget når vi ingen beviser har.”

Men der var stadig én ting som politiet håbede kunne hjælpe dem. Nemlig at se de billeder som spionerne havde taget.

”Det kan I ikke”, sagde Sille. ”Vi slettede dem igen fordi vi var bange for at blive opdaget”. Pels nikkede. Han vidste godt hvorfor hun løj.

Det var politimændene kede af, for der kunne måske have været et spor. Sille forstod ikke helt hvordan det kunne være interessant at se et billede af Ninja-Oles stue eller soveværelse. Hun vidste selvfølgelig heller ikke hvad politiet havde lagt mærke til da de besøgte Ninja-Ole. Nemlig at hans hus var næsten helt tomt.

Alligevel, jo mere hun tænkte over det, jo mere ville hun også gerne selv se de billeder. Hvis Politiet synes de var interessante, så syntes hun det også. Men hun ville aldrig nogensinde afslører noget der kunne gå ud over Joakim.

Hun skulle have fat i ham hurtigst muligt. Men hvordan? Ringe kunne hun jo ikke, når hans far havde mobilen. Og hun måtte ikke gå derover alene, nu hvor politiet ikke kunne putte Ninja-Ole i fængsel. Og det var fredag i dag, så det var weekend og der ville gå to dage før hun igen så ham i skolen. Så lang tid kunne det ikke vente. Hvem ved hvad Ninja-Ole ville finde på imens? Hun måtte snige sig derover.

Det var ingen vej uden om. Mens far lavede mad og mor læste avis, fortalte hun Pels om sin plan. Han bøvsede i et væk, men var enig i at der måtte gøres noget.

Så snart hun fik chancen smuttede hun ud af bagdøren. Nede på vejen sneg hun sig afsted. Ikke for sjov. Ikke fordi hun legede spion. Men fordi hun nu vidste at det kunne være dødsensfarligt at møde Ninja-Ole. Hun tænkte hele tide over hvilken have hun ville løbe ind i for at gemme sig hvis han kom. Om der for eksempel var et højt træ, så hun kunne komme væk fra hunden. Når der kom en bil, så standsede hun op og stillede sig i skjul indtil hun var sikker på at det ikke var ham. Det var faktisk ikke spor sjovt at være spion når det var alvor.

Da hun kom frem skulle hun tage mod til sig før hun ringede på. Hun havde ikke lyst til at snakke med den dumme far, Heldigvis var det Joakim der åbnede. De skyndte sig op på hans værelse og hun forklarede alt det med politiet og at der ikke var beviser, men at de gerne ville se billederne.

”Så vi MÅ have fat i den telefon. Så vi kan se om billederne kan bruges til at knalde Ninja-Ole. Kan du ikke skaffe nøglen eller noget?” sluttede Sille af.

Joakim sad lidt og tænkte sig om. Så sagde han:

”Hvis vi skal knalde Ninja-Ole, så skal vi give politiet billederne. Og hvis vi gør det, så vil de opdage at jeg er med i det også. Og så de vil komme her flere gange for at snakke med både mig og min far.”

“Kan vi ikke bare sende dem billederne?” spurgte Sille.

Joakim rystede på hovedet: “Man kan stadig se at de kommer fra min mobil.”

Sille forstod det godt. Det var umuligt at give politiet billederne uden at Joakim og hans far blev indblandet. Og hans far ville helt sikkert blive sindssygt vred når han hørte om spionklubben.

“Men”, sagde hun så, “Det er jo slet ikke sikkert at man kan se noget på billederne som er ulovligt. Vi har jo sldrig set dem.”

Joakim nikkede. Måske, måske ikke var billederne vigtige. De sad lidt i stilhed. Det var ved at blive mørkt uden for, og Sille snart nødt til at snige sig hjem hvis hendes lille smuttur ikke skulle blive opdaget. Hun anede ikke hvad de skulle gøre. Gid hun aldrig nogensinde havde foreslået den skrækkelige spionleg. Siden da var alting gået galt.

”Ingen vej uden om”, sagde Joakim beslutsomt. ”Hvis billederne kan stoppe den galning, så er det en lussing eller to værd.” Joakim rejste sig og gik ind til sin far i stuen. Sille blev siddende mens hun hørte ham forklare sin far hele historien.

Hendes hjerte hamrede i brystet. Hvad mon han ville sige? Mon han ville eksplodere? Ja, det lød sådan.

”Har du sneget dig rundt og filmet ind af vinduet hos andre mennsker? Og så hos ham tossen. Sagde jeg ikke at I skulle lade ham være?  Er du fuldstændig vanvittig eller hvad? Jeg skal satme lære dig!

Men nu kunne Sille ikke mere. Hun fløj ind  stuen og stillede sig lige foran Joakims far.

”Aaaaah! Hold så op! Hvorfor er du sådan? Hvad han han gjort dig? Ved du ikke at det er  forbudt at slå på børn? Det må du IKKE!”

Joakims far kiggede forbløffet på hende. Han havde vidst slet ikke hørt at hun var kommet på besøg.

”Hvis du rører ham, så siger jeg det til Politiet!” Silles øjne skød lyn.

Han stod stille i lang tid. Så tog han sin mobil op ad lommen og ringede.

”Hallo, er det Silles far?… Ja, bare rolig, hun er her hos Joakim og mig. Men det er vidst bedst at vi får en snak sammen med det samme. Ja, vi går over til jer nu. Ja. Farvel”

Joakims far låste skuffen i skrivebordet op og fiskede Joakims mobil frem.

”Kom, så går vi.”

Da de kom udenfor gik han midt i mellem dem med en hånd på deres skulder. Det føltes meget rart at gå sådan i stedet for at snige sig afsted. Også selvom hun ikke kunne lide Joakims far.

Møffe slår til

Ninja-Oles hus var alt andet end tomt på billederne. På gulvet stod der store bunker af lamper og lysekroner og fikse stole. Op ad væggene var lænet lag på lag af malerier i alle størrelser. På et tilfældigt bord stod en hel bunke bærbare computere. Og sådan så det ud på billede efter billede.

”Det må være tyvekoster” sagde Silles mor.

”Ja, ingen tvivl”, sagde Joakims far og skrabede Møffe af benet for tredje gang.

”Hvad er tyvekoster?” spurgte Sille.

”Det er ting som er stjålet”, svarede hendes far.

De stod alle sammen i Egernkærs stue. Også Marie og hendes ene mor og hendes anden mor, som de havde ringet til. Den første mor gav Møffe et puf væk fra sit ben.

”Hold da kæft, nu har vi sgu svinet!” Silles mor lød lettet. ”Det her kan han ikke lyve sig fra.”

Hun lød helt anderledes end for kort tid siden, da hun havde skældt ud så huset rystede. For at Sille var gået alene over til Joakim var meget, meget slemt. Men det var heldigvis allerede glemt nu.

Til gengæld var Maries anden mor nu spruttede arrig: “Helt ærligt, hvad skal man med en hund der kun vil bolle ben og ikke andet? Det er altså virkeligt klamt.”

“Møffe!” råbte familien Egernkær i kor, “KUK-KUK!”

Gæsterne måbede. Men det hjalp.

Så ringede Joakims far til Politiet, og der gik ikke lang tid før en bil trillede op foran huset og to personer steg ud. Men det var ikke en politibil og de to mennesker havde heller ikke uniform på.

De de var kommet indenfor spurgte Seje hvorfor de slet ikke lignede politibetjente, og de forklarede at de skam var fra Politiet, men at de var ansat til at opspore og fange virkeligt kriminelle. Og hvis man skal det, så er det smart at have almindeligt tøj på så forbryderne ikke kan se at man er fra Politiet. Mens de talte så politidamen med dræberblik på Møffe der hang fast på hendes ben. Men ellers var hun iskold.

Politifolkene så på billederne på Joakims mobil og spurgte igen Pels og Seje og Mille og Joakim ud om hele historien.

”Tak” sagde politidamen “Vil I være søde at blive her”. Hun lavde et halvt karate-spark med benet og Møffe faldt endelig af. Og så forsvandt de hurtigt ud af huset og ned af bakken mens de begge talte i mobil.

Få minutter senere kom hele tre politibiler listende op af Rolighedsvej med slukkede lygter. De parkerede et stykke væk fra Ninja-Oles hus og politikfolkene gik forsigtigt op i mod det. Man kunne se det hele fra Egernkær-familiens vinduer.

”De snupper ham med det samme. Åhh, hvor er det godt.” sagde Joakims far.

Det var så sindssygt spændende at både voksne og børn masede sammen og gloede så øjnene var ved at trille ud. Selv Pels, der egentlig ikke måtte stå op var humpet hen i vinduet.

Kort efter hørte de en masse råberi. Ninja-Ole var stukket af, og kom nu spurtende ned af vejen. De kunne se at politifolkene var langt bagude. Og at han løb helt utroligt stærkt. Meget hurtigere end dem. Han fløj afsted som en sort pil, og var allerede ud for Egernkærs forhave.

”Han slipper sgu væk,” stønnede Pels, “Han kan også løbe sindsygt hurtigt.” Og det vidste Pels jo end del om.

Men bum, så væltede han så lang han var og kurede flere meter hen ad asfalten. Og lige der, på hans venstre ben, sad en lille grim hund og hoppede op og ned.

SLUT

Her stopper historien for denne gang. Ninja-Ole blev fanget og de fire spioner kunne mødes i hulen og udtænke nye planer.

Måske er du ikke helt tilfreds. For hvad med Joakims far? Mon han lærer at være sød ved sin søn? Og hvor er Joakims mor?

Og hvad med det der med at gå hånd-i-hånd hen til fodbold?

Og hvad var det med at Marie har to mødre? Er det nu helt almindeligt?

Eller hvad med Ninja-Ole? Er han virkelig japaner? Og hvorfor mon han er er så brutal og farlig? Hvem har mon lært ham det?

Men der er ikke noget at gøre. Det er altså helt almindeligt at man ikke kan få svar på det hele i en historie. Den sker kun i Anders And. I den virkelige verden er der altid et spørgsmål og en historie mere.

Og hvis du ikke allerede har opdaget det, så er det mig der bestemmer her. Og jeg siger slut for denne gang.

En bitter pille, som mange af jer gjorde nemmere at sluge. Tak.

Men nu bliver det heldigvis sindssyg sjovt!

Ved I hvad Kristendemokraterne kalder deres Facebook-side?

Anstændighed, tak

Ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha-ha!

Åh, det lettede.

Jeg postede forresten en mild og bandeordsfri variant at foregående indlæg på deres gudfrygtige væg. Gad vide om de kan svare anstændigt?