Marensblog

Gadens tosse

marensblog — Thu, 17 May 2012 06:28:14 +0000

Man har venner, så har man gode venner og så har man bedste-bedste venner. Det er de sidste, der fortæller én de værste sandheder om en selv. Som da jeg sludrede med en bedste-bedste i går. En længere telefonsamtale, hvor vi både fik kortlagt mænds psyke, skrevet en formel for skedeorgasmer og grint højt af ting, kun vi fatter, hvorfor er så morsomt. Fordi man skulle have været der. Og det var vi.

Anyway, samtalen sluttede med en sniksnak om den fest vi skal til hos en fælles ven på lørdag. Han fylder 40.

Bedsteveninde: Jeg tager nok min søn med.

Mig: What?

Bedsteveninde: Han er 14, han vil gerne med.

Mig: Jamen må jeg så ikke drikke mig voldsomt beruset?

Bedsteveninde: … altså eh …

Mig: … og hoppe nøgen rundt og te mig som en skidefuld idiot?

Bedsteveninde: Altså Maren, I hate to break this to you, men du opfører dig pinligt og upassende, hvad enten du er ædru eller fuld, så det betyder ikke så meget om du drikker eller ej. Altså i forhold til min søn.

Wtf? Her gik man rundt og troede, man var sådan lidt cool i det. Og så var man åbenbart bare en tosse, der ikke kan gøre for det.

Tja, hvad kan jeg sige, andet end jeg vel lige så godt kan leve den ud. Jeg vil være at finde ude på gaden i nærmeste fremtid, doing this:

Torpedobryster

marensblog — Wed, 16 May 2012 09:03:20 +0000

Min status på tegnestuen steg med fire milliarder point i går. Hvad jeg gjorde? Tegnede jeg en fantaschtisk tændstikmand? Sagde jeg noget så vittigt, at nogen brækkede frokosten op af grin? Kurerede jeg kræft?
Ingenlunde.

Claus, en af de fantastiske tegnere her på stedet havde fået til opgave at tegne en halvtredser-agtig tegning. Hvilken foranledigede ham til at google “torpedo bryster”. Få sekunder efter kom han løbende ind til mit skrivebord og råbte:

MAREN MAREN MAREN, når man googler billeder af torpedobryster, er du nummer 11, der kommer frem.

Jeg løb ind til hans skærm – skarpt forfulgt af de mænd, der sad i nærheden. (Undtagen Smukke Allan, der spillede Diablo, hvilken selvfølgelig udkonkurrerer mine bryster anytime).

Og minsandten om jeg ikke sad der og blafrede på skærmen under “torpedo bryster”. Dog fuldt påklædt og plastret ind i mine børn. Ja, faktisk er man ikke nærheden af at kunne se min barm, men det ville de skide på. Jeg var officielt Gud. Bare for et øjeblik. Torpedogud.

Underhåndsaftaler

marensblog — Tue, 15 May 2012 08:20:26 +0000

Undskyld jeg ikke har bedre smag

marensblog — Mon, 14 May 2012 10:34:38 +0000

Jeg fornemmer på kommentarfeltet under foregående morsdags-indlæg, at jeg har trådt på en klassiker. Og det undskylder jeg meget. Jeg lod mig nok bare narre af den endeløse række af mand-elsker-kvinde-så-kan-vi-være-lykkelige-covers der stod side om side under opfordringen om at købe dette til alle mødre. For det er det shit vi vil have. Og det skal jeg faktisk heller ikke opponere i mod.

Så længe jeg bare kan få lov til at spille min egen morsdagsgave i fred:

Jeg har ventet på dette computerspil i ti år. Nu skal jeg eddermame ud og smadre nogle røvhuller i cyberspace. Yay!

Mors dag

marensblog — Sun, 13 May 2012 08:47:44 +0000

Personlig håber jeg, alle glemmer mors dag. I hvert fald hvis det er meningen, jeg skal sidde og se på alt det følelort, Fona har stillet frem til anledningen …

Den sure sæk og Elisabeth

marensblog — Sat, 12 May 2012 16:30:28 +0000

Jeg kan godt lide at have venner, der skider på alle mine indsigelser. Som bare siger jeg skal tage mig sammen, når jeg sætter mig tungt ned og bare ikke gider. Fordi jeg ikke gider. Og så gider jeg sgu ikke.

Som da Jakob, vikaren, tvang mig ud på sin husbåd i torsdags.

Jeg gider ikke ud på den åndssvage båd, sagde jeg, da han ringede og sagde, at han kom forbi efter mig i sin bil lige om lidt.

Du skal bare sætte dig ud i en bil og så ruller jeg dig tilbage, når du ikke gider være der mere, sagde han. Desuden siger du altid, det også er for dårligt, du aldrig har været ude og besøge mig på båden.

Ja, men det er da ikke ensbetydende med, at jeg rent faktisk GIDER!! Og hvorfor kan vi ikke bare spise vores sushi på restauranten lige om hjørnet i stedet for at drøne hele vejen ud til havnen med den, indvendte jeg.

Hold nu bare kæft og sæt dig ud i bilen, sagde han.

Og det var så den samtale.

Lettere muggen lod jeg mig fragte hele vejen ud til havnen. Ja, heeeeeele vejen. 10 minutter i bil. Tror nok jeg forventede noget fugtigt, klemt, benzinlugtende, fugtigt og fugtigt. Men sådan var Elisabeth, båden, slet ikke. Hun var lun og hyggelig. Gyngede en lille smule, men det vænnede jeg mig til.

Og hvilken fortrinlig aften. Hvor vi fik snakket om alle de alvorlige ting. Krydret med små diskussioner om, hvordan Ian Curtis egentlig tog livet af sig selv. Og nedslående anekdoter om, at David Gahan har alle sine tekster kørende på teleportskærme foran sig, når han er på scenen. Seriøst, selv jeg kan da alle de tekster udenad. Vi valgte dog at tilgive ham. For som Jakob påpegede, har han taget væsentlig mere dope i sit liv end os. … se selv, important shit vi fik snakket om!

Til sidst var jeg så begejstret for at være på Elisabeth, at jeg tog et billede af udsigten. Jeg hader billeder af udsigter. Men se hvor fin den er:

De onde realiteters lorterynke

marensblog — Fri, 11 May 2012 07:22:05 +0000

De anales dronning

marensblog — Thu, 10 May 2012 07:15:20 +0000

Jeg kan ikke lide at skrive sammen med nogen. Altså det der med at sidde ved siden af hinanden og få ord til at blive en tekst.

Hvis nogen spørger, siger jeg, at det bare ikke går, for jeg bliver totalt hysterisk af fælles-skriver. Men det passer ikke, ved jeg nu. For jeg gjorde det i går. Vi skal nemlig holde sommerfest, derfor skulle Mette (overbo) og jeg i fællesskab forfatte invitationen. Jeg blev overhovedet ikke hysterisk. Næ, jeg bliver grænseoverskridende perfid. Hånlig og nedladende. Anal til det neurotiske. På et plan så jeg senere var nødt til at gå op og sige undskyld for min fæle opførsel.

Det som bestemt ikke sætter mig i bedre lys, ud over at jeg selv skriver utrolig meget lort og laver masser af fejl, er, at det ikke er hvem som helst, jeg skulle være skrive-ven med. Mette er en af Danmarks mest feterede manuskriptforfattere, med metervis af succeser bag sig. Så man tager ikke fejl, hvis man forestiller sig, hun er fuldt ud i stand til at skrive en både sjov og fængende indbydelse.

Hun lagde friskt ud og skrev:

Sommerfest!!

Og jeg havde allerede tics.

MIG: Hvorfor skal der være TO udråbstegn?

Hun fjernede det ene.

MIG: Hvorfor skal der var ET udråbstegn?

Hun fjernede også det andet. Jeg kunne trække vejret igen. Vi fortsatte med et par vendinger. Mette ville gerne have os til at danse på væggene. Jeg opponerede mod floskler. Kort tid efter mod faste vendinger. Ja, alle de faste vendinger der findes i verden. Tror muligvis denne svada gled direkte videre ud i en del gjalden om kommaers placeringer i forhold til verber og subjekter, og det var her, jeg fik en vag fornemmelse af, at hun var ved at være træt af mig.

For eksempel fordi hun sagde: Hold kæft hvor er du bare belastende!

Jeg prøvede at besinde mig. Prøvede at skjule, at bare det at det var hende, der sad ved tasterne og ikke og mig, gjorde mig fysisk utilpas. Var helt krøllet sammen til sidst. Tæerne var oppe under fodsålerne. Hænderne knyttet. Ryggen rundet. Kunne ikke lade være med at mene noget. Kunne ikke lade være med at sige alt jeg mente.

Men alt har jo heldigvis en ende, og snart manglede vi bare at runde den af.

MIG: Kan vi ikke bare skrive “kom”?

KOM!

Der skulle ikke meget end et hurtigt blik hen på mig, før hun fjernede udråbstegnet. Men det var tydeligvis ikke nok. Vidste godt, at min kvote af analiteter for længst var opbrugt. Men …

METTE: HVAD???

MIG: …

METTE: SIG DET SÅ!

MIG: … jeg hader versaler.

Kom

Måtte stadig vride mig.

METTE: Hvad mangler du nu?

MIG: Et punktum.

Kom.

Og vi kunne begge trække vejret igen.

Det blev en vældig god invitation. Vi lo højt af ordene, vi havde skrevet. Ikke at det altid er et godt tegn …

PS: Hun godtog min undskyldning. Og jeg har nu status som hendes bedste og mest røvirriterende ven.

Ikke et ord om Quasimodo

marensblog — Wed, 09 May 2012 06:00:28 +0000

Jeg skriver rasende hurtigt på maskine. Altså det som i mere moderne vendinger vel egentlig hedder et tastatur. (Går man stadig til maskinskrivning? Eller hedder det computerskrivning? Eller er det bare en evne man i dag fødes med?)

Uanset. Jeg skriver som lynet. Blindskrift und alles. Kan kigge i alle retninger og alligevel hamre ordene derudaf, endda med bogstaverne i rigtig rækkefølge. Men jeg kan ikke ramme Z, X og Q om det så gjaldt mit liv. For jeg kom engang til at sætte ild til en skraldespand.

Det var fordi jeg gik til maskinskrivning da jeg var fjorten. På ungdomsskolen. Altså efter skoletid. I min fritid. Det er det eneste fornuftige jeg nogensinde har foretaget mig på frivillig basis. Aner ikke hvorfor jeg gjorde det. Men min bedste veninde gik der også. Vi hed The Klistersisters. Måske havde vi skumle planer om at at bruge Maskinskrivningstimerne som et tækkeligt dække, i stedet pjække og sidde og hænge nede foran biblo eller noget. Men det gjorde vi ikke. For vi kunne enormt godt lide vores lærer.

Han var en virkelig hyggelig midaldrende mand. Der syntes vi var sjove. Også når vi sagde vi lige skulle på toa og han fem minutter så os pile ned til kiosken efter snickers. Hohoho, grinte han, når vi kom tilbage, jeg så jer godt. Og så lavede han et lille jonglernummer ud af de to minimuh vi havde købt til ham. Vi købte dem ikke for at fedte. Vi købte dem, fordi han var vores ven.

Altså ind til den dag, hvor jeg kom til at sætte ild til skraldespanden. Jamen for fanden da. Jeg har ingen erindring om, hvorfor, hvordan eller hvor ilden kom fra. Ved bare det var fjerde sidste lektion på sæsonen og at jeg pludselig stod med et stykke brændende A4-papir i min hånd. Hvorefter jeg blev så befippet jeg løb op til kateteret og kylede det i skraldespanden. Som betød at der gik et split sekund før hele spanden stod i levende lue. Min lærer brølede højt, trampede ned i spanden, fik fat i noget vand og slukkede de sidste gløder. Og så var der ellers ingen kære minimuh. Han skældte mig huden fuld. Sagde ting om, hvor dum jeg var, der kunne finde på at putte brændende papir ned i en skraldespand. Og den slags. Jeg skammede mig. En ting er at få skæld ud af narrøvs-lærere. You just don’t care. Men at få skæld ud af det du troede var din voksen-ven, det er ydmygende.

Så jeg gjorde det som var nødvendigt: Jeg kom ikke til de sidste fire lektioner. Kunne ikke face det. Face min egen stupiditet. Og lærte derfor ikke at få placeret de sidste tre bogstaver ud på de rigtige fingre. Bare ærgerligt. Har ikke fået det lært siden. There you have it. Det er derfor jeg så sjældent skriver om zebraer, xylofoner og Quasimodo.

Dagens dilemma

marensblog — Tue, 08 May 2012 08:22:48 +0000

Klumme, Lime, april 2012

Jeg vil hellere tungekysse Bertel Haarder end at kæmme lus på mine tre langhårede døtre igen. Og jeg kaster også hellere en tungeslasker efter Pia Kjærsgaard end at skulle deale med børneorm en gang til.
Det er kun noget jeg ved, fordi jeg dagligt af et par af mine venner bliver udsat for det forrygende spil: ‘Dagens dilemma’ – spillet, hvor alt har en pris, og alt kan forhandles.

Netop fordi jeg har venner, der ringer mig op på underlige tidspunkter og stiller mig sære dilemmaer, ved jeg nu, at jeg hellere vil spise min chef end min udstoppede ørn. Jeg ved, jeg hellere vil svømme en tur i maddiker end i tæger. Jeg ved, jeg skal have tre millioner for at flå en negl af og 50.000 kr. for at slikke på et brugt hygiejnebind. Kun én ting gør jeg aldrig mere, og det er at hoppe med på den onde version af dilemma-legen. Den, hvor man ikke kan sige nej. Således fandt jeg mig selv råbende: “VÆLG EN! VÆLG EN! DU SKAL VÆLGE EN!” til min ven Morten efter at have stillet ham dilemmaet: “Du skal slå din bror eller din søster ihjel. Hvem vælger du?”
Mange siger, at de umuligt kan foretage den slags valg – det er for grumt. Men det er ikke dét, der er det grumme. Det grumme er, at man godt kan vælge. I hvert fald når jeg står og råber dig i hovedet. Og det var også derfor, jeg måtte jeg skrabe Morten op fra gulvet, mens han hulkede: “Tænk, jeg vil slå min søster ihjel…” Nu skulle han jo heldigvis ikke udføre handlingen, så der gik ikke helt ‘Sophie’s Choice’, død og undergang i den. Men det har medført, at vi ikke mere stiller hinanden dilemmaer med vores børn, forældre eller søskende. For vi vil helst ikke vide det. Men gerne med kusiner og fætre. Mest fordi det faktisk er praktisk at vide, hvem man bør hive op af vandet først, når alle fætrene i fuldskab skvatter i vandet til næste familietræf.
Det gode og brugbare ved ‘Dagens dilemma’ – ud over at det både overrasker og underholder – er, at det gør mig skarpere, når jeg skal træffe de rigtige valg i tilværelsen, såsom: Vil jeg helst møde på arbejde fra klokken dit til dat, indkassere en fast løn og stå med hatten i hånden og spørge pænt, hvis jeg vil på ferie hele februar – eller vil jeg være freelance, arbejde når jeg vil, have en tilfældig og nogle gange jammerlig indkomst, men til gengæld frihed til at sprede mine vinger, når jeg vil? Vil jeg helst være tynd og lækker, eller vil jeg mærke himmelsk pebermyntechokolade smelte på min tunge og være knap så lækker? Ja, ikke overraskende har jeg valgt både fri og fed.

Hvem jeg helst vil tungekysse, Bertel eller Pia, spørger du? Oh, den er svær. Lus eller orm?