I går aftes, måske lidt for sent til at få opmærksomhed, skrev jeg nedenstående få Facebook. Nørdlede med ordlyden længe og vidste ikke om jeg turde eller ej. Endte med se den anden vej og klikke “POST”.

Kære ven
Forestil dig at du indser at du ubevidst har “ladet som om” i årevis. Måske oplever du dyb religiøsitet og må handle derefter. Måske opdager du at du er homo. Måske har du spillet en helt forkert rolle. I hvert fald er du tvunget til at fortælle familie, venner, kolleger at din identitet er under forandring. Svært og angstprovokerende, men nødvendigt.
For mig kom det snigende, men nu er tvivlen væk. Nogen vil kalde mig transvestit. Jeg HADER det ord, for associationerne er så Helvedes kiksede. Jeg går stadig i hærget mandetøj, fanger edderkopper, har skæg og er Jakob. Og det bliver jeg nok ved med for evigt. Men at jeg har en “feminin” side er sikkert. Det skriver jeg en del om på marensblog.dk. Historien starter her http://marensblog.dk/2011/11/gaesteblogging/ og du er velkommen.

Done deal. Terningerne var kastet.

Stod så op i morges. Tjekkede ind, lidt spændt på reaktionen. Som var nul. Ingen likes, ingen kommentarer. Stilhed.

Klokken 11 skrev jeg en update om at jeg åbenbart havde spildt min nervøsitet på ingenting. Der skete stadig intet. Heller ikke i løbet af dagen har der været nogen reaktion. Min venner opdaterer og kommenterer alt muligt andet, men springer over mig.

Tænk, er jeg helt gal på den? Er det so last year at springe ud som trans? Har de bare set den vits for fem år siden? Eller har de skrevet rundt til hinanden og sagt “Hey, kan I huske i skolen, når alle gemte sig for læreren? Vi gør sgu det samme med Jakob.” Eller måske TØR de ikke sige noget. Måske er det for sært, for pinligt, for akavet. Men det kan ikke passe, synes jeg, for mine venner er alt for gode OG nysgerrige til at lade sådan en ligge. Jo, en håndfuld af de nærmeste ved det jo godt allerede, og rygtet løber altid. Men jeg havde nu troet at det ville blive bemærket.

Har tænkt en del over det. Er det forfængeligt eller narcissistisk at blive skuffet når vennerne ikke lige reagerer? Er jeg så ikke universets centrum alligevel? “Nå, Hr. Storsnude, der fik du den. Det trans der er vidst ikke så pisse-vigtigt som du tror.” har jeg sagt til mig selv.

Orkede ikke at skrive endnu en update. Ville være pænt patetisk. Tænkte et surt øjeblik at jeg da bare kunne lade facebook-venner sejle deres egen sø hele februar, og så straffe vikariatet (jer!) med ord i stedet.

Netop nu har jeg så opdaget at jeg på muse-spasservis har fået valgt indstillingen “closest friends” under status-feltet. Har aldrig brugt den feature og aner ikke hvordan det kunne ske. Og har derfor heller aldrig udpeget nogen “closest friends”. Så ingen har set et pip. Satme sjovt at det skete netop første gang jeg vil bruge FB til noget rigtigt seriøst og vigtigt. Skuffelse, mindreværd og forvirring for ingen verdens grund.

Og pisse-kneppe-nederen. For nu skal jeg igen sidde og fedte med “POST”-knappen i 20 minutter før jeg tør trykke på den. Fuldstændigt som at rykke det forkerte plaster af. Hvad skal man dog med fjender når man har sig selv?

(Fat mod! For ja, vi starter med en afdød teoretiker, men både ordet “kneppe” og billedet af vikaren i smagfuldt thai-inspireret damekluns dukker op længere nede.)

Erving Goffman var en sociolog der fremsatte nogle klarsynede teorier om at vi mennesker har både en “frontstage” og en “backstage”. Den første er udtryk for hvordan vi gerne vil ses af andre og hvordan vi spiller små “vi-opfører-os-efter-normerne-skuespil” med dem der er omkring os. Det viser vi mange steder, fx i vores opførsel til forældremødet, til galla-receptionen og i det selvbillede vi bygger op på Facebook.

Backstage er det private rum som kun særligt betroede kan få adgang til. Delvist. Det er her vi siger sandheden som vi synes den er (Shit! De andre forældre er jo røøøøvsyge!). Men også her at vi kan være intime, dybe og ærlige. Allerbagerst i backstage er der oftest helt privat. Der tisser vi i brusekabinen, frygter rudekuverter og onanerer til voldtægtsfantasier. Det har jeg i hvert fald hørt at nogen gør.

Man kan nemt dømme hårdt over frontstage, og sige at den er fuld af overflade og distanceblænderi. Men frontstage er vigtig, ikke mindst for at skabe et rum for backstage, for vi kan ikke være intime og sårbare over for alle. Hvordan skulle dem vi elsker og holder af ellers vide at der er dem vi elsker og holder af? Og frontstage er også en slags salgsshow: se hvad jeg er godt til! Vil du købe noget af det? …og det er vigtigt hvis vi skal kunne finde hinanden og samarbejde. Og så er det ikke mindst der, hvor vi demo’er vores magt i form at tøj, opførsel og tale, som tydeligt viser om vi er dørmåtter eller hr. Møller.

I medierne er det en særskilt kunst at kunne udtrykke sig gennem front- og backstage: Dronning Margrethe er så fucking frontstage at ingen kan slå hende, og det glæder hendes trofaste fans. Hendes søde søn gør mange glade fordi han viser lidt mere backstage, (tror vi i hvert fald, but who knows?). Lady Gaga fascinerer og frastøder fordi vi ikke kan gennemskue hvad der er iscenesat front og hvad der hendes rigtige kønsliv og -dele. I Paradise Hotel dyrkes skiftet mellem front og back til nådesløs perfektion og vi ser dem kæmpe bravt for at få deres frontstage til at virke cool, sexet og charmerende. For få timer senere at kneppe/ørle/slås/tude/onanere/lalle i dyb backstage. Blot efterfulgt af næste dags kamp for at komme tilbage til en nogenlunde troværdig frontstage.

Men frontstage og backstage er ikke noget skidt. For har man et liv som man er glad for, så er der sandsynligvis en stor samklang mellem hvad man viser frem og hvad man er privat omkring. Og sådan har de fleste det i lange perioder af deres liv.

Men hvorfor nu alt det syggo-bavl? …fordi jeg har tænkt mig at stå på vognen. Den næste måned vil jeg dele min front- og backstage med jer. Og det selvom jeg på en måde har jeg slet ikke lyst. Er nervøs. Synes desuden at verden svømmer i egocentrerede fortællinger, og at hver andet ord i Seebachs, Medinas og Nik & Jays tekster er “jeg”. Resten er “mig”. Og at verden har brug for mindre ego, ikke mere.

Men jeg har jo lyst alligevel. Fordi jeg har noget på min backstage, som så frygteligt gerne vil frem på frontstage (ja, det med dametøjet). Og fordi jeg bliver sur og vred over at det skal være et problem. Så må nogen jo tage kampen op og sjoske ud på den scene og nedstirre dem der griner. Jeg håber at jeg kan gøre netop det. Og at nogen af jer vil komme med tilråb, råd og velplacerede advarsler.

Nedenstående er vel et sted at starte. Hvis det skal være, så kan jeg gi’ et lille hint; det er mig med brillerne.

Sidder i svagt duvende båd og leger med teknikken bag dettehersens blog-noget. Ville egentligt først poste noget i morgen, men så et prægtigt banner lige her på siden, konstrueret af is-agtige bogstaver på is-agtig baggrund. Og uden nonsens. Bare “SKOVLSNE.DK”

Hurra! En ny kampagne. Åhh, jeg trængte osse sådan.

For kun med kampagner ved vi at man ikke må pjekke, og man skal huske kondom, og ikke mobbe på arbejdspladsen, og ikke få stress, og ta’ nu cyklen, og huske elsparepæren, og for Satan i Helvede pas dog på de højresving, og vask så hænder, din fugleinfluenza-gris, og stå til højre på rulletrappen, og spis seks frugter om dagen, og spar på vandet (vi bruger 110 liter pr. person om dagen, you know), og elsk nemID, og æd mindst en torsk om ugen, og gå i paniiiiik, for nu kommer det nye tv-signal, og pak din kuffert så den ikke er for tung for dem der skal smadre alt indhold i den ude i lufthavnen, og drik alkohol fra en pipette og døøøød over cigaretterne.

Men skide smart med så kikset et banner. Så amatøragtigt at jeg MÅ klikke. Og se, her er gode råd til hvordan du skovler sne. Der stå fx:

Du skal bruge:

• en kraftig kost
• en almindelig skovl
• eller en sneskovl
• grus/salt

Går det for stærkt? …så læs igen, og tag måske notat. Og når du er klar til mere, så snup denne:

For at bygge en snemand skal du bruge:

• sne – masser af sne
• lysten til at lege
• en gulerod
• otte kulstykker eller sten

Hold dog op! Det er nyt for mig. Der er snemandsregler!!! Troede ellers at man ku’ nøjes med syv stykker kul. Så mega nice at få på plads.

Der er guddødemig også et helt elendigt skovle-sne-spil. Og “gode” råd om opvarmning af arme, ryg og ben inden rydderiet.

Nå, har vidst ikke den store pointe. Men kors altså, jeg bliver ægte fornærmet når nogen taler til mig og mine venner som om vi er idioter.

Akke jo, akke ja, som Tyttebær Maja siger til Emil.  Maren har skriveblokering i hele februar og Manden-med-de-tvivlsomme-sko er udpeget som vikar. Det vil sige mig. Det er noget af et sats.

Jeg mener, grunden til at vi gider læse Marens Blog er jo at damen på suveræn vis både bander, jubler og tænker når hun tager brydergreb på jobbet som lækkersteg, mor og sjuskedorthe anno 2012. Det kiksede, det forbudte, det triste, det kærlige, det fantastiske og – let’s face it, Maren – det helt udkullede.

Sådan er det ikke med ex-pap-far her, for vikaren er ikke en del af en børnefamilie pt. (Har været dog, og mon ikke vi engang kommer forbi hvad der blev af den.) og jeg er – trods alt – stadig en mand. Og så er jeg altså ikke født med et flabet, altid klar retur-svar i røven som Maren.

I stedet har jeg planlagt en noget klumpet suppe af sure opstød over samfundets elendighed + ikke helt stuerene strejfture i erotikkens verden + hvordan det er at bo på en lille båd om vinteren + en særegen hang til dametøj. Og så det løse. Maren-style bliver det ikke, men jeg håber at vi kan hygge os OK til hun kommer tilbage.

Og nu, en cliffhanger: I morgen bringer vi et billede af vikaren iført pink kjole, netstrømper og lækker dulle. (Nej, det var ikke dét billede der gik sippe-Maren lidt på. Det var en overraskende sammensætning af “glad kalv” og “stiv pik”. Senere, måske.)

Glæder mig til den kommende måned.

Oh yes, Jakob. Ham der pludselig midt i mit kommentarfelt besluttede sig for at fortælle, han godt kunne lide at gå i dametøj.

Det skrev han lidt mere om her.
Og her.
Og jeg kommenterede sådan her på det.

Jakob er ikke hvem som helst. Vi har været venner siden vi var 18, unge og sprøde. I tyverne var vi kærester i mange år. I de år hvor man hver sommer bumlede rundt i Europa i smadrede biler med telt og vind i håret. Som var de samme år, man gik til mærkelige fester hver weekend og boede på værelser, der altid så ud som om køleskab og garderober var eksploderet ud over det hele. Det var også dengang alt var mere dramatisk. Hvor det var tale om liv eller død, hvis vi ikke mere skulle være kærester. Hvor vi råbte ting som ALTID eller ALDRIG og hvor man i hvert fald ikke bare kunne være venner, selv om én slags forhold ophørte. Når jeg ser tilbage på unge Jakob og Maren, har jeg bare lyst til at ae os over håret, fordi vi er så søde og ikke fatter, at livet slet ikke er så vanskeligt, som vi gør det til. Og at vi da må forstå, at man ikke bare sådan skal udelukke et andet menneske fra sit liv, når man endelig har mødt én, der ikke kigger på én som om man har en medfødt fejl, når man siger ting som, at man godt kan lide at se ørkenrotter parre sig. Eller tænder på at tisse i en spand. Men som i stedet bare spørger, om det har nogen betydning hvilken farve spanden har.

Vi forstod det heldigvis efter ikke alt for lang tid og selv om vi ikke overrender hinanden, er det aldrig mærkeligt at sende en sms med et indhold, der vil få de fleste andre til at kaste telefonen fra sig.

Jo, jeg har flere af den slags mennesker i mit liv. Og jeg giver aldrig slip på dem. Heller ikke Jakob. Heller ikke selv om vi de sidste mange år har bevæget os i meget forskellige retninger. Som for eksempel betyder, jeg leger kernefamilie med en slags fast indkomst. Og Jakob bor på en båd, hvorfra han kaster ting efter alt, der bliver for etableret.

Jeg håber I tager godt i mod ham og hans ord. Han skal nok tage jer med ud i nogle interessante og overraskende kroge. Kan sige så meget, at jeg læste et af de prøve-indlæg, han havde skrevet, hvilket fik mig til at råbe højt og kigge væk. Og så kigge tilbage igen og grine en smule skingert. Ringede bagefter til ham og sagde, at han altså måtte advare folk før han viste den slags billeder. Og om han havde flere af samme type, for så ville jeg gerne se dem …

Og således vil jeg nu holde op med tale for en tid. Pas godt på jer selv, på Jakob og på bloggen. Vi ses på den anden side.

Men man skal ikke lade sig narre. Hun er knivskarp og virkelig virkelig morsom.

Det ses blandt andet i hendes seneste værk: Lærkevej, The movie.

Den har premiere i disse dage. Og Mette har reserveret to af de bedste biografsæder til mig og Smukke Allan, som i aften kommer til at gå og virre med hovederne for at få det hele med. Den røde løber er nemlig rullet ud for alle kendisserne, der skal ind og se filmen, når den første gang ruller hen over den store skærm i Imperial.

(Skal se om jeg ikke kan få fotograferet et par kendtfolk, mens Allan  laver kaninører bag dem).

Now we now: De fik Sorte Slyngel til at holde dem.

Billederne er fra starten af 1900-tallet, og er “rå-materiale” fra fotografer. Det er meningen billederne skal beskæres, så man kun ser barnet og ikke den tildækkede mor. Billedtypen hedder “Hidden Mother”,  du kan finde bunker af dem her. Og nu ved jeg, hvad jeg skal have på til næste familieportræt.

Snakker om Paradise Hotel, der voldreklamerer i toppen af min blog og har gjort det i alt for mange dage.

Hvad? Må man ikke svine annoncørerne til?

Hvad? Må man godt hælde firehundrede liter silikone i sin brystkasse?