Jeg har en kat. Faktisk har jeg to. Den ene hedder Bob og er super cool. Det er ikke ham, jeg vil tale om. Det er den anden. Den hedder Blå. Og den er dummere end snot. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige den er retarderet. Seriøst.

Da den var killing, var den ret dum. Den blev ved med at kravle rundt i hovedet på én, når man prøvede at sove. Hvis man satte den ned, hoppede den bare op igen. Hvis det lykkedes for den at komme op til ens hoved, gjorde den alt den kunne for at komme til at slikke én øret. Det var pisse irriterende. Da den var lille så den sådan her ud:

Nu har den levet 11 år. Den har brugt de 11 år på konstant at ville kravle rundt i hovedet på mig, når jeg prøver på at sove. Jeg har i 11 år prøvet at sætte ned, kyle den ned, råbe den ned, true den ned, jeg har sågar været ude i at give den ekstra meget kærlighed og opmærksomhed. Men hver gang den er blevet fjernet fra mit hovedet, er den bare hoppet op igen. Every fucking time. Og hver gang det i de 11 år, vi har delt liv, er lykkes for den at komme op til hovedet, har den i 11 år gjort alt den kunne, for at komme til at slikke mig i øret. Der bor 11 års irritation i mig, hver gang jeg ser den. Det eneste der er sket i dens udvikling på 11 år, er at den i dag er en lidt større version af sit irriterende killinge-jeg:

Så er det jo godt, at den er af en race, der nemt bliver 25 år, så jeg ikke engang kan gå rundt at håbe på, at kræet snart opgiver ævred. Desuden elsker mine børn den og forsvarer den ved hver given lejlighed. Faktisk begynder de at græde, når de hører, jeg bagtaler den. (Ja, jeg er sgu ikke for fin til at bagtale en kat). Jeg ved godt, jeg sandsynligvis får en læserstorm af rasende katte-elskere. But I kid you not med den kat, se selv: