Som den ivrige læser har opdaget, har jeg været lidt ustabil på bloggen de sidste par dage. Det skyldes ikke kun Norges-rejse, men også morgener som denne, hvor jeg lige har været et lille smut ude og vende, hvor man kommer til at tude på tilfældige mennesker.

Kom lige lovlig sent hjem i går, fordi mit arbejde havde en ”night out”. Og nøjsomhed is not my middlename, så jeg var afskyelig træt her til morgen. Sådan langt ind i knoglerne. Men den slags vil virkeligheden jo skide på, så der stod jeg og smurte madpakker klokken 7 sharp som altid. Orker ikke længere beskrivelse. Vil nøjes med et øjebliksbillede fra klokken 8.45 her til morgen. En samtale mellem mig og lægesekretæren, som jeg ringede til for at få en tid til Anemone, der blev diagnosticeret med lungebetændelse i sidste uge og fik ordineret penicilin. Men hun gider ikke tage den. Overhovedet. Og jeg synes egentlig ikke hun virker syg nok til at behøve penicilin. Men hvad ved jeg, for jeg er jo ikke læge. Så efter en del tumult, hvor Anemone skreg som var jeg ved at skære hendes arm af hver gang jeg nærmede mig med penicilinen, hvilket selvfølgelig afstedkom et raskt lille morgenskænderi med Smukke Allan og endte ud i en spejderære til Kamille om at jeg om tyve minutter ville være i klassen, hvor hun glædede sig vildt meget til hygge og juleklip med de andre børn og forældre, som jeg havde lovet, ringede jeg til lægen for at få en tid til Anemone.

Tænker jeg var dagens nutcase. Altså hende de taler om ved frokostbordet. Med sætninger som starter med: ”Visse mennesker burde ikke få børn”.

Anyway, fik afleveret bamse. Fik klippet seriøst grimt julepynt med stresshygge på. Fik testet Anemone, der IKKE har lungebetændelse og derfor ikke behøver dumme penicilin (1-0 til moderlig intuition), fik arbejdet. Fik cyklet hjem i regnvejr. Og nu klar til: Sofa, natostilling og chokolade. Weekend for president!