af Maren (Sponsoreret indlæg som skal udgives nu, fordi sådan er reglerne, også selvom man holder fri og har vikar på.)
___________________________________________

Jeg  er blevet bedt om at se filmen Samme dag næste år af Lone Scherfig. Og komme med min uforbeholdne mening.

So here we go:

Som udgangspunkt er det farligt at sætte mig til at se film, hvor titlen er skrevet med skråskrift hen over første scene. Og når alle andre informationer, der skal serveres på skrift, også er sat med romantiske buer. Til info kan jeg sige, at jeg af princip heller ikke læse bøger hvor titlen bølger sig hen over titelbladet.

De fleste har nok allerede gættet, at det drejer sig om en løøøwestory, de har sat røvhullet Maren til at se. En tøsefilm. Der var både violiner og måneskin. Og nogen der elskede hinanden og så måske ikke alligevel. Eller gjorde de, åh åh åh, bare de gør, bare de gjorde. Ja, jeg kan godt se, at jeg er ved at skrive mig varm på den helt store sviner udelukkende baseret på genren, men ved I hvad? Det ville ikke være fair!

Samme dag næste år er et rigtigt godt bud på en god film inden for sin genre. Det er ikke fordi den byder på noget fuldstændig nytænkning i handlingen, der som alle andre kærlighedsfilm kan ridses op som ”Mand møder kvinde, sød musik og tænders gnidsel opstår”. Det, der gjorde den god var, at jeg rigtig godt kunne lide den præmis, den havde sat op for sig selv. Nemlig at fortælle historien ved at vise den 15. juli hvert år gennem omtrent tyve år for de to hovedpersoner. Dagen den 15. juli, ikke mere ikke mindre. Og filmen falder på intet tidspunkt i fælden, hvor personerne fører lange forklarende dialoger, for lige at få samlet op på det forgangne år. I stedet har man fornemmelsen af, at man skal følge godt med, for fortællingen om, hvordan de har det – ikke mindst med hinanden, ligger i detaljerne. Den holder niveauet gennem hele fortællingen og jeg blev faktisk en lille smule stolt over, at det var en dansker, der stod bag.

Når alt det er sagt, er det stadig en tøsefilm. Med en titel i kursiv. Men jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt, hvilket er et stort cadeau når det er mig der siger det om en kærlighedsfilm. Sendte ingen sms’er eller gav mig til at prikke til Allan for at få opmærksomhed. Han så den også. Døde ikke af det. Gav den endda thumbs up. Så ved du ikke, hvad du skal lave i aften og gerne vil sygne langsomt hen på sofaen til en moderne When Harry met Sally, kan du med sindsro gå ned og leje Samme dag næste år.

Sponsoreret indlæg.

Så kom kassen fra coolstuff.dk. Eller det vil sige, det vil ikke være fair at klandre dem for at være langsomme til at sende the goods, men man kan med rette kalde mig sløv. Men det med at hente pakker på posthuset er præcis lige så svært som at aflevere bøger på biblioteket. (Oh, the horror, kom pludselig i tanker om, den pakke som min svigermors veninde sendte til Kamille, da hun var nyfødt, som jeg bare ikke fik hentet de første par dage, eller de næste par dage eller faktisk i det hele taget og så røg pakken med den fine blondebody retur til svigerveninden, der blev så edderspændt skidesur, at hun aldrig talte til os mere). Anyway, del af den deal, jeg har indgået med coolstuff, er, at jeg giver en anmeldelse af de produkter, jeg har modtaget. Så here we go:

Internetradio: På æsken står der, at den kan spille 10.000 forskellige radiostationer. Who cares. Den har stået tunet ind på P6 Beat siden den kom. Jeg synes den falder ud ind i mellem, men Allan siger at det min hjerne der falder ud, for han kan ikke høre noget. De seneste dages mentale tilstand taget i betragtning, har jeg valgt at tro på ham.

Hexbugs: Ungerne elsker dem. Jeg synes ikke overraskende de er grimme og klamme og får edderkoppenoia over dem. Men de små kryb, der piler rundt i alle retninger og mærker forhindringer med sine følehorn, får alle tre unger til at ligge og rode rundt på gulvet og lege sammen. Det er nok for mig. Thumbs up.

Anemone giver sin bug et par formaninger med på vejen. Den løber vist ikke i den retning, hun synes den bør.

Den fjernstyrede helikopter får dem til gengæld til at skrige af rædsel. Kamille er set pilende af sted med helikopteren i hælene, hvinende i panik. Hun styrede selv controleren.

Her gør den lille flyvende satan sig klar til angreb på lillesøster Mynte.

Jeg måtte redde hende med en flyvetackling og sprinte ind på værelset og lukke døren. Den er totalt vims. Men sjov. Nu ved jeg da hvordan jeg skal få dem jaget i seng om aftenen.

Dette er et sponsoreret indlæg. (Hvilket betyder jeg får penge for at omtale linket, men jeg bestemmer selv, om jeg vil starte hver sætning med at skrive røv).

Anyway. Jeg er blevet sendt ind på coolstuff.dk for at handle. Og det gider man godt. Jeg gider i hvert fald godt. Har handlet der før. Og det kan godt være en ret stor tidsrøver for jeg bliver så grebet af, hvor mange mærkelige og pludselig brugbare gadgets, der findes i verden.

I denne omgang har jeg shoppet følgende:

Vooni Internetradio
Som for evigt skal befri mig for at høre P3-værter der selv griner højt når de forsøger at være vittige. Bliver for helvede da vanvittig – og er i forvejen så let at tirre om morgenen. Men nu skal jeg høre P6 Beat for evigt. På min nye internetradio, yay!

Radiostyret helikopter
Som er til mig og mine børn. Fordi jeg generelt kun gider lege, hvis jeg kan sidde i sofaen samtidig. Derudover holder fjernstyrede ting aldrig op med at være sjove, selv om jeg forudser forholdsvis stort hysterisk anfald, når ungerne kommer til at flyve den ind i mit øje.

Hexbugs
Okay, jeg aner ikke hvad det er. Men Kamille snakker ofte om dem, så jeg griber chancen og vinder et par billige point. I beskrivelsen af dem står der:

Edderkop, krabbe og kakkerlak med personlighed! Alle tre er små seksbenede designvidundere, proppet med sensorer. Til forskel fra almindeligt kryb, som oftest er fyldt med en smattet substans

 

Nej, jeg gider ikke vædde om jeg kommer til at hade det forbandede kryb. Spår det går omtrent lige så hurtigt som dengang jeg købte fordømte zuzu petz, der pev hen over gulvet og gav mig muse-noia. But we shall see …

.