Helle Helle og Jo Nesbø på samme tidspunkt på hver sin scene til weekendens BogForum?!

Et vanskeligt valg!

Den finere litteratur eller en charmerende mand, der taler norsk?

Søsteren og jeg tænkte og talte om problematikken. Vejede og vurderede. Så tog vi lippgloss på og satte os på forreste række.

Bagefter snakkede min søster norsk til mig. Det syntes vi begge var mærkeligt. Vi plejer at holde det på dansk mellem os.

Da hun havde fået tungen på ret geled igen, fortalte hun mig, at der for nyligt var nogen, der havde sagt, de syntes, det lød mere islandsk, når hun talte norsk. Det syntes hun var cool. For søster elsker shit med island. Måske var det også derfor, hun konsekvent løb til samtlige forfatteroplæsninger og interviews, der indeholdt en islænder. Nogle gange talte de kun islandsk oppe og scenen, og hvem fanden fatter det. I hvert fald ikke mig. Og så fnøs jeg og sagde, at jeg fandme ikke gad stå og høre på hendes islandske lort og skred.

Det er nemlig det fine ved at være med søster til BogForum. Man må godt kalde hendes hjertelitteratur noget lort og man må godt skride. Lige som hun ikke gider høre på halvdelen af det, jeg giver folk albuer i øjene på for at komme hen til. Okay, så mange var der heller ikke til ham der snakkede om holocaust-litteratur og derudover konsekvent omtalte “sex” som “kopulere”, men spændende var han.

Noget andet fint ved at være med søster på bogmesse er, at når jeg er blevet væk for hundrede gang og for hundrede gang sender sms’er, hvor jeg spørger om, hvor hun er, så underholder hun med sms’er, hvor der står:

Står et sted, hvor der én der lige har slået en skid. Og det er ikke mig. 

Ikke at det gjorde det nemmere at finde hende. Men det var alligevel sjovere, end hvis hun bare havde skrevet Tranescenen.

En tredje god ting ved at have hende ved min side på steder som BogForum er, at hun kan fortælle mig, hvornår jeg skal være starstruck. Jeg opdager ikke engang kendisser, når jeg går ind i dem. Men det gør søster. Og hun ved også ting som at Hr. Skæg Med Tal er Bjørn Lomborgs bror.

Desuden forstår hun at stoppe mig, når jeg begynder at købe franske krimier, fordi hun gennemskuer, at jeg bare er faldet for den franske franskmands charme. Jamen, han havde både halsklud og sorte hornbriller og den mest henrivende accent. Var klar til at købe hele serien.

… derudover købte jeg kun firehundrede bøger. Da jeg kom hjem, gav Smukke Allan en krammer og sagde, at han syntes det var gode køb, jeg havde gjort. Så smilede han sit “hold nu kæft hvor er det godt, vi ikke har fællesøkonomi”-smil og gik ned og talte sine løbesko.

Min storesøster er antropolog med speciale i mode. Som modvægt til mine herlige fordomme over for modeblogs, skriver hun følgende:

Kære søsters bloglæsere.

Til både dem der elsker og hader modeblogs, her er nogle af dem jeg læser:
Udenlandske:
thesartorialist.blogspot.com (mr nr1 streetblogger)
garancedore.fr (hans franske kæreste)
stylebubble.co.uk (engelsk/Hong Kong-pige med avantgarde/aparte stil)
thestylerookie.com (teenagemodeblogvidunder)
hanneli.com (norsk model med god stil)
froufrouu.com (funky engelsk designer med eget udtryk)
karlascloset.com (amerikansk pige med mærkelig og alligevel dragende stil)
advancedstyle.blogspot.com (gamle damer)
mistermort.com (folk på loppemarkeder)
vanillascented.freshnet.se (norsk pige med virkelig god smag)

Danske: (alle sammen ens…)
anywho.dk
passionsforfashion.dk
afashiontale.dk
presenting.dk
whynotblog.dk

Blogportaler:
rodeo.net (flere kloge modeblogs, hvor de også er kritiske!)
freshnet.se
bloggersdelight.dk
bloglovin.se
looklab.dk
faksimile.no

Og ja, søster har ret, jeg checker råddent mange modeblogs ud. Jeg gør det fordi jeg får det samme ud af det som alle andre: Inspiration, en følelse af at jeg kender og “connecter” med den der blogger, og så er det også en slags legitim voyeurisme. Men jeg bruger også blogs til noget fornuftigt. Der er nemlig ikke særlig mange innovative bloggere, ikke i Danmark ihvertfald og det bruger jeg til at skabe et mønster over både cybermodeadfærd og stiludtryk i den virkelige verden. Sammen med det jeg ser på gaden, det der vises på catwalken og i modemagasinerne, bruger jeg blogs til at lure på trends. Lige nu venter jeg f.eks. på at se hvad der sker med sorte lædershorts, panamahatte og farven gul.

Jeg ved ikke om jeg kan sige noget hurtigt og klogt om, hvorfor folk blogger og læser blogs. Det er meget komplekst og bliver meget nørdet. Men det der foregår med blogs har at gøre med den demokratisering af information, der foregår i disse år. De magtmonopoler for information, der har eksisteret i hundreder af år, er faldet. Alle kan lave en blog, kommentere på blogs og poste en nyhed før tv og aviser. Og det gør vi. Desuden lever vi en en celebrityfikseret tid, hvor det at være en succes og lykkes indebærer medieeksponering. Det tror jeg også, opblomstringen af blogs hænger sammen med.
Ikke søsters blog naturligvis .

Og det passer forresten ikke, at jeg ikke læser den. Jeg læser den bare i klumper, for på samme måde som hun kan høre på min vejrtrækning, hvornår jeg lyver, kan jeg se på den måde hun skriver fisse på, hvornår hun lyver. Og så tager jeg en pause. Men hun er jo genial og sjov og klog, så en uges tid eller to senere læser jeg lidt igen.

Den der børnedistortion deltog jeg kun halvhjertet i. For inden jeg tog derned, skete der et af den slags mirakler, der aldrig sker. Nemlig opringninger som denne:

- Jamen de må da alle gerne overnatte hos mig. Det er da bare hyggeligt. Så laver jeg sådan en lækker kyllingeret til dem. Og så får vi is med flødeskum mens de ser Disneyshow. Og så bager jeg nogle boller i morgen tidlig. Måske tager vi på legepladsen. Så kan du bare hente dem ved middagstid.

Det var min søster i røret. Hvis jeg nogensinde skriver noget ondt om min søster, skal I save mit ben af og tæske mig med det. Jamen hvilken gestus! Så af sted med ungerne og os videre til gadefesterne.

Morgenen efter sendte en af mine venner en sms og bad mig tænde for tv’et, for han havde lige set en kopi af mig udtale sig på tv2NEWS om skraldet efter aftenens festligheder.

Slæbte min sønderslidte beskidte tømmermændskrop ud af sengen, tændte for tv’et og i en genudsendelse så jeg så søsteren stå med mine unger og sige, at vi da godt nok havde rodet noget så fælt i hendes gade, men derudover var det da fedt, at der var fest. Børnepasning + overbærenhed?! Og så endda begge dele dokumenteret på tv.

Okay, skal jeg indrømme noget usympatisk? Da min ven skrev, hun lignede mig på en prik, tændte jeg egentlig mest for tv’et for at se, hvordan hun så ud. Jamen hvad nu hvis hun havde kørt en fedtet søndagshester med flæskekinder og rande under øjnene. Og at det var the spitting image of mig? Men det havde hun ikke. Både Smukke Allan, overboen og jeg blev i vores bagstivhed enige om, at hun var aldeles nydelig at se på. Pyha.

Fik også helt seriøst tænkt tanken, at hvis hun skal gå rundt og ligne mig så meget, skal hun fandme huske at rede håret og tage godrøvsbuksen på. Kæft, en mærkelig ting at tænke. Skulle muligvis ikke have drukket de sidste fire liter gin i går.

Som jeg før har pointeret, er søstre ikke sat på jorden, for at pakke tingene pænt ind. Min storesøster, som ellers er et utroligt venligt væsen, giver mig altså nogle verbale flyveskaller ind i mellem, der altid rammer fuldstændig plet. Sikkert fordi hun har kendt mig fra før, jeg kendte mig selv. Og fordi hun brugte de ti første år af vores fælles liv på altid at være minimum ét skridt foran mig (det var før jeg havde fattet, det var muligt, jeg kunne gå til højre, nå hun gik til venstre).

Tjek lige følgende mailudveksling mellem min søster og mig, som handler om nogle pressebilleder, jeg har fået taget til en bog jeg udgiver i Nordnorge lige om lidt. Jeg sendte dem til hende, fordi hun er min storesøster og derfor har pligt til at klappe i hænderne, pifte og blæse balloner op, når jeg viser hende noget, jeg har lavet eller billeder af mig selv. Vedlagt billeder var selvfølgelig et par undskyldninger om at mit ene øje var lidt mærkeligt, at man da vist godt kunne se, jeg havde taget på og den slags. Svaret fra min søster kom prompte:

Hold da helt op. Hvor er du pæn! Men det har jeg jo også altid sagt, du er.

Hvorefter der fulgte et hurtigt svar fra mig om, at det jo ikke er for sjov photoshop er opfundet og jeg valgte billeder mellem de første udkast, så jeg ved de har været igennem en større forvandling og bla blabla. Og fik svar igen som fortjent:

Hold nu for helvede kæft!! Det siger du jo bare så jeg skal gentage, at du er pæn!

Okaysåda. Will keep mouth shot. Desuden er jeg faktisk så fucking pæn på de billeder, at jeg vil skide på, hvor meget photoshop og kropsopstramninger de end har været under.

Fotografen hedder Line Thit Klein og jeg kan på alle måder kun anbefale hende, hvis man gerne vil have taget nogle ordentlige billeder. Det er endda lige før, det næsten ikke gør noget, når hun står med kameraet helt oppe i snotten på én. For hun er så sympatisk, hun giver én følelsen af, at de skæve fortænder og armene, ingen ved hvad man skal gøre af, når man samtidig skal smile, er vores fælles problem.

Det er værst at være midterbarn. Eller var det storesøster? Eller lillebror?

Det kommer an på, hvem man spørger. Ifølge min storesøster er det altid os ansvarsfjendske småsøskende, der trækker det længste strå. Og hun er fuldstændig iskold over for mine lidelsesfulde barndomsberetninger om, hvordan hun fik mig overtalt til ringe på naboens dør og løbe / kaste sten efter de store drenge / stikke fingeren ned i en hestepære.

-          Jamen jeg spurgte dig jo om du ville og det ville du som regel godt. Jeg tvang dig jo aldrig.

Nej, det er jo netop dét, storesøskende kan. De kan manipulere os småsøstre og brødre til hvad som helst og endda få os til at tro på, at det med at stikke fingeren ned i en lort er den fede tjans. Faktisk er vi heldige, at vi får lov til det.

Åh jo, jeg kan da godt se, at jeg er sluppet lettere gennem et par sving hist og her. At jeg har kunnet gemme mig bag et lille klovnenummer eller bare det at jeg ikke havde følelsen af, at det hele var mit ansvar. Og at småfejl, kiks og sure opkald fra banken  i dag derfor ikke går mig lige så meget på, som hos mange storesøskende. Men derfor har det hele da ikke været let alligevel, har det vel alle jer lillesøstre og lillebrødre?!

Smukke Allan er midterbarn og man skal virkelig passe på med ikke at trykke på nogle helt specielle knapper, for så kommer der en længere svada om, hvorfor midterbarnet uden sammenligning står i den vanskeligste position i søskendeflokken. Klynk, hvor er det svært at skulle være både den store og den lille. Klynk, hvor gør midterbarnet bare alt for at tilpasse sig og yadayada. Han er i øvrigt den første midterbarnsmand, jeg har været kærester med. Alle andre har uden undtagelse være storebrødre. Lige som ALLE mine venner er småsøskende. Er du gal nogle vanvittige interrail ture vi havde i den glade ungdom. Det ville nok ikke have været lige sjovt, eller måske skal jeg sige: Med lige så mange tåbelige indfald, hvis der havde været en storesøster iblandt os, vil jeg tro.

Nå, men det, der fik mig til tænke over søskendeforholdene, var dette syn, som mødte mig, da jeg kom vaklende hen mod hoveddøren med to fyldte indkøbsposer. Et halvt minut forinden havde jeg løftet den yngste, den ældste og hendes skoletaske ud af ladcyklen – og som altid (trods protester) sagt, at skoletaske, den må hun sgu bære selv. Men mens jeg stod med hovedet ned i cyklen for at skovle vildfarne madvarer op i poserne igen, er der vist én, der har haft de store manipulationsbukser på og har fået overbevist mindstesøster om, at det da bare er det fedeste i verden at slæbe tasker, der næsten er lige så store som én selv …