Klumme, Junior, april 2012

Kan I huske, dengang man gjorde ting, der ikke gav særlig meget mening? Dengang nogen spurgte, om man ville med til fest og så sagde man bare OK, tog noget stramt på og købte en flaske lambrusco i fakta.

Det var dengang, man sammen med sin søster godt kunne bruge en hel eftermiddag på at klæde sig ud i sin gudmors hippiekluns, rive få-et-gratis-portræt-kuponen ud af lokalbladet og skingert synge John Lennon sange hele vejen ned til fotografen. Og i hvert fald ikke stoppe selv om venteværelset var fyldt med nykæmmede mennesker, der muligvis syntes, det var mærkeligt, man havde et lille hjortegevir med, som man nu lavede prøve-poses foran søster med.

For det var nemlig dengang, der var eftermiddage nok. Dengang der var tid nok.

Nu, efter jeg har fået børn, er jeg blevet meget mere nærig med min tid. Når nogen foreslår noget sjovt, løber jeg ikke mere direkte ned i fakta eller spørger, om jeg ser bedst ud med geviret på højre eller venstre hofte. Nej, jeg overvejer, om det kan betale sig at have det sjovt. Om jeg egentlig orker det oven på en lang dag bestående af madpakker, hente, bringe, lektier, spørgsmål fra min fire-årige om hvorfor firben har fire ben og de fyrre milliarder stykker legetøj der venter på, jeg samler det op fra stuegulvet.

For det er som om, jeg konstant løber tør for tid. Hvilket betyder, jeg prioriterer min tid så benhårdt, at ”sjov” også bliver skemalagt. Er der en fest under opsejling, bliver alt planlagt ned til mindste detalje. Hvem passer, hvor længe har jeg bagefter brug for at sove, og hvornår er det derfor bedst, jeg tager hjem.

Arhmen helt ærligt, hvor er det da bare kedeligt at blive ældre. Altså nogle gange. For der er virkelig også ting, jeg ikke savner. For eksempel den endeløse række af tanker om meningen med livet. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har fundet meningen med livet i mine børn, jeg ikke tænker over det mere. Eller om jeg bare er for træt til at tænke sammenhængende tanker.

Jeg savner heller ikke rastløsheden, der kunne opstå, når man i tosomhedens kedsommelighed prøvede at fylde en hyggeaften ud. Listen med muligheder, man kunne finde på, så gerne sådan her ud:

1. Gå i biografen og se en film
2. Gå i biografen og se en anden film

I dag hører det til en så stor sjældenhed, jeg besøger en biograf, at det giver jubelfølelse flere dage inden.

Men uanset så savner jeg at være hende med det fjollede gevir. Hende som døde af grin over at se de nykæmmede i ansigtet, når jeg forsøgte at fuldende looket ved at brøle som elg. Som ikke først gav sig tid til at tænke over, om det nu også kunne betale sig med det brøl. For var det i dag, ville jeg jo nok have sorteret både brøl og de skingre fraseringer hen over Imagen all the people fra – og i stedet bare fokuseret på det praktiske i, at jeg nu kunne sætte et flueben ved ”julegave til mor”.

PS. Hun har stadig fotoet hængende. Og ja, folk spørger ofte: ”Hvorfor i al verden sidder Maren med et gevir?”. Vi ved stadig ikke hvorfor, men undskylder med, at det blev taget dengang, ting ikke behøvede at give så meget mening …

(som en særlig feature til mine bloglæsere, fandt jeg et af billederne. Desværre ikke et af dem med de seriøse gevir-poses – men mere den afslappede gevir-stil. Til gengæld tager vi tydeligvis dette meget alvorligt. Næ nej, der er skam ingen forlegenhed over for fotografen, der skulle bruge en time af sin arbejdtid på at fotografere to idioter – med gratiskuponer).

Været en tur i Malmö med min storesøster.

Vi kan godt lide at shoppe i Malmö. Vi ved ikke helt hvorfor. Måske fordi de snakker svensk og er så søde i butikkerne. Eller måske mest fordi vi ikke kan nå hjem at hente børn, lave mad og være søde over for vores mænd. For vi er jo i udlandet!

Jeg elsker at shoppe med min søster. For ud over is-desserter er en af hendes spidskompetencer at spotte bukser, der får min røv til at se mindre ud. Planen slog heller ikke fejl denne gang. Vi kom, vi så, vi sejrede. Jeg er nu den stolte indehaver af verdens mindste røv. Udenpå.

Der er mange der siger, at min søster og jeg ligner hinanden. Hvilket vi kun har hånlige fnys til overs for. Altså for det første har jeg jo røven, den har hun ikke. Til gengæld har jeg en overlæbe, det fik hun ikke. Jeg er også ti centimeter højere end hende. Når man tænker på, hvor lav jeg egentlig er, kan man vist godt konkludere at min søster ikke er ret høj. Hun fylder i det hele taget ikke meget. Det spøjse er at hun alligevel er overraskende stærk. Selv om jeg voksede hende over hovedet allere da jeg var fem  år og hun var syv, tævede hun mig fra jeg blev født til jeg blev ti. Her reddede min mor mig ved at lave en  regel om, at der ikke måtte tæves på mig mere. Jeg er ellers sikker på, hun stadig godt kunne.  Og selv om hendes ben er adskillige centimeter kortere end mine, går hun af en eller anden årsag også meget hurtigere end mig. På en shoppingtur som i går, er hun konsekvent to skridt foran mig og jeg hopper efter som en anden Benny efter Egon. Indtil jeg råber: SÅ HOLD DOG OP MED AT GÅ SÅ STÆRKT! (Har altid lyst til at tilføje “din dværg”, men det tør jeg ikke – jvf ovenfor).

Nå, men hvor vi ellers kun har hån til overs for at vi skulle  minde om hinanden, overvejede vi for første gang i går om der skulle være noget ved snakken. Første gang da jeg var faret vild i en enormt indviklet butik, der var en sand labyrint af vægge med spejle. Åh, der var hun, nåede jeg at tænke og smilede. Til mit eget spejlbillede. Fuck, det var skræmmende.

Næste gang, vi overvejede, om der skulle være noget om snakken var, da vi, fordi vi er fyldt med spas, tog et billede af os selv med solbriller på. Da vi så billedet, blev vi i et øjeblik forvirrede over, hvem der var hvem.

Men nu kan man jo selvfølgelig heller ikke se røven på billedet. Eller at jeg bøjer i knæerne.

Det er virkelig ærgerligt, for jeg har tabt mine yndlingsøreringe. Og hvad der er endnu mere ærgerligt er, at det var min ældste datters øreringe. Hun er ni år. Har omtrent firehundrede par øreringe. Klart jeg ind i mellem låner et par. Barnet er meget vredt over, at jeg har tabt dem, siger mor-agtige ting til mig om, at det jo ikke nytter noget, at jeg låner hendes ting, hvis jeg ikke kan passe på dem. Seriøst anstrengende at skulle opdrages på, når man nærmer sig de fyrre.

Bedre blev det ikke, da jeg i weekenden kørte i tog med min søster og alle vores børn. Vi var på vej til Sønderjylland for at aflevere dem på den fædrende gård til noget påskeferie.

Ældstebarnet sad og dimsede ved de øreringe hun havde i. Som er mine. Som irriterende nok klæder hende bedre end mig.

Næææ, sagde min søster til hende. Så fine øreringe du har i.

Ja, sagde barnet. Det er min mors. Men jeg må godt låne dem, for hun har lånt mine og så har hun smidt dem væk og hun spurgte ikke engang om hun måtte låne dem, hun tog dem bare.

Det var her min søster kiggede opgivende ud af vinduet og sagde: Nå, jeg kan høre, hun ikke er anderledes at have som mor, end hun er at have som lillesøster.

Og så var det jeg kunne mærke, at de to lige havde et øjeblik, hvor de forstod hinanden. Hvor der var noget sukken og noget overbærenhed. Og noget tsk tsk.

I og med at min søster har 40 års eksempler på lillesøster-behavior fra min side i lommen, opgav jeg på forhånd at argumentere i mod. Sad i stedet og prøvede at komme i tanker om, hvor det er jeg har lagt de fordømte øreringe. Selv om det garanteret er den yngste, der har taget dem …

Det er kun, når jeg sådan cirka en gang hver andet år lægger mig i selen for at pynte et festligt bord, det slår mig: Jeg ejer for helvede ikke en dug. Ikke engang en laset en. Eller et stykke stof, der kan udgøre det for en dug. Eller et lagen, der ikke er for klammo til at gøre jobbet. Jeg stod der igen i går. Kunne bare se, at det var dét, der skulle til, for at gøre opdækningen fin. Eller hvad ved jeg. Det er i hvert fald det, andre mennesker gør.

Sidst det slog mig – for to nytårsaftener siden, ringede jeg i panik til min søster, der også var inviteret. Jeg huskede nemlig pludselig, at hun havde haft en dug på bordet, da hun havde inviteret til børnefødselsdag. Og jeg havde været mægtig imponeret. Tænk, at jeg alligevel har en søster, der er så voksen, at hun har duge i skuffen, hun sådan lige vupti lægger på, når svigerfamilien og os andre kommer og konverserer hen over lagkagen. Klart hun skulle redde min røv nu.

MIG: Kan du ikke tage din dug med?

SØSTER: Æhm, jeg har ikke nogen dug.

MIG: Jo du har. Den der du havde på til fødselsdagen.

SØSTER: Æhm, hvad?

MIG: Jojo, du havde dug på, tag den med. Den var totalt flot.

SØSTER: Hm, altså … det var bare et gardin jeg havde lagt på bordet. Hvor fanden sku’ jeg ha’ en dug fra?

MIG: … okay (kunne pludselig kende søster igen). Nåmmen kan du så ikke bare tage dit gardin med så?

Rodede faktisk ret meget rundt i går i skuffer og skabe i håbet om at genfinde søsters gardin for at top tune nytårsbordet. Men hun må have taget det med hjem igen. Så jeg fik ungerne til at dække bordepladen med serpentiner i stedet. Det blev rigelig fint, men tænker bare det er en ynkelig brudekuffert vores moder har udstyret os med. Altså ét gardin vi skiftes til at bruge som dug? Underligt vi overhovedet har kunnet gafle os nogle mænd …

Hvis der er en mere, der siger “kold lungebetændelse” så uddeler jeg en kaskade af håndflade. Hvad sker der for kold lungebetændelse?! Det har vi da aldrig haft før. Men nu er det bare verdens mest trendy sygdom, som alle – UDEN UNDTAGELSE – lige skal omkring det nok er, når de hører mig kvække.

Nå, men fordi jeg er syv host fra at skulle til at bruge Tena, har jeg nu bestilt tid hos lægen. For det kan da godt være, jeg godt tør være lidt fræk over for min mor her på bloggen, men skynder mig jo alligevel at taste nummeret til lægen, når hun siger jeg skal. Så nu kan lægen få lov til at være den sidste der får lov til at sige “kold lungebetændelse” til mig. Tror nu stadig bare det er en god gammeldags hosten, jeg hygger mig med. Det og så hostedopet.

UPDATE: 

Fik NETOP en mail fra min søster:

Hvor træls at du stadig er syg! har du været ved lægen? synes de har taget lang tid nu – måske er det kold lunge-betændelse eller noget andet lort?

Som jeg selvfølgelig besvarede med et mindre møgfald. Hold nu for satan kæft med den koldeblablabetændelse. Men burde vide bedre. Søster er muligvis kun 1,56 høj, men har alligvel altid kunnet tæve mig. Også på mail. Svaret fra hende faldt tørt 1 minut senere:

Ok, det er ikke kold lungebetændelse. Det er diarre.