Ja, så er det i dag slaget skal stå. I dag vi skal løbe de ti kilometer.

-       Er du klar til i aften, skrev Annamette.

Klar?

Altså til at dø?

Har lavet en mental stikke-fingrene-i-ørerne-og-synge-højt-lalala på eventen. Så jeg har da ikke forberedt mig en skid. Har ikke fundet løbetøj frem, af samme årsag heller ikke vasket det, dog tørret mine løbesko efter oversvømmelsen, ingen gode løbesange på iPhonen. Til gengæld har jeg røget overraskende mange cigaretter den sidste uge og haft snabelen i alt det alkohol der har været i en radius af 1 meter.

Jeg ved godt, der ikke er nogen vej udenom. Denne gang. Jeg har fået de freaking løbsnumre. Har endda åbnet kuverten. Anne og Marianne, som var så uheldige at vinde billetter her på bloggen, skal også løbe med.

-       Vi kommer ud og hepper på dig, sagde Smallan lige før.

Hepper? Fandme ikke have noget hep. Jeg skal bare overleve. Og så foregår det på Amager. Bare det at skulle finde vej ud til Amager virker vanskeligt.

-       Man har det så godt efter man har løbet, siger de sporty altid.

Ja, gu’ har man det da godt bagefter. Men FØR har man det jo ad helvede til. Det er så røvsygt at løbe og man bruger så utrolig meget hjernekapacitet på at finde på undskyldninger for, hvorfor man ikke behøver løbe den der tur. Lige i dag.

Faktisk vil jeg vove at påstå, at den gode bagefter-følelse ikke er nær så lang som wanna-kill-my-self-følelsen jeg har op til et døgn inden mine ben skal ud og slide på asfalten.

Lover at tage billeder af Fuhrmann i aften, selv vil jeg gøre, hvad jeg kan for at undgå et komme i noget kameras vinkel. Èn ting er, at skulle slæbes igennem 10 kilometer. Noget andet er at skulle ydmyges ved at blive fotograferet i løbetøj. Kan ikke forestille mig en eneste vinkel, der er flatterende.

Nu gider jeg ikke skrive mere om det skide løb. Bliver så sur, hver gang jeg tænker på det …

UPDATE: 

HAHAHAHAHA, Gud hader mig. Har lige fået en mail fra løbet, der blandt andet indeholder disse ord:

“… Ved siden af stævnepladsen har vi i år selskab af Aftenshowet (DR), der sender live fra starten på 10 km løbet.”

Jeg skal fandme ikke stå ved siden af hende med den pink heldragt og kysen. Så er man da først sikker på, at komme på live tv. Fuck, håber at Marianne virkelig er en gigantisk fed ko, så jeg kan gemme mig bag hende!

Jo, jeg løb i går. 10,03 kilometer, thank you very much. Helt for mig selv. Med en sirlig optegnet rute. Det tog mig 71 minutter. (Der må gerne både klappes og hyldes og piftes – selv var jeg for smadret til at gøre nogen af delene bagefter).

Min løbetur strakte sig helt ud til Østerbro og ved søen stødte jeg ind en obskur mængde lilla kvinder: Spartaløbet.

Jeg løb modsat retning af dem. Mens jeg joggede af sted, stenede jeg over, at det her kraft edme er the story of my life. Løber altid den modsatte vej – altså resultatet er gerne det samme som for alle andre. 10 kilometer er jo 10 kilometer uanset hvilken vej, du løber. Lige som artiklerne i et blad eller en avis jo for fanden ikke bliver anderledes af, at jeg konsekvent starter bagfra. Kom til at tænke på at min bedste ven i gymnasiet, Bjørn, altid kaldte mig MarenModsat. Jeg tror, vi begge troede, at jeg ville vokse fra det. Det gjorde jeg så desværre ikke. Lige som jeg heller ikke er vokset fra at være så afsindig utjekket, at jeg fucker et løb op for en håndfuld kvinder.

Det stod lysende klart, da jeg snakkede med Kamilles far i telefonen (ikke Smukke Allan, hun har sin helt særlige far on the side). Vi undrede os over, at der var et sommerferie-morgenmadsarrangement i klassen på fredag. Når nu der først var ferie fra næste fredag.

-      Sært, sagde jeg

-       Ja, sagde han

-       De har ikke sommerferie fra på fredag vel, sagde jeg

-       Nej, det er først fra næste fredag – det er i hvert fald sådan vi har planlagt det og delt ferien i mellem os, sagde han

-       Deterjodet, sagde jeg og gik hen til skuffen, hvor jeg gemmer ting, der skal gemmes, for at dobbeltjekke den lille feriekalender, skolen har givet os.

-       Den er god nok, sagde jeg til ham, der er først ferie fra næste fredag

-       Fint sagde han, så har de nok bare lagt afslutningen tidligt.

-       Åh, sagde jeg

-       Hvad, sagde han

-       Åh Åh Åh, sagde jeg

-       HVAD, sagde han

-       Det er jo for fanden sommerferiekalenderen for 2012!!

-       Jeg tjekker lige nettet, sagde han

-       Pik, sagde jeg

Needless to say, at de selvfølgelig har ferie fra på fredag – og ikke næste fredag, som vi har lagt vores ferier rundt om. Fandenfucking så træt af mig selv. Og har lyst til at kaste mudder efter skolesystemet, der sender mig en åndssvag kalender, der gælder for 2012, når man nu kun befinder sig i juni 2011 og mentalt og planlægningsmæssigt  ikke er kommet længere end til i morgen. Synes det er lige lovlig meget leflen for dem med planlægningsdiaré!

Nåmen, jeg er nødvendigvis vant til at navigere i absolut kaos, så vi finder selvfølgelig en løsning på det. Der er jo både hyggelige arbejdspladser og søde bedstemødre, hun kan frekventere. Men nogle gange ikk’, (for eksempel når jeg ikke åbner vigtige kuverter eller kan finde ud af læse en kalender) så bliver jeg så træt træt træt af at være mig …

Så skal der snart løbes løb. Vi jo også nogen, der træner til den store begivenhed den 19. juni, hvor Fuhrmann, mig og fire læsere skal løbe 10 km i Spartas løb. For eksempel mig. Løbeløbeløbeløbe. Pralede for vildt over for min søster forleden med at jeg havde løbet 8,6 km. Seriøst lang løbetur der! Hun var også mægtig imponeret. Altså til jeg kom til at fortælle, jeg havde gået en del af turen. Altså ikke hele. Men noget.

Alligevel synes hun det var sejt. Til jeg fortalte, jeg havde måtte sidde på en bænk. To gange. Okay, faktisk havde jeg også ligget på én af dem i et par minutter. Bekymret spurgte hun, hvordan jeg egentlig havde tænkt mig at klare de 10 km, jeg har sagt, jeg har tænkt mig at løbe den 19. juni?!

Jeg kan kun svare: SÅDAN HER: video.php

Det er the spitting image of mig på målstregen!

Holy mother of crap, jeg har ondt i røven!

Har været til poweryoga. Det er sådan noget med at stå på ét ben, til man kaster op af smerte, hvorefter man får prygl, hvis man bare overvejer at sætte det ned, for nu skal man jo hilse på solen og lave ti armbøjninger ud i luften. Ja, det er ikke nemt. Slet ikke når det er første gang man prøver det.

Efter gårsdagens prøvetime må jeg sige, at jeg er glad for, at jeg er 38 og ikke 28. For havde jeg været ti år yngre, havde jeg grædt ved synet i spejlene af mig mellem alle yoganymferne. Èn ting er selvfølgelig, at jeg fylder væsentlig mere i landskabet, end de gør, noget andet er at de kan strække deres ben i alle mulige obskure retninger og jeg til sammenligning begynder at svede, bare jeg skal få begge arme til at mødes over hovedet. Noget andet er, at når jeg skal bøje min krop i bro – hvad enten det er med ansigtet opad eller omvendt – med røven i vejret, så opfører min krop sig nu som ungernes slime. Hvis I ikke selv har fået det indenfor dørene endnu, så havde vi det også selv, da vi var små, kan I huske det? Sådan en slimet klump, der langsomt drev mod jorden i tyk homogen masse. Ja, sådan gør min krop nu, når jeg holder den i en lidt mere vandret stilling. Før i tiden var det ligesom bare brysterne der prøvede at nå jorden i disse positioner. Men nu er det også resten af kroppen. Jamen det ville jo have været en KATASTROFE for ti år siden. Og jeg ved ikke, hvorfor det egentlig bare mest var skægt i går, men det var det. Det er ikke fordi, jeg har givet op og har tænkt mig at blive en smør-else. Eller fordi jeg falder inden for kategorien tykke mennesker er bare gladere. Eller fordi jeg egentlig græder inden i. Næ, jeg tror faktisk bare det er fordi, det faktisk er ret fedt at blive ældre. Fordi man bliver så meget klogere, at man nu ved, der ikke er grund til at græde over løs mavehud. Fordi man ved, at hvis man var ude på at score, så var det alligevel ikke maveskindet man skulle bruge til at tiltrække de mænd, man egentlig godt gad knalde.

På mange af de blogs jeg læser for tiden, er der seje piger i tyverne, der klynker over deres alder eller over at blive tredive. Hver gang får jeg bare lyst til at give dem en kæmpe kramme, ae dem over håret og hviske vent I bare, så skal I se hvor fedt det faktisk bliver!

Åh ja, det lyder frelst og som om jeg lyver. Men vent I bare, så skal I se, hvor fedt det faktisk bliver!

I dag da jeg var ude at løbe – i fuld fart selvfølgelig, blev jeg overhalet af en teenager med en H&M pose i hånden. Hun tæskede derudaf – selv om hun slet ikke var ude at løbe. Hun skulle bare skynde sig i skole. Jeg vil bruge dagen på at undlade at se symbolikken i situationen …