Jeg er stadig forundret over, at I bare lod den passere. At der ikke var en eneste af jer der på nogen måde studsede over, at jeg sad der ved siden af en kajak. Og endda henkastet sagde ting som “når vi var ude og padle”.

Kajak og mig. Og padle. Og I smiler bare og tænker at det er da typisk nok for en frisk pige som mig.

Her gik man rundt og troede, man var blandt venner, der kendte én som sit eget lommeuld. Men jeg kan fortælle, at jeg sgu da aldrig har siddet i en kajak før og der var flere i min familie der var meget skeptiske ved tanken om, at jeg havde tænkt mig at flyde ud på rigtigt vand, man kan drukne i. Grunden til vi første gang stod foran kajakerne var, at vi gerne ville ud og se nogle huler, som man kun kunne komme til i kajak.

Det udmundede i denne samtale:

Allan: Men Maren, kan du godt padle en kajak?

Mig: Altså jeg vil da ikke sige nej, for jeg har aldrig prøvet det.

Allan: Kan du ro en almindelig båd?

Mig: Ved jeg sgu da ikke. Har aldrig rørt en åre.

Allan: Hm, måske skal vi binde din kajak fast i min?

Mig: Visse vasse, jeg tager Kamille med i min, så kan hun jo redde os.

Kamille: MIG? Hvorfor MIG? Hvorfor skal JEG dø på grund af DIG?

Mig: Fordi du er ældst, så du har fået lov til at leve længst.

Kamille: Hvor er du tarvelig. Jeg VED bare vi ryger i vandet.

Mig: Du har jo også plaget om at få lov til at bade hele dagen.

Her viste Kamille mig sine ondeste øjne, men fordi hun er en klog pige begyndte hun at tage sine ringe, øreringe, armbånd og alt det andet hun ikke ville have skulle ende på bunden af havet af og gav det til Allan.

Hvordan det gik? Jamen skide godt. Og jeg har hermed kvalificeret mig til friskpige-certifikatet. Next stop rulleski og rullekraver i bomuld med logo på halsen. Om jeg syntes det var sjovt, fedt, dejligt at få bevæget sig lidt? HAHAHAHAHA go figure …

Men hulerne var helt fantastiske!

Selvfølgelig er det en bæredygtig undskyldning, at jeg ikke kan løbe mig en tur fordi min løbetøj er til vask. For det er jo ikke en den slags “til vask”, som når ens godrøv-buks er til vask og snildt kan hives op igen og tages på efter en omgang spytvask. Næ, det er tydeligvis den slags “til vask” der betyder “væk til det er rent igen”. Og det er jo ikke så godt. For vores vaskemaskine døde også under TT (toilet-tsunamien). Åh, hvor er det skidt. Hvad skal jeg jo gøre. Hvad skal jeg dog gøre … hæhæhæææææ.

Okay, hvem af jer hundehoveder går ned og køber denne taske til mig?

Den ville klæde mig ualmindelig godt. Også min cykel. Den er nemlig hvid på den der cremede måde, og kunne virkelig godt klare at blive peppet lidt op med sådan en orangerød sag foran på det lille lad. Allan kunne også godt se det. Altså at tasken ville passe godt til mig og cyklen. Han rynkede dog også på panden af prisen.

2700 kr.

Damn. Muligvis er den et eller andet mærke. Wouldn’t know selv om jeg fik tæv med navnet. Men fin er den. Og synes det er voldsomt dyrt for en taske. Det er jo bare en taske. Som jeg slæber alt muligt tungt rundt i, der altid ender med at slide hul i foret og så i bunden og så drysser der småting fra 2008 ud af den.

Den der melder sig først til at købe den til mig, kan finde den nede i den der butik, jeg allerede har glemt navnet på. Men den ligger lige om hjørnet fra hvor jeg arbejder. Sådan næsten på et hjørne. Okay, måske bare midt på en vej. De havde også kurve og tøj. Man kunne drikke juice fra Joe and the Juice i den ene ende (oh yes, food I know). Måske hed butikken med N? Kom nu, du finder den sagtens!

Om dette er ved at blive en modeblog, sådan som jeg klistrer den til med billeder af solbriller og tasker? Næ, men der er jo nogen, der har tabt 5 kg af det rædsomme løb og al den rædsomme løben op til rædsomløbet, og så bliver man jo nødt til at købe nyt tøj. Især fordi den samme nogen har fået en pose penge tilbage i skat. Og den slags skal man jo skynde sig at bruge, før der kommer en disclaimer på pengene.

Noget der i øvrigt for altid vil diskvalificere mig som modefisse er, at jeg har en sort plet i hjernen, der hvor navne på smarte mærker skulle hænge fast. Det er i øvrigt samme sted som navne på butikker lagrer sig.

PS. Den pedante læser, der stiller spørgsmålet: Hvorfor skal man have ny taske og solbriller bare fordi røven er blevet mindre? – kan godt spare sig. Det er ikke et interessant spørgsmål!

Er ikke død. Men det var tæt på.

Det var rædselsfuldt. Hører I! Rædselsfuldt!

Det tog mig 1 time og fire milliarder minutter at komme rundt. Som den sidste. Muligvis var der én på krykker bag mig. Jeg hadede hvert eneste sekund af det. HADEDE!

Allerede efter to kilometer, hvor alle jeg kendte for længst var forsvundet i horisonten, måtte jeg for første gang ned og gå. (Damn you blå Kings og festlig weekend). Måtte æde ydmygelsen i at være den første der gav op. Blev dog straks en smule oplivet, fordi jeg så én i det fjerne der også gik. Altså til jeg opdagede hun havde en barnevogn og madkurv foran sig. Gamle mænd krogede sig forbi mig og sagde ”kom nu, du kan godt,” og de lavede ”kom” med armen, peptalkede mig og jeg forsøgte og så løb de fra mig. Seriøst, de var 80 år!

Er I klar over, hvor looser-agtig det føles, at give den så meget fuld skrue, at man er ved at brække sig – og alle, as in ALLE, overhaler én. Gør det aldrig igen.

Da jeg havde løbet første runde på fem kilometer og passerede start, hvor det er meningen man skal tage endnu en runde, besluttede jeg mig for at stoppe. Give op. Det var for fælt. Allan og ungerne var med og stod der og råbte ”heja Maren”. Jeg stoppede og græd lidt på Allan. Kan ikke mere, jamrede jeg. Påberåbte mig koli-kvalme (hele huset har i mere eller mindre grad været ramt af kolibakterier efter the kloak-incident i kælderen). Allan strøg mig over håret og sagde, at så måtte jeg jo stoppe. Mynte, derimod, gav mig are-you-fucking-kidding-me blikket og sagde: ”Løb nu bare videre mor”! Så det gjorde jeg. Løb videre. Ved ikke helt hvorfor. Muligvis fordi jeg hader mig selv. Det blev ikke sjovere. Da jeg kom over målstregen efter at have slæbt mig af sted som klokkeren fra Notre Dame havde jeg det så dårligt, jeg bare havde lyst til at snitte pulsåren. Løbsmakker Anne var nødt til at hjælpe mig med mine sko, så medtaget var jeg.

Så min løbekarriere sluttede brat. Kan endnu engang konstatere at den eneste sportslige disciplin, min krop mestrer, er at føde børn.

Hvad? Er at være god til at føde ikke noget, vi konkurrerer om? Okay. Men jeg vandt. Og jeg vil til enhver til foretrække at føde et barn frem for nogensinde at deltage i sådan et løb igen. Det tager mig cirka lige lang tid, er omtrent lige så smertefuldt – og jeg kan ligge ned i mens. Desuden får jeg altid meget ros for at være en superføder, ingen smertestillende, ingen flækning what so ever. Den eneste grund til at jeg tillader mig at prale med, hvor god jeg er til at føde, er, at jeg for det første lige er blevet fuldstændig ydmyget foran sporty mennesker og for det andet fordi, jeg ikke skal have flere børn. Skulle jeg det, ville nemesis jo lade mit skræv eksplodere ved næste fødsel.

Anyway. End of story. Ikke mere om løb fra min side! Hos Fuhrmann kommer der sikkert både lækre billeder og ting. Men jeg skal hen og ligge igen. Har seriøst ondt i min røv.