Selvfølgelig er det en bæredygtig undskyldning, at jeg ikke kan løbe mig en tur fordi min løbetøj er til vask. For det er jo ikke en den slags “til vask”, som når ens godrøv-buks er til vask og snildt kan hives op igen og tages på efter en omgang spytvask. Næ, det er tydeligvis den slags “til vask” der betyder “væk til det er rent igen”. Og det er jo ikke så godt. For vores vaskemaskine døde også under TT (toilet-tsunamien). Åh, hvor er det skidt. Hvad skal jeg jo gøre. Hvad skal jeg dog gøre … hæhæhæææææ.

Okay, hvem af jer hundehoveder går ned og køber denne taske til mig?

Den ville klæde mig ualmindelig godt. Også min cykel. Den er nemlig hvid på den der cremede måde, og kunne virkelig godt klare at blive peppet lidt op med sådan en orangerød sag foran på det lille lad. Allan kunne også godt se det. Altså at tasken ville passe godt til mig og cyklen. Han rynkede dog også på panden af prisen.

2700 kr.

Damn. Muligvis er den et eller andet mærke. Wouldn’t know selv om jeg fik tæv med navnet. Men fin er den. Og synes det er voldsomt dyrt for en taske. Det er jo bare en taske. Som jeg slæber alt muligt tungt rundt i, der altid ender med at slide hul i foret og så i bunden og så drysser der småting fra 2008 ud af den.

Den der melder sig først til at købe den til mig, kan finde den nede i den der butik, jeg allerede har glemt navnet på. Men den ligger lige om hjørnet fra hvor jeg arbejder. Sådan næsten på et hjørne. Okay, måske bare midt på en vej. De havde også kurve og tøj. Man kunne drikke juice fra Joe and the Juice i den ene ende (oh yes, food I know). Måske hed butikken med N? Kom nu, du finder den sagtens!

Om dette er ved at blive en modeblog, sådan som jeg klistrer den til med billeder af solbriller og tasker? Næ, men der er jo nogen, der har tabt 5 kg af det rædsomme løb og al den rædsomme løben op til rædsomløbet, og så bliver man jo nødt til at købe nyt tøj. Især fordi den samme nogen har fået en pose penge tilbage i skat. Og den slags skal man jo skynde sig at bruge, før der kommer en disclaimer på pengene.

Noget der i øvrigt for altid vil diskvalificere mig som modefisse er, at jeg har en sort plet i hjernen, der hvor navne på smarte mærker skulle hænge fast. Det er i øvrigt samme sted som navne på butikker lagrer sig.

PS. Den pedante læser, der stiller spørgsmålet: Hvorfor skal man have ny taske og solbriller bare fordi røven er blevet mindre? – kan godt spare sig. Det er ikke et interessant spørgsmål!

Er ikke død. Men det var tæt på.

Det var rædselsfuldt. Hører I! Rædselsfuldt!

Det tog mig 1 time og fire milliarder minutter at komme rundt. Som den sidste. Muligvis var der én på krykker bag mig. Jeg hadede hvert eneste sekund af det. HADEDE!

Allerede efter to kilometer, hvor alle jeg kendte for længst var forsvundet i horisonten, måtte jeg for første gang ned og gå. (Damn you blå Kings og festlig weekend). Måtte æde ydmygelsen i at være den første der gav op. Blev dog straks en smule oplivet, fordi jeg så én i det fjerne der også gik. Altså til jeg opdagede hun havde en barnevogn og madkurv foran sig. Gamle mænd krogede sig forbi mig og sagde ”kom nu, du kan godt,” og de lavede ”kom” med armen, peptalkede mig og jeg forsøgte og så løb de fra mig. Seriøst, de var 80 år!

Er I klar over, hvor looser-agtig det føles, at give den så meget fuld skrue, at man er ved at brække sig – og alle, as in ALLE, overhaler én. Gør det aldrig igen.

Da jeg havde løbet første runde på fem kilometer og passerede start, hvor det er meningen man skal tage endnu en runde, besluttede jeg mig for at stoppe. Give op. Det var for fælt. Allan og ungerne var med og stod der og råbte ”heja Maren”. Jeg stoppede og græd lidt på Allan. Kan ikke mere, jamrede jeg. Påberåbte mig koli-kvalme (hele huset har i mere eller mindre grad været ramt af kolibakterier efter the kloak-incident i kælderen). Allan strøg mig over håret og sagde, at så måtte jeg jo stoppe. Mynte, derimod, gav mig are-you-fucking-kidding-me blikket og sagde: ”Løb nu bare videre mor”! Så det gjorde jeg. Løb videre. Ved ikke helt hvorfor. Muligvis fordi jeg hader mig selv. Det blev ikke sjovere. Da jeg kom over målstregen efter at have slæbt mig af sted som klokkeren fra Notre Dame havde jeg det så dårligt, jeg bare havde lyst til at snitte pulsåren. Løbsmakker Anne var nødt til at hjælpe mig med mine sko, så medtaget var jeg.

Så min løbekarriere sluttede brat. Kan endnu engang konstatere at den eneste sportslige disciplin, min krop mestrer, er at føde børn.

Hvad? Er at være god til at føde ikke noget, vi konkurrerer om? Okay. Men jeg vandt. Og jeg vil til enhver til foretrække at føde et barn frem for nogensinde at deltage i sådan et løb igen. Det tager mig cirka lige lang tid, er omtrent lige så smertefuldt – og jeg kan ligge ned i mens. Desuden får jeg altid meget ros for at være en superføder, ingen smertestillende, ingen flækning what so ever. Den eneste grund til at jeg tillader mig at prale med, hvor god jeg er til at føde, er, at jeg for det første lige er blevet fuldstændig ydmyget foran sporty mennesker og for det andet fordi, jeg ikke skal have flere børn. Skulle jeg det, ville nemesis jo lade mit skræv eksplodere ved næste fødsel.

Anyway. End of story. Ikke mere om løb fra min side! Hos Fuhrmann kommer der sikkert både lækre billeder og ting. Men jeg skal hen og ligge igen. Har seriøst ondt i min røv.

Ja, så er det i dag slaget skal stå. I dag vi skal løbe de ti kilometer.

-       Er du klar til i aften, skrev Annamette.

Klar?

Altså til at dø?

Har lavet en mental stikke-fingrene-i-ørerne-og-synge-højt-lalala på eventen. Så jeg har da ikke forberedt mig en skid. Har ikke fundet løbetøj frem, af samme årsag heller ikke vasket det, dog tørret mine løbesko efter oversvømmelsen, ingen gode løbesange på iPhonen. Til gengæld har jeg røget overraskende mange cigaretter den sidste uge og haft snabelen i alt det alkohol der har været i en radius af 1 meter.

Jeg ved godt, der ikke er nogen vej udenom. Denne gang. Jeg har fået de freaking løbsnumre. Har endda åbnet kuverten. Anne og Marianne, som var så uheldige at vinde billetter her på bloggen, skal også løbe med.

-       Vi kommer ud og hepper på dig, sagde Smallan lige før.

Hepper? Fandme ikke have noget hep. Jeg skal bare overleve. Og så foregår det på Amager. Bare det at skulle finde vej ud til Amager virker vanskeligt.

-       Man har det så godt efter man har løbet, siger de sporty altid.

Ja, gu’ har man det da godt bagefter. Men FØR har man det jo ad helvede til. Det er så røvsygt at løbe og man bruger så utrolig meget hjernekapacitet på at finde på undskyldninger for, hvorfor man ikke behøver løbe den der tur. Lige i dag.

Faktisk vil jeg vove at påstå, at den gode bagefter-følelse ikke er nær så lang som wanna-kill-my-self-følelsen jeg har op til et døgn inden mine ben skal ud og slide på asfalten.

Lover at tage billeder af Fuhrmann i aften, selv vil jeg gøre, hvad jeg kan for at undgå et komme i noget kameras vinkel. Èn ting er, at skulle slæbes igennem 10 kilometer. Noget andet er at skulle ydmyges ved at blive fotograferet i løbetøj. Kan ikke forestille mig en eneste vinkel, der er flatterende.

Nu gider jeg ikke skrive mere om det skide løb. Bliver så sur, hver gang jeg tænker på det …

UPDATE: 

HAHAHAHAHA, Gud hader mig. Har lige fået en mail fra løbet, der blandt andet indeholder disse ord:

“… Ved siden af stævnepladsen har vi i år selskab af Aftenshowet (DR), der sender live fra starten på 10 km løbet.”

Jeg skal fandme ikke stå ved siden af hende med den pink heldragt og kysen. Så er man da først sikker på, at komme på live tv. Fuck, håber at Marianne virkelig er en gigantisk fed ko, så jeg kan gemme mig bag hende!

Jo, jeg løb i går. 10,03 kilometer, thank you very much. Helt for mig selv. Med en sirlig optegnet rute. Det tog mig 71 minutter. (Der må gerne både klappes og hyldes og piftes – selv var jeg for smadret til at gøre nogen af delene bagefter).

Min løbetur strakte sig helt ud til Østerbro og ved søen stødte jeg ind en obskur mængde lilla kvinder: Spartaløbet.

Jeg løb modsat retning af dem. Mens jeg joggede af sted, stenede jeg over, at det her kraft edme er the story of my life. Løber altid den modsatte vej – altså resultatet er gerne det samme som for alle andre. 10 kilometer er jo 10 kilometer uanset hvilken vej, du løber. Lige som artiklerne i et blad eller en avis jo for fanden ikke bliver anderledes af, at jeg konsekvent starter bagfra. Kom til at tænke på at min bedste ven i gymnasiet, Bjørn, altid kaldte mig MarenModsat. Jeg tror, vi begge troede, at jeg ville vokse fra det. Det gjorde jeg så desværre ikke. Lige som jeg heller ikke er vokset fra at være så afsindig utjekket, at jeg fucker et løb op for en håndfuld kvinder.

Det stod lysende klart, da jeg snakkede med Kamilles far i telefonen (ikke Smukke Allan, hun har sin helt særlige far on the side). Vi undrede os over, at der var et sommerferie-morgenmadsarrangement i klassen på fredag. Når nu der først var ferie fra næste fredag.

-      Sært, sagde jeg

-       Ja, sagde han

-       De har ikke sommerferie fra på fredag vel, sagde jeg

-       Nej, det er først fra næste fredag – det er i hvert fald sådan vi har planlagt det og delt ferien i mellem os, sagde han

-       Deterjodet, sagde jeg og gik hen til skuffen, hvor jeg gemmer ting, der skal gemmes, for at dobbeltjekke den lille feriekalender, skolen har givet os.

-       Den er god nok, sagde jeg til ham, der er først ferie fra næste fredag

-       Fint sagde han, så har de nok bare lagt afslutningen tidligt.

-       Åh, sagde jeg

-       Hvad, sagde han

-       Åh Åh Åh, sagde jeg

-       HVAD, sagde han

-       Det er jo for fanden sommerferiekalenderen for 2012!!

-       Jeg tjekker lige nettet, sagde han

-       Pik, sagde jeg

Needless to say, at de selvfølgelig har ferie fra på fredag – og ikke næste fredag, som vi har lagt vores ferier rundt om. Fandenfucking så træt af mig selv. Og har lyst til at kaste mudder efter skolesystemet, der sender mig en åndssvag kalender, der gælder for 2012, når man nu kun befinder sig i juni 2011 og mentalt og planlægningsmæssigt  ikke er kommet længere end til i morgen. Synes det er lige lovlig meget leflen for dem med planlægningsdiaré!

Nåmen, jeg er nødvendigvis vant til at navigere i absolut kaos, så vi finder selvfølgelig en løsning på det. Der er jo både hyggelige arbejdspladser og søde bedstemødre, hun kan frekventere. Men nogle gange ikk’, (for eksempel når jeg ikke åbner vigtige kuverter eller kan finde ud af læse en kalender) så bliver jeg så træt træt træt af at være mig …