Marens version:
Man kunne forestille sig, at situationen med mig som gravid, ville gøre os paniske. I hvert fald var vores omgivelser ikke lige begejstrede for, at vi stod med en positiv graviditetstest i hånden. Men for Allan og mig var det ikke noget problem. I hvert fald ikke da den største overraskelse havde lagt sig. Det virkede rigtigt, vi skulle have et barn sammen.
Altså helt til jeg begyndte at brække mig.
Der er den lille bitte detalje ved mig og det at være gravid: Jeg SKRIGBRÆKKER MIG. I månedsvis. Det er rædsomt. Som at være søsyg nonstop. Alt får mig til at kaste op. Hvis Allan åndede i min retning. Hvis han vendte sig i sengen. Hvis nogen i lejligheden ved siden af lavede mad. Sådan var det også da jeg var gravid første gang, så jeg opgav at kæmpe i mod. Eller det havde jeg heller ikke kræfter til, når alt jeg spiste kom retur. Ja, ALT. Som i ALT. Vores fine kærlighedsboble, der endnu ikke havde rummet et eneste skænderi, blev nu afløst af, at Allan med lynets hast flyttede sine ting ind til mig og fik en forsmag på, hvordan det var at være far. For han måtte tage sig af lille Kamille mens jeg lå og ørlede inde i soveværelset.
Selvfølgelig prøvede jeg at blande mig i, hvordan han gjorde alligevel:
- Nej, hun skal ikke have de strømpebukser på, kvækkede jeg inde fra sengen.
- Husk nu at rede hendes hår.
- Hun skal også have børstet tænder.
- Husk at de små figurer skal sidde bag på bleen.
- Hun kan bedst lide den lyserøde sut.
- Husk bla
- Gør bla
- Endelig ikke bla
Efter et par dage med mig som sufflør på alle hans gøremål med Kamille, gik Allan hen til døråbningen til soveværelset : ”Vi skal nok finde ud af det”, sagde han. Så lukkede han døren. Sådan lige foran næsen på mig og endnu en formaning, der fløj ud af mig. Og ignorerede alle mine protester. Kæft jeg blev hysterisk rasende. Og rolig. For fra det øjeblik vidste jeg, at han nok skulle klare det. Også selv om han var blevet hevet ud af romancen og proppet ind i en meget hverdagsagtig situation med et lille barn og en kæreste, der konstant lugtede af bræk og bare lå og jamrede. Plus et nyt job, han skulle passe. Han klynkede aldrig. Heller ikke selv om, jeg brækkede mig HVER gang han kom ind med tallerken mad til mig og sendte ham ud med den igen som var det gift han havde stået og tilberedt til mig. Min søster og hendes kæreste har siden fortalt mig, at de syntes jeg var vildt strid. Og det var enormt synd for Allan. Men den indstilling ændrede sig, da hun siden selv blev gravid og oplevede hvordan den Uthaug’ske krop tackler de første par måneder i graviditeten. Muhahaha.
Men uanset, det VAR også hårdt for ham. Men han var eksemplarisk. Sad ved min side, når jeg måtte på hospitalet og have drop, fordi jeg jo på en eller anden måde skulle have næring og væske. Susede af sted når jeg råbte efter æbler. Efter pærer. En blodappelsin! Tog det pænt, når jeg smed dem efter ham igen, fordi det gjorde satans ondt at brække al form for frugt op.
Nå, men det gik over. Jeg vil spare jer for de klamme detaljer om mit hår eller lugten i bageriet. Eller hvilke slags fødevarer der egner sig bedst til at brække op. For til sidst opgav min krop lige som første gang at være trodsig, og jeg kunne endelig stå ud af sengen. Og lidt efter vi havde fejret et års dagen for vores første møde, så jeg sådan her ud:
Tre dage før termin, syntes jeg det begyndte at murre lidt i underlivet.
- Jeg tror snart jeg skal føde, sagde jeg til Allan.
- Lad os sove på det, sagde han.
Så det gjorde vi.
Tidligt om morgen begyndte jeg at få veer. Ikke de slemme, der får det til at knage i kroppen. Bare de indledende, hvor man godt kan abstrahere fra smerten.
Efter en time var der en der bed fra sig. – Jeg ringer lige til hospitalet, sagde jeg. Allan var enig.
Min første fødsel var gået som lyn og torden og jeg havde haft presseveer hjemmefra. Jeg havde godt nok været oppe på hospitalet, men de havde sendt mig hjem igen med prædikatet “hysterisk førstegangsfødende”. En time efter havde jeg presseveer og måtte forcere trapper fra anden sal og ned, ind i en bil og køre op på hospitalet med presseveer. Så det var egentlig ikke noget, jeg gad gøre igen. Derfor havde min jordemor denne gang noteret i mine papirer, jeg skulle have lov til at komme op på fødegangen med det samme jeg fik veer.
Men det ville den vagthavende jordemor sgu egentlig skide på.
- Vent du bare hjemme, sagde hun. Vi sender dig bare hjem igen, hvis du kommer nu. Der er endnu alt for lang tid mellem dine veer til at du føder foreløbig.
- Okay, sagde jeg og lagde på.
Den første seriøse ve rullede ind over mig kort tid efter.
- Hvad skal vi gøre, spurgte jeg Allan, da den havde sluppet taget i mig. Han slog ud med armene. Hvad fanden vidste han?!
Hvad vi gjorde? Well, følg med i næste afsnit af romancen og få svaret. Men jeg kan sige så meget, at 25 minutter senere var Mynte kommet til verden …
