Har jeg nogensinde fortalt jer, at jeg elsker min cykel? Ikke nødvendigvis at cykle. Men min cykel. Den er så flink. Bliver aldrig stjålet. Er sjældent flad. Og så kan man fragte børn på det lille lad foran. Smukke Allan kan også godt lide den. Låner den tit. Selv om hans ben er for lange. Børnene skændes om at få lov til at sidde foran. Det er lidt som at flyve, siger Anemone. Bare ærgerligt vi ikke lever i 1982 i stedet for 2012. For i dag er det jo herrefarligt at fragte børn på den måde. I 1982 havde vi også haft en unge bag på. Så de må kun nogle gange. Hvordan jeg ved, hvilke gange der er farlige og hvilke der ikke er? Tjo, det er for eksempel ikke helt lige så farligt, når vi er kommet så langt væk fra børnehaven, at dem med reglerne ikke kan se det.

Det har været en herlig formiddag på tegnestuen. Spørgsmålet er bare, hvor lang tid der går, før Allan begynder at gå i denne t-shirt …

(Billedet er taget fra Fuck you very much som jeg ikke kan andet end at anbefale som dagligt galleri. Elsker den blog.)

Jeg er flyttet hen på Smukke Allans tegnestue. Vi sidder næsten ved siden af hinanden. Her skal jeg sidde og arbejde et par uger. Nogle måneder. Resten af mit liv. Hvem ved.

Vores venner er meget bekymrede.

Åh, det går aldrig, siger de. I kommer til at gå hinanden på nerverne. Ser hinanden for meget. Begynder at skændes (endnu mere). Skilsmisser og tænders gnidsel. Og så rynker de brynene og foreslår andre muligheder.

Derfor var det befriende at høre ældstebarnets udlægning af en mulig problematik, da hun her til morgen hørte, at jeg skulle flytte hen til Allan og sidde arbejde hver dag.

Åh, det går aldrig, sagde hun og himlede med øjnene. Der kommer bare til at gå kysseri i den …

Det var virkelig en hyggelig aften i går. Allan og jeg lavede mad mens ungerne kom hjem fra veninder i højt humør, spillede spil og vrimlede rundt om benene på os. Okay, der var en af dem, der var skide sur og råbte skældsord, en anden der kaldte sin søster noget meget grimt, fordi hun ikke måtte låne hendes zhu zhu pets, og den sidste nægtede at give de andre noget computertid, hvilket affødte en del råben. Altså sådan cirka som det plejer at være. Men jeg var i for godt humør til at høre andet en forår og fuglekvidder. Og så fandt jeg en pose chips i skuffen. Den slags vækker jo ekstra stor glæde, når man ikke vidste, den var der.

Se, sagde jeg til Smukke Allan, skal vi ikke hygge os med den i aften? Klart skulle vi det og så lavede jeg en lille åbning i posen, bare for at få lidt salt. Ungerne fik også lige en enkelt. Så spiste vi aftensmad. Læste lidt videre i bogen fra i går og de kom i seng. Så lavede Allan te til os og jeg hældte chipsene op i en skål.

Da jeg bar skålen ind til Allan prøvede jeg først at se forbavset ud, for hvordan kunne der ikke være flere chips i posen end det her?
Men måtte snart bare bøje nakken og sige “hov”.

Fandme en ynkelig aften-snacker vi havde os. Endte med at måtte dele min pebermyntechokolade und alles. Huer mig ikke.

Jeg er stadig forundret over, at I bare lod den passere. At der ikke var en eneste af jer der på nogen måde studsede over, at jeg sad der ved siden af en kajak. Og endda henkastet sagde ting som “når vi var ude og padle”.

Kajak og mig. Og padle. Og I smiler bare og tænker at det er da typisk nok for en frisk pige som mig.

Her gik man rundt og troede, man var blandt venner, der kendte én som sit eget lommeuld. Men jeg kan fortælle, at jeg sgu da aldrig har siddet i en kajak før og der var flere i min familie der var meget skeptiske ved tanken om, at jeg havde tænkt mig at flyde ud på rigtigt vand, man kan drukne i. Grunden til vi første gang stod foran kajakerne var, at vi gerne ville ud og se nogle huler, som man kun kunne komme til i kajak.

Det udmundede i denne samtale:

Allan: Men Maren, kan du godt padle en kajak?

Mig: Altså jeg vil da ikke sige nej, for jeg har aldrig prøvet det.

Allan: Kan du ro en almindelig båd?

Mig: Ved jeg sgu da ikke. Har aldrig rørt en åre.

Allan: Hm, måske skal vi binde din kajak fast i min?

Mig: Visse vasse, jeg tager Kamille med i min, så kan hun jo redde os.

Kamille: MIG? Hvorfor MIG? Hvorfor skal JEG dø på grund af DIG?

Mig: Fordi du er ældst, så du har fået lov til at leve længst.

Kamille: Hvor er du tarvelig. Jeg VED bare vi ryger i vandet.

Mig: Du har jo også plaget om at få lov til at bade hele dagen.

Her viste Kamille mig sine ondeste øjne, men fordi hun er en klog pige begyndte hun at tage sine ringe, øreringe, armbånd og alt det andet hun ikke ville have skulle ende på bunden af havet af og gav det til Allan.

Hvordan det gik? Jamen skide godt. Og jeg har hermed kvalificeret mig til friskpige-certifikatet. Next stop rulleski og rullekraver i bomuld med logo på halsen. Om jeg syntes det var sjovt, fedt, dejligt at få bevæget sig lidt? HAHAHAHAHA go figure …

Men hulerne var helt fantastiske!