På onsdag skal jeg i radioen. I 24/7. Og snakke om hvordan vi fordeler de praktiske gøremål i vores familie.
Hvem rydder op. Hvem gør rent. Hvem henter. Hvem bringer. Hvem tager til lægen med børnene. Hvem køber sko til børnene. Hvem sørger for at de har ekstratøj i institutionerne. Hvem tørrer røv. Hvem står op om natten.
Nu har Smukke Allan været så usvigelig heldig, at han har fået sig en kvinde, der stinker til samtlige huslige gøremål og samtidig ikke har nogen som helst interesse i at forbedre sig på det felt. Samtidig er han selv ret mandeagtig på området og ser ikke en nullermand før den angriber ham.
Derfor er vi gået til problematikken på en meget lavpraktisk (og lidt søskendeagtig) måde. Vi har lavet en liste. En meget nøjeregnende og ganske forsmået liste. Hvor det går ud på, at ingen kraft edme gider gøre mere end den anden. Som udsprang af, at jeg syntes, at der i sidste ende trods mit tydelige mangel på talent på området, var for mange af opgaverne, der som en selvfølge landede på mit bord.
Jamen bare sådan noget med at holde øje med alle de milliarder beskeder på forældreintranettet fra skolen. Og fiske de vigtige beskeder om fødselsdage eller skovture på tirsdag ud af bunken (og ignorere besked nummer firehundredeogsytten om regler for sukker).
Hvem køber gaven til fødselsdagen? Og får noteret hvem fødselsdagen er hos, så man ikke kører hen til forkert barn fra klassen (kan ikke være den eneste der har gjort det).
Eller når det overraskende nok bliver vinter igen og de små skal have varme støvler. Oh je.
Eller hvem sørger for at alle tre børn har velplejede negle? Det er 60 negle vi snakker om!
Nå, men vi har delt det hele op. Nidkært. Og som regel overholder vi det også. Desværre viste det sig, at da vi skulle til at liste op, hvad vi hver især gik og gjorde uden at den anden opdagede det i hverdagen, så lavede Allan også en del. For overraskende nok, lapper vores cykler sig ikke af sig selv. Lige som skraldespanden ikke tryller sig ud hver dag. Og så er det jo også det der med, at han afleverer børnene HVER morgen. Men jeg står da i døren med uglet hår og vinker! Det tæller jo også for noget, ikke sandt. Eller måske nærmere det faktum, at jeg lige har smurt madpakker til dem alle fire.
Faktisk er det dét punkt, der fungerer bedst i vores nazi-ligning. Hvis han henter og bringer hver dag. Så laver jeg lækre madpakker til dem alle.
For at få ham til at overtage det med at købe sko til vores børn hver gang årstiden skifter, måtte jeg tage både negle og hår tjansen (incl. lusekæmning) og tage dem til lægen. (Vores børn lider skiftevis af sko-butiks-neuroser, som betyder de går op i flammer af raseri, hvis man beder dem prøve et par sko – så det er ikke en tjans man tager let på).
Nå, men kan I ikke fortælle mig, hvad I gør for ikke at slå hinanden ihjel over opvasken? Så jeg har noget klogt og sjovt og overraskende at diske op med i programmet. Måske også bare for at få lov til at sige sætningen, der starter med: “Der er en af mine læsere der … “. For så er jeg sådan en med læsere, og det lyder jo cool!
