Fordi jeg ikke lige kan overskue, at være hende der lægger billeder på sin blog og siger, se hvor pæn jeg er, skal vi så ikke bare konstatere, at der bestemt ikke er gået en modeblogger tabt i mig og så skynde os videre?
Uden at vente på svar, vil jeg straks kaste mig over et nyt emne:
Ved I hvad der er så irriterende, at jeg råber over det hver eneste dag?
At ingen af mine lyskontakter hænger på væggen. Men ligger et eller andet sted. I vindueskarmen. På bordet. Under sofaen. Hvor end man lige fik lagt den fra sig. Så det at få lys her i huset er ikke bare en selvfølge. Nej, det er en udfordring. Ja, tænk du på det, næste gang du skødesløst tænder lyset for ikke at falde over firehundrede udfordringer, dine børn har lagt på gulvet til dig. For ikke alle har det lige så let som dig. De små børn sulter i Afrika og jeg kan ikke tænde mit lys. Uden at lede efter kontakten, bande, lede videre, knurre, lede mere, råbe, lede endnu mere, skrige efter Smukke Allan.
Det smarte ved trådløse kontakter er, at man kan hænge dem LIGE PRÆCIS HVOR MAN VIL! Ja, hørte I det. Lige hvor man vil. Skide smart. Altså hvis man får dem hængt op. Men den slags kan godt tage sin tid i The House of Crap. Ind til videre har det taget to år. Faktisk er det mærkeligt, mit hoved ikke er eksploderet af raseri over det endnu.
Forestil dig lige, hvor irriterende en alt for tidlig morgen i forvejen kan være. Helt uden at du skal bruge adskillige minutter på at finde lyskontakten. Eller ungerne endelig ligger i deres senge og der er lidt uro, så du vil virkelig gerne slukke lyset, men hvor helvede er kontakten? Og hvad med det faktum, at du godt kan lide at spare på lyset for miljøets skyld, faktisk gør det decideret ondt på dig at forlade et hus med lyset brændende, men nogle gange har du et møde og har ikke tid til at bruge SYV ÅNDSSVAGE MINUTTER PÅ AT FINDE KONTAKTEN!!
Jeg hader de kontakter.
Jeg hader de kontakter.
Jeg hader de kontakter.
Jeg hader de kontakter.
Jeg hader de kontakter.
Jeg hader de kontakter.
Der er kun én ting, jeg hader mere end de kontakter (for de er også svære at tænde og slukke lyset på) og det er at vi aldrig får dem hængt op.
Jamen seriøst. Hvad var der nu i vejen med denne slags kontakter?
IF IT AIN’T BROKE, DON’T FIX IT!!
Samme skuffe
Jeg havde jo planer om at skrive om alt det sjove, jeg lavede i weekenden. Om Aids fondets gallafest, som jeg var med til. Om den kjole mine venner dressede mig op i, fordi de simpelthen ikke kunne bære min alt for nonchalante holdning til, hvad jeg skulle have på. Især ikke når nu Hendes Kongelige Højhed Prinsesse What’s her face også skulle være der. Og alle mulige kendisser. For eksempel Jannie Spies, som jo af alle er en fed kendis.
Anyway, den var så fin, kjolen, de fandt til mig. Og øreringene. Aldrig har jeg været så pæn. Blev seriøst forbavset, da jeg så mig i spejlet. Tog et billede. Kamille kastede lige et blik på det, da hun kom hjem fra sin far i går.
– Hvor ser du alvorlig ud i ansigtet, mor, sagde hun.
Ja, for helvede! Det er sgu da også en meget seriøs sag, at skulle opretholde så meget intens pænhed. Og så i gulvlang leopard.
Det var en sjældent fin aften og jeg skrev mange sjove blogindlæg om det oppe i mit hoved. Tog mange mærkelige billeder – ikke mindst af den linde strøm af danske musikere, der gav den gas på scenen. Og jeg fyrede den af med skrigsjove billedtekster. Ikke mindst om det royale skræv. Men altså. Det var jo alt sammen oppe i mit hoved. Og nu er jeg så træt, det runger i selvsamme hoved. Det virker helt uoverkommeligt at få det ned på papir. Alt er uoverkommeligt. Mit liv føles sådan her:
Så skal vi ikke bare sige, at vi ses på den anden side …?!
Samme skuffe
Jeg er syg. Sy-y-y-g.
Med snue.
På et niveau, hvor det ikke er rigtig synd for mig. Kun lidt. Hvor jeg ligger og raller på sofaen og har svært ved at samle mig om at skrive en sammenhængende tekst, men ikke så seriøs ral, at jeg ikke kan tale med Fuhrmann en time telefonen. Heller ikke så syg, at jeg ikke kan klikke opdater på bloggen hver femte minut for at se, om I har skrevet en sjov kommentar (please do). Eller slipper for at være den der henter mindsteungen.
Nå, gottago. Skal nyse. For firetusinde gang i dag.
Samme skuffe
Jeg skal noget hele tiden.
Enten er der arrangementer med børnene. Eller også er jeg inviteret til et eller andet. Fester, dåb og hejs. Nogle gange er det noget, jeg virkelig gerne vil. Andre gange er det noget, jeg gør, fordi ellers bliver luften så tung af tårer og dårlig stemning.
På den gode side: Vi keder os ikke i min familie.
På den anden side: Muligvis får jeg snart et hysterisk stressflip.
Hvordan hvordan HVORDAN holder man på med hele tiden at skulle noget? Hver eneste “ting” har jeg fire meter gode argumenter for, hvorfor det er nødvendigt at drage af sted. Men det betyder jo for helvede (ja, der skal bandes, for flippet trænger sig på), at jeg i skrivende stund har adskillige u-udpakkede tasker og kufferter som jeg graver rundt i hver morgen, kaster rundt med tøj og føn og shampo i mit i forvejen vanvittig koksede hjem for at finde den sidste levende trusse.
Og jeg når aldrig at pakke ud. For jeg skal hele tiden noget. Hele tiden. Hele hele tiden. HELE MOTHERFUCKING TIDEN!
Anna siger (Hende med hele tre ting, google det selv, har ikke tid til link, jeg skal jo noget – hun hedder også Skyggebjerg, læs hende med fordel), nå, men hun siger, man kun skal gøre de ting, der giver én energi. FINT NOK! Men er jo taget som gidsel i kærlighedens navn. For det er ikke, fordi det giver mig en skid energi at tage til børnehavearrangementer. Men det dræner mig endnu mere, at se på store tunge børnetårer og slæbe rundt på den store rygsæk af dårlig samvittighed.
Nå, men jeg må videre. Nu har jeg gjort mig selv rasende ved at rode op i stress-syndromet. Og er der virkelig alle de s’er i “stress”?? Ser åndssvagt ud. Det skal jeg også lige have lavet om på ved lejlighed. Man skal da også gøre alt selv!
Samme skuffe
