“Askeramte” og “Askeofre” og “Vi var begyndt at overveje en ubåd for at komme hjem”. Hold nu kæft, drik en kop kaffe, læs en bog og tænk en tanke. Dem, der bor på Haiti har det man kalder “et problem” – du kan bare ikke komme hjem fra charterferie!
Jeg er da fuldt ud på det rene med, at det er skide irriterende, man ikke lige kan komme hjem, som man har planlagt. Og var jeg strandet et sted alt for mange kilometer væk fra mine børn, som bare sad og græd, fordi mor ikke var hjemme (altså i mit hoved – i virkeligheden sad de og åd is til Ramasjang), skulle du også høre mig klynke. Men hvordan kan det blive ved med at være forsidestof? I bund og grund handler det bare om, at der er nogle mennesker, der må blive et par dage ekstra et sted, de har besøgt. De bliver hverken jagtet af kannibaler eller skal sove på et leje af fugleedderkopper. Muligvis taber de nogle penge, men altså, havde de råd til at rejse så langt væk, de skulle med fly in the first place, dør de nok ikke af sult, hvis de skal smide et par ekstra slanter efter et forlænget ophold.
Ekstra Bladet taler om ”Uhyggelig stilhed i de danske lufthavne”. NEWSFLASH: Gå ind på hvilken som helst skole efter alle eleverne er gået hjem og lyden, der ikke er der, driver ned af væggene og efterlader dig med følelsen af, at der netop har været atomkrig, og du er den eneste overlevende. Men det står sgu da aldrig noget om i avisen. De kommer til gengæld helt sikkert til at skrive om, at der sner i København lige nu!! Eller er det aske?


