“Askeramte” og “Askeofre” og “Vi var begyndt at overveje en ubåd for at komme hjem”. Hold nu kæft, drik en kop kaffe, læs en bog og tænk en tanke. Dem, der bor på Haiti har det man kalder “et problem” – du kan bare ikke komme hjem fra charterferie!

Jeg er da fuldt ud på det rene med, at det er skide irriterende, man ikke lige kan komme hjem, som man har planlagt. Og var jeg strandet et sted alt for mange kilometer væk fra mine børn, som bare sad og græd, fordi mor ikke var hjemme (altså i mit hoved – i virkeligheden sad de og åd is til Ramasjang), skulle du også høre mig klynke. Men hvordan kan det blive ved med at være forsidestof? I bund og grund handler det bare om, at der er nogle mennesker, der må blive et par dage ekstra et sted, de har besøgt. De bliver hverken jagtet af kannibaler eller skal sove på et leje af fugleedderkopper. Muligvis taber de nogle penge, men altså, havde de råd til at rejse så langt væk, de skulle med fly in the first place, dør de nok ikke af sult, hvis de skal smide et par ekstra slanter efter et forlænget ophold.

Ekstra Bladet taler om ”Uhyggelig stilhed i de danske lufthavne”. NEWSFLASH: Gå ind på hvilken som helst skole efter alle eleverne er gået hjem og lyden, der ikke er der, driver ned af væggene og efterlader dig med følelsen af, at der netop har været atomkrig, og du er den eneste overlevende. Men det står sgu da aldrig noget om i avisen. De kommer til gengæld helt sikkert til at skrive om, at der sner i København lige nu!! Eller er det aske?

Først gik bilen i stykker. Dagen efter vores ladcykel. Den efterfølgende weekend blev klapvognen stjålet. Således frarøvet enhver form for transportmiddel, ville min kæreste prøve at ringe og sige til nogen, de skulle komme og hente os – og tabte sin fine iPhone, så glasset flækkede. Da hans bukkede sig ned efter den, kunne hans bukser godt være sprækket, hvis det altså ikke var fordi, de var det i forvejen.
”Jeg tor Gud er ved at skrive en moderne version af Jobs bog”, sagde jeg til min kæreste – og så grinede vi lidt, for vi ved jo godt, det bare en række af uheldige tilfældigheder, der spænder ben for os. Nu overvejer jeg dog at tænke noget andet, fordi for et øjeblik siden gik mine elskede og alt for dyre høretelefoner i stykker, bare sådan mellem hænderne på mig, uden at jeg næste rørte ved dem, knækkede den ene høredims af.

WTF?

Nu har jeg tapet den fast, men det er vel kun et spørgsmål om tid før min computer eksploderer, tastaturet kun vil skrive k’er og mit ur begynder at gå baglæns.

Måske jeg skulle sende nogle flere af mine børn hen og synge i den kirke, for at få lidt aflad for mit og Guds konfliktfyldte forhold …

Ifølge meningsmålinger på kommentarerne er der langt flere, der kan li’ Gud end Sigurd Barrett. Hvilket jeg godt kan tilslutte mig. Han har trods alt noget karakter, i hvert fald i Gammel Testamente.

Dermed ikke sagt jeg nogensinde bliver fan af hverken ham eller kristendommen. Det var jeg heller ikke i alle de år, jeg læste teologi ved Århus Universitet (Keep your friends close and your enemies closer). Men siden jeg som regel ikke har noget i mod kristne mennesker, har jeg ikke lavet større opstandelse over min datters lyst til at synge i kirkekor. Og jeg har siddet der troligt hver gang. Også til pasta-arrangementer i menighedshuset, julklip, krybbespil og hvad hun ellers gerne har villet deltage i af kirkens arrangementer. Ja, jeg hader kristendommen, at skulle brug min tid på glad-kristne mennesker og alenlange gudstjenester, hvor der bliver sagt ting, jeg er så uenig i, jeg både får lyst til at fnyse højt og kaste ting efter præsten. Men jeg elsker min datter højere end jeg hader, så valget har ikke været så vanskeligt.

Hun går i første klasse og er derfor også blevet introduceret til faget kristendom. I starten overvejede jeg, om jeg skulle fritage hende for undervisningen, men vurderede det ville have større sociale konsekvenser end bibelhistorie ville have. Jeg prøver så bare i stedet at udvide historien ved at fortælle nogle andre og ældre versioner af for eksempel skabelseshistorien, hvor kvinden ikke er den skyldige, der leder hele menneskeheden i fordærv, men en smuk, frugtbar, erotisk og stærk kvinde. Og vi rundede da også lige Thor, Odin og noget med at ofre et lam i stedet for at fare til himmels her i påsken.

Men jeg kan da allerede se hende for mig, når hun om et årti sidder med nonneslør på ved psykologen og græder, mens hun fortæller, at hver gang hun gerne ville snakke om Faderen og Sønnen, insisterede hendes pisseirriterende kristendomsignorante mor på, at det da lige så godt kunne være Moderen og Datteren.

Når Sigurd Barrett og hans freaking Bjørnen Bjørn synger og fortæller i Fjernsyn for Dig, går det mig altid på nerverne. Jeg synes han er vildt irriterende, påtaget og fik jeg sagt irriterende?

Noget andet, der også kan få mig til at knibe øjnene sammen og hvisle skældsord, er, som nogle måske har opdaget, Gud og den kristne kirke. Nu er det dog således, at min ældste datter har kastet sit hjerte efter kirkesang og derfor synger i Frederiksberg Kirkes spirekor. Hvilket betyder, at jeg, fordi jeg er en kærlig moder, ikke sjælden sidder bænket til gudstjenester, hvor min datter står med foldede hænder og priser Gud i det høje.

Jeg troede, at det at hjernevaske min datter og tvinge mig regelmæssigt i kirke, var rigelig hån fra Guds side. Men jeg havde på alle måder undervurderet ham. I dag skulle spirekoret, til min datters store begejstring, nemlig synge sammen med Sigurd Barrett i kirken. Og vigtigt for hende var selvfølgelig, at jeg som altid var blandt publikum. I en hel stiv time sad jeg derfor og lyttede til Sigurd synge og fortælle bibelhistorien fra ende til anden. Da vi rundede af med at synge Fader Vor på en lille stump børnevenlig melodi, han havde bikset sammen til anledningen, måtte jeg vende blikket mod himlen og hvæse: Are you fucking kidding me?!

Det er tæt på, jeg tror på Gud nu. For den høje latter jeg fik i retur, var ikke til at tage fejl af …

Da jeg var yngre husker jeg, at jeg kiggede med både undren og en smule foragt på alle de kvinder i trediverne, der rendte rundt og snakkede om, at det var så hårdt for dem, fordi de skulle slås sådan med vægten.

- Så æd dog bare mindre, kone! Tænkte jeg og smurte lidt mere nutella på min pandekage.

Jeg ved ikke om det er gudernes måde at more sig på, i hvert fald har de nu pludselig arkiveret både mig og min røv i den kategori, der tager på af én peanut og skal løbe jorden rundt for at tabe den igen. Der er helt sikkert nogen, der kan give mig en tør og konkret forklaring på hvorfor (sådan noget med alder, hormoner, blabla og blabla).
Men jeg er ligeglad!
Det er nemlig skide uretfærdigt!

Når jeg så samtidig er blevet splejset sammen med en mand, der med stor fornøjelse spiser alle de hvedeboller, kager, pastaskruer og ting med smør på lige foran næsen på mig uden at tage så meget om en krumme på, så er det altså jeg i en presset stund godt kan blive så rasende (og sulten), jeg bliver nødt til at råbe meget højt af ham (undskyld skat). Joda, jeg ved han træner og løber og svømmer – men det gør jeg jo også. I hvert fald så godt jeg kan. Og i hvert fald nok til at jeg fortjener ti gange så mange smørbagte kanelsnegle fra Tante Te, som jeg reelt spiser.

Hvis I vidste hvor ofte, jeg med forurettelse i stemmen, fordi det bare ikke kan passe, jeg skal slås sådan med vægten, lister op hvor mange gange jeg har løbet denne uge, præcis hvor langt, hvad jeg har spist, hvor stor en procentdel af det, der var spirer, grænser det op til det pinlige. Og jeg er ret sikker på at jeg får rigtig mange til at tænke:

- så æd dog bare mindre, kone!

Men æv altså. Det er bare så kedeligt at være på kur. Præcis lige så kedeligt som det er at kigge på en to-årig unge og stadig mangle at tabe halvdelen af det, man tog på, da man var gravid.
Jeg tog 30 kg på.
You do the math …