- Maren, du skal ikke gøre det, blev Allan ved med at sige.
Jeg gjorde det alligevel. Jeg tog hen til en anden frisør, end hende jeg plejer at bruge. Selv om jeg har brugt hende i 5 år og ikke en eneste gang er gået utilfreds derfra.
Men det er fordi, jeg bliver ved med at høre så meget godt om det andet sted. Emily har for eksempel skrevet om det op til flere gange. Det er også fordi, de bruger rene og naturlige produkter og så ligger det lige nabolaget. Jamen klart måtte jeg prøve det. Jeg bestilte tid til at blive farvet. Ikke noget vildt. Bare lige friske min egen kommunefarve op med en shiny kommunefarve. Som Ofia, min oprindelige frisør, gør så nydeligt hver eneste gang. Men hendes farve er jo ikke en naturfarve, så derfor sad jeg nu et fremmed sted.
Frisøren havde hue på. Allerede der burde mine alarmklokker at have ringet. Men han var sød, gav mig dejlig te og vi var meget enige om, hvilken en af kommune-nuancerne på kortet vi skulle ramme.
En time senere tog han håndklædet af mit hår. Vi betragtede begge resultatet.
- It looks read, sagde jeg.
- Oh, sagde han, actually it looks more purple.
Hvilket jo er det man HELST vil høre, når man sidder hos frisøren og det går op for en, man ikke var i de kyndige hænder, man troede man var, men i stedet lige har ladet en eller anden spasser gå amok med en PERMANENT FARVE i ens hår.
For helvede da. Også fordi vi nu ved, at rødt hår får mig til at ligne en, der lige er lagt i kisten.
Han prøvede at redde det. Både med det samme. Og da jeg ringede næste dag og brokkede mig gevaldigt. Hans andet redningsforsøg virkede heller ikke.
- I think it’s a pretty brown color for you, prøvede han.
- IT IS NOT BROWN, IT IS RED YOU ASSHOLE, sagde jeg. Bare uden asshole.
Han slog ud med armene. - Now what do we do?
Jo, hvis du nu finder noget tungt til mig, træder et skridt tilbage, så kan jeg slå dig hårdt lige i ansigtet med det. Var det eneste jeg kunne finde på at sige, så det sagde jeg ikke. I stedet tog jeg min jakke på og gik min vej. Senere sendt jeg en mail og sagde jeg ville have mine penge tilbage. For jeg ligner lort. De har ikke svaret mig.
Efter at have prøvet at undgå spejle et par dage, krøb jeg til korset og ringede til Ofia. (tjek lige hendes hår, man gider godt have en frisør, der får sit eget hår til at se sådan ud, ikke?)
Hun startede med at skælde mig ud for at gøre den slags mod mit hår. Ikke mindst fordi man ikke kan gøre rødt hår lysere igen uden at det bliver pisgult. Men fordi hun er vanvittig dygtig til det med farver, så det kommer til at se naturligt ud, har hun lagt en plan for mig og mit grimme hår. Første skridt er en shampo med lidt blåt i. Det skal modvirke det røde, siger hun. Når jeg har vasket hår et par uger, tager vi et nyt skridt tilbage til min normale farve. Der er håb, siger hun. Godt jeg har Ofia. Hun går aldrig med hue.
