“Det er jo som at skulle vælge mellem ost eller kolera”, råbte jeg i min drøm i nat.

Velmenende væsener i drømmeland gjorde mig forsigtigt opmærksom på, at det da vist hed pest eller kolera. Hvilket fik mig til at holde en længere tale om, at mon ikke jeg vidste bedst, når det kom til det med ord.

Suk, DrømmeMaren er ikke bare dum. Hun er også påståelig …

Jeg er godt klar over, at bureaukratiske steder som paskontoret holder ugentlige møder, hvor de brainstormer på, hvordan de kan blive endnu mere bagstræberiske og ufleksible i forhold til os borgere. Og jeg forstår også godt, at jeg bare er en lille mus i hele deres system, som skal fanges i en eller anden fælde af regler, jeg ikke på forhånd havde en kinamands chance for at regne ud. Og jeg er også helt med på, at de til enhver tid er i deres fulde ret til at fralægge sig alt ansvar og at sige: “Jo, det HAR vi skam informeret dig om”. Så selvfølgelig er det meningen de skal være både irriterende og frustrerende at skulle have noget så simpelt som et nyt pas. Jeg ved det godt. Og jeg var også forberedt på det. Ville bare ønske, de ikke bad mig vente EN HEL STIV TIME før de begyndte at vise røv og række tunge.

Oh yes, jeg har rundet paskontoret her til morgen. What a joy.

Fik jeg så mit pas?

AHAHAHAHAHAHAHAAAAA. As fucking if. Til gengæld glæder jeg mig til i morgen, hvor jeg igen skal der op. Spurgte forsigtigt om det var muligt, jeg IKKE behøvede vente en time i morgen. Eller om de kunne sende det til mig. Eller bare et eller andet, der ikke tager hele formiddagen.

De griner stadig af mig der oppe …

Som en servicemeddelelse til alle mine wordfeud-venner, kan jeg fortælle, at jeg har slettet app’en.
Jeg er meget træt for tiden. Århjamen det er mørkt og jeg har for meget arbejde og too many kids. Og det resulterede altså i et mindre melt down i går, hvor jeg ikke kunne overskue noget som helst mere. Skæbnen ville så, at der midt uoverskueligheden lød to bip fra min telefon, fordi mine søde modspillere havde lavet et træk – og nu var det min tur. Og så slettede jeg den. Sådan bare slettede den. Væk er nu alle spillene, som jeg har gået ombord i med ildhu. Så til alle, der havde et spil i gang med mig: Undskyld, men jeg findes ikke mere. Det kunne være gjort mere elegant. For eksempel kunne jeg have skrevet en lille besked eller måske bare spillet spillet færdigt. Men spørg bare Smallan om man kunne tale fornuft til mig i går. Eneste tidspunkt, han dog fik trængt igennem, var, da jeg også ville slette bloggen …

Jeg kan desværre ikke påberåbe mig hormon-undskyldningen, men mon ikke man alligevel kan bruge skemaet på mig i disse dage:

Jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul jeg hader jul …

… faktisk så meget, jeg ikke engang gider komme med lange forklaringer på hvorfor. Dengang jeg var ung og blidere og skrev mit første blogindlæg, gad jeg godt. Men man kan alligevel godt ane bitterheden ulme. Og det er de færreste sure røvhuller, der bliver gladere med årene, ikke sandt?