Købte Birkenstocksandaler i år. To par. Et par brune og et par røde. Sådan nogen man lige kan løbe ind og ud af haven i. Op efter is og hen efter ungerne. Købte to par, for så var der ét par, der hele tiden kunne være væk. Jamen sådan er det jo bare. Halvdelen af alt, jeg ejer, er jo hele tiden væk.
Jeg burde have vidst, hvordan det ville ende, for det er så oplagt, jeg bliver helt træt. For selvfølgelig havde jeg ret i, at halvdelen af skoene ville blive væk. Men det var jo for fanden ikke meningen, det var én af hver, der skulle falde i det store sorte hul af væk.
Samme skuffe
Okay, hvem af jer hundehoveder går ned og køber denne taske til mig?
Den ville klæde mig ualmindelig godt. Også min cykel. Den er nemlig hvid på den der cremede måde, og kunne virkelig godt klare at blive peppet lidt op med sådan en orangerød sag foran på det lille lad. Allan kunne også godt se det. Altså at tasken ville passe godt til mig og cyklen. Han rynkede dog også på panden af prisen.
2700 kr.
Damn. Muligvis er den et eller andet mærke. Wouldn’t know selv om jeg fik tæv med navnet. Men fin er den. Og synes det er voldsomt dyrt for en taske. Det er jo bare en taske. Som jeg slæber alt muligt tungt rundt i, der altid ender med at slide hul i foret og så i bunden og så drysser der småting fra 2008 ud af den.
Den der melder sig først til at købe den til mig, kan finde den nede i den der butik, jeg allerede har glemt navnet på. Men den ligger lige om hjørnet fra hvor jeg arbejder. Sådan næsten på et hjørne. Okay, måske bare midt på en vej. De havde også kurve og tøj. Man kunne drikke juice fra Joe and the Juice i den ene ende (oh yes, food I know). Måske hed butikken med N? Kom nu, du finder den sagtens!
Om dette er ved at blive en modeblog, sådan som jeg klistrer den til med billeder af solbriller og tasker? Næ, men der er jo nogen, der har tabt 5 kg af det rædsomme løb og al den rædsomme løben op til rædsomløbet, og så bliver man jo nødt til at købe nyt tøj. Især fordi den samme nogen har fået en pose penge tilbage i skat. Og den slags skal man jo skynde sig at bruge, før der kommer en disclaimer på pengene.
Noget der i øvrigt for altid vil diskvalificere mig som modefisse er, at jeg har en sort plet i hjernen, der hvor navne på smarte mærker skulle hænge fast. Det er i øvrigt samme sted som navne på butikker lagrer sig.
PS. Den pedante læser, der stiller spørgsmålet: Hvorfor skal man have ny taske og solbriller bare fordi røven er blevet mindre? – kan godt spare sig. Det er ikke et interessant spørgsmål!
Samme skuffe
Endelig fandt jeg et par solbriller jeg kunne lide. De andre er knækket (jajajajaja, bliv bare enig med Allan i, at jeg ikke skal lade dem ligge og rode i min taske med fyrre bøger og en computer). Nå, men her var de. Dog så dyre, jeg ikke syntes jeg selv kunne tage beslutning, så tog et billede for at vise det til beboerne i House of Crap.
Som I kan se, er jeg er så koncentreret om at tage billedet, jeg ikke er i stand til at have nogen form for ansigtsmimik. Desuden er solbrillekøb jo serious shit, så der skal fandme ikke smiles.
Nå, men brillerne blev godkendt af både store, små og dem ovenpå, så jeg gik ned for at købe dem. Tog dem lige på for at være sikker. Ekspedienten sagde noget, jeg smilede venligt tilbage. Og det var så her jeg opdagede, at dette ikke var en brille man smilede i. I hvert fald ikke én, jeg kunne smile i. Havde alt for meget udfarende ansigt til at kunne gøre det. Eller også skal man bare ikke have kinder for at kunne bruge dem? Kan man få briller i str. 42?
Mega pik! Især fordi jeg nu har opbrugt kvoten af solbrillekøbs-tålmodighed. Har i stedet stjålet overboens. Hun har to par. Da jeg havde dem på i går, var der endda én der sagde noget hen ad ”uha, det er jo en blabla-brille”, altså et eller andet übercoolt mærke, jeg selvfølgelig ikke kender. Jada, sagde jeg derfor og smilede. For de stjålne briller udmærker sig nemlig ved at man godt kan smile med dem på. Og siden de også er übercoole, skal de da så meget bare være mine fra nu af og ligge fladmaste mellem to bøger i tasken.
Samme skuffe
I erkendelse af at det er ved at være sidste udkald for at få scoren på den politisk korrekte mor-konto op på et acceptabelt niveau inden året rinder ud – og ikke mindst for at bøde for alle de klammo ostehaps og gustne kiks fra Netto, jeg har budt mine børn i løbet af året, har jeg været hos Mykidoo og købe nissegaver. Det er økologisk tøj til børn. Jaja, stop nu lige en halv før du begynder at brække hør-trøjer op. Det her tøj er faktisk MED farver. Og er ikke lavet af genbrugsdæk fra Litauen eller flettet af biodynamisk hø. Næ, det er superfedt tøj. Og så stryger det min samvittighed med hårene. Det er ikke engang dyrt. Altså i forhold til hvor meget de nogle gange tager for den slags produkter. 100-200 kroner for et stykke tøj kan man godt kapere. Desuden er det meget blødere end almindeligt tøj?! Muligvis en lidt dyr nissegave de høster i dag – og muligvis er mor gladere for dem end de er. Men så kan de bare glæde sig til i morgen, hvor der igen ligger en fedtet snøffel og bjæffer i nisseposen.
Se, sejt øko-tøj til goth-girl, som er vældig begejstret. Ikke mindst fordi jeg har sagt, hun som noget helt nyt godt må æde sit tøj, hvis hun vil.
En pink nederdel til hende, der er i den alder, hvor hun hellere vil gnave sit venstre ben af end at trække i et par bukser.
Og så en kjole til Gnisken, som tog mig i kraven og brølede NEEEEj da jeg prøvede at give hende kjolen på lige før, fordi hun er edder rasende over, at hendes kjole ikke har øjne lige som Myntes. Som min søster siger: Den pige har sgu en rockervest på under flyverdragten. … Har endnu ikke mødt nogen, der har haft succes med at sige hende i mod, når hun får ”jeg smadrer dig” i blikket. Så vi giver den bare et skud mere med den øko-kjole i morgen, ikk’? For det kan godt være hende Gnisken er en hård banan, men heldigvis har hun hukommelse som en guldfisk.
Samme skuffe
