Jeg suste igennem næsten samtlige nordlige medier i løbet af sidste uge. Og kan nu trække vejret frit igen, for bogen er blevet modtaget med stor jubel og ingen har kastet ting efter mig eller sagt, jeg bare skal skride hjem til Danmark . Har en lille håndfuld avisudklip med hjem og er desuden at finde her, hvor en samejournalist kom til København og fik mig til at stå på rådhuspladsen iført kofte. Og ja, det betød også at jeg vadede et godt stykke ned ad Vesterbrogade iført min røde uldkjortel og snabelsko. No further comments.

Her sidder jeg til første bogsignering. Se, hvor hurtigt hånden skriver! Den smukke kvinde ved siden af mig er min redaktør Mona. Og min kusine.

Her er jeg ved at gøre klar til bogsignering nummer to, i en boghandel, der havde gjort vildt meget ud af det og været så fremsynede at annoncere for eventen – så der rent faktisk kom folk - hey, der var endda nogen, jeg ikke var i familie med.

Jeg glemte at tage billeder til til selve lanceringen, men det gik så godt, at jeg må sige, jeg slet ikke kan forestille mig, at det kunne gå bedre. Der kom fire gange så mange, som vi havde regnet med – faktisk så mange, at flere gik igen, fordi de ikke gad stå som sild i tønde. Og publikum var vildt søde og grinte højt, når jeg prøvede at være morsom.

Her er et billede af min fætter, der stod for at sælge bøger. Fik jeg sagt det er mine to onkler, der ejer forlaget? Totalt forlagsmafia-stil vi kører her i nord – vi er beviset på at det ikke kun er mørklødede mennesker, der altid har en fucking fætter de lige kan hive op af hatten, hver gang de mangler en tjeneste. Eller nogen til at udgive ens bog.

Der er en nyhedsrapport fra lanceringen her. Se, hvor glad forfatteren er. Så glad hun ligner en julegris i fjæset.

Selvfølgelig var vi til samefest og vise bogen frem. Også selv om vi havde været så kåde over den bragende succes, at vi havde glemt at sove natten forinden.

Og så er vi med i et lille tv-indslag i de samiske nyheder. Vi er med i en introduktion i begyndelsen af programmet og derefter på til sidst (10.50 står timeren cirka på) - efter det med at jærven har fået fem unger mere i år end den fik sidste år. Som jo er af den slags breaking news, man ikke rigtig kan konkurrere med.

OPDATERING FRA TROMSØ!

Her er overhovedet ikke koldt. Står som en idiot og sveder med vanter, hue og halstørklæde mens de indfødte piger dimser forbi i stram buks og lille tynd læderjakke. (Men vil helst ikke gøre for stort et nummer ud af det, for min kusines mand arbejder for Arktisk Råd, og sidst vi snakkede om vejrforholdene, der ændrer sig – som jo især rammer de arktiske områder, snakkede han virkelig længe. Og alt han sagde gav mig kun lyst til at græde. Så jeg har bare stille og roligt taget al ulden af igen og lader som om, det er helt normalt).

Anyways, jeg har været til litteraturfestivalsåbning, hvor der blandt andet var en indisk forfatter, der lavede jazzpoesi, jeg har været på café og fået en bedre clubsandwich end mange steder i København kan præstere - og så har jeg været ombord på en spa-båd, hvor de under rustikke og vildt lækre forhold kunne tilbyde både sauna, massage, bodyscrubs og ung lækker-i-det-kok, som laver mad til én bagefter.

Der er ikke meget røvhul over Tromsø. So far.

Så er jeg i Tromsø. Still alive.

Jeg har aldrig været i Tromsø før. Men jeg mødte engang en fyr, der havde et rejsebureau i Tromsø og han sagde, at hans rejsebutik kørte skidegodt, for alle i Tromsø havde gennemgående kun én tanke og det var, at komme VÆK fra Tromsø. Siden har jeg så mødt andre og yngre og på alle måder funky mennesker, der siger at Tromsø er en fantastisk dejlig by. Jeg har ikke været udenfor huset endnu, men jeg vil snarest gå ud og se, om jeg befinder mig i jordens røvhul eller nordens paradis. I hvert fald skal jeg have både hue og vanter på, for jeg ved bare, der er koldt. Der er altid skidefuckingkoldt i Norge. Being norsk and all, burde jeg jo have en anden frisk indstilling til vejret, men jeg hader hader HADER, når det er koldt. Og uanset hvor meget tøj jeg tager på, så pisfryser jeg. Det var nok ikke for sjov, at skæbnen flyttede mig til dejlige lune Danmark midt i min barndom. Den kunne nok godt se, at det i længden ville være fuldstændig ulideligt for alle parter gennem en hel livsalder at skulle høre på alt mit brok om kulden.

Nogle gange, ikk’!

Altså nogle gange, synes jeg udfordringerne bliver for mange. Ikke på den livstruende måde, men på den der AAAHRJ FOR HELVEDE DA måde. Som for eksempel nu. Hvor jeg skal have ryddet op i nogle af min fars pengesager. Han døde sidste efterår og da jeg ikke er den hurtigste myre i tuen, er det først nu jeg er ved at få ryddet op i de sidste ting. Han var same og boede i nordnorge, hvilke ikke gør det nemmere at organisere alt med bank, snescooterforsikringer, hus-blabla og ikke mindst alle de der papirer, jeg skulle udfylde om arv og halløj, som jeg virkelig ikke fattede noget som helst af og til sidst bare udfyldte med tilfældige ord mens jeg bællede en flaske rødvin. Nå, men i sidste uge tog jeg mig sammen, især fordi jeg begyndte at få så grimme breve af den norske stat. Til at hjælpe mig har jeg haget mig fast i Werner. En bankmand deroppe, som virkede flink og som også viste sig at være min granfætter (they all are). Så han har hjulpet mig en del. Og jeg tænkte han også ville holde mig i hånden under slutspurten i denne uge. Men Werner svarede ikke på min mail med 15 TO DO-punkter. Heller ikke på min reminder. Så jeg ringede til ham, på hans mobil for lidt siden. Han tog den, om end han lød noget nasal. Stakkels Werner ligger nemlig hjemme med feber og snot og kan derfor ikke hjælpe mig. Men han henviste mig til en af sine kolleger, som ville kunne ordne det mest presserende for mig. Og så gav han mig hendes mailadresse. Blabla-så meget snot i næsen jeg ikke fatter hvad du siger-blabla@snn.no.  

Hvad?

Blabla – jeg fatter stadig ikke hvad du siger – blabla@snn.no

Kan du måske stave det for mig?

Selvfølgelig er det da et finsk navn, så det gør det jo KUN nemmere, du er så snottet, man ikke kan høre forskel på N M B D G K og cirka alle andre bogstaver når du taler@snn.no

Da han havde stavet det fire gange, tænkte jeg, at jeg havde fanget den. Men med fire return to sender mails i min innboks, tænker jeg noget andet. Jojo, har prøvet at google banken for at finde noget der minder om mamalinkajojkakaka@snn.no, men kan ikke finde noget.

Man kan bare aldrig regne ud, hvad der stikker benet ud og forpurrer ens gode planer for dagen. Her sad jeg og havde psyket mig selv totalt op til at være hende der ordner op og så bliver jeg fældet af en snottet bankmand, der skal stave et finsk navn …

Og hvorfor er det, Finland hele tiden spænder ben for mig?

Jeg ved det, jeg ved det – I har bare vildt lyst til at se mine feriebilleder. Ikke mindst fordi jeg kun tager uskarpe billeder med min telefon, til gengæld gør jeg det kun når jeg keder mig – altså på tidspunkter hvor der absolut ikke sker en skid. So here goes nothing:

De to mindste multebærplukkere.

De plukkede bær i syv minutter, så blev de sure og gik rundt og lignede en gedde i fjæset – hvorefter de satte sig på hver deres tue og tudede. Hvilket fik min tante til at sukke henført og med blikket rettet mod minderne ryste blidt på hovedet og sige, Åh, det er jo lige som at se dig som lille, Maren. Du sad også altid på en tue og skreg, når vi var på multebærtur.  

Fangsten. Åh, jeg ved da godt I er ligeglade under den høflige overflade, men Anna S ved at dette er spandevis med GULD!

Kamille har lavet sig et godt hjørne på terassen, hvor hun følger nøje med i hvad der sker på den anden side af elven i Finland. I løbet af en halv time lød der følgende fra hendes hjørne:

Kl. 13.03: Moooar, der kommer en bil kørende på vejen der over. Den er hvid.

Kl. 13.15: Der kommer endnu en bil. Den er også hvid. Nej, vent. Den er gul.

Kl. 13. 23: Der kommer en lastbil!! Og en bil lige efter.

Kl. 13. 29: Jeg tror der går en mand. Eller også er det et rensdyr. Nej, jeg tror det er en mand, for ellers er der et rensdyr, der er på vej ind i en bil.

Kl. 13.30: Nu kører rensdyret.

Anemone syntes det lød vildt spændende med den der bil, der muligvis var gul, så hun stjal sig til et kig.

På vej op på fjeldet. Vi gik 12 km. Kamille var kun skide sur de sidste 2. Vi betragtede det som en succes!

Smukke Allan, som vi jo ved synes det er totalt fedt at løbe en dobbelt maraton med oppakning, tog selvfølgelig en omvej på 60 km på mountainbike i vanvittigt terræn i stedet for at gå med os andre. Her ankommer han til campen cyklende over en elv. Jeg sagde jo, det var i et fuldstændig åndssvagt cykelterræn, gjorde jeg ikke?

Fjeldcamp. Det var svært at fotografere Anemone, for hun for rundt som en lille rød pil helt til hun drattede om klokken to om natten. (Det bliver jo aldrig mørkt på disse kanter, så det med sengetider stikker man rimeligt langt op. Det er fantastisk fedt, ikke mindst for mig, der kan sidde og drikke kaffe og sladre i stedet for at overbevise børn om at de skal sove).

Her er der voldmøffing af lillesøster i teltet. Hun er heldigvis opdraget af begge storesøstre til at skulle synes det er sjovt, når de leger, at de kvæler hende.

Sidste billede. Taget af Smukke Allan, Last Man Standig nede ved elven - i intenst håb om at få en laks på krogen. Selv har jeg tålmodighed som to-årige Anemone når jeg fisker. Er der ikke bid efter to kast, begynder jeg at brokke mig over hvad fanden det her er for en syg hobby. Og skulle jeg være så uheldig at min krog sidder fast under en sten eller noget tang, er jeg bestemt ikke for fin til vredesudbrud a la dem, hvor man kaster sig på knæ og råber WHY ME, WHY ME, OH GOD – WHY ME!?!

Så vi er blevet enige om, jeg er meget bedre til at lave andre ting. Som for eksempel at snige mig til internet-tid …

Kommer du ikke snart hjem, skriver Stine til mig. Jo, for fanden. Eller nej. Faktisk ikke. Det var meningen, jeg skulle komme hjem fra vores ferie i Lappland sådan cirka i morgen, men vores fucking bil er selvfølgelig gået i stykker. Ja, den jeg har skrevet om før, som jeg hele tiden skal reddes i, fordi den går i stå, hver gang man har kørt fyrre kilometer. Det var jo derfor vi tænkte det var en god ide at køre 2500 km nordpå i den. Hvilket den klarede helt fint!! Men nu hoster den bare, hver gang jeg siger til den, vi skal til at køre hjem igen.

Er kravlet op i toppen af mit samiske hus for at få netforbindelse. Internet er nemlig ikke noget, de sviner med her oppe i Nordnorge. Men nu har jeg i hvert fald en flot udsigt til elven, to streger på min netforbindelse og en promille der helt sikkert er for høj til, at jeg bør skrive blogindlæg. Men jeg gemmer mig for mine børn, for det går jo ikke, de har en fuld mor og det var overhovedet ikke med vilje jeg blev fuld. Men altså der var et par af mine fætre og kusiner og så mig (vi holder slægtstræf), der syntes vi skulle ro over til Finland og tage os en drink på en pub inden festlighederne startede (vi har ikke nok sorte penge i tegnebogen til at vi kan gøre det her i Norge). Så til tonerne fra Modern Talking sad jeg på en træstub og betragtede elven fra den finske side, og så glemte jeg at holde op med at føre glasset op til munden, so here I am. Fuld i dølgsmål. 

Smukke Allan står allerede med det ene ben inde i et fly, for han har for meget arbejde hjemme til at forlænge sin ferie mere end vi allerede har. Sandsynligvis kommer jeg også hjem en dag. Men altså, ham, der skal lave bilen, er taget på fjeldet for at plukke multebær. Og det er en usandsynligt godt multebærår (har selv plukket 15 kg), så det kan jo godt tage sin tid. Ikke mindst fordi han, når han engang kommer ned, først lige skal spørge sine venner om de har de dele bilen mangler, og hvis de ikke har det, skal delene bestilles i Finland. For fanden da. Men en gubbe, der hedder Hjalmar, som jeg tror er min fars fætter, (har spurgt virkelig virkelig mange gange hvem han egentlig er og kan virkelig virkelig ikke huske det), siger han nok skal være tovholder på projektet, hvilket jeg sætter stor pris på. Han virker nemlig skide flink og totalt reel, også selv om han har skæg fra panden og ned – og går med vadmelskasket og tøfler både indenfor og udenfor.  

Men jeg kan vel fordrive tiden med at skrive blogindlæg de næste par dage mens jeg venter på reservedelene. Ikke at der er så meget at rapportere fra her oppe, men her er meget pænt og det sker ind i mellem at solen skinner.

I’ll be back. For nu tror jeg der er nogen, der har opdaget mig her oppe i kvistvinduet, i hvert fald har der samlet sig en mindre flok nede foran der peger op på mig, vifter med arme og den slags. Så med mindre min tante står helt oppe på taget med planer om at tage springet, fordi hun er kommet til at koge krabben et halvt minut for meget, betyder det nok, de synes jeg skal komme ned og feste med dem i stedet for at sidde her med cellofan på hovedet for at indfange internet.