Jeg suste igennem næsten samtlige nordlige medier i løbet af sidste uge. Og kan nu trække vejret frit igen, for bogen er blevet modtaget med stor jubel og ingen har kastet ting efter mig eller sagt, jeg bare skal skride hjem til Danmark . Har en lille håndfuld avisudklip med hjem og er desuden at finde her, hvor en samejournalist kom til København og fik mig til at stå på rådhuspladsen iført kofte. Og ja, det betød også at jeg vadede et godt stykke ned ad Vesterbrogade iført min røde uldkjortel og snabelsko. No further comments.
Her sidder jeg til første bogsignering. Se, hvor hurtigt hånden skriver! Den smukke kvinde ved siden af mig er min redaktør Mona. Og min kusine.
Her er jeg ved at gøre klar til bogsignering nummer to, i en boghandel, der havde gjort vildt meget ud af det og været så fremsynede at annoncere for eventen – så der rent faktisk kom folk - hey, der var endda nogen, jeg ikke var i familie med.
Jeg glemte at tage billeder til til selve lanceringen, men det gik så godt, at jeg må sige, jeg slet ikke kan forestille mig, at det kunne gå bedre. Der kom fire gange så mange, som vi havde regnet med – faktisk så mange, at flere gik igen, fordi de ikke gad stå som sild i tønde. Og publikum var vildt søde og grinte højt, når jeg prøvede at være morsom.
Her er et billede af min fætter, der stod for at sælge bøger. Fik jeg sagt det er mine to onkler, der ejer forlaget? Totalt forlagsmafia-stil vi kører her i nord – vi er beviset på at det ikke kun er mørklødede mennesker, der altid har en fucking fætter de lige kan hive op af hatten, hver gang de mangler en tjeneste. Eller nogen til at udgive ens bog.
Der er en nyhedsrapport fra lanceringen her. Se, hvor glad forfatteren er. Så glad hun ligner en julegris i fjæset.
Selvfølgelig var vi til samefest og vise bogen frem. Også selv om vi havde været så kåde over den bragende succes, at vi havde glemt at sove natten forinden.
Og så er vi med i et lille tv-indslag i de samiske nyheder. Vi er med i en introduktion i begyndelsen af programmet og derefter på til sidst (10.50 står timeren cirka på) - efter det med at jærven har fået fem unger mere i år end den fik sidste år. Som jo er af den slags breaking news, man ikke rigtig kan konkurrere med.


