Jeg har lige grint helt utrolig højt. Efterfulgt af en grum følelse af uro.

Min samiske bog er netop blevet oversat til en anden samisk dialekt. Sørsamisk. Det er der selvfølgelig en oversætter, der gør. Selvfølgelig er min bog både grov og for meget. Det er jo satire, ikke sandt. Og så kan man ikke vinde alle. I know I know. Men åbenbart heller ikke oversætteren. Der var en del fejl i oversættelsen, det skulle vedkommende rette og kvitterede så med disse ord (som jeg har tilladt mig at oversætte til dansk):

“Her kommer rettelserne. Der var en del småfejl. Det kommer sig sikkert af, at jeg aldrig har kunnet lide denne bog. Så måske har min tanke været, at det ikke gør noget, der er nogle småfejl i en satirebog?”

Hm, jeg tænker vi skulle have lagt os i selen og have fundet en anden oversætter, der rent faktisk mente, det var indsatsen værd at stave mine ord rigtigt, når de skal oversættes. Eller også er det bare fordi, jeg er pigesur over, at der er nogen, der er så frække ikke at bræge højt af latter over mine forsøg på at være morsom …

———————————————————————————————————-

Fremhæver lige følgende kommentar skrevet af min redaktør, inspirator, kusine og generelt medsammensvorne, Mona: 

Mona

Vi nåede flyet. Mirakuløst.
Havde faktisk ikke forestillet mig, det ville lykkes. Og havde glædet mig til den rensdyrsteak.

Før vi kastede os ud i snedriverne hen mod lufthavnen holdt jeg mit foredrag. Det gik godt. Publikum var veloplagt og lattermildt. Det er altid en fordel, når man står der og prøver på at være morsom.

Meget stort lærred. Meget lille mig. Meget dårlig telefon til at tage billeder med. As usual.

Jamen jeg troede jeg kunne nå at blogge i lufthavnen eller noget. Men det kunne jeg ikke. Derfor tavsheden i dag. Er taget til Norge igen. Denne gang helt på toppen til det fine Sameland – til Kautokeino. Og her er edderspændtrasende koldt. Og pænt. Og totalt mørkt. Har taget min veninde med, for det virkede hyggeligere. Hun sad i bilen ved siden af mig i to stive timer fra lufthavnen til, hvor vi skulle være og råbte: “Nææææ, nisselandskab”. Sådan cirka hver femte minut.

Nu har vi været ude lidt. For at få noget mad. Fucked up koldt! Altså vi taler “dit ansigt føles som om det er ved at falde af”-koldt. Måske også fordi jeg ikke helt har respekt for kulde og derfor klæder mig i omtrent ingenting (idiot idiot). Hvilket naturen straffer én med gigalussinger her oppe. På vej til der hvor vi skulle spise, kom jeg forbi en butik der solgte tøj. Var fandme ligeglad med hvad for noget tøj de havde, jeg skulle bare have noget. Styrede udenom leopoard netundertrøjen og guldneglelakken og fandt et par overtræksbukser, som jeg nu er flyttet ind i.

Her er Mette og jeg. I mørket. I sneen. I tøjet.

Man kunne forestille sig, at jeg havde givet det et skud mere, så I havde fået et bedre billede. Men man tager altså ikke vanten af for sjov på disse breddegrader. So this is what you get.

I morgen skal jeg holde foredrag for Sametinget. Og så er det hjemad igen. Det vil sige, hvis vi når flyet. Har booket et, der godt kan blive lidt snert at nå. Det er i hvert fald ikke noget med at skulle skide på vejen eller nyde synet af nisser og landskab.

… vi er allerede begyndt at planlægge, hvad vi skal lave i Alta, når vi ikke når flyet. Mette mener dog det er en glidebane og et forkert signal at sende til universet. Måske, men gad bare godt have noget af den der rensdyrtallerken, jeg ved de har på en af restauranterne i Alta.

Selvfølgelig har jeg meninger om ting og sager der sker i Tromsø. Du kan bare ringe og spørge. Det gjorde den norske avis Aftenposten.

Samtidig med min lille samiske satirebog lancerede forlaget denne bog:

Det er en norsk oversættelse af den samiske forfatter Johan Turis bog fra starten af 1900-tallet. Jeg har med stor fornøjelse læst i den. Ikke mindst fordi der er passager som disse, som ikke bliver forklaret, men bare sagt som var det da det mest naturlige i verden. (Jeg har taget mig den frihed at oversætte det til dansk).

I Sápmi har alle mennesker sit eget virkefelt. Først er der husbonden. Så er der husmoren. Så er der drengen og tjenestepigen og børnene. Den ældste er brændehuggeren, den anden er den, som passer varmen, den tredje er den, der lugter af tis, den fjerde er mors kæledægge, den femte er fars kæledægge.

… og så fortsætter Johan Turi ellers bare snakken, hvordan samebørns skolegang er i 1910.

Første tanke: What?

Anden tanke: Skal helt klart hjem og sniffe til Anemone og se om han har ret.