Jeg har desværre ikke tid til at ræse så meget rundt, som jeg egentlig synes kunne være sjovt. Så for stadig at kunne skrive, tegne, leve, trække vejret har jeg reduceret kraftigt i antallet af arrangementer. Men frem til juni 2019 vil jeg rode rundt de her og glæde mig til at tegne / tale / læse op:
Luna, min yndlingskunstner, gav mig dette billede i julegave:
Nu har hun tegnet sig til finalen hos Ribena med denne tegning, hvor hun kan vinde sit højeste ønske: En tur til Legoland.
Lige nu ligger hun nummer to, og jeg er helt ublu ude i at tigge efter stemmer fra jer – man kan stemme via dette link: https://woobox.com/a6e3wf
Hun er det eneste barn, ud over mine egne, der griner højt, når jeg kalder hende ‘årh, dit fucking røvbarn’ (hun snød mig med et gækkebrev og sugede mig for al den chokolade, jeg selv havde tænkt, jeg skulle æde den aften, så det var en meget passende kommentar.).
Nå, men please stem – og hvis du skriver i kommentarfeltet, at du har gjort det, trækker jeg lod mellem en poster, kop, bog, mine børn eller hvad den heldige vinder måtte ønske.
Glæden ved at have en søster er blandt andet at have en at skrive pis til. Der er ingen grund til at lade som om, man på nogen måde er federe, end man er. Den anden ved, man er en idiot, og vi kan derfor bare give den fuld gas med absolut laveste fællesnævner. For eksempel kan jeg være sikker på, at hvis jeg skriver noget, der er lidt følt, så får jeg en fuckfinger tilbage. Eller jeg får at vide, jeg skal slanke mig. Siden både vores far, mor og stedfar er døde inden for de sidste par år, er det satme blevet til mange fuckfingre og anmodinger om reducering af røv.
Jeg tror stilen allerede blev lagt i fordums tid, da vi stadig var nordmænd, og min søster lavede dette lille kunstværk af mig, hendes lillesøster. Og ja, jeg slog hele tiden hul i hovedet og fik derfor konstant barberet skaldede pletter midt på hovedet, så lægen kunne sy. Derfor er håret korrekt gengivet. Med hensyn til bryster og antal af fingre og ben er vi nok ude i noget kunstnerisk frihed.
Jeg læste teologi i tyve minutter engang i 1840, derfor stiller mine omgivelser mig ofte spørgsmål om bibel, kristendom, ritualer og den slags shit. Af alle kan jeg bedst lide at svare min søster. Her er et fra kristihimmelfartsferien:
Siden vi er nordmænd, markerer vi selvfølgelig den 17. maj, Norges nationaldag. Det er en meget vigtig og nærmest religiøs dag for nordmænd, som man absolut ikke vitser med. Godt jeg har søster til at sende denne slags 17.maj-billeder til:
Efter det sidste indlæg jeg skrev om min søster, som handlede om min store blinde kærlighed til en fedtmulepez – kom hun med denne transkønnede Daffy og sagde: Her, den er til dig, se det er Fedtmule.
Thinking of it må jeg straks sende hende en fuckfingeremoji.
Da jeg ryddede op efter min mor, der døde for to år siden, endte jeg med alt for mange kasser med crap, jeg skulle tage mig af, når jeg kom hjem. De der kasser stod i vores stue i månedsvis, uden at jeg kunne tage mig sammen til at gør noget ved sagen.
Så fik jeg den tanke, at det var fordi, de ikke irriterede mig nok og fik Allan til at gøre det her:
Resultatet blev, at jeg fik virkelig mange nye sko de næste par måneder …
Til sidst tror jeg, Allan blev bekymret for vores økonomi, han flyttede i hvert fald alle kasserne ud i vores udestue. Der gloede de så på mig et par måneder mere. Og så en dag gjorde jeg det. Tog en kasse ad gangen. Men gjorde det kun på de dage, hvor jeg var smågnaven og træt af rod og shit, der hober sig op i alle hjørner, for så gad jeg ikke beholde særlig mange af minderne. På dage, hvor jeg var nostalgisk, rørstrømsk og ikke kunne overskue, at livet går og ting sker, holdt jeg mig langt væk, for så virkede det fuldstændig umuligt at smide bimsen med den halve arm og det søndergnavede øje ud …
Gnavnemaren er heldigvis skideligeglad med gamle bimser og billeder af smukke landskaber, andre mennesker har besøgt, og således har vi i dag et hjem, hvor vi igen har plads til at trække vejret.
Min helt egen teenager, Kamille på 15, og jeg var i radioen for at snakke om min nye bog:
På forhånd havde jeg overvejet at bestikke hende med 500 kroner for at sige pæne ting om mig. Men knowing her, ville hun garanteret fortælle det i æteren – og mit bedste og mest gennemprøvede råd til teenageforældre: “Bestik dem”, er vist ikke sådan helt politisk korrekt. Og siden det var P1, havde jeg selvfølgelig intentioner om at være federe, end jeg rent faktisk er.
Men faktisk var barnet overraskende rummelig over for min måde at være teenagemor på. Fik kun et lillebitte dræberblik, da værten bad hende kommentere på den side i bogen, hvor der står noget henad: “Dine forældre har garanteret haft sex i jeres sofa, lev med det”.
Her er hun så, radioteenageren, as fin as it gets:
Jeg har været i Frøkjær og forfatterne for at tale om min nye bog til teenagere, min måde at være teenagemor på og ikke mindst hvor stort et røvhul, jeg selv var, da jeg var 15. Du kan høre programmet HER.
(Vild nok alligevel, at dette var det bedste billede. På den måde heldigt, jeg ikke skal leve af at være fotogen :-D).
Kan I huske, at der for en måned siden kunne stemmes på, hvem der skulle nomineres til Læsernes Bogpris? Der var så mange af jer, der stemte på “Hvor der er fugle”, at den nu er blandt de ti nominerede. Hurra – og ydmygt tak!
Nu kan der så stemmes igen – på en af de ti, der er nomineret. Der er mange gode (desværre, host). Uanset, hvad I stemmer på, synes jeg, I skal suse ind og gøre det, det er hurtigt gjort. Og ved at stemme, kan man i øvrigt vinde alle ti bøger.
