JER: Kommer der flere familiekalendere, de er jo udsolgt!
MIG: Nej, desværre.
JER: JAMEN!
MIG: Bare ærgerligt.
JER: Men kan du ikke lave flere?
MIG: Nej, det er pisse dyrt, så suck it up.
JER: Jamen, please!
MIG: Nix.
JER: Æv, jeg vil ellers SÅ gerne have den.
MIG: Hm … men nej.
JER: Pretty please?
MIG: Man må lære at gøre ting i ordentlig tid og andre moragtige ting.
JER: Jamen, sku lige se noget i tv, og det er snyd, de andre nåede at få.
MIG: Det er som sagt bare ærgerlig … og jeg kan altså ikke helt overskue at lave nyt oplag.
JER: PLEEEEEAAAAASE!
MIG: …
JER: Bævrende underlæbe.
MIG: …
JER: Ser trist ned.
MIG: Okay, men så skal du også tage opvasken og gå i seng, når jeg beder dig om det.
…….
Eller noget i den dur. I har i hvert fald fintet mig, som mine børn finter mig på daglig basis. Folk der opdrager deres børn med, at det ikke nytter noget at plage, skal ikke vende blikket mod mig – jeg opgiver altid ævred på et tidspunkt.
SÅLEDES er der nu bestilt et nyt lille oplag af FAMILIEKALENDEREN inklusiv de stort set ubrugelige men meget nødvendige klistermærker – du kan forudbestille den NU og HER.
Den kommer først i butikken den 1. november, men bliver herefter straks sendt ud. Du kan godt bestille den sammen med andre ting, det vil så også først blive sendt ud på det tidspunkt.
En del af at være min ven er, at man får kastet mit merchandiseshit efter sig. Min veninde med fire børn har for eksempel fået denne, som hun medbragte til festlighederne i lørdags.
Se, hvor pæn den er med tomme champagneflasker:
Man kan bære mange fulde champagneflasker i den uden at den går i stykker!
For cirka hundrede år siden lavede jeg denne tegnede historie. Jeg var træt og stresset og måtte holde en pause fra livet – dette var mine ‘på gensyn’-tegninger. Hver gang jeg siden er stødt på mandags-tirsdags-mig, som dengang hed noget andet, er jeg kommet til at smile. Så nu lavede jeg dem som pose:
Sjovt er det også at se, hvor anderledes jeg tegner i dag. Tænk, at man kan blive bedre til at tegne tændstiksdamer! Valgte alligevel at beholde den i original crappy streg, for det var jo sådan, jeg så ud dengang.
Her poserer jeg fra morgenstunden i dag. Med vådt hår. For hvorfor fuck føne sit hår, når man alligevel skal cykle på arbejde i regnvejr om lidt. Og ja, jeg syntes Allan var mega irriterende, fordi han tog billeder af mig. Og klart havde jeg selv bedt ham om det. Ingen behøver give mening mandag morgen.
PS. Hvis du er en af dem, der bare MÅ have en familiekalender, vil jeg som service-info sige, at 75% af dem allerede er væk. Allan og jeg er sådan cirka de dårligste i verden til at regne ud, hvor mange vi skal lave af hver slags af de forskellige ting til blogbutikken – og har tydeligvis fejlet igen.
Ny familiekalender 2019 med plads til fem familiemedlemmer findes nu i blogbutikken.
Indeholder sære klistermærker, ugenumre, spiralryg – og en månedlig vittighed til at holde din gejst som nogenlunde brugbar forælder oppe.
Findes i begrænset antal og har allerede krøllesiddet på et eksemplar, så god ide, at slå til snart, hvis du er en af de 420 mennesker, der har sendt mig en mail om, at det var en katastrofe, der ikke blev lavet en til 2018.
Jeg har desværre ikke tid til at ræse så meget rundt, som jeg egentlig synes kunne være sjovt. Så for stadig at kunne skrive, tegne, leve, trække vejret har jeg reduceret kraftigt i antallet af arrangementer. Men frem til juni 2019 vil jeg rode rundt de her og glæde mig til at tegne / tale / læse op:
Luna, min yndlingskunstner, gav mig dette billede i julegave:
Nu har hun tegnet sig til finalen hos Ribena med denne tegning, hvor hun kan vinde sit højeste ønske: En tur til Legoland.
Lige nu ligger hun nummer to, og jeg er helt ublu ude i at tigge efter stemmer fra jer – man kan stemme via dette link: https://woobox.com/a6e3wf
Hun er det eneste barn, ud over mine egne, der griner højt, når jeg kalder hende ‘årh, dit fucking røvbarn’ (hun snød mig med et gækkebrev og sugede mig for al den chokolade, jeg selv havde tænkt, jeg skulle æde den aften, så det var en meget passende kommentar.).
Nå, men please stem – og hvis du skriver i kommentarfeltet, at du har gjort det, trækker jeg lod mellem en poster, kop, bog, mine børn eller hvad den heldige vinder måtte ønske.
Glæden ved at have en søster er blandt andet at have en at skrive pis til. Der er ingen grund til at lade som om, man på nogen måde er federe, end man er. Den anden ved, man er en idiot, og vi kan derfor bare give den fuld gas med absolut laveste fællesnævner. For eksempel kan jeg være sikker på, at hvis jeg skriver noget, der er lidt følt, så får jeg en fuckfinger tilbage. Eller jeg får at vide, jeg skal slanke mig. Siden både vores far, mor og stedfar er døde inden for de sidste par år, er det satme blevet til mange fuckfingre og anmodinger om reducering af røv.
Jeg tror stilen allerede blev lagt i fordums tid, da vi stadig var nordmænd, og min søster lavede dette lille kunstværk af mig, hendes lillesøster. Og ja, jeg slog hele tiden hul i hovedet og fik derfor konstant barberet skaldede pletter midt på hovedet, så lægen kunne sy. Derfor er håret korrekt gengivet. Med hensyn til bryster og antal af fingre og ben er vi nok ude i noget kunstnerisk frihed.
Jeg læste teologi i tyve minutter engang i 1840, derfor stiller mine omgivelser mig ofte spørgsmål om bibel, kristendom, ritualer og den slags shit. Af alle kan jeg bedst lide at svare min søster. Her er et fra kristihimmelfartsferien:
Siden vi er nordmænd, markerer vi selvfølgelig den 17. maj, Norges nationaldag. Det er en meget vigtig og nærmest religiøs dag for nordmænd, som man absolut ikke vitser med. Godt jeg har søster til at sende denne slags 17.maj-billeder til:
Efter det sidste indlæg jeg skrev om min søster, som handlede om min store blinde kærlighed til en fedtmulepez – kom hun med denne transkønnede Daffy og sagde: Her, den er til dig, se det er Fedtmule.
Thinking of it må jeg straks sende hende en fuckfingeremoji.
