Til dem, der sidder på job og heller ikke har fået ferie, kan jeg nu underholde med endnu en del i Telia-sagaen, der nu fortsætter – omend i en lettere forvirrende retning, hvor jeg prøver at regne ud, hvem der har den største pik.
Følg med:
Mandag:
SERGEL, en slags opkrævningsforanstaltning: Hej Maren, vi har hørt, at du skylder Telia, 10.000 kroner. Dem skal du betale.
MIG: Øh, næ.
SERGEL: Ok, vi hører lige med Telia.
Onsdag:
TELIA: Hej, Maren, du skal ignorere ALT du hører fra Sergel. Og bare give os 4799,75, sæt dem ind på det her kontonummer.
MIG: Øh, næ.
Fredag:
SERGEL: Hej Maren, vi har undersøgt sagen, du skal ikke betale noget. Overhovedet. Hej hej.
MIG: Øh, hm. Er det muligt I lige kan måle penis, så jeg ved, hvem der bestemmer over hvem?
Efter at have ventet to timer på at komme til at tale med en fra kundeservice, ja to, havde jeg følgende samtale med en kundeservicedame:
MIG: Bla bla bla forklare forklare.
KUNDESERVICEDAME: Det kan jeg ikke gøre noget ved.
MIG: Forklare forklare forklare
KUNDEDAME: (“Service” kan ikke mere være en del af titlen) Er vi enige om, at du har skrevet under på kontrakten?
MIG: Øh, er vi enige om, at I ikke har overholdt den i og med, at I aldrig flyttede mig over.
DAME: (for jeg tror ikke de er interesseret i at have kunder) Er vi enige om, at du skrev under på kontrakten?
MIG: … Noget meget højt og skingert og så tæt på at blive perfid og personlig og begynde at disse hendes sexliv, at jeg lagde på…
Så altså, hvis nogen af jer overvejer at få Telia som teleselskab, kan de bare komme til mig i stedet, så uddeler jeg et par lussinger og fortæller dig, at det ikke var mig, der gjorde det. Det føles sådan cirka lige sådan – og så kan du bare lægge 7000 inden du går. Selv tak.
Jeg overvejer at vie resten af mit liv til at skrive grimme ting om Telia. Vi har været omkring det før.
Sagen:
For to år siden blev jeg ringet op af Benjamin fra Telia. Han var vældig flink og havde et godt abonnementstilbud til mig.
Men jeg ved nu ikke rigtig, Benjamin, sagde jeg, for sidst jeg prøvede at skifte til Telia, fuckede I mig noget så grusomt, flyttede aldrig mit nummer over, men sendte mig i stedet firstusinde regninger.
Det sker ikke denne gang, Maren, det lover jeg dig, sagde Benjamin. Du skal INTET gøre. Dit nummer vil blive flyttet automatisk over, når du om et par måneder ikke mere er bundet til Telenor – så du skal bare læne dig tilbage og nyde vores gode vilkår.
Allright, sagde jeg til Benjamin og skrev under.
Straks efter begyndte Telia at sende mig regninger. Hov hov, sagde jeg, I har jo ikke flyttet mit nummer. Æj, undskyld sagde de og sendte mig flere regninger. Argh, sagde jeg. Nå, hov, sagde de – og sendte mig endnu en stak.
Mit nummer flyttede de aldrig over. Det er to år siden. Men jeg har fået rigeligt med regninger, som de virkelig kræver jeg betaler nu. Jeg prøver at ringe, jeg prøver at skrive, men bliver cyklet rundt i systemet.
Har endda prøvet at skrive til Benjamin.
Benjamin, for fanden, du LOVEDE det ikke ville ske, sagde jeg. Men Benjamin er rimelig kølig. Hey, siger han. Det er jo bare mit job a sælge dig skidtet, du er alene med lorten nu, good luck. Thanks a fucking lot, Benjamin, som ikke mere er så smør i stemmen, som da han prakkede mig elendigheden på.
Jeg skriver for gud ved hvilken gang til Telia. Det er ikke vores problem mere, siger de. Nu er det opkrævningsfirmaet Sergel. Hahaha, jeg ville grine højt, hvis jeg ikke var så frustreret – og hvem fanden har tid til at bruge så meget tid på et fucking teleselskab, man ikke engang bruger? Det er ved at være sådan, at jeg har fuldtidsarbejde, jeg har børn og jeg har Telia.
Nu har jeg netop fået brev fra en ny dame. Hun hedder Heidi. Hun forstår mig godt, skriver hun. Hun har set på sagen. Og skriver:
Jeg har på baggrund af din henvendelse per kulance tilbagekaldt sagen fra Sergel A/S, så du skal se bort fra skrivelserne fra dem.
Derudover har jeg sørget for, at du blot skal indbetale 4799,75 kr. til Telia.
Beløbet bedes overført til vores konto i Danske Bank inden 30 dage.
Skide godt sørget for Heidi. Skide godt.
Og hvis jeg er utilfreds kan jeg skrive til en adresse, der linker ind på en hjemmeside, jeg ikke fatter en tøddel af.
Ser kun jeg har tre muligheder:
Gifte mig med en jurist, der kan hjælpe mig med sagen (og evt kan få min dom sat ned til 15 år, når jeg en dag møder en, der arbejder hos Telia).
Flytte til Ecuador.
Bruge resten af mit liv på at skrive grimme ting om Telia på min blog.
Og vi er tilbage ved nørderne, jeg ind i mellem runder.
Konceptet er enkelt:
Jeg elsker folk, der nørder. Der sker noget helt særlig, når folk går helt åndssvagt meget op i det, de laver. Og jeg er ret ligeglad om de nørder med molekyler, versefødder, violiner, chokoladetemperering eller med ting, som de kvinder, jeg præsenterer jer for.
Og lad mig skynde mig at sige, at mine indlæg ikke er sponsorerede, bestukket eller på anden måde betalt. Det er ren kærlighed – og fordi jeg, i alle de år de har hjulpet mig med ikke at ligne grauballemanden, bliver lige begejstret, hver gang jeg lægger vejen forbi deres biks. Jeg synes, de fortjener opmærksomheden. Og jeg synes, I fortjener at vide, at de findes.
I dag handler nørdindlægget om Stella.
Stella ejer Beauty Avenue på Frederiksberg. Og så er hun det menneske, jeg kender, der går mest amokagtig op i rene produkter og behandlinger. Det vil sige cremer, shampo, make up, neglelak og alt andet hejs man kan tvære sig ind i – uden kemi.
Har endnu til gode at se hende gå på kompromis – sidste år brokkede hun sig over, at det blæk, dankortmaskinen brugte, var fyldt med lort, vi ender med at få på hænderne. Jeg er helt sikker på, hun har fikset det. Og i sidste uge, da jeg lå på briksen, havde vi denne samtale:
STELLA: Endelig har jeg fundet en økologisk overlak, der gør, at vores vandbaserede neglelakke kan holde lige så godt som almindelige neglelakke – men jeg kan ikke få fat i producenten. Jeg har ringet, jeg har skrevet, jeg har stalket dem på samtlige sociale medier.
(Og med Stellas engagement, ved man, at der også er en sandsynlighed for, at hun har en hyret en privatdetektiv til at finde deres mor, så hun kan få dem til at ringe).
MIG: Hvor ærgerligt, gad godt have den der overlak.
STELLA: I know. Så nu har jeg købt alle dem, jeg kunne finde på Amazon, så vi har til behandlingerne. Og i mellemtiden er jeg begyndt på at finde ud af, præcis hvilke ingredienser der er i – og så laver jeg den selv og sætter den i produktion!
Samtidig er Stella en slags specialist i at fjerne hår, de steder, du ikke gider have hår. På den mest nænsomme og effektive måde. Ikke på vilkår om andre får lov til at komme i nærheden af min pels – tro mig, der er niveauer til forskel. Er kommet hos Stella i mange år – og gangen inden jeg fandt hende, forsøgte jeg mig et meget nydeligt sted på Gl. Kongevej. Hvor en vred russisk dame ved et uheld kom til at sovse mig ind i flydende voks fra taljen og ned. Aldrig har noget gjort så ondt – aldrig har jeg været så spættet – aldrig har jeg været så tæt på at slå en fremmed kvinde i gulvet.
En anden feature er, at hvis du skulle være så heldig, at det er Stella, der tager sig af dig – ikke en af hendes ansatte – er du garanteret top tunet underholdning imens. Ja, vi er ude i, at jeg griner det meste af den tid, jeg får flået hår ud. Men hun er en travl dame, så ofte tager jeg til takke med hendes ansatte, der er skide gode, nidkært oplært at Stella selv – men jo altså ikke nær så sjove.
Bedst af alt er nok, at der intet urtekusset over Beauty Avenue. Der lugter ikke af grøntsagsjuice, der er ikke hør på væggene og du får ikke din creme i en papirspose. Der er rart, dufter godt og mit største problem sidst var, at jeg syntes hende ved skranken var for glad – arhmen så glad kan intet menneske være for at se mig.
Men derudover, så elsker, ELSKER jeg det sted. Det der med, at jeg ikke behøver sætte mig ind i en skid selv, men bare kan sige:
“Nåmen, jeg kom til at læse, hvor meget lort der er i den foundation, jeg bruger hver dag. Har du ikke en, der er lige så god, men ikke fyldt med kemi?”
Og fem minutter senere gå der fra med denne, hvor jeg ikke behøver ulejlige mig med at læse bag på, hvad der er i. Jeg har nu testkørt den i en uge, og den er perfekt:
(Og nej, det er ikke øko-neglelak på min finger, for jeg synes det holder crap – og Stella har jo for helvete ikke fået mikset den der overlak endnu).
I morgen på Borup Højskole i København er der auktion, hvor alle kan komme og købe billeder. Kunstnere har doneret værker og al overskuddet går til uledsagede flygtningebørn.
Jeg vil tro dette er de sidste anmeldelser – og så skal jeg nok holde kæft for evigt med pral om hjerter og stjerner, og er I iøvrigt klar over, hvor sært det er, ikke at kunne ringe til ens mor hver gang noget fantastisk sker? Har ikke haft lige så meget held med at få mine unger til at juble med, når jeg står og flagrer med stjerner og er ved at græde af lykke. Får dem kun ud af sofaen, hvis jeg disker op med fejrekage eller jubelsushi. Så nu må I trækkes med min svælgen i egen succes.
Min redaktør har nemlig lige sendt mig denne:
POLITIKEN gav den også en virkelig god anmeldelse i går:
En ting er, hvad anmeldere mener om min bog, Hvor der er fugle. Faktisk vildere er det, når mine yndlingsbloggere læser den og begynder at kommentere på den. For selv om jeg ikke kender dem, så har jeg jo fulgt dem i så mange år, at jeg synes, de er mine venner.
“Den her bog er fantastisk. Historien, beskrivelserne af tiden og de geografiske steder, måden, karaktererne langsomt væves for øjnene af os på, og aldrig – aldrig – bliver flade, er lige til at gå på røven af benovelse over.” Læs mere her .
“Hold. Nu. Kjæft. Jeg vidste godt, at det var en god bog, selvfølgelig. Maren er nok en af mine favoritskribenter overhovedet. Men jeg blev alligevel overrasket over, hvor velskrevet en historie ‘Hvor der er fugle’ er. Jeg mangler en tredjedel, og tager mig selv i at gå og spare lidt på siderne. For jeg kan næsten ikke overskue at den skal slutte.”
Det, jeg ønsker mig mest, når jeg skriver en roman, er, at dem, der læser bogen, ikke kan lægge den fra sig. Det er det største kompliment, man kan give mig: Jeg kunne simpelthen ikke slippe den, før jeg var færdig.
Jeg har fået min første læsertilbagemelding. Altså fra en, jeg ikke selv har bedt læse bogen for at give mig feedback.
Intet kan gøre mig gladere end den:
Mit forlag har allerede sat andet oplag i tryk. Og har pyntet forsiden med fineste stjerner og citater:
