Om Sonja

Indlæg I aldrig fik, 2
af marensblog

Nej, jeg har stadig ikke fået blogge-appen til at virke. Nej, jeg har ikke engang gjort et forsøg. Så her får du alle de indlæg, du aldrig fik i løbet af den sidste måned:

Allan tog væk en hel uge. Han skulle vigtige ting. Jeg fik det akut sådan her:

blive-af-mig

Vi ved godt, hvordan det går, når jeg skal få os alle til at løbe samme vej i hamsterhjulet … ja, knap så godt. Måske også fordi, jeg prioriterer med røven. For mine børn kom for sent hele ugen, fik kun børstet hår og tænder sporadisk og havde alle forskellige sokker på. Men hver morgen fik de customized papirs-frugtposer med.

poser

 

Hva’eeeh, ku’ man få noget smør på den her?

broed1

Nå, ikke …

broed2

 

Allan kom hjem igen og syede straks et par vinger.

allan

 

Til dette lille nuttede flagermusevæsen.

gnisk

 

For selvfølgelig fejrede vi halloween igen. Mette, som vi bor samme med, og jeg lagde meget energi i at skræmme nabolagets børn. Mindst 50 børn hvinede af fryd, 4 græd og en far skældte os huden fuld fordi vi skræmte hans lille prinsesse. Hvortil Mette kun havde følgende svar: Det her er halloween – ikke hallo Kitty.

metteogmaren

 

Til BogForum mødte jeg Johannes Møllehave i et baglokale. Han gav mig sin nye bog og krattede et par ord i den. Måtte konstatere, at nogle signeringer er mere blærede end andre.

johannes

 

Jeg har et anstrengt forhold til James Joyces. Så at se en opstilling som det her, gav mig spasmer i hele kroppen.

ul

 

Måtte lave denne stribe:

ulysses

 

Allan siger, at han bliver bekymret, når han går forbi min skærm på kontoret og ser dette:

gevaer

 

Prøvede at berolige ham med, at det jo bare var til en tegning:

skyder_et

 

Det var ikke mig! Sværger.

ikke-mig

 

Fik en god ide til en stribe og tegnede straks figuren. Men da jeg havde gjort det, kunne jeg død og pine ikke komme i tanker om, hvad pointen var. Og sad bare tilbage og lignede til forveksling det, jeg lige havde tegnet:

trist

 

Kamille er blevet opereret i sit knæ. Ikke noget alvorligt. Bare irriterende og halte-agtigt. Og noget med tjek og tjek og tjek og vente vente vente i venteværelser. Hvilket gør os begge kreative på den der lidt desperate måde. Hvor man fniser over ting, der ikke rigtigt er sjove. I give you øjenchips:

kamille

 

That’s all. Må seriøst se at få den app til at virke …

 

 

9 Kommentarer

Livet som Sonja
af marensblog

Jamen, hvad skal jeg gøre. Jeg har KUN lyst til at poste billeder af min hund hele tiden. Jeg er sprunget ud som raving mad hundedame. Så jeg burde faktisk præmieres for at nøjes med tre:

Sonja er med på kontoret hver dag. Her er et billede taget for fire sekunder siden, hvor hun ses sammen med sin yndlingsdukke havfruen Preben.

metro

De der heste, jeg spontankøbte sidste vinter, lever stadig i bedste velgående. Siden har jeg endda shoppet en hestevogn, som de gladelig trækker. Sonja traver gerne ved siden af. Hun er næsten lige så stor som hesten. Fra sidste weekend:

tarzan

Når man er med over alt, er man selvfølgelig også med i metroen. Dog ikke så glad for verdens farligste rulletrapper. Her må hun bæres – og holdes i poten.

metro

JARH, hun er så nuttet. Hvis vi ikke kan blive enige om andet i familien, så kan vi i hvert fald blive enige om dét. For det er det hyggeligste i hele verden at have fået skrummelhund.

 

 

15 Kommentarer

Kærlighed
af marensblog

Sonja er forelsket. I Tara.

Tara er en han, så det er ikke fordi, vi har hejst homoflaget. Faktisk ved vi ikke helt, hvilket flag vi skal hejse. For Sonja er en hund. Og Tara er en kanin. Men det afholder ikke Sonja fra at ville ligge i ske med Tara. Tara er lidt tilbageholdende. Tror han synes størrelsesforholdet er lidt skævt. Men han skal have, at han tackler Sonjas besættelse med både tålmodighed og overbærenhed. Også når Sonja slikker ham i ørerne.

Nogle gange er jeg i tvivl om, hvorvidt Sonja er forelsket. Eller bare gerne vil være en kanin selv. Alt hvad Tara gør eller Tara får, vil Sonja også have.

Efter at Tara overtog legehuset i haven som bur med ude-løbegård, har Sonja brugt alle chancer, for at hoppe ind i buret eller komme ind og ligge i legehuset. Når det ikke lykkes, ligger hun klinet op ad udeburet.

tara-sonja

Den første dag, Tara var derude og begejstret gnaskede græs og mælkebøtter, lå Sonja klods op ad buret og åd selv så meget græs, at hun brækkede sig. Hun vil have ALT Tara får. Slikærter, salat, gulerødder.

sonnis, gulerod

Okay, måske er min hund ikke forelsket. Måske er hun bare en kanin lukket inde i en skrumlet hundekrop. Forudser vanskelige transrace-operationer i fremtiden.

9 Kommentarer

Hundeneurosen
af marensblog

Vi fik jo hund for to måneder siden. Den var så nuttet. Og det er den stadig. Faktisk er den verdens mest nuttede hvalp. Og største. Jeg ved, hendes mor er schæfer og hendes far skulle efter sigende være rottweiler. Men jeg tror måske, han er en bjørn. Eller en dinosaur. For lillehunden vokser som lyn og torden, faktisk har hun taget 10 kilo på, siden jeg skrev om hende sidst. Hun har også fået en neurose. Som ligger til familien, så vi er ikke overraskede. Hun kan også bedst lide at klumpe. Hvilket er en af kendetegnene ved Allan, mig og ungerne. Det, vi gør mest i, er at klumpe os sammen og irritere hinanden. Og nu også med hund. Hvilket betyder, at hun ikke vil gå tur, hvis vi ikke er mindst to, der går med hende. Altså en lille flok. Så når man går tur alene, ser det oftest sådan ud:

Sonja

(Kæmpehvalp sidder på en vej og nægter at gå videre, fordi vi er for få.)

Det er ikke fordi, det nødvendigvis SKAL være os fra familien der går med, bare der er flere mennesker eller hunde, så er alt godt. Det er ANTALLET af væsener på tur, der er afgørende. Det betyder, jeg ofte slår følge med folk, der tilfældigvis går forbi. Som selvfølgelig ikke aner, at vi følges. Jep, jeg er blevet weird-stalker-dog-lady.

Nej, det nytter jo ikke noget med den neurose. Så jeg har konsulteret min dyreadfærdsforskerveninde, der ved alt om hunde, og hun har givet mig nogle fifs. Som handler om at lokke. Om at give positiv prægning på gåturen. Noget med at bruge lys munter babyfistelstemme, så hunden bliver helt glad i låget og glemmer det med at den ikke gider gå. Det virker skide godt. I hvert fald det med at få hende til at gå. Men stødte på en ny udfordring. Jeg mødte netop naboen, en nobel ældre herre, der høfligt spurgte til min hund og livet. Jo tak, det gik skam godt, svarede jeg. Han klappede hunden, løftede på hatten og jeg sagde “kom så hundi” til hunden og “hej hej” til manden. Men kom til at bytte om på stemmerne. Så jeg sagde “kom så hundi” med myndig røst og “hej hej” til manden med babyfistelstemme. Han kiggede undrende på mig. Jeg kiggede paf tilbage. Så besluttede vi os for, at den ikke kunne reddes og gik hver til sit …

 

20 Kommentarer

Ører og haler
af marensblog

Hvor tit er det, der går hul på ens dyne? Næ, ikke særlig tit. Hvort tit er det, der går hul på ens dyne, uden at der også er gået hul i betrækket, så man ikke har en jordisk chance for at vide, der er hul. Hvilket betyder, at der pludselig er fjer over seriøst alt, når man hiver betrækket af. Nå, men i går skete det for mig. En halv time efter jeg skulle være gået i seng og derfor var så træt, jeg ikke helt kunne rette ryggen.

Hvor tit er det, at ens lillehund, der på nazivis er opdraget til aldrig at være i møblerne og derfor aldrig har sat noget, der ligner en pote i hverken seng eller sofa, pludselig kækt hopper op i ENS SENG og TISSER UD OVER MADRAS, DYNE og for helvede også PUDEN? Det sker muligvis oftere end det med hullet i dynen, men alligevel ikke tit nok til, at jeg havde set det komme. For det var dét, der umiddelbart var sket, inden jeg hev betrækket af og fandt ud af der var hul. Fordi jeg ikke ville vække børnene, der selvfølgelig klumper sammen inde på mit soveværelse, fordi Smallan stadig er på ski, skyndte jeg mig at hive hulledynen ind i stuen. Så nu ved jeg også, at jeg har et sofabetræk, der synes fjer er the shit og derfor suuuuger dem til sig, som var det den sidste nadver. På måden, så jeg bare ved, at der kommer til at være fjer i den sofa det næste halve år. Ja, der var et øjeblik der, hvor jeg overvejede at overrække Kamille hunden og give samme kommando, som jeg gav med kaffemaskinen. Nej, faktisk var der to øjeblikke. For at være ærlig tænker jeg stadig lidt på det.

Men det var også fordi, jeg var så træt i går. Træt på måden, hvor kaffe ikke hjalp. Træt på måden, hvor jeg hældte ved siden af pastasien, da jeg skulle hælde pasta op i pastasien. Hvilket er ret dumt. Især når man ikke har den slags vask, man gider æde pasta ud af. Og se, det er DET, der er så skide uretfærdigt. For mennesker, der har køkkenvaske, der er rene nok til, at man kan spise pasta af dem, de kommer ALDRIG til at hælde pastaen ved siden af pastasien. Eller har pis i sengen. Eller huller i dynen.
De har garanteret også allerede alle de der fastelavnskostumer færdige. Enten har de husket at købe dem i tide. Eller også mangler de bare den sidste knap.

Mine børn har ønsker om alt muligt med ører og haler og noget med 175 små stykker dims, der skal limes på noget stof. Var tæt på at græde over det i går. Sætte mig på gulvet og vræle over, at de ikke bare ville være spøgelser. Eller ludere. Eller syg den dag.
Men så ombestemte jeg mig. Besluttede mig for, at nu ville jeg tackle dette på en mere moden måde. Så jeg ringede til min mor og vrælede på hende i stedet.

Hun kommer i morgen. Gør alt det der med ørerne og halerne. Og passer børnene, når jeg skal til Lyngby Bibliotek og snakke. Mødre for PRES!

I øvrigt, hvis du har en tyver og skulle have tid og lyst til at komme, kan du læse mere om arrangementet i morgen HER. Jeg tager også bøger med og sælger dem med fin rabat.

23 Kommentarer

Ny bedste ven
af marensblog

Vores familie har fået en ny bedste ven. Hun hedder Sonja, er halv schæfer og halv rottweiler og er den sødeste og klogeste lille hvalp, man kan tænke sig. Lykken vil ingen ende tage i disse dage.

Sonja

22 Kommentarer