Var i biografen. Så Woody Allens nye film. Den med Paris. Er ellers ikke den store Woody Allen fan. Men var meget begejstret for hans forrige. Og nu også den her. Okay, ”meget begejstret” er måske lige lovlige stærke ord at bruge om forholdet mellem mig og Midnight in Paris. Men den gjorde det, som ikke så mange film gør. Nemlig at henføre én i en stemning, der gør man tænker anderledes i timerne efter man har set den. Hører musikken inde i hovedet. Bliver enig med sig selv om alle mulige forandringer, der nu skal ske i ens liv. Som man selvfølgelig har glemt alt om, når man vågner næste dag.

Men der stod jeg. I stemningen. Alene foran biografen. I regnen. For vi er jo i den uge, hvor det regner for evigt. Selvfølgelig gik jeg hele vejen hjem. Selv om regnen kun tiltog. Har man set filmen ved man, det ikke kunne være anderledes. Heller ikke selv om slutningen var hundrede procent forudsigelig og nærmede sig det patetiske. Men det regnede. Så jeg måtte jo gå.

Tænkte på, det nok var nødvendigt, at jeg også flyttede til Paris og skrev en roman. Altså til jeg kom i tanker om, jeg har tre børn. Og så derefter straks alle livets muligheder flyve forbi mig og hen i favnen på dem, der er ti år yngre. Ak. Det hele er for sent. Den slags liv som stemningen krævede af mig er ikke mere en mulighed. Det hele sluttede den dag, jeg fødte Kamille.

Eller.

Eller var det lige præcis i det øjeblik, mit liv startede?

Dilemmaet om hvorvidt øjeblikket, hvor jeg fødte mit første barn var starten eller slutningen på mit liv, fik mine tanker til at køre i cirkel hele vejen fra Waterloo til Værnedamsvej. Omkring Meyers Deli begyndte jeg at overveje om jeg mon var skæv, eller bare skulle gå hjem og blive det. For filosofiske overvejelser på dét niveau plejer indfinde sig sådan cirka ved hvæs nummer fire på en hjemmeruller.

Uden dilemma, uden muligheder, uden Paris, uden roman havde jeg kun regnen tilbage. Men den tog jeg også cirka fire liter med ind af, da jeg kom hjem. Har den stadig lidt omkring læggene. Om ikke andet.

(Undskyld til alle dem, der ikke fatter halvdelen af, hvad jeg har skrevet, fordi de ikke har set filmen. Og undskyld til dem, der HAR set den, men stadig ikke fatter noget. Muligvis er jeg rent faktisk skæv.) 

Klumme skrevet til LIME: 

Det danske skolesystem har lært mig meget. Jeg kan op til flere sprog, stave til ”hest” og lægge to brøker sammen. Nej okay, det sidste er løgn, det kan jeg på ingen måde huske, hvordan man gør. Men jeg kan uden større problemer lægge to almindelige tal sammen, trække dem fra hinanden igen og hvis jeg rynker panden og trommer lidt med fingrene, kan jeg også gange en hel del tal med otte. Jeg har også lært at høvle på et stykke træ, sy korssting, synge tostemmigt  og lave en lasagne helt fra bunden (jep, også bechamelsaucen). Så man må sige, at folkeskolens maskineri fik fyldt mig med en hel del brugbare ting i de ti år, jeg gæstede den. Så det er ikke min hensigt at klage over den, men jeg har bare ofte undret mig over, hvorfor vi har valgt det ene frem for det andet, da vi skulle vælge, hvad skolen skulle lære os.

For der er mange andre ting, jeg godt gad skolen havde lært mig – så jeg ikke havde behøvet dumpe hundredvis af gange i livets benhårde skole.

Nogle af de fag, jeg kunne tænke mig, havde stået på skemaet er for eksempel: Hvordan tackler du at blive droppet af din kæreste?

Hvordan kan du forvente at reagere, når din mor dør?

Hvad når du selv skal dø?

Hvilke redskaber kan du gøre brug af, for ikke at slå røvhuller, der stiller sig op og kalder dig en smatso, i gulvet?

Hvordan drikker du dig fuld på en ordentlig måde?

Muligvis er det sidste ikke så politisk korrekt, men siden de fleste af os alligevel gør det ind i mellem – i hvert fald lige så ofte som vi laver bechamelsauce – hvorfor så ikke kaste et par timer efter helt nøgternt at forklare, hvordan man undgår at blive svenskerstiv?

Desuden burde vi lære mere om sex inden vi kaster os ud i det. Nu ved jeg ikke om sexualundervisningen er blevet bedre siden min tussegamle biologilærer uden at have øjenkontakt med nogen af os fortalte, at det var vanskeligt at opnå klimaks samtidig, hvorefter han stavede HIV på tavlen. For det var sådan cirka det eneste, jeg var rustet med, da jeg lod mig drage af erotikkens verden. Der har nok været et par ungersvende, der ville have ønsket, jeg havde lært at det faktisk ikke er nedad man hiver, når man prøver at få ham i stemning. Og jeg kunne for min del godt have draget fordel af, at fyrene fra ottende og opefter havde terpet noget klitoris. Altså én gang for alle havde fået lært, hvor den sidder og hvad de skal bruge den til – for vi er mange der kan hilse og sige, at der er en del, der i desperation har genbrugt høvleteknikken fra sløjdtimerne.

Se hvor kulturelle Gnisken og jeg har været!

Vi har været på Fyn og se Kingos grav i Fraugde Kirke.

Vi beundrede også de meget gamle kalkmalerier, som er lavet for over 800 år siden.

Okay okay okay, jeg vidste ikke en skid om, at Kingo lå der, men tog en tur over for at besøge en af dem, jeg i tidernes morgen læste teologi med, og som i dag er præst i Fraugde Kirke. I øvrigt er det meget mærkeligt, at alle de hængehoveder jeg læste med dengang, (Jamen det var de! Og det var jeg også selv. Vi sad sgu da bare der i fredagsbaren uge efter uge, drak øl og overvejede om vi skulle have sex med hinanden eller dem over fra jura) … nå, men de er i dag alle præster rundt omkring. Eller har et embede, som det hedder blandt præster – af årsager kun folk født før 1920 kan huske.

Og selv om der selvfølgelig er et par stykker, det gik lidt galt for, som stadig leder efter guds røst på bunden af en grøn flaske, er resten blevet voksne, ansvarlige og præsteagtige. Det er vildt mærkeligt, især fordi de faktisk ser bekymrede på mig, når jeg i dag siger ting, som at jeg synes, Gud er en nar, – og vil så gerne tale med mig om det. På den seriøse måde. I gamle dag trak de bare på skuldrene og spurgte, om de kunne låne mine græsknoter.

Men ham her, som jeg besøgte i Fraugde, lignede nu sig selv. Selv om han ikke havde Thors hammer hængende om halsen mere. Til gengæld kunne han give mig relevante informationer om kirken, som at Kingos ligskjorte var knappet skævt, men at stoffet var så mørnet, man ikke kunne rette på det. Og at det blå på kalkmalerierne var skabt med urin, for det var den eneste måde man kunne lave blå, på en naturlig måde. Men se, det vidste jeg faktisk godt i forvejen, for min mor er væver og var i mange år en lidenskabelig plantefarver. Som betyder hun farvede garn med ting og sager fra naturen. Derfor tissede jeg i en spand hele min barndom. Så min mor kunne få blåt garn. Jeg troede alle tissede i spande …

I øvrigt er det rart at sidde i en kirke ved alteret og sludre om alt mulig. Om gamle dage og tis. Nogen der har en kirke, jeg må komme og hænge ud i, når der ikke er andre?

Er du gal det gjorde ondt at føde hende.

Og bagefter. Man tisser ikke bare lige for sjov, når man er på barselsgangen, vel?

Hun sov ikke mere end tre timer ad gangen det første år.

Og alle de unødige bekymringer jeg har gjort mig om alle de potentielle farer, der kunne tilstøde hende - alt fra pas på du ikke falder når du står ud af badet, til at hun ingen venner ville få i skolen – (til børnelokkere og lokal atomaffaldsudslip lige omkring fritidsordningen), (for ikke at tale om accelererende kræftknuder, der viste sig at være en hævet lymfeknude og jeg tør stadig ikke trække vejret, når hun kører af sted på sin cykel i regnvejr).

Har måttet slippe en tåre, hver gang hun er trådt ind i en ny æra: Færdig med vuggestue, suk. Færdig med børnehave, suk. Færdig med kun at turde sove hjemme, suk. Færdig med at være afhængig af mors mening om alt, suk. Men denne nye æra, hun er trådt ind i sit ottende år, fik mig ikke til at tude.

Mor, vi har haft afrikansk tema hele ugen i skolen, og jeg har lært at lave en afrikansk suppe, skal jeg ikke lave mad i aften?

Now all the shit makes sense!

Den smagte himmelsk!

Jeg har lige født hende! Jamen det har jeg da! Til dem, der går op i det med at tælle, er det selvfølgelig otte år siden. Og på en eller anden måde er hun begyndt i skole og ting. Men hun er jo stadig bare lille Kamille, der gør fjollede ting og tror, jeg har svaret på alt her i verden.

Joda, hun har altid haft en holdning til, hvad hun ville have på. Men det gik mest ud på, om hun skulle have den lysepink, den mørkepink eller den pinkpink kjole på. Og om håret skulle i hestehale eller i fe-fletning ned ad ryggen.

Men så for satan da osse! Pludselig skiftede hun stil. Måske er det kommet snigende, uden jeg har opdaget det. Måske skulle jeg have taget notits af, at hun valgte at klæde sig ud sådan her til en fødselsdagsfest for et lille år siden.  

Det var muligvis ikke bare udklædning. For i løbet af den sidste tid, har hun givet alt det tøj hun har, der har så meget som en lille blomst, sløjfe eller ikke er sort nok til sin lillesøster. Hun går konsekvent med hat og har købt lilla clip-on striber til sit hår. Derudover smadrer hun én, hvis man siger hun er nuttet, for hun er nemlig sej! Zuperzej.

Tog dette billede i går morges inden hun susede af sted i skole. Nu var det jo bare tirsdag, så hun havde kun én stribe lilla i håret.

Altså, jeg mindes at jeg brugte hele min folkeskoletid på ihærdigt at prøve at se præcis ud som alle de andre i klassen?! Så vidt jeg kan se på 2.D’s klassebillede, er de andre piger i Kamilles klasse ikke kommet særlig meget længere end hvide strømpebukser og sløjfe i håret … ?!

WHO ARE YOU??

Fangede hende igen inden hun gik ud af døren og tog den moderlige stemme på. Hør her Kamille, du må gå i præcis det tøj du vil, knalde ud med striber, høj hat og alt muligt andet, men du skal huske at mærke efter inden i, hvad der føles rigtig og forkert. Og du skal huske at være en god veninde, en god søster – ja, et ordentligt menneske. (Ikke fordi hun har vist tegn på andet, men man ved sgu da aldrig med de der flippere, vel?!)

Hun kiggede på mig, som om det da var det mest åndssvage hun længe havde hørt, slog med nakken, vendte øjnene mod himlen og sagde: Ærrhj, det er da klart mor. Det er jo derfor, jeg har tænkt mig at blive vegetar, når jeg bliver ni år.

Jeg gentager: WHO ARE YOU?

Svinger lidt mellem på den ene side at synes, det er supercool, at hun allerede er så sikker på, hvad hun vil gå i og ikke (jeg har i en alder af 38 stadig ikke helt fundet min stil …). Og på den anden side, så er hun sgu da kun otte?! Altså, hvis hun skal blive ved med at toppe sig selv, og det skal man jo som regel, har hun jo tatoveret en øgle hen over ryggen, når hun bliver ni. Og piercet hele fjæset sammen, når hun bliver ti.

… Kan allerede se hendes bankmand-far tage sig til hjertet med den ene hånd. Og pege fingre af min frie opdragelse med den anden. Hm.

PS. Selvfølgelig har jeg indhentet tilladelse hos goth-girl til at skrive dette indlæg. Tør sgu ikke andet.