Jeg skriver rasende hurtigt på maskine. Altså det som i mere moderne vendinger vel egentlig hedder et tastatur. (Går man stadig til maskinskrivning? Eller hedder det computerskrivning? Eller er det bare en evne man i dag fødes med?)

Uanset. Jeg skriver som lynet. Blindskrift und alles. Kan kigge i alle retninger og alligevel hamre ordene derudaf, endda med bogstaverne i rigtig rækkefølge. Men jeg kan ikke ramme Z, X og Q om det så gjaldt mit liv. For jeg kom engang til at sætte ild til en skraldespand.

Det var fordi jeg gik til maskinskrivning da jeg var fjorten. På ungdomsskolen. Altså efter skoletid. I min fritid. Det er det eneste fornuftige jeg nogensinde har foretaget mig på frivillig basis. Aner ikke hvorfor jeg gjorde det. Men min bedste veninde gik der også. Vi hed The Klistersisters. Måske havde vi skumle planer om at at bruge Maskinskrivningstimerne som et tækkeligt dække, i stedet pjække og sidde og hænge nede foran biblo eller noget. Men det gjorde vi ikke. For vi kunne enormt godt lide vores lærer.

Han var en virkelig hyggelig midaldrende mand. Der syntes vi var sjove. Også når vi sagde vi lige skulle på toa og han fem minutter så os pile ned til kiosken efter snickers. Hohoho, grinte han, når vi kom tilbage, jeg så jer godt. Og så lavede han et lille jonglernummer ud af de to minimuh vi havde købt til ham. Vi købte dem ikke for at fedte. Vi købte dem, fordi han var vores ven.

Altså ind til den dag, hvor jeg kom til at sætte ild til skraldespanden. Jamen for fanden da. Jeg har ingen erindring om, hvorfor, hvordan eller hvor ilden kom fra. Ved bare det var fjerde sidste lektion på sæsonen og at jeg pludselig stod med et stykke brændende A4-papir i min hånd. Hvorefter jeg blev så befippet jeg løb op til kateteret og kylede det i skraldespanden. Som betød at der gik et split sekund før hele spanden stod i levende lue. Min lærer brølede højt, trampede ned i spanden, fik fat i noget vand og slukkede de sidste gløder. Og så var der ellers ingen kære minimuh. Han skældte mig huden fuld. Sagde ting om, hvor dum jeg var, der kunne finde på at putte brændende papir ned i en skraldespand. Og den slags. Jeg skammede mig. En ting er at få skæld ud af narrøvs-lærere. You just don’t care. Men at få skæld ud af det du troede var din voksen-ven, det er ydmygende.

Så jeg gjorde det som var nødvendigt: Jeg kom ikke til de sidste fire lektioner. Kunne ikke face det. Face min egen stupiditet. Og lærte derfor ikke at få placeret de sidste tre bogstaver ud på de rigtige fingre. Bare ærgerligt. Har ikke fået det lært siden. There you have it. Det er derfor jeg så sjældent skriver om zebraer, xylofoner og Quasimodo.

Jeg elsker Depeche Mode. I en grad så jeg op gennem årene har været til så mange koncerter, jeg overhovedet har kunnet skrabe til mig, kan alle tekster og ikke sjældent diskuterer med mig selv, om jeg mon helst ville gifte mig med Martin Gore eller David Gahan. Af samme årsag har jeg heller ikke været for fin til at gå med t-shirts med dem på. For eksempel en pink t-shirt fra pladen Exciter, som jeg i dag ikke begriber, hvordan jeg nogensinde har kunnet være i. Men husker tydeligt, hvordan jeg vrikkede rundt med høj hæl, jeans og dette lille stykke stof, der er syet sammen i t-shirtfacon.
Selv om jeg er blevet for stor til den, kan det på ingen måde komme på tale at smide den ud. Så mine døtre har arvet den.

Det er pt Myntes yndlings trøje. Og det kan jo KUN gøre mig glad. Bare super ærgerligt hun går rundt og synger Shubidua i mens …

Da jeg var barn, rodede jeg meget. Nogle gange sendte min mor mig op på mit værelse for at rydde op. Så var jeg væk i flere timer. Når hun stille bankede på for at se, hvor fint der da nødvendigvis måtte være blevet nu, fandt hun mig midt i kaos i fuld gang med at sortere mine glansbilleder. Jeg skulle jo rydde op og så kunne “babyer” jo selvfølgelig ikke ligger under “hunde”. Jeg forestiller mig hun har tænkt, jeg nok ville vokse fra det.

Oh well, think again.

Ungerne har hundrede venner på besøg, hele huset flyder, der er mad ud over hele køkkenet. Og jeg er ganske sirligt gået i gang med at farvekoordinere mine bøger. Jamen for helvede da. Man kunne med meget stor fordel være startet ET ANDET STED i sodomaet end at flå bøger ud af reolen. Værst er, at nu har jeg fået lagt de fleste i rigtig farvebunke og nu gider jeg ikke mere. Værre er måske, at jeg nu egentlig ikke synes, de skal være i farveorden alligevel.

Men fik indskydelsen, fordi der var nogen inde på bookshelfporn, der havde gjort det og det så jo vældig fint ud, men de havde heller ikke hjem, hvor de vadede rundt i lort til knæerne, så måske var det bare dét, der var pænt …

Ind i mellem har man brug for en pause. Og jeg har besluttet at holde en. Derfor vil min muntre røst ikke være at høre på bloggen de næste par uger. Ikke at her vil være stille. Jeg har nemlig lånt min blog ud til en anden. Til manden med de tvivlsomme sko. Kan I huske ham?

Oh yes, Jakob. Ham der pludselig midt i mit kommentarfelt besluttede sig for at fortælle, han godt kunne lide at gå i dametøj.

Det skrev han lidt mere om her.
Og her.
Og jeg kommenterede sådan her på det.

Jakob er ikke hvem som helst. Vi har været venner siden vi var 18, unge og sprøde. I tyverne var vi kærester i mange år. I de år hvor man hver sommer bumlede rundt i Europa i smadrede biler med telt og vind i håret. Som var de samme år, man gik til mærkelige fester hver weekend og boede på værelser, der altid så ud som om køleskab og garderober var eksploderet ud over det hele. Det var også dengang alt var mere dramatisk. Hvor det var tale om liv eller død, hvis vi ikke mere skulle være kærester. Hvor vi råbte ting som ALTID eller ALDRIG og hvor man i hvert fald ikke bare kunne være venner, selv om én slags forhold ophørte. Når jeg ser tilbage på unge Jakob og Maren, har jeg bare lyst til at ae os over håret, fordi vi er så søde og ikke fatter, at livet slet ikke er så vanskeligt, som vi gør det til. Og at vi da må forstå, at man ikke bare sådan skal udelukke et andet menneske fra sit liv, når man endelig har mødt én, der ikke kigger på én som om man har en medfødt fejl, når man siger ting som, at man godt kan lide at se ørkenrotter parre sig. Eller tænder på at tisse i en spand. Men som i stedet bare spørger, om det har nogen betydning hvilken farve spanden har.

Vi forstod det heldigvis efter ikke alt for lang tid og selv om vi ikke overrender hinanden, er det aldrig mærkeligt at sende en sms med et indhold, der vil få de fleste andre til at kaste telefonen fra sig.

Jo, jeg har flere af den slags mennesker i mit liv. Og jeg giver aldrig slip på dem. Heller ikke Jakob. Heller ikke selv om vi de sidste mange år har bevæget os i meget forskellige retninger. Som for eksempel betyder, jeg leger kernefamilie med en slags fast indkomst. Og Jakob bor på en båd, hvorfra han kaster ting efter alt, der bliver for etableret.

Jeg håber I tager godt i mod ham og hans ord. Han skal nok tage jer med ud i nogle interessante og overraskende kroge. Kan sige så meget, at jeg læste et af de prøve-indlæg, han havde skrevet, hvilket fik mig til at råbe højt og kigge væk. Og så kigge tilbage igen og grine en smule skingert. Ringede bagefter til ham og sagde, at han altså måtte advare folk før han viste den slags billeder. Og om han havde flere af samme type, for så ville jeg gerne se dem …

Og således vil jeg nu holde op med tale for en tid. Pas godt på jer selv, på Jakob og på bloggen. Vi ses på den anden side.

Jeg taler ret ofte om den ene af mine katte. Den Blå. Ja, det hedder den. Other story.

Dem, der føler sig hægtet af, hver gang jeg bringer Den Blå på banen, kan følge med her.

Anyway, tilbage til familieidyllen og House of Crap. Vi har købt hus i et ret posh område. Alle husene ser ud som om, de kunne spise vores til morgenmad. Vi bliver omtalt som “The House with all the shit outside”, når naboerne skal forklare deres au pairs, hvilket hus de taler om. De har ret. Der er usædvanlig meget shit uden for vores hus. Af samme årsag ville vi gerne prøve at gøre et godt indtryk og komme lidt ind på livet af vores naboer. Og takkede derfor straks ja, da vi blev inviteret til fastelavnsfest. Lad mig bare sige to ting om den begivenhed:

1. Jeg kan læse, at min version her på bloggen er en væsentlig mere lyserød version af begivenheden end hvordan det reelt var. Det var faktisk slet ikke hyggeligt som jeg skriver, det var rædsomt og jeg har sjældent følt mig mere kikset. Hvilket jo kun var min egen skyld, I know. Det er nok lidt naivt at tro, at døden er velkommen …

2. Vi har ikke hørt fra nogen af dem, der var med til festen, siden.

For at peppe lidt op på humøret tog vi alle fem i svømmehallen. Kunne fandme lige så godt være taget til helvede. 

Ikke så længe efter sendte Allan og jeg børnene på ferie i en uge og tilbragte den selv sådan her. 

Nå, nu slutter Epilogen. For vi er kommet så langt som til maj 2011. Men der er jo ingen rigtig slutning, for historien fortsætter jo stadig. Sådan cirka dagligt her inde på bloggen. Men jeg vil slutte med et sidste indlæg – endda et med feelgood-effekt. Og alle dem, der kan svare rigtigt på Anemones spørgsmål, har vundet!