Ind i mellem har man brug for en pause. Og jeg har besluttet at holde en. Derfor vil min muntre røst ikke være at høre på bloggen de næste par uger. Ikke at her vil være stille. Jeg har nemlig lånt min blog ud til en anden. Til manden med de tvivlsomme sko. Kan I huske ham?

Oh yes, Jakob. Ham der pludselig midt i mit kommentarfelt besluttede sig for at fortælle, han godt kunne lide at gå i dametøj.

Det skrev han lidt mere om her.
Og her.
Og jeg kommenterede sådan her på det.

Jakob er ikke hvem som helst. Vi har været venner siden vi var 18, unge og sprøde. I tyverne var vi kærester i mange år. I de år hvor man hver sommer bumlede rundt i Europa i smadrede biler med telt og vind i håret. Som var de samme år, man gik til mærkelige fester hver weekend og boede på værelser, der altid så ud som om køleskab og garderober var eksploderet ud over det hele. Det var også dengang alt var mere dramatisk. Hvor det var tale om liv eller død, hvis vi ikke mere skulle være kærester. Hvor vi råbte ting som ALTID eller ALDRIG og hvor man i hvert fald ikke bare kunne være venner, selv om én slags forhold ophørte. Når jeg ser tilbage på unge Jakob og Maren, har jeg bare lyst til at ae os over håret, fordi vi er så søde og ikke fatter, at livet slet ikke er så vanskeligt, som vi gør det til. Og at vi da må forstå, at man ikke bare sådan skal udelukke et andet menneske fra sit liv, når man endelig har mødt én, der ikke kigger på én som om man har en medfødt fejl, når man siger ting som, at man godt kan lide at se ørkenrotter parre sig. Eller tænder på at tisse i en spand. Men som i stedet bare spørger, om det har nogen betydning hvilken farve spanden har.

Vi forstod det heldigvis efter ikke alt for lang tid og selv om vi ikke overrender hinanden, er det aldrig mærkeligt at sende en sms med et indhold, der vil få de fleste andre til at kaste telefonen fra sig.

Jo, jeg har flere af den slags mennesker i mit liv. Og jeg giver aldrig slip på dem. Heller ikke Jakob. Heller ikke selv om vi de sidste mange år har bevæget os i meget forskellige retninger. Som for eksempel betyder, jeg leger kernefamilie med en slags fast indkomst. Og Jakob bor på en båd, hvorfra han kaster ting efter alt, der bliver for etableret.

Jeg håber I tager godt i mod ham og hans ord. Han skal nok tage jer med ud i nogle interessante og overraskende kroge. Kan sige så meget, at jeg læste et af de prøve-indlæg, han havde skrevet, hvilket fik mig til at råbe højt og kigge væk. Og så kigge tilbage igen og grine en smule skingert. Ringede bagefter til ham og sagde, at han altså måtte advare folk før han viste den slags billeder. Og om han havde flere af samme type, for så ville jeg gerne se dem …

Og således vil jeg nu holde op med tale for en tid. Pas godt på jer selv, på Jakob og på bloggen. Vi ses på den anden side.

Jeg taler ret ofte om den ene af mine katte. Den Blå. Ja, det hedder den. Other story.

Dem, der føler sig hægtet af, hver gang jeg bringer Den Blå på banen, kan følge med her.

Anyway, tilbage til familieidyllen og House of Crap. Vi har købt hus i et ret posh område. Alle husene ser ud som om, de kunne spise vores til morgenmad. Vi bliver omtalt som “The House with all the shit outside”, når naboerne skal forklare deres au pairs, hvilket hus de taler om. De har ret. Der er usædvanlig meget shit uden for vores hus. Af samme årsag ville vi gerne prøve at gøre et godt indtryk og komme lidt ind på livet af vores naboer. Og takkede derfor straks ja, da vi blev inviteret til fastelavnsfest. Lad mig bare sige to ting om den begivenhed:

1. Jeg kan læse, at min version her på bloggen er en væsentlig mere lyserød version af begivenheden end hvordan det reelt var. Det var faktisk slet ikke hyggeligt som jeg skriver, det var rædsomt og jeg har sjældent følt mig mere kikset. Hvilket jo kun var min egen skyld, I know. Det er nok lidt naivt at tro, at døden er velkommen …

2. Vi har ikke hørt fra nogen af dem, der var med til festen, siden.

For at peppe lidt op på humøret tog vi alle fem i svømmehallen. Kunne fandme lige så godt være taget til helvede. 

Ikke så længe efter sendte Allan og jeg børnene på ferie i en uge og tilbragte den selv sådan her. 

Nå, nu slutter Epilogen. For vi er kommet så langt som til maj 2011. Men der er jo ingen rigtig slutning, for historien fortsætter jo stadig. Sådan cirka dagligt her inde på bloggen. Men jeg vil slutte med et sidste indlæg – endda et med feelgood-effekt. Og alle dem, der kan svare rigtigt på Anemones spørgsmål, har vundet!

Som jeg før har sagt, så er bloggen jo fortsættelsen af kærlighedsføljetonen. Jeg begyndte at blogge et halvt år efter vi var flyttet ind. Altså der hvor jeg stoppede “Lovestory”. For at få fortsættelsen kan man selvfølgelig trevle bloggen op fra begyndelsen. Men hvem fanden gider det. Så jeg har lavet et lille potpourri til jer: Et par links til de indlæg, der giver et billede af hverdagen derefter …

Først lidt byggebilleder:
Kamille fik en ny seng med indbygget hule. Sagde jo Allan var god til det!

Så blev de to små skide sure, for de ville fandme også have en fed seng med noget hule og ting. Allan måtte svinge hammeren igen. 

Så spiste Allan pølsen og jeg blev R.A.S.E.N.D.E!

Jeg har aldrig været god til det med at vide, hvornår man skal koncentrere sig om EN ting – og i hvert fald ikke begynde at holde fastelavnsfester midt i ragnarok. Så vi råbte lidt af hinanden igen. Bemærk de smukke rå karme i baggrunden. Det er først lige blevet fikset. To år senere.

Vi boede i lille kælderrum de første 4 måneder vi boede i huset. 3 børn, 2 katte og nogle fisk, der langsomt døde i  mørket bag akvarieruderne. Sgu også tæt på, at jeg døde i mørket – især da det blev november og vi ikke havde varme på. Så svingede Smukke Allan rundt med værktøjet og snart flyttede vi sengene ovenpå. Da vi var flyttet op, så kælderrummet længe sådan her ud. Og jeg var ved at gå i coma. Så meget at min veninde reddede mig, som I kan læse. Men naturen er jo et røvhul, så et år senere, så kælderen sådan her ud.

Fortsættelse følger … 

Allans version:

Projekt nr. mange. Ro skal ikke vare ved!

Vi ser på hus, vi forelsker os i hus, vi ser hus blive solgt. Nå. Men. Dejligt! Så var det ude af verden. Vi havde ikke råd til at købe noget andet. Desuden var lejligheden lige blevet helt færdig, og nu skulle vi bare nyde vores unger og hinanden.

2 måneder senere kommer vores meget gode ven Mette med en lille ide om vi da kunne købe et hus sammen! Jo da, fantastisk ide og så begyndte jagten på det perfekte hus – og vi fandt det. Alt gik og så gik ingenting. Noget med lån, isolering og gamle vandrør. Vi var så heldige at være omgivet af meget hjælpsomme folk, som har gjort utroligt meget for at hjælpe os med det hele og så gik det jo alt sammen alligevel.

Jeg havde drømt om det her renoveringsprojekt længe og ville gerne gøre det sammen med min far. Sådan et rigtigt far/søn projekt. Det blev også et rigtig far/søn projekt, et meget STORT far/søn projekt! Jeg så min far hver weekend den næste tid, den næste lange tid. Jeg havde lovet Maren, lidt urealistisk måske, at vi var færdige efter 3 måneder. Der blev hamret, savet, skruet og så fint blev/bliver det. Jep arbejder stadig på at få det sidste lavet, som i ret meget, der stadig skal laves. Men det greb om sig, jamen det var ikke meningen, det skulle tage så lang tid og der skulle gøres så meget … der var bare så meget mere end den dør, der skulle flyttes og væggen, der skulle pudses op på ny… men det bliver godt!

Alt det er ikke rigtig det væsentlige i vores love story, det væsentlige er, at vi stadig er sammen! For der har været meget glæde, utroligt meget gråd og frustration med vores husprojekt. Statistikkerne siger jo, at når huset endelig står færdigt, så bliver folk skilt. Måske er det derfor jeg ikke får det lavet helt færdig og garanteret aldrig bliver færdig. NEJ Maren jeg LOVER det bliver færdig!!!!

Det startede med mange ture til København, efterfulgt af to døtre + en Kamille. Hårde tider, gode tider, tårer, højt latter, lynende øjne, kærlige blikke plus alt det andet et parforhold indeholder. Men en ting er i hvert fald helt sikkert: Jeg har aldrig fortrudt, jeg ikke tog til min mormors fødselsdag, men i stedet på blind date med Maren!

Marens version: 

Vi købte et hus. Sammen med Mette. Jamen jeg ved sgu stadig ikke hvorfor vi gjorde det. Altså jeg kan godt forstå, vi gerne vil bo sammen med Mette. Og det er et super fedt hus. Men seriøst altså. Vi var to meget meget meget trætte mennesker. Med utrolig mange børn. Og så valgte vi at gå ind i dette projekt:

Need I say more?

På den positive side, kan jeg sige, at det kun er fantastisk at bo sammen med en anden familie. For eksempel har man altid mælk, når man ikke har det. Altid toiletpapir, selv om man for fjerde gang har glemt det, da man var ude og handle. Vi laver mad til hinanden. Er enige om aldrig at rydde op i haven. Ser efter hinandens børn. Stjæler hinandens vin. Og vi ved hvor hinandens hemmelige slik/cigaret/parfume depoter er. Desuden deler Mette og jeg neglelak. Sådan midt på trappen mellem os har vi nu verdens største samling, som konstant overrasker en. Jep, der er tale om livskvalitet af højeste kaliber.

På den knap så positive side, fortsætter jeg bare med endnu et par billeder:

Man kan da godt lægge en vinkel på det, der handler om hvor hyggeligt det da er at børnene hjælper til. Se, en familie der står sammen om udfordringerne. Men det ville være lige lovlig manipulerende. For det gjorde de kun lige præcis så længe som det tog mig at tage billederne. Siden har de kun siddet midt på gulvet og råbt efter mere slik.

Husprojektet afslørede to ting ved Allan:

1. Hvor fantastisk dygtig en håndværker han er, selv om han slet ikke er det (han er teknisk tegner). Jeg er totalt imponeret og vildt stolt på kone måden over alt det han har bygget og er ikke for fin til at rulle mig ud i monologer, der starter med:  Nu skal du bare høre hvad MIN kæreste kan.

2. Hvor latterlig han er, når det kommer til at gennemskue, hvor lang tid ting tager. Sagde han tre måneder? Gjorde han? Jo, han gjorde. Og hvad fanden ved JEG om at snitte et hus. Like nothing. Så i dag, næsten tre år senere, kan man stadig ae de bare mursten nogle steder i huset.

Det har været røvsygt. Små børn og byggeprojekt er så dårlig en ide, at jeg bliver aggressiv bare nogen overvejer at tale om det i romantiske vendinger. Det har taget kvælertag på vores økonomi, på overskudet til vores børn, til hinanden, til at trække vejret dybere end den øverste del af brystkassen.

Vi er ikke færdige med huset endnu. Men næsten. Færdige nok til at vi er begyndt at få øje på hinanden over bunkerne af brokker og vasketøj i størrelse 98. Jeg kommer aldrig til at gøre det med at købe et håndværkertilbudshus igen. Fy for fanden. Og forhåbentlig kommer jeg heller ikke til at gøre det med at gafle mig en mand igen. For jeg er så satans vild med Smukke Allan. Hvis nogen skulle være i tvivl, altså. Og for at bringe det fuldstændig ud på kvalmestadiet, har jeg foræret ham denne sang. Sådan kvit og frit. For jeg kan altid kun kan tænke på ham, når jeg hører den.

watch?v=5f1D9kHogq0

Det er oprindelig en Cure sang og Allan HADER The Cure lige som resten af min musik, men i håbet om, at den glider ned, har jeg ladet Adele synge den. Tryk play og forestil jer de imaginære rulletekster, for snip snap snude, nu er føljetonen ude.