Jeg har før skrevet om min gudmor. Hende hippien, amerikaneren, professoren, antropologen, kvartindianeren. Hende der kun bliver klippet, når det er fuldmåne, aldrig har fået børn, for det gør intelligente kvinder ikke og så derudover altid giver de særeste gaver. Og altid uden anledning. Jeg elsker de gaver. For jeg kan umuligt regne ud hvad der er i dem. Som da jeg modtog en klap for øjet i posten. Eller da min søster fik en pose hundeuld. Eller da vi begge blev befalet til at pynte os med smykker lavet af gamle bildæk fra Estland.

Der er altid en eller anden mærkelig historie med pakken. Nogle gange giver det endda mening.

Der kom en pakke til i lørdags. Jeg åbnede den forsigtigt. Spændt til bristepunktet. I pakken var der en æske.

I æsken var der en masse emballage.

Og derunder “noget” med toiletpapir omkring (gaver fra gudmor er som regel tullet ind i toiletpapir).

Under var der noget brunt.

>

Under det brune lå denne lille fætter og kvækkede.

Mother of Pearl Frog, hedder den og er handcarved by Joann Quam, Pueblo of Zuni, New Mexico. 

Den er virkelig turkis og virkelig nidstirrende og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal bruge den til. Men nu har jeg stillet den på hylden i soveværelset, så nu går vi og skæver lidt til hinanden, Moddafucker of pearl og mig. Og prøver at vænne os til, at vi er blevet rodet ind i hinandens liv. Overvejer at finde klappen frem og tage den over mit venstre øje. Bare for at vise den noget attitude.

UPDATE: 

Mother of Pearl har fundet sin sjæleven. Den Blå: 

Nej, det er ikke bare et uheldigt snapshot – sådan ser den ud. Hver dag. Det er fordi dens hjerne er helt tom, så alt den ser er en overraskelse.

Min gudmor var på besøg i sidste uge. Jeg har før skrevet klummer om min gudmor, for hun er et sjældent menneske. Ikke altid på den sympatiske måde (Jvf. holdningen: Der er ingen intelligente kvinder der får børn) – men ALTID på den interessante måde, der gør, jeg til enhver tid hellere vil falde ned af stolen i forargelse af at høre på hende, end at skulle konversere, som man ellers gerne bliver tvunget til.

Min gudmor er amerikaner, bor i USA og nærmer sig snart de firs. Hun er professor i antropologi, kvart indianer, har aldrig haft en mand i mere end tre år ad gangen (så bliver det kedeligt, mener hun), har fravalgt børn (meget meget intelligent altså ) og er mega hippie. Så hippie, at hun rent faktisk var til stede til Woodstock og stadig render rundt i lange flagrende gevandter med psykedeliske mønstre i klare farver. Håret var engang langt, mørkt og bølget. Nu er det langt, gråt og bølget, men jeg siger jer, hun var herre-lækker som ung. Altså da hun var omkring de fyrre, hvor jeg var lille og lærte hende at kende. Hun var ved at lave sin doktorafhandling i antropologi og lavede derfor feltarbejde på det samiske folk. På det tidspunkt boede min familie og jeg i Norge, nærmere Finnmark – altså deroppe, hvor der bor samer og der er mørkt hele vinteren, lyst hele sommeren, nordlys om efteråret og hvor den sidste sne først smelter langt ind i juni.

En af min gudmors kæpheste er, at hun aldrig smider noget ud. Alt bliver genbrugt eller i hvert fald gemt til det kan genbruges. Man forlader heller ikke en restaurant uden at spise op eller at tage resterne med. Hvilket giver mig flashbacks fra barndommen, hvor jeg har tilbragt meget lange og meget pinlige besøg på restauranter, der havde Spis alt du kan-buffeter. Først spiste vi jo, alt vi kunne. Og så spiste min gudmor lidt mere end hun kunne. Og så skulle vi sidde og vente til hun blev sulten igen. Det kunne godt tage et par timer.

Da vi var ude og spise i sidste uge, samlede hun de grillpinde kødet blev serveret på sammen, dem kunne hun brænde hjemme i kaminen, sagde hun og puttede dem i tasken. Uden at have andet en skuldertræk til overs for kommentarer om, at hun altså først skal til Finland, så til Sameland, så til Letland, så til Holland før hun skal hjem igen engang midt i juli. (Kender I øvrigt andre på den alder, der rejser rundt i verden uden forudbestilt billetter? … arh, jeg finder vel en bus, et tog, et fly eller en sofa jeg kan sove på, siger hun altid bare, hanker op i rygsækken og vinker farvel).

Nå, men jeg har før skrevet om min gudmors hundeuld. Hun havde nemlig engang en pose hundeuld i gave med til min søster, da hun kom på besøg. Med tårer i øjnene af grin, fortalte min søster så over maden, at min gudmor altså havde fundet mere hundeuld fra hendes døde hund nede i kælderen.

Mens min gudmor stak tungen ned i de små smørpakker for at få det sidste med, fortalte hun, at hun endelig havde fundet noget at bruge al hundeulden til, som hun havde gemt på alle disse år. Hun havde nemlig sendt det hele ned til oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf.

-          Æh, hvad?

Jojo, det var nemlig skide smart. For så puttede de ulden i nylonstrømper og lagde det ned i vandet og så sugede det olien op. Ja, man kunne også bruge menneskehår, så hun havde også klippet en chunk af sit eget og lagt ved.

Jeg indrømmer, at jeg i et øjeblik tænkte, at nu var det sket. Nu gik al den viden, hun ligger inde med, tabt i de demente tåger. Men shame on me, for se bare her:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=EwQOD_Ir2vQ]