Det startede i sidste uge. Mens Smukke Allan restituerede efter at have løbet en milliard kilometer i det jyske terræn weekenden forinden. Da han pludselig kom i tanker om, at hans søster, mand og fire børn (!!) kom på besøg den kommende weekend. Og at han selv skulle arbejde fra tidligt til sent. Hvilket fik mig til at protestere en smule (på den forholdsvis stilfærdige måde dog). For jeg restituerede også efter alene-weekend med ungerne, hvilket som regel også føles som at løbe en maraton og kunne derfor godt bruge en lidt mere afslappende weekend forude.

Nu er min svigerinde og hendes mand ikke lige som mig, der begynder at gå i cirkler når jeg skal udføre et stykke praktisk arbejde som for eksempel at rydde op. Eller falder i staver over hver anden gaffel jeg tager ud af opvaskemaskinen, fordi jeg er alt for optaget af at tænke over, om onklen i min roman skal mangle et øje eller sin ene testikel. Nej, de er handlekraftige mennesker, der både rydder op og selv har mad med. Og endda har sat en stor flot buket på bordet og chokolade i køleskabet, når de forlader matriklen igen.

Nå, men det var altså først da han smed en fest med de gamle soldaterkammerater ind i ligningen, som han da som en selvfølge skulle med til lørdag aften (altså den weekend hvor han arbejder og søs er på besøg), jeg gav mig til at hvæse. Da jeg ikke rigtig syntes, han angrede nok, gav jeg mig til at brøle. Og da han så gav mig ret i at det var en lidt kaotisk situation, han havde sat mig i, men derudover ikke rigtig mente, der var noget at gøre ved det, blev jeg så rasende, jeg bed ham i armen. Ja, det gjorde jeg. Og da han råbte av, så bed jeg ham igen. Hårdt. På et tidspunkt i kampen, som mest bestod i at han smågrinende prøvede at holde mig på afstand, tog han fat i min fod og gav sig til at massere den. Resten står lidt hen i tågerne. Tror nok jeg faldt i søvn af udmattelse over at være så rasende.

Dagen efter tikkede dette billede ind på min mail. Det var fra Smukke Allan. Han skrev: Selv den vildeste kat kan tæmmes.

Damn, de mødre der er at finde på legepladsen i Frederiksberg Have er godt nok smarte i tøjet. Lille buks her, flad men top-smart støvlet der, den rigtige lille comfi men drøn-moderne læderjakke over til højre og der er da ikke nogen, der har glemt at vikle prikken over i’et rundt om halsen: Tørklædet, som ligner noget, der har kostet 100 kroner, men som vi alle ved har kostet 1000. Og selv om søndagen er der ingen af dem, der har så meget som antydning af fedtet hår?!

Nu er det ikke så tit, jeg tager på legepladsen med mine børn. For at være dén, der skubber gynge, holder i hånd når der skal gås balance og ikke kan få sin røv i rutchebanen, er omtrent lige så sjovt som at se DR K fire døgn i træk. Så det hører til sjældenhederne man hører mig foreslå legeplads som mulig eftermiddagsaktivitet. Men i søndags var vi der. De to små og mig. Og det var her, jeg opdagede, jeg havde glemt at sætte (vaske) håret, tage makeup på og overveje, hvad jeg skulle have på. Slap dog af rent guccimæssigt, hva’ kællinger, det er en legeplads!

Da jeg så var færdig med at prøve at stive det krakelerende selvværd af med at synes, de var åndssvage – og samtidig prøvede ikke at indrømme over for mig selv, jeg holdt mig lidt i skyggen, så håret ikke skulle glinse for meget, kom jeg til at kigge på deres børn. Æææærhj helt ærligt, giv da lige os andre en chance, hva’?! Selv børnene var smartere i tøjet end mig. Lille poset buks her, den fede lilla Bundgård støvle her (som ikke var ved at falde fra hinanden fordi den lige havde gennemgået en vinter, men så fuldstændig spritny ud – what’s up with that?) og selvfølgelig også lige et lille tørklæde viklet om halsen, på den der carefully disarranged måde, som jeg ikke selv kan få det til at sidde om halsen.

Kastede derefter blikket over på mine børn, der til sammenligning lignede nogen, der godt kunne have lus. Og den lille med det meste af en gammel tiger i ansigtet. Altså, jeg syntes da, jeg havde vasket den stores kunstværk af (den lilles ansigt havde været lærred), men her i sollyset kunne jeg da godt se, at kluden havde været lidt for venlig over for alle kroge og kanter. Tøjet gider jeg slet ikke komme ind på, de havde selv valgt det og jeg havde ikke engang overvejet at have en holdning. Det kunne man godt se.

Nå, men luseunger kan heldigvis lege lige så godt som de polerede, men næste gang tager vi altså ned på Skydebanens legeplads ved Istedgade. Der må man godt være lurvet – og desuden har de svævebane. Den kan selv store røve flyve frem og tilbage på!

Har vi ikke alle en veninde, der er fuldstændig ulidelig at tale i telefon med? Sådan én, der lige skal sige noget til sine børn, mens hun taler med dig, råber efter dem, sætter telefonen på skulderen for at hjælpe sine børn med noget, hvorefter hendes stemme reduceres til en svag mumlen og hele tiden glemmer, hvor hun kom fra, fordi hun gør sådan cirka en million andre ting, mens I taler sammen?

Fuck, det er irriterende.

Jeg har ikke sådan en veninde. Jeg ER den veninde. Og jeg er fucking irriterende, ved jeg nu.

Min nevø havde fødselsdag forleden og da festen var ved at være slut, sad jeg og nippede kagemands-slik sammen med min søster og min mor. Og så var det, de kom til at tale om, hvordan det var at snakke i telefon med mig. Min mor refererede til den sidste samtale vi havde haft, som lød sådan her:

Mor: Hej

Mig: Hej, BOB SKRID NED FRA BORDET, årh, den fordømte kat, HOP NED SAGDE JEG!

Mor: Jeg skal lave kagemanden til på lørdag, din søster vil gerne have pinochiokugler på, men det ved jeg ikke hvad er?

Mig: BOOOOOB, NED! Nej, Kamille ikke lige nu, jeg snakker i telefon. Pinochiokugler er sådan nogle små runde nogen.

Mor: Okay, hvor kan jeg købe dem?

Mig: Anemone slip den. I supermarkedet. SLIP DEN. SLIIIIIP DEN, det er Myntes. Hun havde den først.

Mor: Hvordan ser de helt præcis ud?

Mig: De er runde og har forskellige … undskyld, jeg skyller lige ud … forskellige farver og så … (her forsvandt min stemme, fordi jeg lige skulle vaske hænder) …

Mor: Tror du, at de har dem i Kvickly

Mig: Jada, men jeg kan da også købe dem … Brøler: Mette (min overbo), Mette du skal ikke bade dine børn sammen, hvis den ene har børnesår!! (overhørte lige de indledende øvelser til et fællesbad ovenpå og ihærdige læsere af bloggen vil huske, jeg er dronningen af børnesår).

Mor: Hvad? Jeg kan ikke høre noget, børnene larmer så meget.

Mig: Skal jeg ikke bare købe dem for dig?

Mor: Kan du muligvis gå ind i et andet rum?

Mig: Er lige ved at vaske op (skramler gevaldigt med kopper ifølge min mor). Råber: JEG KØBER PINOCHIOKUGLERNE. HEJ HEJ!

Indrømmer blankt lydbølgerne gerne går lidt højt, men underligt nok hører jeg aldrig selv, mine børn larmer, når jeg taler i telefon. Men faktisk kan jeg godt huske, jeg råbte det der op til min overbo, men jeg kan ikke huske jeg talte med min mor imens … Mon man kan være nærværende med tilbagevirkende kraft?

Søstre er jo ikke sat på jorden for at lægge fingre i mellem, så med fire pinochiokugler i mundhulen sagde hun tørt: ”Det sgu ikke til at holde ud at tale i telefon med dig, dine unger larmer helt sindssygt og så råber du hele tiden efter dem. Det er lige til at få ondt i hovedet af.”

Okay så da, selv svin! Men kan godt forstå dem. Det gode ved familie er dog, at det godt kan være, jeg er fucking irriterende, men de slipper ikke for mig. As in never! Og hvis jeg er sure på dem, har jeg nu det ypperligste våben: At varme stemmen op, opildne mine børn til konflikt og så ringe dem op. Gnæk.

FØCK, hvor er jeg allerede udmattet af at være hende, der klarer både job, børn og hus. Og der er kun gået to dage.

Var tæt på at græde i går, da jeg sad midt i et hjem, der var så fedtet og kokset, at jeg NO WAY ville invitere nogen indenfor, hvis det skulle ringe på døren – og ungerne skændtes over en perleplade og endte med at vælte hele bøtten med perler ud over gulvet og jeg prøvede at feje dem op igen, men der kom så mange krummer og udefinerbare objekter med, det simpeltehen blev for gusten.

Og den mindste blev ved med at skide, for hulan da. Og den midterste lige så. Og jeg løb i pendulfart mellem puslebord og toilettet for at tørre røv på mine kærlighedsbørn. Og den ældste skulle have smurt en honningmad. Og katten blev ved med at løbe ud, så den hele tiden skulle lukkes ind. Og så fik jeg en sms af min veninde, der lige er et smut i NY, hvor hun skriver på en film med ham der den berømte what’s his face, og byen var så smuk og de var blevet best buddies og havde købt ens hatte og skobutikkerne var mangfoldige og jeg under hende det af hele mit hjerte, for hun har taget mange tunge skridt de sidste par år.  Men for helvede hvor blev mit hjem pludselig endnu mere fedtet og min dag endnu mere kaotisk af den sms.

Og pludselig føltes mit liv som den der dårlig film, hvor jeg har en bi-rolle som den udskidte mor, der aldrig førte det til noget alligevel, men ofrede alt for sine børn, der allgivel bare endte med at hade hende, fordi hun ikke havde haft nok overskud til at lege de rigtige lege med dem, da de var små.

Men senere, da jeg puttede dem, sad den ældste og tegnede i sit hæfte i mens. Og da hun sov, kiggede jeg i hæftet og så en lille krøllet tegning af én, der godt kunne ligne mig med masser af lyserøde kys i hele hovedet. Ved siden af stod der med skæve bogstaver: “JEG ÆLSGER MIN MOR”.

Fik klump i halsen og tænkte, at dette slog fandme NY med tusinde sko i timen. Og med et trylleslag var både plot og slutning på filmen ændret til jeg nu var en mor, der lod sin skrivekarriere stå lidt i venteposition, fordi hun prioriterede, at give sine børn alt det hun havde, så de kunne vokse op og blive ordentlige mennesker. Senere blev moren en berømt forfatterinde og fordi børnene havde fået så meget kærlighed som små, blev de meget rige og så gav de deres mor en lejlighed i NY som tak for alt.

Nå, hvad siger I så?