Var lige en tur på Nørrebro. Fire grumme fyre med hængerøv, hue og jeg-smadrer-dig-attitude kom gående mod mig. Uh, tænkte jeg, de er nok ved at planlægge næste røveri/gruppevoldtægt/bandemord. Og så trak jeg lidt ind til siden, for ikke at få tæv bare fordi jeg findes. De passerede mig virkelig tæt. Det var kun derfor, jeg kunne høre, hvad de gik og talte om.
De snakkede om pythagoras læresætning.
What the fuck??
Bliver altså meget forvirret, når virkeligheden ikke lever op til mine forventinger.
Jeg vil gerne bruge denne dag på at hylde det danske folk. Og hade på mig selv.
Lad os starte med det sidste. Med hvor stor en idiot jeg er.
Kan I huske jeg engang gav mine døtres tøj væk? Altså det de var groet ud af. Der var mange, der meldte sig. Jeg valgte hende, der sagde hun var frivillig et sted, hvor der kom fattige kvinder, der manglede tøj til deres børn. Og det var jo en skide god idé. Og det ville have været endnu skide meget bedre, hvis hun havde hentet tøjet. Men det gjorde hun aldrig. Så det har stået midt i den klamme kælder og været irriterende i et halvt år.
Men i går var det Effektiv Søndag, så sidst på dagen moste jeg alt tøjet ned i ladcyklen for at kyle det i genbrugscontaineren. På toppen af læsset satte jeg Mynte My, for vi var alene hjemme og havde en aftale om at leje film og spise grillmad. Ved siden af Mynte My, på en af poserne, lagde jeg min store rød pung.
Og HAHAHA, kunne det ikke være sjovt, hvis jeg glemte alt om den pung og fordi Mynte og jeg havde en meget intens snak om hvilke frisurer, man kan lave med hendes lange hår bare kylede hele posen inklusiv pung ned i containeren?
Og endnu mere HAHAHAHAHA, kunne det så ikke væres super fedt, hvis containeren var af den type, der havde lukkesystem, så man ikke kunne få fat på det, man havde smidt i?
Jojo, det var skide skægt. Og jeg fik hermed lært Mynte My alle de bandeord, jeg ikke fik lært hende, da jeg for få uger siden glemte mit kort i kontantautomaten i Thailand. Jamen for fanden da. Man fatter næsten ikke, hvordan det lykkes mig at huske at trække vejret hver eneste dag? Hvordan kunne jeg få et forholdsvist højt snit i gymnasiet? Hvordan kan jeg have ansvaret for tre børn? Have et job? Hvordan kan jeg tjene penge? For jeg er tydeligvis fuldstændig inhabil som menneske!
Før jeg går videre med hyldesttalen til det danske folk, så lad mig lige runde vores finske frænder. For mens jeg stod der i mørket og lod forbandelserne regne ned over mig selv, kom min finske kollega forbi med to børn og en palle cola (der var tilbud i fakta). Han trøstede på bedste vis, førte derefter mig og Mynte My ned i Blockbuster, lånte film til os og gav os en hundredelas til grilleren.
Selvfølgelig spærrede jeg mine kort da jeg kom hjem. Når man er mig, har man nærmest kortspærrenummeret på speed-dial. For det er ikke første gang jeg smider min pung væk. Dog plejer det ikke at være på en så helt utrolig stupid måde som i går. Men mere noget med at jeg løber efter bussen og så falder pungen ud af min lomme. Eller cykler så stærkt langs søerne at min pung er væk, når jeg kommer frem. Glemmer den i baren. På biblioteket. I toget. Oppe i røven på en gorilla. Men uanset hvordan den forsvinder, så har jeg hver eneste gang, HVER ENESTE GANG, fået min pung retur. Med alle penge. Alle kort. Alle kaffestempelkort. Nogle gange er det privatpersoner, der kontakter mig fordi de har fundet den. Andre gange er det politiet. Som i morges. De sover nemlig ikke i timen hos det danske politi. Klokken 6.47 ringede en betjent, der med myndig stemme fortalte mig, at min pung var blevet indleveret og jeg kunne hente den nede på stationen.
I dag har jeg den store ære at have en gæsteblogger: Manden med de tvivlsomme sko.Et sjældent begavet, morsomt og anderledes menneske, jeg i mange år havde den store fornøjelse af at vandre ved siden af.
…………………………………………………….
Organdonation og queer party
Lørdag aften cyklede jeg afsted mod en fest i indre København. Jeg havde røget mig en lille joint og drukket en enkelt øl. Og nydt at dresse mig op med et mindre brag af en bøsset skjorte (snørelukning, sgu!), et kæmpe-hav af glimtende smykker om halsen og langt op ad armene, blanke skrigpink supertight bukser, sorte stilet-støvler og selvfølgelig fantastiske falske french nails. Jeg havde barberet mig grundigt, også andre steder end på knolden. Jeg var pisseflot.
Og der står jeg så, helt mutters, i et lyskryds på en lang, beskidt drønnert af en tosporet indfaldsvej flankeret af industri- og kontorbygninger. Sort himmel, orange gadelamper, koldt og øde. I det fjerne er der blå blink og sirener på vej i min retning. Selvom vejen er praktisk talt tom, kører de sært langsomt. Tættere på kan jeg se, at der er to motorcykler forrest. De kører frem i lyskrydset og stopper trafikken, så den bagvedliggende bil kan køre over uden at sætte farten ned. Det har jeg før set dem gøre med ambulancer og særligt fine mennesker i limo’er. Men det her er bare en lille rød varevogn med blåt blink. Og, den kører ud af byen, væk fra hospitalerne, ud mod den sorte nat på bøhlandet. Hvad er så værdifuldt at det skal transporteres langsomt og forsigtigt under politibeskyttelse ud af København lørdag ved midnat? Noget som ikke tåler opbremsninger eller hårde bump. Og som åbenbart også har ret travlt med at komme frem.
Jeg glor på dem gennem min private hash-kuppel. Og tænker: det må være et organ. En lever eller et hjerte på vej fra en donor til en modtager. Måske er det på vej mod lufthavnen? Eller måske skal det ligge i sin kolde, sterile boks tværs over Danmark, på vej mod Hjertecenteret i Århus, hvor der ventes med virkelig ægte længsel. Et lille stykke stadigt levende menneskekød skal med den fineste digitale præcision flyttes fra en død til en levende. Kiruger går i gang med at skære løs. Og man slår op i databaserne. Hvem mangler en lever blodtype det og det? Hvor langt er der? Kan vi nå det? Et alvorligt sygt menneske bliver ringet op og får at vide, at så er det nu. Lige nu. Logistikken bliver koordineret. Chauffører indkaldes, udrykningskøretøjer gøres klar, operationsstuen bemandes, lægelige data udveksles, sorg i den ene ende, håb i den anden. I midten af det hele et lille stykke menneskekød.
Jeg står som sagt i vejkanten, da de forsigtigt ruller forbi. Måske er det bemeldte joint. Måske er det fordi, jeg har været spændt og nervøs (på den gode måde) hele dagen, fordi jeg i aften skulle til queer-fest. I hvert fald rammer tanken om et organ på en krævende og mega-dyr rejse mig som en hammer: Så mange mennesker og så mange penge der er i sving. Dét er rigdom.
Hammeren strejfer det som fylder allermest i mine tanker netop nu: At jeg er ved at springe ud. Ikke som bøsse. Åhh, hvor ville det være nemt. Der er klubber og mærkevarer og færdigrejser til homoer. Det virker overkommeligt nu om dage. Nej, jeg er ved at springe ud som noget midt i mellem kønnene. Jeg bor i en mandekrop. Men jeg har det bedst når jeg klæder mig som en kvinde. Eller faktisk endnu bedre: Som noget et sted i midten. For jeg er begge dele i mit hoved. Det er ikke så nemt, synes jeg. For folk synes jeg er sær. Og måske endda grim. Men jeg længes efter at blive MIG. At blive hel.
Jeg ved at festen bliver fed. Det er de altid. I et råt betonlokale mødes gamle mænd med store falske bryster, unge androgyne Lady Gaga-kloner, punkede lebber, smukke transer af alle køn, velplejede fyre i stramme trøjer. Den totale accept. Kom som den du er, indeni og uden på. Og stemningen er ultra-positiv. Det er vores fest. Os der ikke passer i ”mand” og ”kvinde” kasserne. Og jeg er så stolt over og glad for at leve i et samfund, hvor det er muligt.
Intet er selvfølgelig perfekt. Jeg er bange for bank. For at et par idoter opdager, at jeg har pink bukser på, for eksempel. Så jeg dækker dem med overtræksbukser på vej frem og tilbage. Og jeg tør ikke købe en pakke tyggegummi på Shell, fordi jeg ikke tør vise mine kunstige negle. Hader at det er sådan. Hvorfor skal jeg dog være bange for at nogen vil tæve mig, bare fordi jeg har tøj på der ikke normalt bæres af mænd? But fucking why?!
Men der, da organet langsomt kører forbi, omgivet af folk i uniform der passer på det, sker der en sær kortslutning i mit hoved. Jeg er så glad for at leve i et land, hvor et menneske får et sådan hjerte helt gratis, betalt af os alle sammen. Og selvom jeg er angst for bank, så ved jeg at motorcykel-strisserne vil forsvare min ret til at være midt mellem mand og kvinde. Jeg ved også, at de kræfter som står bag festen får offentlig støtte til at lave fx. teater og film. Om os, der er født med blandet blod. I mange lande er vi forbudt. Kan få tæsk til vi dør af det. Også af poltiet. I endnu flere lande er vi nok officielt tilladt, men i praksis forfulgt og tvunget i skjul. I Danmark kan vi holde fest for åben dør. Og jeg tænker at begge dele er en helt ufattelig rigdom af både ressourcer og frihed. Sikke et samfund. Hvor er vi heldige.
Håber du kom godt frem, lille hjerte. Jeg havde i hvert fald en vidunderlig aften.
Jeg forelskede mig allerede mens jeg stod i lufthavnen i Tromsø. Eller de første kim til affæren blev lagt for længe siden. Men jeg har bare ikke haft penge til at købe bøger for. Og vil ikke låne dem på biblioteket, for vil have norske bøger på norsk. Men nu havde jeg sedler i lommen, og siden Allan havde taget styringen på hjemturen, var vi kommet fuldstændig latterligt tidligt ud i lufthavnen. (Når jeg er ved roret, får man også lige testet hvor hurtigt man kan sprinte en hundredemeter ned til gate 42). Nå, men der stod jeg så og fordrev tiden i lufthavnens boghandel. Havde forenet mig med en lille rød paperback af Tomas Espedal og kunne mærke, gode ting snart ville ske for øjnene af mig.
Jeg satte mig ved siden af Smukke Allan i venteområdet og gik ombord i bogen. Jeg var opslugt med det samme. Læste videre mens vi boardede flyet mod Oslo, hvor vi skulle videre med fly til København. Jeg læste videre, mens de fortalte, hvad jeg skulle gøre, hvis flyet faldt ned. Mens de serverede. Mens Allan sov og læste stadig da han vågnede igen en time senere. Og begyndte at snakke på mig.
Smukke Allan: Hvornår går flyet videre til København?
Mig: … (opslugt af at læse).
Smukke Allan: Hallo Maren, hvornår går flyet videre?
Mig: …. mmmm
Smukke Allan: Gider du ikke lige svare mig, hvornår har du booket det næste fly til?
Mig: … læser lige, ssssh …
Smukke Allan: Kan du ikke bare lige fortælle mig, hvornår flyet går?
Mig: (Nu vældig irriteret med panderynke og alt) Gider du ikke godt lade være med at stille mig alle de spørgsmål, jeg sidder lige og læser!
Smukke Allan: Jeg har kun stillet dig ét spørgsmål.
Mig: Det føles som mange. (Næsen ned i bogen igen).
Smukke Allan: Men kan du så ikke bare fortælle mig det.
Mig: Fortælle dig hvad?
Smukke Allan: Hvornår flyet går videre.
Mig: (Mentalt lige så nærværende som en i coma) Det går klokken 18.40.
Smukke Allan: WHAT?? Så kan vi jo ikke nå det, klokken er 18.23 nu og vi lander først om 10 minutter.
Mig: (Stadig med coma-stemme) Nå, men så er det nok ikke 18.40.
Smukke Allan: (Nu i højere oktav) Giv mig lige din taske, så finder jeg selv ud af det, ellers kommer vi jo ikke hjem og jeg savner ungerne og så sagde han en masse blablabla stress stress stress og mere bla
Han kastede sig ud i en intens roden rundt nede mellem mine fødder, hvor han fandt min taske, som han gravede rundt i med den sædvanlige ærgrelse over kvindetasker og alt det lort vi slæber rundt på. Han fandt rejseoversigten og åndede lettet op.
Smukke Allan: Det er først klokken 20. Det er sgu da irriterende du så siger det er 18.40.
Mig: Du kan da bare lade være med at spørge mig, sidder jo lige og læser.
Han lod sit blik hvile lidt for længe på mig. Og ikke et af den slags der bare emmer af kærlighed. Fik en nagende fornemmelse af at være et utroligt irriterende menneske.
Mig: (Med høje øjenbryn) Åh, det er nu du kan mærke, at det bliver et virkelig virkelig langt liv med mig som partner, ikke sandt?
Han tog stadig ikke øjnene fra mig, men blikket ændrede langsomt karakter. Så lænede han sig ind over mig og gav mig et kys og sagde: Ja, det håber jeg meget på det bliver.
Se, det er derfor det er fuldstændig umuligt ikke at elske Smukke Allan og det er også derfor, jeg trods alt elsker ham højere end Espedal. Ikke mindst fordi jeg fik fripas til at begrave mig i bogen helt til jeg på vej op af rulletrapperne til Oslo lufthavn kunne smække den i med et henrykt ”færdig”. Og ikke mindst fordi han er så sød, at han lod som om, han blev begejstret, da jeg efter at have rundet Oslo lufthavns boghandel, kom viftende med endnu en Espedal-bog.
