I dag har jeg den store ære at have en gæsteblogger: Manden med de tvivlsomme sko. Et sjældent begavet, morsomt og anderledes menneske, jeg i mange år havde den store fornøjelse af at vandre ved siden af.

…………………………………………………….

Organdonation og queer party

Lørdag aften cyklede jeg afsted mod en fest i indre København. Jeg havde røget mig en lille joint og drukket en enkelt øl. Og nydt at dresse mig op med et mindre brag af en bøsset skjorte (snørelukning, sgu!), et kæmpe-hav af glimtende smykker om halsen og langt op ad armene, blanke skrigpink supertight bukser, sorte stilet-støvler og selvfølgelig fantastiske falske french nails. Jeg havde barberet mig grundigt, også andre steder end på knolden. Jeg var pisseflot.

Og der står jeg så, helt mutters, i et lyskryds på en lang, beskidt drønnert af en tosporet indfaldsvej flankeret af industri- og kontorbygninger. Sort himmel, orange gadelamper, koldt og øde. I det fjerne er der blå blink og sirener på vej i min retning. Selvom vejen er praktisk talt tom, kører de sært langsomt. Tættere på kan jeg se, at der er to motorcykler forrest. De kører frem i lyskrydset og stopper trafikken, så den bagvedliggende bil kan køre over uden at sætte farten ned. Det har jeg før set dem gøre med ambulancer og særligt fine mennesker i limo’er. Men det her er bare en lille rød varevogn med blåt blink. Og, den kører ud af byen, væk fra hospitalerne, ud mod den sorte nat på bøhlandet. Hvad er så værdifuldt at det skal transporteres langsomt og forsigtigt under politibeskyttelse ud af København lørdag ved midnat? Noget som ikke tåler opbremsninger eller hårde bump. Og som åbenbart også har ret travlt med at komme frem.

Jeg glor på dem gennem min private hash-kuppel. Og tænker: det må være et organ. En lever eller et hjerte på vej fra en donor til en modtager. Måske er det på vej mod lufthavnen? Eller måske skal det ligge i sin kolde, sterile boks tværs over Danmark, på vej mod Hjertecenteret i Århus, hvor der ventes med virkelig ægte længsel. Et lille stykke stadigt levende menneskekød skal med den fineste digitale præcision flyttes fra en død til en levende. Kiruger går i gang med at skære løs. Og man slår op i databaserne. Hvem mangler en lever blodtype det og det? Hvor langt er der? Kan vi nå det? Et alvorligt sygt menneske bliver ringet op og får at vide, at så er det nu. Lige nu. Logistikken bliver koordineret. Chauffører indkaldes, udrykningskøretøjer gøres klar, operationsstuen bemandes, lægelige data udveksles, sorg i den ene ende, håb i den anden. I midten af det hele et lille stykke menneskekød.

Jeg står som sagt i vejkanten, da de forsigtigt ruller forbi. Måske er det bemeldte joint. Måske er det fordi, jeg har været spændt og nervøs (på den gode måde) hele dagen, fordi jeg i aften skulle til queer-fest. I hvert fald rammer tanken om et organ på en krævende og mega-dyr rejse mig som en hammer: Så mange mennesker og så mange penge der er i sving. Dét er rigdom.

Hammeren strejfer det som fylder allermest i mine tanker netop nu: At jeg er ved at springe ud. Ikke som bøsse. Åhh, hvor ville det være nemt. Der er klubber og mærkevarer og færdigrejser til homoer. Det virker overkommeligt nu om dage. Nej, jeg er ved at springe ud som noget midt i mellem kønnene. Jeg bor i en mandekrop. Men jeg har det bedst når jeg klæder mig som en kvinde. Eller faktisk endnu bedre: Som noget et sted i midten. For jeg er begge dele i mit hoved. Det er ikke så nemt, synes jeg. For folk synes jeg er sær. Og måske endda grim. Men jeg længes efter at blive MIG. At blive hel.

Jeg ved at festen bliver fed. Det er de altid. I et råt betonlokale mødes gamle mænd med store falske bryster, unge androgyne Lady Gaga-kloner, punkede lebber, smukke transer af alle køn, velplejede fyre i stramme trøjer. Den totale accept. Kom som den du er, indeni og uden på. Og stemningen er ultra-positiv. Det er vores fest. Os der ikke passer i ”mand” og ”kvinde” kasserne. Og jeg er så stolt over og glad for at leve i et samfund, hvor det er muligt.

Intet er selvfølgelig perfekt. Jeg er bange for bank. For at et par idoter opdager, at jeg har pink bukser på, for eksempel. Så jeg dækker dem med overtræksbukser på vej frem og tilbage. Og jeg tør ikke købe en pakke tyggegummi på Shell, fordi jeg ikke tør vise mine kunstige negle. Hader at det er sådan. Hvorfor skal jeg dog være bange for at nogen vil tæve mig, bare fordi jeg har tøj på der ikke normalt bæres af mænd? But fucking why?!

Men der, da organet langsomt kører forbi, omgivet af folk i uniform der passer på det, sker der en sær kortslutning i mit hoved. Jeg er så glad for at leve i et land, hvor et menneske får et sådan hjerte helt gratis, betalt af os alle sammen. Og selvom jeg er angst for bank, så ved jeg at motorcykel-strisserne vil forsvare min ret til at være midt mellem mand og kvinde. Jeg ved også, at de kræfter som står bag festen får offentlig støtte til at lave fx. teater og film. Om os, der er født med blandet blod. I mange lande er vi forbudt. Kan få tæsk til vi dør af det. Også af poltiet. I endnu flere lande er vi nok officielt tilladt, men i praksis forfulgt og tvunget i skjul. I Danmark kan vi holde fest for åben dør. Og jeg tænker at begge dele er en helt ufattelig rigdom af både ressourcer og frihed. Sikke et samfund. Hvor er vi heldige.

Håber du kom godt frem, lille hjerte. Jeg havde i hvert fald en vidunderlig aften.

Follow my blog with Bloglovin

Jeg forelskede mig allerede mens jeg stod i lufthavnen i Tromsø. Eller de første kim til affæren blev lagt for længe siden. Men jeg har bare ikke haft penge til at købe bøger for. Og vil ikke låne dem på biblioteket, for vil have norske bøger på norsk. Men nu havde jeg sedler i lommen, og siden Allan havde taget styringen på hjemturen, var vi kommet fuldstændig latterligt tidligt ud i lufthavnen. (Når jeg er ved roret, får man også lige testet hvor hurtigt man kan sprinte en hundredemeter ned til gate 42). Nå, men der stod jeg så og fordrev tiden i lufthavnens boghandel. Havde forenet mig med en lille rød paperback af Tomas Espedal og kunne mærke, gode ting snart ville ske for øjnene af mig.

Jeg satte mig ved siden af Smukke Allan i venteområdet og gik ombord i bogen. Jeg var opslugt med det samme. Læste videre mens vi boardede flyet mod Oslo, hvor vi skulle videre med fly til København. Jeg læste videre, mens de fortalte, hvad jeg skulle gøre, hvis flyet faldt ned. Mens de serverede. Mens Allan sov og læste stadig da han vågnede igen en time senere. Og begyndte at snakke på mig.

Smukke Allan: Hvornår går flyet videre til København?

Mig: … (opslugt af at læse).

Smukke Allan: Hallo Maren, hvornår går flyet videre?

Mig: …. mmmm

Smukke Allan: Gider du ikke lige svare mig, hvornår har du booket det næste fly til?

Mig: … læser lige, ssssh …

Smukke Allan: Kan du ikke bare lige fortælle mig, hvornår flyet går?

Mig: (Nu vældig irriteret med panderynke og alt) Gider du ikke godt lade være med at stille mig alle de spørgsmål, jeg sidder lige og læser!

Smukke Allan: Jeg har kun stillet dig ét spørgsmål.

Mig: Det føles som mange. (Næsen ned i bogen igen).

Smukke Allan: Men kan du så ikke bare fortælle mig det.

Mig: Fortælle dig hvad?

Smukke Allan: Hvornår flyet går videre.

Mig: (Mentalt lige så nærværende som en i coma) Det går klokken 18.40.

Smukke Allan: WHAT?? Så kan vi jo ikke nå det, klokken er 18.23 nu og vi lander først om 10 minutter.

Mig: (Stadig med coma-stemme) Nå, men så er det nok ikke 18.40.

Smukke Allan: (Nu i højere oktav) Giv mig lige din taske, så finder jeg selv ud af det, ellers kommer vi jo ikke hjem og jeg savner ungerne og så sagde han en masse blablabla stress stress stress og mere bla

Han kastede sig ud i en intens roden rundt nede mellem mine fødder, hvor han fandt min taske, som han gravede rundt i med den sædvanlige ærgrelse over kvindetasker og alt det lort vi slæber rundt på. Han fandt rejseoversigten og åndede lettet op.

Smukke Allan: Det er først klokken 20. Det er sgu da irriterende du så siger det er 18.40.

Mig: Du kan da bare lade være med at spørge mig, sidder jo lige og læser.

Han lod sit blik hvile lidt for længe på mig. Og ikke et af den slags der bare emmer af kærlighed. Fik en nagende fornemmelse af at være et utroligt irriterende menneske.

Mig: (Med høje øjenbryn) Åh, det er nu du kan mærke, at det bliver et virkelig virkelig langt liv med mig som partner, ikke sandt?

Han tog stadig ikke øjnene fra mig, men blikket ændrede langsomt karakter. Så lænede han sig ind over mig og gav mig et kys og sagde: Ja, det håber jeg meget på det bliver.

Se, det er derfor det er fuldstændig umuligt ikke at elske Smukke Allan og det er også derfor, jeg trods alt elsker ham højere end Espedal. Ikke mindst fordi jeg fik fripas til at begrave mig i bogen helt til jeg på vej op af rulletrapperne til Oslo lufthavn kunne smække den i med et henrykt ”færdig”. Og ikke mindst fordi han er så sød, at han lod som om, han blev begejstret, da jeg efter at have rundet Oslo lufthavns boghandel, kom viftende med endnu en Espedal-bog.

Det er så nemt at glæde et moderhjerte. Og det er sådan cirka det, der er aller fedest ved at være mor. Eller det ved jeg sgu ikke, om det er. Prøvede jo bare at lave en indledning for fanden.

I hvert fald: Kamille er begyndt til springgymnastik. Hun er en af de mindste på holdet. Hun ligner en lille skid ved siden af de andre. Som alle lader til at kende hinanden. Kamille kender ingen. Det er den slags, der knuger et moderhjerte, når jeg sidder i hjørnet af gymnastiksalen, fordi det er så koldt ude, jeg ikke gider cykle hjem i den time, det varer, men i stedet bare sidder og glor på mit afkom springgymnastikke, mens jeg ved hvert åndedrag indhalerer koncentratet af nitten års sure tæer.

Men der vimsede hun rundt. Midt på gulvet. Var forbavsende god til at spjætte på de rigtige måder, stå på sine hænder og flyve himmelhøjt på trampolinen.

Så langt så godt.

Det var da instruktøren råbte: ”SÅ FINDER I SAMMEN TO OG TO”, vi havde balladen.

For hvad nu hvis hun ikke kunne finde én. Hvad nu hvis ingen gad finde hende. Hvad nu hvis hun bare endte alene på gulvet som verdens mindste ensomme skid, mens alle andre stod og holdt hånd og levede lykkeligt til deres dages ende.

Kamilles blik flakkede rundt. Parrene begyndte at dannes rundt om hende. Jeg havde mest lyst til at holde mig for øjnene. Men gjorde det ikke. Og det er jeg glad for. For så var jeg gået glip af dette lille nærmest usynlige scenarie:

En anden lille ensom skid fik øjenkontakt med Kamille. De nærmede sig hinanden. Nikkede det nik man nikker, når man ved, at det er den man gerne vil finde sammen med, men alligevel ikke så voldsomt et nik, at man ikke kan slippe ud af det igen med æren i behold, hvis det viser sig, at den anden nikkede til hende i den grønne gymnastikdragt bag ved en. Da de stod over for hinanden og ikke mere var i tvivl, smilede de begge lidt genert. Og lavede så øvelsen sammen. Næste gang instruktøren beordrede dem til at finde sammen i par, søgte de igen hinandens blikke og fandt sammen. Resten af timen holdt de sig i nærheden af hinanden. Fnes sammen. Løb sammen. Lavede fjollede hop sammen. Og over i hjørnet buldrede moderhjertet af glæde.

Som jeg siger, der skal ikke meget til. Bare ens barn får en ven til springgymna, føler man sig som det lykkeligste menneske i verden …

I går mødtes jeg med to af mine gamle venner. De to jeg tilbragte mine ungdommelige år sammen med. Vigtige år, hvor vi for alvor udviklede os til mennesker. Vi holdt hinanden i hånden gennem alle de år. Det var rart og trygt. En af dem var dengang min kæreste. Og da vi to brød op midt i tyverne, brød hele vores lille gruppe op. Det var ikke en rar tid. Og jeg husker jeg skrev denne sætning, som slutningen på det et brev til dem:

”Så var vi alligevel alle øer”.

Ingen af os ses særlig tit mere. Der går faktisk år i mellem. Derfor var gensynet både sjovt og tankevækkende. Fuck, vi er blevet gamle. Som soldater der har været i krig med livet, skiftedes vi til at flashe vores alderdomstegn. Det grå skæg. De grå hår. Pigmentfejlene. Furerne i ansigtet. Begyndende åreknuder. Og en opremsning af alle dem vi kendte, der nu var døde.

Da vi var færdige, genfandt vi en af vores favoritbeskæftigelser fra de gode gamle dage: At uddele mentale lammere og passende fornærmelser til hinanden. Blandt andet blev denne skudt af mod mig:

”Maren, jeg mærker nu, hvor helt utrolig mange år det er siden, vi to var kærester. Og jeg mærker samtidig, hvor godt det er, vi ikke er det nu”.

Som jeg så lidt senere kunne kvittere med denne sætning, da jeg kom til at kaste et blik ned på hans sko.

”Jakob, hvad helvede er det du har på fødderne????”

Han indrømmede, den koboltblå sok måske lå i den friske ende, men skoene var nu så behagelige at have på, at han ikke så nogen grund til at gå i andet.

Kunne meget nemt give ham en meget stor pose med grunde, men nøjedes med en hånlig latter og forvisning om, at hans sko var så grimme, de nødvendigvis måtte på min blog. (Ja, jeg er sko-politiet, so shoot me).

Vi skiltes før midnat i kulden foran baren. Vi krammede alle tre og sagde, vi måtte gøre det igen næste år, når vi alle er i byen. Så gik vi i hver sin retning. Jeg vendte mig om og kiggede efter den sidste, da han forsvandt i mørket.

Ja, vi var alle øer. Som hver for sig drev i land nye steder, hvor man også kunne gå tørskoet rundt. Altså undtagen måske ham, der lige nu bor på sin båd og har planer om at gøre det vinteren ud. Men hvis kulden bliver for hård og regnen for vandret, havde han nu alligevel i sinde at være i åben for muligheden for at gå i land.

Fuck det var dybt. Hvor meget drak jeg i går?