Man har venner, så har man gode venner og så har man bedste-bedste venner. Det er de sidste, der fortæller én de værste sandheder om en selv. Som da jeg sludrede med en bedste-bedste i går. En længere telefonsamtale, hvor vi både fik kortlagt mænds psyke, skrevet en formel for skedeorgasmer og grint højt af ting, kun vi fatter, hvorfor er så morsomt. Fordi man skulle have været der. Og det var vi.

Anyway, samtalen sluttede med en sniksnak om den fest vi skal til hos en fælles ven på lørdag. Han fylder 40.

Bedsteveninde: Jeg tager nok min søn med.

Mig: What?

Bedsteveninde: Han er 14, han vil gerne med.

Mig: Jamen må jeg så ikke drikke mig voldsomt beruset?

Bedsteveninde: … altså eh …

Mig: … og hoppe nøgen rundt og te mig som en skidefuld idiot?

Bedsteveninde: Altså Maren, I hate to break this to you, men du opfører dig pinligt og upassende, hvad enten du er ædru eller fuld, så det betyder ikke så meget om du drikker eller ej. Altså i forhold til min søn.

Wtf? Her gik man rundt og troede, man var sådan lidt cool i det. Og så var man åbenbart bare en tosse, der ikke kan gøre for det.

Tja, hvad kan jeg sige, andet end jeg vel lige så godt kan leve den ud. Jeg vil være at finde ude på gaden i nærmeste fremtid, doing this:

Jeg kan godt lide at have venner, der skider på alle mine indsigelser. Som bare siger jeg skal tage mig sammen, når jeg sætter mig tungt ned og bare ikke gider. Fordi jeg ikke gider. Og så gider jeg sgu ikke.

Som da Jakob, vikaren, tvang mig ud på sin husbåd i torsdags.

Jeg gider ikke ud på den åndssvage båd, sagde jeg, da han ringede og sagde, at han kom forbi efter mig i sin bil lige om lidt.

Du skal bare sætte dig ud i en bil og så ruller jeg dig tilbage, når du ikke gider være der mere, sagde han. Desuden siger du altid, det også er for dårligt, du aldrig har været ude og besøge mig på båden.

Ja, men det er da ikke ensbetydende med, at jeg rent faktisk GIDER!! Og hvorfor kan vi ikke bare spise vores sushi på restauranten lige om hjørnet i stedet for at drøne hele vejen ud til havnen med den, indvendte jeg.

Hold nu bare kæft og sæt dig ud i bilen, sagde han.

Og det var så den samtale.

Lettere muggen lod jeg mig fragte hele vejen ud til havnen. Ja, heeeeeele vejen. 10 minutter i bil. Tror nok jeg forventede noget fugtigt, klemt, benzinlugtende, fugtigt og fugtigt. Men sådan var Elisabeth, båden, slet ikke. Hun var lun og hyggelig. Gyngede en lille smule, men det vænnede jeg mig til.

Og hvilken fortrinlig aften. Hvor vi fik snakket om alle de alvorlige ting. Krydret med små diskussioner om, hvordan Ian Curtis egentlig tog livet af sig selv. Og nedslående anekdoter om, at David Gahan har alle sine tekster kørende på teleportskærme foran sig, når han er på scenen. Seriøst, selv jeg kan da alle de tekster udenad. Vi valgte dog at tilgive ham. For som Jakob påpegede, har han taget væsentlig mere dope i sit liv end os. … se selv, important shit vi fik snakket om!

Til sidst var jeg så begejstret for at være på Elisabeth, at jeg tog et billede af udsigten. Jeg hader billeder af udsigter. Men se hvor fin den er:

Jeg kan ikke lide at skrive sammen med nogen. Altså det der med at sidde ved siden af hinanden og få ord til at blive en tekst.

Hvis nogen spørger, siger jeg, at det bare ikke går, for jeg bliver totalt hysterisk af fælles-skriver. Men det passer ikke, ved jeg nu. For jeg gjorde det i går. Vi skal nemlig holde sommerfest, derfor skulle Mette (overbo) og jeg i fællesskab forfatte invitationen. Jeg blev overhovedet ikke hysterisk. Næ, jeg bliver grænseoverskridende perfid. Hånlig og nedladende. Anal til det neurotiske. På et plan så jeg senere var nødt til at gå op og sige undskyld for min fæle opførsel.

Det som bestemt ikke sætter mig i bedre lys, ud over at jeg selv skriver utrolig meget lort og laver masser af fejl, er, at det ikke er hvem som helst, jeg skulle være skrive-ven med. Mette er en af Danmarks mest feterede manuskriptforfattere, med metervis af succeser bag sig. Så man tager ikke fejl, hvis man forestiller sig, hun er fuldt ud i stand til at skrive en både sjov og fængende indbydelse.

Hun lagde friskt ud og skrev:

Sommerfest!!

Og jeg havde allerede tics.

MIG: Hvorfor skal der være TO udråbstegn?

Hun fjernede det ene.

MIG: Hvorfor skal der var ET udråbstegn?

Hun fjernede også det andet. Jeg kunne trække vejret igen. Vi fortsatte med et par vendinger. Mette ville gerne have os til at danse på væggene. Jeg opponerede mod floskler. Kort tid efter mod faste vendinger. Ja, alle de faste vendinger der findes i verden. Tror muligvis denne svada gled direkte videre ud i en del gjalden om kommaers placeringer i forhold til verber og subjekter, og det var her, jeg fik en vag fornemmelse af, at hun var ved at være træt af mig.

For eksempel fordi hun sagde: Hold kæft hvor er du bare belastende!

Jeg prøvede at besinde mig. Prøvede at skjule, at bare det at det var hende, der sad ved tasterne og ikke og mig, gjorde mig fysisk utilpas. Var helt krøllet sammen til sidst. Tæerne var oppe under fodsålerne. Hænderne knyttet. Ryggen rundet. Kunne ikke lade være med at mene noget. Kunne ikke lade være med at sige alt jeg mente.

Men alt har jo heldigvis en ende, og snart manglede vi bare at runde den af.

MIG: Kan vi ikke bare skrive “kom”?

KOM!

Der skulle ikke meget end et hurtigt blik hen på mig, før hun fjernede udråbstegnet. Men det var tydeligvis ikke nok. Vidste godt, at min kvote af analiteter for længst var opbrugt. Men …

METTE: HVAD???

MIG: …

METTE: SIG DET SÅ!

MIG: … jeg hader versaler.

Kom

Måtte stadig vride mig.

METTE: Hvad mangler du nu?

MIG: Et punktum.

Kom.

Og vi kunne begge trække vejret igen.

Det blev en vældig god invitation. Vi lo højt af ordene, vi havde skrevet. Ikke at det altid er et godt tegn …

PS: Hun godtog min undskyldning. Og jeg har nu status som hendes bedste og mest røvirriterende ven.

Mine venner lavede på samme tid disse to statusopdateringer uafhængigt af hinanden. På en måde siger de det samme. Men den ene giver mig bare sjovt nok meget mere lyst til at leve end den anden.

Seriøst, I bliver nødt til at gå ind og se det her teaterstykke. Jeg havde faktisk forventet at kede mig. At gå der fra og være lidt træt af kvinde-stuff og hvor typisk det er, at vi laver den slags.

Det var Mette, der slæbte mig med. Min overbo. Manuskriptforfatteren. Hende der hele tiden har et par fribiletter til en eller anden forestilling stikkende op af lommen. Nogle gange er jeg så heldig at få lov til at være hendes date. Som i går. Vi så stykket Kvinde kend din krop ved teatret Mungo Park. Det kører noget tid endnu. Du skal se det. Du skal endda tage din mand med. Det var overhovedet ikke fisset på den måde. Eller jo, det var det. Men det var SÅ SJOVT! Og så godt. Gedigen god underholdning. En perle. Jeg er imponeret. Jeg er overbevist. Jeg er så meget klar på at cykle nøgen gennem København til sommer.