Det regner. Gør det ikke?
I hvert fald har vi droppet det med at gå ud. Vi holder juleferie på den absolut mest dovne måde.

Og mine børn har fået Bølle Bob-flip. Når jeg står op om morgenen (formiddagen) sidder de med min computer mellem sig og gennemser alle Bøllebob-klip de kan finde på Youtube. Når de ind i mellem slukker, synger de Bølle Bob sange. Non fucking stop. Fordi jeg er en idiot, lejede jeg to Bølle Bob film til dem i forgårs. Min plan var at give dem en overdosis så de kunne blive færdige med flippet.

Nu har de set begge film to gange. Hvilket bare har betydet, de kan sangene endnu bedre. Og synger dem endnu mere.

Allan og jeg er helt ødelagte indvendig. Vi. Kan. Ikke. Klare. Mere. Freaking. Bølle. Bob. Eller Eva der har smilet. Eller høre noget om små sølle piger der bare sidder der alene fordi alle har glemt hende. Så få dog fingeren ud af røven, giv den et skud med lipp glossen og gå ud i verden tøsepige!

Dette indlæg bliver skrevet til mega Bølle-bob skrål. Og nu kan jeg se, at de samtidig pynter juletræet med deres trusser. Jeg tror vi skal UD i morgen!

Kærlighedsføljetonen fortsætter, når Smukke Allan har skrevet sit næste indlæg. Men han er gået i juledvale, så tror der går noget tid (alternativt kan I plage på ham – kan hinte, det ikke hjælper med klynk, mere med noget om hvor sød, pæn, stærk, dejlig han er og derefter den tjeneste, man gerne vil have udført).

Nå, i stedet vil jeg komme med en lille juleanekdote fra det virkelige liv:

Setting:

Maren og Kamille på sidste panikjulegaveindkøb, sidder i metroen på vej til næste destination. Ved siden af os sidder to piger på tyve år. De har begge knold midt på hovedet og store dynejakker. Ingen af delene klæder dem. Men det er ikke vigtigt for historien.

Den pige, der sidder på Kamilles side, prikker i sin iPhone. Den anden keder sig lidt. Hun begynder at pille fnuller af sin venindes strømpebukser.
iPhone-pigen smiler til hende. Så læner hun sig over til hende og kysser hende lidenskabeligt.

Kamille kigger over på mig. Laver øjne og signalerer med hovedet over mod de to piger.   Jeg rynker brynene. Har jeg da ikke lært hende noget som helst?Og der burde da være nok homoseksuelle i vores omgangskreds, til at hun på den måde gør et stort nummer ud af at to piger er kærester. Jeg ryster stille på hovedet til hende, ”ikke nu, barn”. Hun trækker på skuldrene og kigger et andet sted hen.

Vi står af metroen ved Nørreport. Det gør de to piger også. De går foran os. Holder hinanden i hånden.

Kamille: Så du det ikke, mor?

Maren: Så hvad? (lettere irriteret over, at hun skal gøre så stort nummer ud af de er lesbiske, vi er jo rummelige i vores familie, og jeg har sørme ikke tænkt mig at falde i og bare med det samme vide, at det er fordi de er uha-uha lesbiske, vi kommenterer på dem).

Kamille: Så at hende den ene også sad og spillede Wordfeud, lige som du gør hele tiden.

1-0 til Kamille …

Maren: Men så du slet ikke de er kærester. Se de holder hinanden i hånden.

Jeg nikker hen mod de to piger, der stadig går foran os.

Kamille kigger over på dem, trækker igen på skuldrene og siger: Den ene er højere end den anden.

Kamille – 2 point.
Maren – minus hundrede

Den yngste af mine børn er i den spørgelystne alder. Og så vil hun hele tiden vide, hvad der står, hvis hun ser bogstaver. Senest kravlede hun op ved siden af mig på sygelejet med denne herlige lille produktbeskrivelse på syv sprog for noget, jeg tror er en lommelygte, og sagde med forventning i blikket:

“Mor, hvad står der?”

Der var en lille en, der for en gangs skyld ikke var svær at få ud af sengen til morgen. Smukke Allan skyndte sig at lave reglen: Man må først pakke gaver op, når man har taget tøj på.

Måske vi skulle smide hårbørsten ind i ligningen også.

Tak til begge bedsteforældre, der helt sirligt har siddet og pakket gaver ind til ungerne. Var det min opgave, var det først gået op for mig lige i dette øjeblik, at det var 1. december og så kunne man ellers se mig løbe ned og købe 3 X 24 Dajm, der ville blive pakket ind i A4-papir …