Hvordan kan det være, at lige præcis dén dag, hvor der er en eller anden abe på kontoret, der har spist mit knækbrød og derfor reducerer min i forvejen usle frokost til nu blot at være tre cherrytomater med philadelphiaost, hvilket ud på eftermiddagen forvandler mig til en sukkerkold godzilla, nødvendigvis er den samme dag, hvor ladcyklen pludselig er flad på venstre forhjul?

Og hvordan kan det være, den først beslutter sig for at være flad i dét øjeblik, hvor jeg har sat tre poser med de tungeste varer, jeg kunne finde i føtex, i cyklen, kilet to små unger ned ved siden af og nu befinder mig i bunden af Gammel Kongevej og gerne skulle helt op for enden og samle den ældste op?

Det er måske ikke alle, der har lagt mærke til at Gammel Kongevej går opad, men DET GØR DEN! Og den går nærmest lodret, når man prøver at trodse både et lavt blodsukker og et fladt forhjul og okser cykel, poser, unger og sig selv af sted med noget der minder om fire meter i timen.

Det gode var dog, at det nu kom ind handy, at jeg har været en skruebrækkermor og har udstyret mit syvårige barn med en mobiltelefon. Og endnu bedre var, at vi nu på den hårde måde fik testet, at hun faktisk godt selv kan gå hjem fra skole. Ingen problemer med hverken at finde ned til mig (midt på, næsten) Gammel Kongevej. Eller at gå over lyskryds. Da hun kom gående der med sin alt for store skoletaske, med verdens bredeste og stolte smil tværet ud over fjæset, måtte selv godzillaen i mig smile så meget tilbage, jeg fik helt ondt i kinderne. Åh, hvor er hun blevet stor. Og dygtig. Kan det virkelig være min fine lille pige?

Den fine lille pige mente selvfølgelig, at hun for fremtiden bare kunne gå alene hjem fra skole og alle mine argumenter holdt lissom ikke vand, for nu havde hun jo lige gjort det uden problemer. Heldigvis er godzillamødre ikke for fine til at gribe til usle kneb, når de er trængt op i en krog. Derfor er dealen nu, at hvis hun, når hun selv får en datter der er syv år, stadig synes det er en god idé, at syvårige går alene hjem fra skole i et meget trafikeret område, så giver jeg hende halvtredstusinde.

Der blev skrevet kontrakt. Kan nu kun håbe på, hun enten bliver en lige så pylret mor som mig – eller voldinflation i den danske økonomi.

Efter at have holdt skansen i over en uge som hende der klarer alt efter at Smukke Allan har fået nyt arbejde, kan jeg opstille følgende regelsæt:

1. Ramasjang er min aller bedste ven.

2. ”Pålægschokolademadder” og ”for mange” kan ikke siges i samme sætning

3. Ens strømper er ikke en menneskeret. Heller ikke på det barn, der insisterer på at gå i sandaler.

4. Dem, der ikke kan klare mærkelige lugte, udefinerbare pletter på gulvet eller har noget i mod, det knaser under fødderne når man træder på det müsli, nogen tabte på gulvet sidste mandag, bliver ikke inviteret indenfor.

5. Når man også skal aflevere to andre børn, behøver man ikke være prægtig og selv skifte den lorteble, ungen arbejdede på i ladcyklen, men må godt bare smile undskyldende og bede pædagogen tage sig af det. Oh who am I kidding, hun havde sgu da skidt, allerede da jeg gav hende sko på hjemme, men orkede ikke løbe op og tage alt tøjet af hende igen …

6. Husk altid at lægge en lille chokoladekiks eller andet godt i Smukke Allans madpakke. Så er det ikke helt lige så slemt at komme hjem til lokumshjem og uglet kone.

7. Når børnene sover, skal jeg ligge ned.

8. Når jeg ligger ned, skal jeg spise chokolade.

9. Det bliver nok ikke år jeg debuterer som romanforfatter.

10. Pisselort.

11. Men så skulle jeg nok ikke været komme til at få alle disse fine børn.

12. Da Leonora Christina Skov for nylig snakkede meget om, at hun ikke havde lyst til at få børn, fordi så ville hun jo ikke have tid til at skrive (so true), var der en fyr, der skrev en kommentar til hende: ”Jeg vil til enhver tid vælge livet frem for kunsten”.

13. På dét punkt holder jeg med ham fyren … måske bare ikke lige i dag.

Altså der er en god side ved det her nye kaosliv, og det er, at kaoset er så alt overvældende, at der faktisk ikke er andet at gøre end at give slip. Altså sådan for alvor. Ikke bare det der med at sige: Ja, nu slipper jeg kontrollen og så alligevel holde fast i tømmerne. Nej, det er noget med at lægge sig ned i rodet på gulvet, og ikke være for fin på den, hvis man i forbifarten kommer til at få nogle madrester i munden, men bare rulle videre, mens man kaster ting efter sine børn, der løber hvinende forbi monstermoren. (Jeg prøver på at beskrive en leg vi legede, ikke at jeg var ved at slå dem ihjel).

Da min sidste rest af kontrol forsvandt, dukkede en fuldstændig lallende og dybt politisk ukorrekt mor frem. Derfor kan mine børn nu sige røvhul på alle de sprog jeg kan. Plus kender til alle de slangudtryk jeg kan for selvsamme. Nåh jo, de kan nu også sige hold kæft på spansk, engelsk, tysk, norsk, svensk og noget hjemmelavet kinesisk. Altså det var dem, der startede med at tale grimt, jeg tænkte bare, de lige så godt kunne go international.

… okay okay okay, kom måske også til at lære dem nogle små frække sange om Gud og tissemænd. Men hold kæft hvor er det længe siden vi har grint så meget sammen. Eller skal jeg sige halt die klappe, hvor var det sjovt …

FØCK, hvor er jeg allerede udmattet af at være hende, der klarer både job, børn og hus. Og der er kun gået to dage.

Var tæt på at græde i går, da jeg sad midt i et hjem, der var så fedtet og kokset, at jeg NO WAY ville invitere nogen indenfor, hvis det skulle ringe på døren – og ungerne skændtes over en perleplade og endte med at vælte hele bøtten med perler ud over gulvet og jeg prøvede at feje dem op igen, men der kom så mange krummer og udefinerbare objekter med, det simpeltehen blev for gusten.

Og den mindste blev ved med at skide, for hulan da. Og den midterste lige så. Og jeg løb i pendulfart mellem puslebord og toilettet for at tørre røv på mine kærlighedsbørn. Og den ældste skulle have smurt en honningmad. Og katten blev ved med at løbe ud, så den hele tiden skulle lukkes ind. Og så fik jeg en sms af min veninde, der lige er et smut i NY, hvor hun skriver på en film med ham der den berømte what’s his face, og byen var så smuk og de var blevet best buddies og havde købt ens hatte og skobutikkerne var mangfoldige og jeg under hende det af hele mit hjerte, for hun har taget mange tunge skridt de sidste par år.  Men for helvede hvor blev mit hjem pludselig endnu mere fedtet og min dag endnu mere kaotisk af den sms.

Og pludselig føltes mit liv som den der dårlig film, hvor jeg har en bi-rolle som den udskidte mor, der aldrig førte det til noget alligevel, men ofrede alt for sine børn, der allgivel bare endte med at hade hende, fordi hun ikke havde haft nok overskud til at lege de rigtige lege med dem, da de var små.

Men senere, da jeg puttede dem, sad den ældste og tegnede i sit hæfte i mens. Og da hun sov, kiggede jeg i hæftet og så en lille krøllet tegning af én, der godt kunne ligne mig med masser af lyserøde kys i hele hovedet. Ved siden af stod der med skæve bogstaver: “JEG ÆLSGER MIN MOR”.

Fik klump i halsen og tænkte, at dette slog fandme NY med tusinde sko i timen. Og med et trylleslag var både plot og slutning på filmen ændret til jeg nu var en mor, der lod sin skrivekarriere stå lidt i venteposition, fordi hun prioriterede, at give sine børn alt det hun havde, så de kunne vokse op og blive ordentlige mennesker. Senere blev moren en berømt forfatterinde og fordi børnene havde fået så meget kærlighed som små, blev de meget rige og så gav de deres mor en lejlighed i NY som tak for alt.

Nå, hvad siger I så?

Vi har alle fem været nede og vende med host, snot og feber i den forløbne uge. Men når man finder sådan en god-bedrings-seddel på sit natbord med en friskplukket mælkebøttebuket fra haven, når man vågner, så gider man faktisk godt være lidt syg …

>