Jeg har læst så meget Astrid Lindgren for de unger, jeg får brækfornemmelser af bare at tænke på Emil og freaking Ida. Har også terpet så mange Lotte-Totte-Mulle-Nulle bøger, jeg bliver aggressiv af historier om at børste tænder, sige godnat og solen der varmer din krop.

Derfor besluttede jeg i går, at de nu var store nok til Dennis Jürgensen og denne bog:

Vi læste de to første kapitler. Hold nu kæft, de bander i den bog. Og lige så meget hold nu kæft, hvor var den sjov at læse (mindes ikke vi nogensinde har grint så højt til Astrids bøger?). Måtte dog forklare et par ord og ikke mindst hvad en båndoptager var.

Muligvis er det lidt ærgerligt for den mindste, der kun er fire år og derfor nok gerne så, at vi lige tog Totte-Lotte-turen et par gange til. Hun hang på i fem minutter, så krøb hun over til sin far og hviskede sine egne små mærkelige historier i øret på ham, mens hun prikkede ham i øjet. Men de har også brug for lidt kvalitetstid sammen de to, så win win.

Vi har før omkring det med de øjeblikke, hvor det giver mening at have fået børn. Og nu har solen igen skinnet på mig. Jeg har nemlig en datter, der har fået sorteringsdille. Alle skuffer med knive, gafler og supperskeer ligger nu i sirlig orden. Og senest satte hun i et hyl, da hun åbnede madkasse-og-alt-det-andet-lort-skuffen.

Mindes selv jeg havde sorteringsdille da jeg var barn, hvor jeg sorterede min mors syskrin til jeg ikke havde hud på fingrene mere. Dillen gik dog tydeligvis over.

Men ikke på vilkår om vi kunne leve med den slags uorden, mente barnet i går. Og satte straks igang med sorteringsarbejdet.

Næste gang jeg kiggede ned i skuffen så den sådan ud.

Elsker at have børn!

I et af de utallige templer vi besøgte på vores rejse, sad en lille munk og flettede armbånd. Han gav omhyggeligt os alle fem et af sine armbånd på og sagde, at de sikrede os både held og lykke i fremtiden.

Vi har dem stadig på. Som om vi nogensinde tør tage dem af. Han bad også en lille bøn over os, eller sagde noget, vi ikke forstod, men det lød vigtigt. Muligvis har han bare sagt noget grimt om hvide turister og deres beskidte børn. Men han så nu meget oprigtig ud.

Således salige og beriget med både held og lykke tog vi tilbage til vores strandhytte. Hvor Anemone blev voldsomt sur over, at det var blevet for mørkt til, at hun kunne bade. Faktisk var hun så sur, hun gav sig til at bide og flå i armbåndet omkring hendes håndled. Jeg prøvede at stoppe hende.

Mig: Men Anemone, det må du da ikke tage af.

Anemone: JOOOOO, det skal af.

Mig: Men Anemone, det giver jo held og lykke.

Anemone: JA OG DET HADER JEG.

Maren: Hvad?

Anemone: JEG HADER HELD OG LYKKE, siger jeg jo. Tag det lortearmbånd af mig!

Allright allright, ikke noget held og lykke til Miss Sunshine. Men måske har man heller ikke brug for så meget held og lykke, når man består af så meget intens nisse-nuttethed, som Anemone gør.

Her med bedsteveninde Ava og kødpølse.

Jeg er stadig forundret over, at I bare lod den passere. At der ikke var en eneste af jer der på nogen måde studsede over, at jeg sad der ved siden af en kajak. Og endda henkastet sagde ting som “når vi var ude og padle”.

Kajak og mig. Og padle. Og I smiler bare og tænker at det er da typisk nok for en frisk pige som mig.

Her gik man rundt og troede, man var blandt venner, der kendte én som sit eget lommeuld. Men jeg kan fortælle, at jeg sgu da aldrig har siddet i en kajak før og der var flere i min familie der var meget skeptiske ved tanken om, at jeg havde tænkt mig at flyde ud på rigtigt vand, man kan drukne i. Grunden til vi første gang stod foran kajakerne var, at vi gerne ville ud og se nogle huler, som man kun kunne komme til i kajak.

Det udmundede i denne samtale:

Allan: Men Maren, kan du godt padle en kajak?

Mig: Altså jeg vil da ikke sige nej, for jeg har aldrig prøvet det.

Allan: Kan du ro en almindelig båd?

Mig: Ved jeg sgu da ikke. Har aldrig rørt en åre.

Allan: Hm, måske skal vi binde din kajak fast i min?

Mig: Visse vasse, jeg tager Kamille med i min, så kan hun jo redde os.

Kamille: MIG? Hvorfor MIG? Hvorfor skal JEG dø på grund af DIG?

Mig: Fordi du er ældst, så du har fået lov til at leve længst.

Kamille: Hvor er du tarvelig. Jeg VED bare vi ryger i vandet.

Mig: Du har jo også plaget om at få lov til at bade hele dagen.

Her viste Kamille mig sine ondeste øjne, men fordi hun er en klog pige begyndte hun at tage sine ringe, øreringe, armbånd og alt det andet hun ikke ville have skulle ende på bunden af havet af og gav det til Allan.

Hvordan det gik? Jamen skide godt. Og jeg har hermed kvalificeret mig til friskpige-certifikatet. Next stop rulleski og rullekraver i bomuld med logo på halsen. Om jeg syntes det var sjovt, fedt, dejligt at få bevæget sig lidt? HAHAHAHAHA go figure …

Men hulerne var helt fantastiske!

Købte denne bog til pigerne for en uge siden.

Havde læste om den i avisen. Den fortæller om sex til børn. Og udmærker sig ved at den tør nævne det meget meget forbudte ”klitoris”. Så den måtte vi jo eje i huset uden hemmeligheder.

Ungerne elsker den. Allan sidder over i hjørnet og holder sig for ørerne, mens han synger LALALALALALALALALALALA. Nej, det gør han faktisk ikke. Men han sender skeptiske blikke over mod os, når de små piger synes, de skal demonstrere den ny-erhvervede visdom bogen giver dem på egen krop.

Ja, lidt grænseoverskridelse skal man vel have hver dag. Og ”Til de nysgerrige” er absolut alle 100 kroner værd. Har du børn, bør du have den!

Den er sød, sjov og informativ. Pigerne er ved at fnise sig ihjel, men syntes det er vildt spændende. Det er det da også. Se bare alle de fine tissemænd:

Og tissekoner.

Og så har den selvfølgelig også husket alternativerne til mor, far og børn-modellen.

Jeg har købt den her.