Anemone var syg i sidste uge. I hvert fald da hun stod op. Allan tog den første “vagt” til frokost. Så overtog jeg pasningen. Af en lille trold med pjusket hår og med kun et eneste ønske i livet: At spille Vildkatten. Altså spillet fra helvede. Vi har før været omkring mit softspot for den yngste og denne dag var ingen undtagelse. Der gik derfor ikke længe, før jeg fandt mig selv med spillepladen slået op mellem os.

Reglerne er simple. Man trækker en brik. Eller den anden gør. Eller jeg kender faktisk ikke reglerne, for de er blevet væk. Så vi spiller efter Anemones regler. They suck. De går i al sin simpelhed ud på, at jeg skal finde den matchende brik mellem de fire milliarder billeder på pladen. Ja, hver gang. Hendes job er at sidde og råbe, jeg skal skynde mig. Det er skide skægt. Eller nej, det er på ingen måder skide skægt. Men hun griner så højt, når jeg ikke kan finde billederne på pladen, at jeg jo for fanden ikke kan andet end at sidde og klukke sammen med hende. Uden at finde dem. Suk. Bliver af den årsag aldrig færdig med Vildkatten. Det gør det ikke til et federe spil.

Der er ikke mange ting, der kan gøre en bare glad. På stedet. Sådan bare uden videre. Men når ens unge gynger i nyblomstrende pæretræ i forårets første varme stråler, så bliver man det. Glad uden videre.

Jeg elsker Depeche Mode. I en grad så jeg op gennem årene har været til så mange koncerter, jeg overhovedet har kunnet skrabe til mig, kan alle tekster og ikke sjældent diskuterer med mig selv, om jeg mon helst ville gifte mig med Martin Gore eller David Gahan. Af samme årsag har jeg heller ikke været for fin til at gå med t-shirts med dem på. For eksempel en pink t-shirt fra pladen Exciter, som jeg i dag ikke begriber, hvordan jeg nogensinde har kunnet være i. Men husker tydeligt, hvordan jeg vrikkede rundt med høj hæl, jeans og dette lille stykke stof, der er syet sammen i t-shirtfacon.
Selv om jeg er blevet for stor til den, kan det på ingen måde komme på tale at smide den ud. Så mine døtre har arvet den.

Det er pt Myntes yndlings trøje. Og det kan jo KUN gøre mig glad. Bare super ærgerligt hun går rundt og synger Shubidua i mens …

Har jeg nogensinde fortalt jer, at jeg elsker min cykel? Ikke nødvendigvis at cykle. Men min cykel. Den er så flink. Bliver aldrig stjålet. Er sjældent flad. Og så kan man fragte børn på det lille lad foran. Smukke Allan kan også godt lide den. Låner den tit. Selv om hans ben er for lange. Børnene skændes om at få lov til at sidde foran. Det er lidt som at flyve, siger Anemone. Bare ærgerligt vi ikke lever i 1982 i stedet for 2012. For i dag er det jo herrefarligt at fragte børn på den måde. I 1982 havde vi også haft en unge bag på. Så de må kun nogle gange. Hvordan jeg ved, hvilke gange der er farlige og hvilke der ikke er? Tjo, det er for eksempel ikke helt lige så farligt, når vi er kommet så langt væk fra børnehaven, at dem med reglerne ikke kan se det.