Havde læste om den i avisen. Den fortæller om sex til børn. Og udmærker sig ved at den tør nævne det meget meget forbudte ”klitoris”. Så den måtte vi jo eje i huset uden hemmeligheder.
Ungerne elsker den. Allan sidder over i hjørnet og holder sig for ørerne, mens han synger LALALALALALALALALALALA. Nej, det gør han faktisk ikke. Men han sender skeptiske blikke over mod os, når de små piger synes, de skal demonstrere den ny-erhvervede visdom bogen giver dem på egen krop.
Ja, lidt grænseoverskridelse skal man vel have hver dag. Og ”Til de nysgerrige” er absolut alle 100 kroner værd. Har du børn, bør du have den!
Den er sød, sjov og informativ. Pigerne er ved at fnise sig ihjel, men syntes det er vildt spændende. Det er det da også. Se bare alle de fine tissemænd:
Og tissekoner.
Og så har den selvfølgelig også husket alternativerne til mor, far og børn-modellen.
... ikke være at finde på bloggen. Jeg har overladt roret til JAKOB, som vil underholde jer på sin helt egen måde. Er ret sikker på, det ikke bliver kedeligt. Vil gnække med fra sidelinien. Vi ses!
Hvis du vil skrive til Jakob så klik på "Om Vikaren" i menuen for oven.
Det var noget med, at jeg ikke gad se hende opføre sang nummer 7 af Bølle Bob. Og fordi jeg et eller andet sted syntes, jeg havde fortjent noget crede for, at jeg rent faktisk havde siddet og nikket og smilet og klappet til hele syv stive BøllefuckingBob numre. Men sådan er det jo ikke. Så i stedet for fik jeg en ordentlig sviner og en unge der med forurettede skridt trampede ind på sit værelse. Mest var jeg bare glad for at udfaldet rent faktisk var, at jeg slap for at høre mere BB. Og jeg blev kun endnu mere begejstret, da jeg fik denne seddel, leveret af lillesøster, skrevet af Mynte selv.
For se, jeg vidste slet ikke at min fine pige kun et halvt år inde i børnehaveklasse kunne skrive så godt?! Og vi siger de ikke lærer noget i den danske folkeskole. Jeg er helt uden pis imponeret:
MAREN: … så derfor har jeg tænkt, at vi gør det på denne måde Kamille. Du skal gøre blablablabla, til gengæld lover jeg, at jeg altid vil blablablablabla og hvis det ikke kan lade sig gøre, så gør jeg blablblabla.
KAMILLE: mmmm
MAREN: Det er vigtigt at vi får orden på det. At vi ikke bliver ved med at slide på hinanden, så vi skal have fokus på at have respekt for hinanden og hinandens behov. Ikke sandt?
KAMILLE: mmmm
MAREN: Ikke sandt?
KAMILLE: mmmm
MAREN: Hvad tænker du, når jeg siger alt det her?
KAMILLE: … hm, jeg sidder og tænker på en halskæde, jeg havde engang.
Samtaler over morgenmaden FREDAG:
MYNTE: Skal du ikke have kaffe, far?
ALLAN: Nej, jeg drikker først min kaffe, når jeg kommer hen på kontoret. Det er det bedste jeg ved. At sætte mig ned foran computeren med god stærk kop kaffe og hygge mig, før jeg går i gang med arbejdet.
MYNTE: Det er bare skidesnyd, at voksne må det. I skolen må vi aldrig sidde og drikke juice eller noget i timerne. Heller ikke selv om vi bare har en lille rest tilbage fra frikvarteret, som vi måske godt kunne tænke os at drikke færdig …
Kamille har fået en lillebror. Den fineste lille purk, man kan tænke sig. Det er hendes far og hans viv, der har lavet ham. Og han er sød. Vildt sød. Så sød jeg er tæt på at blive skruk af den intense nuttethed. Kamille er også helt solgt. Er parat til at flytte op ti sin far for good, bare for at være i nærheden af det lille knirkende væsen hele tiden.
For at fordrive tiden mellem besøgene, har hun syet et dynebetræk til ham.
Åh jo, jeg hjalp lidt med at hæfte bogstaverne – i hvert fald hidsede jeg mig gevaldigt op over S’et, som var så genstridigt, jeg var ved at miste besindelsen. Men derudover holdt jeg mig så meget ude af projektet jeg kunne. Nu er det jo heller ikke mig, der er sy-alfen her i huset, men Kamille. Det har vi jo slået fast en gang før.
Men altså, Bedstemor Uthaug og Søster Uthaug, der selv er ivrige syersker, er da ved at gå fuldstændig i spåner over, at sy-genet lever videre i Kamille – når det nu flunkede hos mig. Og jeg, ja jeg synes også hun er vildt god. Og håber på, at jeg har fået pakket trangen til at prale med hende bare nogenlunde spiseligt ind i dette indlæg.
Den meget ihærdige læser, vil kunne huske, jeg for et år siden pralede med, at vi nu havde fået døre. Efter at have levet i et dørløst hjem i over et år.
Og døre fik vi. De kom endda op med en slags dørkarme omkring sig. Men så tog Smukke Allan dem ned igen. De skulle jo pudses op. Og så forsvandt de. Men forleden kom døren ind til Kamilles værelse op igen.
Dog uden håndtag. Så man kan ikke lukke den. Eller det er i hvert fald en dårlig idé, for det er kun Allan, der kan få den op igen. Noget med en lang pind, han stikker ind, hvor dørhåndtaget skulle være, klik klik og så glider døren op.
I går aftes var jeg og de to store piger alene hjemme. Jeg var ved at lave aftensmad. Da jeg hørte en dør lukke. Efterfulgt af et “HOV”. Kamille var kommet til at læne sig mod døren, så den var lukket i.
Oh no. De små piger kiggede forskræmte ud gennem ruden i døren. HVAD GJORDE VI NU? Jo, altså jeg løb rundt i cirkler og kaglede åh-nej-åh-nej-åh-nej, mens jeg samtidig prøvede spejle videre på æggene, det var meningen, vi skulle spise om lidt.
- Er I okay, skreg jeg mod døren, mens jeg febrilsk ledte efter noget pind-agtigt i skufferne med den anden hånd.
Der var tavst bag døren.
ÅH, nu var de vel gået i krampe af angst og led de vildeste mor-adskildelses-traumer. Stillede mig på tæer og skottede ind ad ruden. Og så at de guddødeme sad og SMINKEDE HINANDEN!!
Jamen hvad fanden. Tog mig til hovedet. De er jo som to tomhjernede dåser på stranden, der har så travlt med at tage billeder af sig selv og hinanden i badetøj til modebloggen, at de slet ikke opdager tsunamien, der kommer farende med firehundrede kilometer i timen med frygt, rædsel, død og aldrig kommer vi ud fra værelset mere. Ja, okay, måske er rædsels-sammenligningen lidt ude af proportioner, men alligevel …
- Er I slet ikke interesserede i at komme ud?
De verfede mig væk med hånden. Nå, på den måde. Satte mig til at spille Wordfeud ved køkkenbordet og forberedte mig på at indtage mit måltid alene. Men det havde jeg ikke behøvet. Da jeg lidt hånligt og en smule forurettet råbte “Så er der mad” gik der ikke mange øjeblikke, før døren sagde klik-klik og de begge kom gående ud med fire kilo make up i hovedet og en pind i hånden.
- Nå, vi har da bare tjekket ud, hvad far han gør, sagde de nonchalant og satte sig ved bordet.
Clever clever girls. Håber de prikker mig på skulderen når bølgerne er på vej, for jeg er garanteret alt for optaget af at Wordfeude til at ænse hverken det ene eller det andet …
