I går mødtes jeg med to af mine gamle venner. De to jeg tilbragte mine ungdommelige år sammen med. Vigtige år, hvor vi for alvor udviklede os til mennesker. Vi holdt hinanden i hånden gennem alle de år. Det var rart og trygt. En af dem var dengang min kæreste. Og da vi to brød op midt i tyverne, brød hele vores lille gruppe op. Det var ikke en rar tid. Og jeg husker jeg skrev denne sætning, som slutningen på det et brev til dem:

”Så var vi alligevel alle øer”.

Ingen af os ses særlig tit mere. Der går faktisk år i mellem. Derfor var gensynet både sjovt og tankevækkende. Fuck, vi er blevet gamle. Som soldater der har været i krig med livet, skiftedes vi til at flashe vores alderdomstegn. Det grå skæg. De grå hår. Pigmentfejlene. Furerne i ansigtet. Begyndende åreknuder. Og en opremsning af alle dem vi kendte, der nu var døde.

Da vi var færdige, genfandt vi en af vores favoritbeskæftigelser fra de gode gamle dage: At uddele mentale lammere og passende fornærmelser til hinanden. Blandt andet blev denne skudt af mod mig:

”Maren, jeg mærker nu, hvor helt utrolig mange år det er siden, vi to var kærester. Og jeg mærker samtidig, hvor godt det er, vi ikke er det nu”.

Som jeg så lidt senere kunne kvittere med denne sætning, da jeg kom til at kaste et blik ned på hans sko.

”Jakob, hvad helvede er det du har på fødderne????”

Han indrømmede, den koboltblå sok måske lå i den friske ende, men skoene var nu så behagelige at have på, at han ikke så nogen grund til at gå i andet.

Kunne meget nemt give ham en meget stor pose med grunde, men nøjedes med en hånlig latter og forvisning om, at hans sko var så grimme, de nødvendigvis måtte på min blog. (Ja, jeg er sko-politiet, so shoot me).

Vi skiltes før midnat i kulden foran baren. Vi krammede alle tre og sagde, vi måtte gøre det igen næste år, når vi alle er i byen. Så gik vi i hver sin retning. Jeg vendte mig om og kiggede efter den sidste, da han forsvandt i mørket.

Ja, vi var alle øer. Som hver for sig drev i land nye steder, hvor man også kunne gå tørskoet rundt. Altså undtagen måske ham, der lige nu bor på sin båd og har planer om at gøre det vinteren ud. Men hvis kulden bliver for hård og regnen for vandret, havde han nu alligevel i sinde at være i åben for muligheden for at gå i land.

Fuck det var dybt. Hvor meget drak jeg i går?

Se bare her hvordan Smukke Allan forcerer verdens største mudderpøl for at komme før de andre i mål .

Jeg ville nok have valgt en anden vej. For eksempel den med en café og noget latte. Okay okay okay, ungerne og jeg fik også nachos og cola. Og en croissant.

Således hygger vi os alle på hver vores måde en lørdag eftermiddag.

Se hvad jeg fandt i et hjørne nede i kælderen.

En lille bunke træningssko. Tilhører alle Smukke Allan. Fælles for dem er, at jeg ikke har set nogen af dem før. Dem, han løber af sted i når han træner, er hvide. Så jeg undrede mig over denne lille hemmelige samling. Tror han har købt dem i smug.

Der er så meget kvinder ikke forstår. Siger mænd.

So true.

Men en bunke sko, der er mere eller mindre ens. Købt uden at have nerver til at gøre kæresten opmærksom på, at man har gjort det igen. THIS I GET!

Nogle gange er min cykel ret vild. Det føles som om den stejler. Jeg har haft den i et par år, så jeg er efterhånden ret god til at styre den. Desuden er jeg en venlig og rolig trafikant. Alligevel er det sket jeg er kørt ind i folk.

-       Æj undskyld, siger jeg så. – Men den er helt vild.

Og så peger jeg på cyklen. Der er aldrig nogen der har syntes det var sjovt. De synes bare jeg er irriterende og dum og irriterende og dum. Siger grimme ting til mig, vrisser og jeg kan se på dem, de har lyst til at kaste ting efter mig. Jamen selvfølgelig kan jeg godt forstå dem. Jeg er sgu da lige præcis både irriterende og dum.

Derfor kom det bag på mig, at Nikolaj Steen bare smilede til mig og sagde ”Hejsa”, da jeg bragede ind i ham på min cykel. Han kom gående med to indkøbsposer og jeg ved egentlig ikke hvad det var, min cykel havde gang i på det fortov. Men den var helt klart på et sidespor.

Har altid syntes Nikolaj Steen var til den lækre side, så overvejede at vende cyklen og hjule efter ham, for hvis jeg fik et ”hej” ud af at skubbe lidt til ham med min cykel, hvad mon jeg så kunne få ud af decideret at køre ham ned?

… okay, ville sandsynligvis få tæv.

Nede for at købe puslespil til ungerne. De fleste af dem, de havde, led druknedøden under TT. Det blev der råbt en del over her til morgen. Så jeg gik ned til Legekæden for at købe et par nye til dem. Kom til at stå og se på spil. Syntes Besserwisser i familieudgaven så interessant ud (på evig jagt efter ting at lave med unger, der ikke keder mig langt ned under gulvbrædderne).

- Det er et rigtig godt spil, sagde ekspedienten. – For spørgsmålene har forskellige sværhedsgrader, en kategori til børn og en til voksne. Så det er også sjovt at spille for dig og din mand – eller din kone.

Det var så her jeg gik helt i stå, fordi jeg gav mig til at stene over, hvor fuldstændig vanvittig fedt det ville være at have en kone.

Glemte at høre resten han sagde om spillet. Købte fraværende to puslespil og gik hjem og klantrede Allan for ikke at være kone. Altså sådan en med forklæde og flæskesteg i oven. Ikke sådan en som mig. Sguda.