Marens version: 

Sommeren gik. Kamille fyldte 1 år. Efteråret forsvandt også. Sammen med julen og vinteren. I forsommeren besluttede Kamilles far og jeg at gå fra hinanden. Det var ikke særlig dramatisk. Han flyttede ind i en lejlighed lidt længere nede af vejen, og vi fandt en fin måde at dele Kamille på.

Min ven Karl kom på besøg fra Århus. Han var ved at blive skilt. Det havde været en dårlig idé med det bryllup. Kamille var hos sin far, så Karl og jeg besluttede, at det ikke nyttede noget at sidde og tude over livets elendighed og skruede os ned i noget stramt tøj, satte håret og begav os ud i nattelivet.

Men ikke uden først at lave en deal: En af os skulle score, ellers skulle vi to hjem og være sammen.

Hvis nogen skulle have misset det, så er Karl bøsse, så vi var begge ret opsat på at skaffe noget mand. Planen var først at tilbringe to timer på en heterobar. Derefter to timer på en bøssebar. Sæt igang!

Efter en time og et kvarter på heterobar, kiggede Karl opgivende på mig.

-       Maren, det nytter jo ikke noget. Du synes jo ALLE er idioter, sagde han.

Jeg protesterede. Ikke ALLE var idioter. Jeg havde nemlig udset mig bartenderen, som jeg i flere uger havde prøvet at sende lumre blikke.

-       Han er ikke interesseret, det kan enhver se, Maren, verfede Karl mig af. – Og det begynder at være ret patetisk, du bliver ved.

Jeg satte mig slukøret ned. Kategoriserede resten af klientellet som spassere og spurgte Karl, hvad fanden vi nu skulle gøre.

Karl kiggede på uret.

-       Jeg ved godt, at du efter aftalen har 45 minutter endnu til at score, men med din attitude fører det jo ingen vegne, og jeg ved ikke med dig, men jeg gider altså ikke hjem og knalde med dig. Så hvad siger du til følgende: Jeg kender én, der synes, du er ret lækker og jeg er sikker på, at han også er din type. Så hvis jeg nu sender ham over til dig i næste uge, kan vi så ikke gå på bøssebar nu?

Det kunne vi.

Karl fangede en ung smuk mand.

Jeg slap. Vi var alle lettede.

Næste dag rejste Karl hjem til Århus igen.

-       Du kan godt glæde dig til din blind date, sagde han til mig inden han gik ned til toget – Han er vildt lækker.

-       Hvad hedder han, spurgte jeg, lettere uinteresseret og stadig surmulende over det med bartenderen.

-       Allan, svarede han. – Han hedder Allan.

Fortsættes i morgen. Men følg med allerede i eftermiddag, når Allan deler sine romantiske minder. 

Allans version: 

Karl er min gode ven, kollega og senest match maker of the year. Vi boede begge i Århus og arbejdede i Viborg. Kørte sammen hver dag. Det gav os en times snak hver vej. Jeg havde været single et halvt år og Karl var nået dertil, hvor han mente, han var bedre til at finde kvinder til mig, end jeg selv var. Det viste sig jo også, at han havde ret.  Han startede med at introducere den ene efter den anden af sine kvindelige bekendtskaber. Nogle var interessante, men syntes ikke jeg var det. Andre virkede bare ikke, I kender det.

Karl skulle giftes, jeg var så heldig, at jeg skulle med, men skulle også til 2 x 25 års fødselsdag hos nogle af mine venner om aftenen. Karl syntes, jeg skulle blive til brylluppet, der kom jo kvinder i alle aldre, de var smukke og klædt på til fest! Solen skinnede, vi var i haven, single kvinderne blev introduceret med løftet øjenbryn og forventningsfuldt blik fra Karl. Men der var ikke nogen kemi og slet ikke så tidligt på dagen (kemi kan jo opstå efter en flaske vin, fortager sig igen i løbet af dagen derpå).

Jeg stod og hang ved terrassetrappen og ser en kvinde klædt i hvidt (jep Maren har haft en periode imellem sin sorte og sin sorte periode, hvor hun gik i hvidt). Uden at vide det er Maren, betragter jeg hende. Hun står og taler med en eller anden, jeg heller ikke kender. Hun har en lille pige klisteret til sit ben, så det er nok ikke hende, jeg kan score! Jeg har hørt om fænomenet Maren. Hende den skønne, livlige og bramfrie, som Karl delte lejlighed med, da de var yngre. Men har aldrig set hende – så jeg ved ikke, hvem jeg kigger på. Men hun ser skøn ud med dejlige store ….

Karl kommer susende og introducerer os for hinanden, nå okay, det var så Maren. Høfligt giver vi hånd, siger hej, det her er Kamille (barnet klisteret til ben). Det var så det. Jeg skulle også videre til fest i Nordjylland. Maren har en mand, der hedder Michael. God fest.

Fortsættelse følger …

Marens version:

Første gang jeg mødte Smukke Allan, så jeg ham ikke. Så meget for kærlighed ved første blik.

Det var sommer. Jeg havde været til begravelse i Norge. Og var netop kommet susende med fly fra Trondhjem til Århus for at være med til min ven Karls bryllup. Han skulle giftes med Lars. Vi skulle have helstegt gris. Den snurrede rundt og rundt foran have-teltet. Jeg tænkte, den så klam ud. Og at jeg var sulten.

Med mig havde jeg Kamille. Hun var knap et år gammel. Hun kravlede rundt nede ved mine fødder og jeg havde hele tiden halvdelen af min bevidsthed knyttet til, hvad hun lavede.

Karl præsenterede mig for sin kollega. Allan. Jeg smilede pænt og gav ham hånden. Uden at se ham. En time senere kom min kæreste, Kamilles far, forbi. Han var også i Århus. Aftalen var han skulle tage Kamille med hjem til farmor, så jeg kunne være til bryllupsfest – og endda overnatte.

Det var en god fest. Jeg både sang og dansede. Men ikke med Allan. For han gik før den for alvor begyndte. Han skulle til et andet arrangement. Han scorede endda den aften. En super lækker langbenet blondine. Der heldigvis rejste til Australien før det blev rigtig seriøst …

Fortsættelse følger. Efter Allans beskrivelse af det første møde – som kommer lidt senere i dag. Stay tuned.