Jeg taler ret ofte om den ene af mine katte. Den Blå. Ja, det hedder den. Other story.

Dem, der føler sig hægtet af, hver gang jeg bringer Den Blå på banen, kan følge med her.

Anyway, tilbage til familieidyllen og House of Crap. Vi har købt hus i et ret posh område. Alle husene ser ud som om, de kunne spise vores til morgenmad. Vi bliver omtalt som “The House with all the shit outside”, når naboerne skal forklare deres au pairs, hvilket hus de taler om. De har ret. Der er usædvanlig meget shit uden for vores hus. Af samme årsag ville vi gerne prøve at gøre et godt indtryk og komme lidt ind på livet af vores naboer. Og takkede derfor straks ja, da vi blev inviteret til fastelavnsfest. Lad mig bare sige to ting om den begivenhed:

1. Jeg kan læse, at min version her på bloggen er en væsentlig mere lyserød version af begivenheden end hvordan det reelt var. Det var faktisk slet ikke hyggeligt som jeg skriver, det var rædsomt og jeg har sjældent følt mig mere kikset. Hvilket jo kun var min egen skyld, I know. Det er nok lidt naivt at tro, at døden er velkommen …

2. Vi har ikke hørt fra nogen af dem, der var med til festen, siden.

For at peppe lidt op på humøret tog vi alle fem i svømmehallen. Kunne fandme lige så godt være taget til helvede. 

Ikke så længe efter sendte Allan og jeg børnene på ferie i en uge og tilbragte den selv sådan her. 

Nå, nu slutter Epilogen. For vi er kommet så langt som til maj 2011. Men der er jo ingen rigtig slutning, for historien fortsætter jo stadig. Sådan cirka dagligt her inde på bloggen. Men jeg vil slutte med et sidste indlæg – endda et med feelgood-effekt. Og alle dem, der kan svare rigtigt på Anemones spørgsmål, har vundet!

Vi er nu så tæt på som sidste vinter, så denne epilog-serie er meget snart slut – ellers ender jeg jo med at sidde og tale i munden på mig selv.

Men i hvert fald fik vi endelig nogle døre til vores hjem.

Jeg gjorde også nogle halvhjertede forsøg på at få gjort noget ved kaoset.

Anemone fyldte tre år – og vi begyndte at mærke, vi havde større børn. Ikke flere bleer. Ikke flere middagslure, undtagen de meget spontane. Og det var rart med noget fornyelse, for vores liv var efterhånden blevet sådan her.

For ikke at tale om sådan her.

Den sidste vintermåned rundede vi af med at tørre røv i mig, det beskrev jeg sådan her. Dette indlæg fordoblede i øvrigt mit læsertal og jeg har endnu ikke oplevet noget så grænseoverskridende på bloggen som den dag, jeg med meget store øjne kunne sidde og se fremmede læsere vælte ind fra højre og venstre fordi indlægget eksploderede ud på facebook og twitter.

De kolde vintermåneder bed godt fra sig i december, hvor jeg havde en dag, der var så irriterende og med en så ydmygende slutning, jeg stadig husker det alt for lyslevende.

Men så inviterede svigerfamilien på charter, hvor jeg på bedste vis chartrede den op fra slap. Helloooo Gran Canaria!

Vel over på den anden side af nytår, tog jeg en morgen joggingsbuksen af, tog noget på, der var væsentlig mere ubehageligt, kyssede Smukke Allan farvel og tog mig et job som tekstforfatter i reklamebranchen. Oh jo, jeg har været her før. Har bare været væk i 10 år.

Det hjalp åbenbart på ungernes billede af deres ellers ret så filtrede mor, at jeg begyndte at tage tøj på i hverdagene, for snart kom de hjem med tegninger som denne. 

Med mig på arbejde måtte Smallan tage over på nogle af de mere girly opgaver.

Mellem jul og nytår i år havde vi besøg af min veninde, hendes mand og deres hundrede børn. Min veninde sad og muggede lidt. Og sagde så: “Altså undskyld, men jeg er altså bare lidt sur”. Hvorefter hendes mand sagde: “Du siger det som om det er en kanin du lige tryller op af hatten, come on, du har sgu da være sur de sidste 12 år!!”

Det grinte vi en del af. Også dem der var surere end de andre.

Når jeg læser min blog igennem, får jeg også fornemmelsen af at jeg altid er sur. For eksempel på denne præ-forårsdag, hvor jeg tydeligvis med fordel kunne have valgt at lade være med at stresse med surhed til følge  …

Vi var jo midt i den gode plan, der gik ud på at spare penge. Hvilket betød, at Allan arbejdede i døgndrift. Det klappede vi alle rigtig meget af. Og alle talte om, hvor hårdt han dog arbejdede. Sjovt nok var det min krop der til sidst var ved at bukke under (af at passe både hjem og job) og jeg fik svimmelhedsanfald og hjertebanken. Så tog jeg til lægen. Det gik jo storartet …

For at spare endnu flere penge, gjorde jeg noget, jeg havde svoret aldrig at gøre. At arbejde hjemmefra. Bliver idiot af ikke at komme ud. Men ikke destomindre så man snart dette på cykelstien. 

Da vinteren kom, følte jeg mig nærmest som en misforstået HC Andersen i det kolde kvistværelse. 

Allan havde kontor i kælderen. I al hans tid som freelancer har han syntes det var top nice at sidde hjemme og arbejde. Nu sad vi der så begge to. Det var faktisk ret hyggeligt. For eksempel hyggede vi os med at lede efter 25 par trusser.

For ikke at tale om en af de finere stunder, hvor jeg i raseri smed en ost efter Smukke Allan. 

Men vi prøvede også at finde andre sider frem. Og var til koncert. Husker det stadig som en af de smukkeste aftener vi længe har haft sammen. De indledende øvelser til aftenen var dog til den lidt sære side … for nogen. For andre af os giver det stadig fuldstændig mening at at have makrel på ørerne.

Nåmen, hjemvendt fra ferie fortsatte vi i samme ræs, som vi havde forladt. Allan var tilbage som montør hos Leasy – og selvfølgelig blev han valgt som månedens montør. En titel han tog med nedtrykt mine.

- Men Maren, jeg vil jo meget hellere være månedens illustrator, sagde han.

Jeg aede over hår og sagde, at det skulle han nok også blive. For alle elsker Smukke Allan. FREAKING ALLE! Og det er der en god grund til … 

Mynte havde fødselsdag og jeg kunne stadig kun skrive om, hvor træt jeg var. Åh ja, det var en herlig tid. Især, da vi aftenen inden hendes fødselsdag ikke kunne finde hendes gave. 

Og det er ikke fordi dette er en skid relevant for særlig meget, men jeg synes det er pudsigt, at Finland hele tiden svirrer omkring mig. What’s up with mig og Suomi? Også fordi jeg siden har fået en finsk AD’er, som starter hver anden sætning med: “Det er jo meget federe i Finland, fordi … “. Hvilket hver gang får mig til svare noget i retning af: “Hold nu kæft, Finland sucks – og giv mig så en vodka mere, suomi-boy”.

Nå, men tilbage på sporet: Det her er da bare skide romantisk, synes I ikke? Virkelig ærgerligt min profeti gik i opfyldelse og armbåndet forsvandt da jeg var i Malmö. Muligvis går der nu en anden svensk flicka rundt og aer på “Allan”.

Hvordan det gik økonomisk? Well, sådan cirka ad helvede til …