Læs flere indlæg om lidt af hvert

Nomineret
af marensblog

Jeg er blevet nomineret til noget så fornemt som en pris. Very Clicquot Award hedder den og gives til nogen, der har gjort sig heldig bemærket i kulturlivet. Jeg er blevet nomineret af Hanne Vibeke Holst. Jeg er meget beæret. Og stolt. Her er en del af hendes begrundelse:

“Skønt det er mindre end et år siden Maren Uthaug vandt Politikens tegnekonkurrence med Ting, jeg gjorde har hendes daglige stribe allerede nået at sætte sig markant på avisens bagsiden (efter Nikoline Werdelin!). Også striben Dullen i ALT for damerne viste Maren Uthaugs rå kvindehumor, som ellers næsten er gået af mode. Hendes navnløse heltinder ryger, drikker og tænker og siger det forkerte, ja, de opfører sig helt igennem ukvindeligt! (”Prøvede at konversere. ”Apropos ingenting, så har jeg længe døjet med lidt skedesvamp””) . Maren Uthaug er stadig up-coming, men er til gengæld et af de mest forfriskende og inspirerende nye navne, der er dukket op på den kulturelle scene de senere år. Maren Uthaug har både satirisk kant og appel til et bredere kvindepublikum, som nok genkender sig selv i hendes ord og streg, men elsker hende, fordi de snarere føler sig omfavnet end udstillet.

Maren Uthaugs eget ordsprog er: ”Hold nu kæft, Maren, og kom videre!” – en kras overlevelsesstrategi, som ikke kun er en nyttig reminder til de fleste af os, men som må være lige i Madames ånd.”

Jeg er blevet interviewet om det i Alt for damerne.  Hvor der også står lidt mere om prisen.

26 Kommentarer

Har fået erhvervspraktikant
af marensblog

Jeg har fået erhvervspraktikant. Hun hedder Therese og går i ottende. Hun er mægtig sød. Vi kan endda lide det samme musik.

I dag var det meningen, jeg skulle forklare, hvordan man laver historier i sine tegneserier. Og pointer.

Jeg prøvede. Men vi ved nu, at jeg faktisk ikke har den fjerneste idé om, hvordan man gør. Med de vise ord “jamen, det er bare sjovere, hvis hende, der laver badutspring af glæde siger, at hun har fået børneorm og hende, der står helt trist og græder, råber hurra”, har Therese nu sat sig over til sit skrivebord igen og prøver at give det et skud.

Tror jeg skruer lidt op for Morrissey. Som er det, vi kan lide.

13 Kommentarer

I Berlingske
af marensblog

Jeg var i Berlingske i lørdags. Sådan ud over de hele-agtigt.

berlingske1

 

berlingske2

 

berlingske3

Du kan læse artiklen HER. 

Og se mig tegne livets evige dilemma på avisen netside HER.  
(Hvor I også kan se et andet problem, jeg har, når jeg tegner: Jeg glemmer at blinke. Hvilket betyder mine øjne er fucked, når jeg er færdig, fordi mine linser tørrer ud. Jeg klarer det dog elegant her med et diskret voldblink, men nogle gange falder mine linser decideret ud …)

I øvrigt har jeg vist glemt at vifte med DET HER link – hvor jeg også var i Berlingske for nylig og snakke i punktform.

6 Kommentarer

INDLÆG I ALDRIG FIK
af marensblog

Min blogge-app på telefonen er gået i stykker. Kan ikke finde ud af at fikse den. Hvilket er voldsomt irriterende, for så kan jeg ikke blogge på farten. Og mine indlæg bliver i stedet til billeder på facebook, Instagram eller bare sendt til min mor. Derfor har jeg lavet et lille potpourri til jer af INDLÆG I ALDRIG FIK:

I går da jeg gik hjem fra et langt møde, var jeg træt – åbenbart så træt, jeg var blevet ordblind. Gik forbi dette skilt ved Forum. Troede, der stod “DENNE GALAKSE”. Det gav fin mening med resten. Der i øjeblikket.

glasskade

 

Vi er ikke så meget til klassisk musik hjemme hos os. Overhovedet. Men ungerne har set så meget ‘Sigurd og Symfoniorkesteret’, at de har kastet sig ud i hver deres klassiske instrument. Den yngste er begyndt at spille bratsch. Overraskende nok er det vildt sjovt med sådan et strygerinstrument. Desværre er barnet mega nærig med at vi må få lov til at låne hendes bratsch. Så jeg har fået lov til at låne min mormors gamle violin, som hang på væggen hjemme hos min mor. Det lyder ad helvede til, men det er sjovt og der bliver taget en hel del billeder som dette hjemme hos os for tiden. Vi arkiverer dem alle under: “Det her så vi virkelig ikke komme!”

bratsch

 

Fandt denne lille stribe da jeg bladrede i min kalender for 2015.
Hold nu kæft, hvor er jeg plat.

glans

 

Købte denne i weekenden, fordi jeg nægter at være blevet for gammel til at gå med hat med ører. Ungerne troede, jeg havde købt den til dem. De fatter slet ikke, hvor trendy jeg er. Allan fatter det heller ikke. Han troede, jeg lignede en idiot.

kattehat

 

I 1.D har de fået spørgeskema med hjem, hvor de med smileyer skal svare på, hvordan de trives i skolen. Dette var den yngstes svar på det med matematikken. Jeg forstår hende godt. Jeg ser også præcis sådan ud, når nogen beder mig gange noget med syv.

matematik

 

På grund af startvanskeligheder fra morgenstunden (noget med noget gymnastiktøj), endte jeg med at tage dette søde og flettede lille barnevæsen med på møde på forlaget i går. Mens vi sad i receptionen og ventede, overvejede vi nøje, om hun mon var nuttet nok til, at hun kunne slippe af sted med at hugge dette prinsesseblad.

moni

 

Var i Oslo i mandags – for at blive interviewet til avis og ting. Min roman er nemlig netop udkommet i Norge. Med ny forside und alles.

sånn-ble-det

 

Our meditation? Meditation? Seriøst yogite, knep dig selv!

yogite

 

Var inde og se ‘Brun mands byrde’ på teateret Sort/Hvid i København i mandags. Den er baseret på bogen ‘Brun mands byrde’, som udkom sidste år. Forfatteren, Hassan Preisler, har selv skrevet manus og spiller selv hovedrollen – den eneste rolle. Det var et formidabelt stykke. Som man med fordel kan se. Glemte at tage billeder til selve forestillingen, fordi jeg havde for travlt med at grine og tænke. Men jeg huskede det, da han klokken to om natten lå på forlagschefens bord og læste Flora Danica højt med pornostemme for mig og redaktøren. Jeg var et begejstret publikum.

hassan

22 Kommentarer

Nogen der kender Pedelmaren?
af marensblog

Nogle gange tænker jeg, at jeg muligvis er skizofren og også findes i en anden udgave, jeg ikke selv kender til. For når folk spørger mig, hvorfor helvede jeg render rundt med firehundrede nøgler i mit nøglebundt, kan jeg kun svare, at det har jeg da ingen anelse om. Og så er det jeg tænker, at den anden mig, muligvis er pedel på den lokale fritter er eller noget.

noegler

(Og jeg håber virkelig ikke min søster læser med for tiden, for hun har flere gange forklaret mig, hvor betonlebbet jeg ser ud med alle de nøgler hængende om halsen. I det hele taget skal man, når man hedder Maren, være varsom med at have ting om halsen, der siger kling-kling og på nogen måde kan forveksles med en klokke).

7 Kommentarer

Aprilsnar
af marensblog

Nej, der kommer ingen aprilsnar på bloggen. Har lige stået det der øjeblik for længe med hundesnoren i hånden og gloet på låsen i døren med udtrykket “der er noget der ikke passer sammen” i fjæset – til jeg fandt nøglerne frem i stedet.

Tænkte jeg måtte tage en slapper og gik på facebook, hvor jeg læste Hassan Preislers statusopdatering om hans bog “Brun mands byrde”. Han havde lavet en aprilsnar. Noget med at hans nye bog “Brun mands smerte” snart ville udkomme. I kommentarfeltet havde en dame skrevet “Hvid kvindes aprilpatter”. Så gik jeg igen i stå, for jeg ved ikke, hvad “aprilpatter” er, men måske gad jeg godt have nogle? Hvad mon man gør med dem, når det bliver maj? Findes der så også majpatter? Hvis man googler “aprilpatter”, får man bare én frem, der hedder “April Patterson”, og jeg tror ikke det er hende, de snakker om.

Det var først da jeg gik tilbage til statusen for at se, om der var nogen, der havde kommenteret på det med aprilpatterne, så jeg måske kunne få et hint om, hvad det er, jeg ikke fatter, jeg så, at der stod: “Hvid kvindes aprillatter”. Oh well …

Så derfor ingen jokes hos mig i dag. For mennesker, der prøver at åbne døre med hundesnore og googler “patter” fra morgenstunden, udtænker ikke lige fiffige aprilsnarjokes.

14 Kommentarer

Vi lever med det
af marensblog

I kommentarfeltet her på bloggis i går stod der:

“Ked af at sige det, men du skrev “Som altid klarer jeg det med at få tre børn og en husholdning til at fungerer middelgodt.” Det hedder at fungere, jeg fungerer, ligesom i at læse, jeg læser…”

Jeg laver lige et offentligt svar på denne kommentar, så kan det måske spare mig for et par runder hen ad vejen. For Siri er ikke den eneste, der bliver nødt til at gribe til tasterne, når der er en fejl i en af mine tekster eller tegninger:

I behøver ikke være kede af det, jeg kan godt stave til det meste. Og bøje verber på dansk – nogle gange endda på tysk. Sagen er, at det tætteste, jeg kommer på en korrekturlæser her på bloggen, er Anemone. Og hun kan kun stave til “hæst”. Derfor har jeg i fællesskab besluttet for os alle, at vi lever i fred og fordragelighed med alle  de slåfejl, stavefejl og kommafejl, der måtte være. Alternativet er, at jeg aldrig tør poste et indlæg af angst for, at der skulle være en fejl eller hundrede. På den måde ville livet blive lidt for kedeligt, tænker jeg.

Den fedeste stavefejlsrevsning var fra Mogens, der ikke kunne bære, at der var to bogstaver, som var blevet byttet om i en nytårsforsæts-stribe i Politiken. Det er selvfølgelig ærgerligt, for der har jeg endda korrekturlæser på. Alligevel sker det, at en fejl sniger sig igennem. Det er umuligt at lave noget, der er 100% fejlfrit. Nå, men Mogens skrev:

“Mon ikke det var en ide at lade dit nytårsforsæt være at din figur staver ordet rigtigt? Og brug nu ikke hendes slutbemærkning være undskyldning for fejlen.”

Jeg er sikker på, at Mogens havde det meget bedre, da han sendte beskeden af sted. For jeg forstår godt det der med, at det næsten ikke er til at bære, at der findes mennesker, der er så stupide, at de ikke kan finde ud af noget, som man selv mestrer. Og hvor svært kan det være at få bogstaver og ord til at stå i den rigtige rækkefølge? Ja, hvor svært kan det være? Sådan har Mogens sikkert siddet og tænkt, mens han tog en tår af sin kaffe og tilfredst betragtede sin besked til mig, for nu havde han fået genoprettet noget orden og fået lagt endnu en sten til den brolagte vej hen mod en fejlfri verden. Eller havde han?

Det må have slået Mogens hårdt. Han må have taget sig til hovedet. Sveden er piblet frem. Han må være stoppet med at trække vejret et øjeblik. For hvad er det, han har gjort? Han har lavet en fejl! EN FEJL.

ARGH, har Mogens råbt ud i rummet. Måske er Jytte kommet løbende, hans kone, der har tidligt fri fra biblioteket i dag. “Mogens, hvad sker der, er du ok?” hun lægger en hånd på hans skulder. Men Mogens siger ikke noget. Han må gøre noget. I hvert fald gøre opmærksom på det, før jeg gør det, og han skal lide den ydmygelse at blive korrekset af en idiot, der ikke kan stave i sin tegneseriestribe.

Mindre end et minut efter en første besked, fik jeg denne:

“Øv, ‘brug’ skulle være ‘lad'”
Jeg kunne have svaret mange ting til Mogens. Men jeg syntes ikke, det virkede nødvendigt …

.

63 Kommentarer

Verdens længste indlæg.
af marensblog

Jeg burde have vidst bedre. Og så alligevel ved jeg jo godt, jeg ikke ved en skid. Og derfor igen og igen overhælder mig selv med benzin og friskt løber direkte ind i ilden.

Derfor har jeg uger som sidste uge, der er fyldt til randen med begravelser og foredrag og en kalender med fødselsddage og firehundrede arrangementer. Og nå ja. Arbejde.

Derudover var Smallan væk fra torsdag til søndag, hvilket efterlod mig med ansvaret for at få de rigtige børn til de rigtige fødselsdage og finde folk til at passe mine børn, når jeg selv skulle noget.

Af en eller anden grund, var sidste uge også ugen, hvor jeg fik uhørt mange klagebreve. Over at jeg ikke skriver nok på bloggen. Over at når jeg skriver, så skal jeg ikke skrive, men tegne. Over at jeg tegner, for det er federe, når jeg skriver. Over at mine doodle-damer ryger for mange cigaretter, bruger håndvåben, bander for meget. Over at jeg poster for mange indlæg om at jeg er i blade, aviser, tv og radio, for hvem fanden tror jeg, at jeg er – eller at jeg ikke fortæller, når jeg er i blade, aviser, tv og radio, for man vil jo gerne kunne følge med uden at skulle have et øje på alt, der udgives.

Nogle gange tænker jeg på, om dem, der skriver den slags til andre mennesker, ikke ved, at de fleste af os, faktisk bliver kede af at få den slags breve. At det efterlader én, med sådan en trist dump følelse i maven over ikke at slå til. For hvordan skriver jeg, så jeg tegner mere? Eller poster færre indlæg om mig i medierne, uden at fortælle om det? Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal svare. Så jeg svarer aldrig. Smider bare brevene i skraldespanden mens jeg ønsker, at dem, der sender dem, ville vælge bare at bagtale mig til deres venner, i stedet for at involvere mig i hvor meget jeg sucker.

Nå, men ugen var for spækket med ting, jeg skulle ordne, til at jeg kunne dvæle for meget ved det. For jeg havde på et tidspunkt en lille unge stående og flagre alene ude foran Christiania (!) med alt for meget oppakning – uden at kunne komme hjem. Og taxacentralen ville ikke sende en vogn hen og hente hende, fordi “foran hovedingangen ved Christiania” ikke var adresse nok. Så jeg måtte instruere hende i at flagre med armene, mens jeg med ondt i maven sådan håbede på, det var en taxa, der samlede hende op og ikke den lokale pædo-klub. Hun gav chaufføren røret, han sagde “hello mum” med den dybeste røst, jeg endnu har hørt, og jeg holdt vejret til hun kom hjem, og han var sort som natten og flink som dagen var lang, og jeg var tæt på at have lyst til at kramme.

Men jeg kunne ikke dvæle for meget ved lettelsen, for inde i huset ledte et andet barn febrilsk efter noget indpakningspapir til den gave, hendes bedste veninde skulle have i gave til den fødselsdag, der startede om ti minutter. Vi fandt ikke noget. Vi fandt i stedet en avis. Som hun tegnede hjerter på og lagde rundt om gaven. Og så cyklede vi så stærkt hen til fødselsdagen, at gaven var væk, da vi kom frem. Vi ledte og ledte. Og jeg finkæmmede hele cykelruten, men fandt ikke gaven i avispapir, hvor der stod “Til verdens sødeste Oline” på.

Men jeg kunne ikke dvæle for meget ved tabet, for om lidt startede debutant-aftenen i forfatterforeningen. Jeg havde sagt ja til – sammen med 20 andre af årets debutanter – at læse op. Bagefter var der middag. Jeg havde glædet mig længe. Og mens jeg redte håret og tørrede mascara af hagen (ja) og sørgede for at alt var i orden, så den mindste unge, der skulle passes af min veninde, som også bor i huset, følte sig tryg og taget vare på, googlede jeg adressen på foreningen, for jeg kunne huske, det var på Christianshavn, men ikke præcis hvor. Google spyttede Kronprinsessegade og anden sal ud til mig og så dyttede taxaen og jeg flagrede ud af døren med adressen i hånden og tårer fra datteren i telefonen over at avispapirspakken var væk. Mens jeg lovede at købe ny gave og finere papir, kørte taxaen af sted og stoppede foran Kronprinsessegade og jeg virrede forvirret med hovedet, for dette var jo for helvede ikke Christianhavn og jeg åbnede døren og skreg til en dame, der stod ved døren, der passede til adressen, jeg havde i hånden, om hun også skulle til debutantaften, men hun skulle bare op og drikke kaffe ved én, der hed Laila. Jeg råbte fuck og pik og fik barnet med tårer og avispakken ud af røret, for pludselig slog det mig, at dette sgu da var den ANDEN forfatterforening, der også havde inviteret mig, men på en dag, der var en anden. Jeg prøvede google én gang til og mens jeg ventede på at nettet skulle hente signal fra noget, der måtte være Antarktis, tænkte jeg, at der fandme var noget i vejen med mig. For i mailen stod der at man bare overhovedet ikke måtte komme for sent, for Marianne Jelved talte præcis klokken hel og derfor var det bare ikke en mulighed at komme lallende fem minutter over. Nu var den fem minutter i. Men nettet gad ikke give mig adressen og jeg tænkte på ugen før, hvor jeg var til sundhedsplejerske med Anemone på skolen om tirsdagen klokken 10 og vi sad der foran døren og ventede og ventede til jeg opdagede, det sgu da var onsdag klokken ti, hun havde tid. Jeg tænkte videre på alle de andre gange, som dengang jeg var gravid og igen sad i jordemoderens venteværelse i det forkerte trimester, på den forkerte dag med Allan, der kiggede vantro på mig med “du har gjort det igen, really?” i blikket.

Mens taxaen fræste af sted til den rigtige adresse på Christianshavn, tænkte jeg, at de sgu har ret alle dem, der klager over mig, for jeg er virkelig inkompetent til mange ting og på mange måder en ussel variant af den menneskelige race. Jeg tænkte det stadig, da jeg løb op ad trapperne til forfatterforeningen og kom til anden sal, hvor jeg simpelthen ikke kunne forstå, der ikke stod “forfatterforeningen” på døren og hang ud over gelænderet for at tælle etager og prøvede at komme i tanker om, det er i Norge eller i Danmark “stue-etagen” tæller som “første” og først da jeg havde løbet så meget, at håret var helt uglet, slog det mig, at det FOR HELVEDE DA var den forkerte adresse, der var på “anden sal”. Her skulle jeg bare møde op i stue-etagen.

Ja, jeg kom for sent. Og sneg mig ind i entreen og stod og gloede på Marianne Jelveds røv, mens hun talte med pomp og pragt til debutanterne. Senere fik jeg lov til at komme helt ind og jeg læste op og det gjorde de andre også. Noget af det var godt, noget af det var ikke så skide godt, noget af det glemte jeg at høre efter, fordi jeg var så sulten og det hjalp ikke med de chips, jeg prøvede at sidde og sutte, for ikke at knase højt og forstyrre oplæsningen. Da alle havde læst, rejste vi os for at gå ind til middagen og uden at jeg tænkte over det, gik jeg tilbage ud i entreen, tog min jakke, pilede ned ad trapperne og ud på gaden, hvor jeg kom i tanker om, hvor sulten jeg var. Fik øje på en sushirestaurant, som var præcis hvad jeg kunne spise, og skyndte mig derind, bare for at opdage, at jeg havde valgt den forkerte dør (!) og i stedet stod inde i en thairestaurant. For fucks sake, bestilte nogle forårsruller, fangede en taxa og tog hjem til min veninde og børn, hvor vi sammen satte os i hendes vindueskarm og grinte af os selv, fordi jeg kaldte hende Crissie hele aftenen af årsager kun vi forstod og det var lige sjovt hver gang, og ungerne hujede omkring os og kastede med ting, de ikke burde. Da det blev midnat og børnene havde sat stole op på en række for at hoppe ind i søndagen, grinte vi stadig og ikke så længe efter tog jeg yngstebarnet og krøllede mig sammen med hende i sengen og prøvede at sludre lidt, men hun sagde “sshh mor, nu skal vi sove” og så sov vi.

Søndag tænkte jeg, at de sgu da ikke har ret, dem, der klager, men så skulle jeg til foredrag i Helsingør, på biblioteket, som jeg ikke vidste hvor var, så jeg spurgte en mand. Han sagde jeg skulle gå til højre. Så jeg gik til venstre (?). Gik så langt, som man næste kan gå til venstre, til en anden mand sagde, det altså var den anden vej. Så gik jeg hele vejen tilbage på alt for høje hæle, mens jeg tænkte over, om min kjole mon var for slutty, og mon der var én jeg kendte, der var en lige så stor idiot som mig.

Om aftenen kom Smallan hjem med god energi og lommerne fyldt med kærlighed. Jeg kravlede ned i en af dem med en plade lakridschokolade, dryppede et par tårer og faldt i søvn.

I dag er det mandag. Og nu har jeg skrevet verdens længste indlæg. You’re welcome til dem, der savnede ord. Undskyld til dem, der vil have tegninger. Og til alle de andre, der lige nu sidder og overvejer at klage over noget, så tænker jeg at det nok ville være mere hensigtsmæssig at klage på nogle andre, for damer, der går til venstre, når de tror de går til højre, skal man ikke forvente sig så meget af …

 

 

196 Kommentarer

Prioritering
af marensblog

I går aftes skulle jeg have været i den Skønlitterære forfatterforening, for der var debutantaften. Jeg skulle have læst op og ting. Men aflyste. For det virkede vigtigere at sidde sådan her foran min dør og skræmme livet af fremmede folks børn:

dukka

Til at hjælpe mig havde jeg blandt andet dyrlægen fra helvede og Smukke Allan:

smallis

Der var 4 børn, der græd. De fik en ekstra finger:

fingre

Endelig fandt vi en tradition, hvor jeg godt gider bage.

18 Kommentarer

Maren
af marensblog

Jeg troede faktisk kun, det var i disse moderne tider, vi brugte energi på at hærge navnet “Maren”. Jeg har engang skrevet et indlæg om det, men det kan jeg ikke finde, så vil bare lige minde jer på, at det for eksempel drejer sig om produkter som DETTE, der bliver prydet med mit navn (nej, jeg er ikke færdig med at skumle over det endnu). Men det viser sig nu, at det ikke kun er i dag, vi morer os over “Maren”. Næ, det er skam en flere hundrede år gammel skik.

Jeg ved det, fordi jeg har været inde og snuse i “Moths ordbog”, en historisk ordbog, der netop er blevet lavet med det formål at afdække, hvordan folk talte i 1700-talet. Og her kan man se, hvad man gerne brugte “Maren” til dengang:

flasken

Og fordi det ikke var nok, fandt de også på dette:

doven

 

 

 

 

 

24 Kommentarer