Klumme fra JYLLANDSPOSTEN

Jeg tror, at grunden til, vi endnu ikke har haft besøg af væsener fra det ydre rum, er, at de ikke er færdige med at dø af grin over os endnu. Eller at undre sig over vores arts fuldstændige absurde måde at gribe vores verden an på. For eksempel det ræsonnement der ligger bag at bruge dødsstraf: Kom, lad os dræbe et menneske for at lære ham og os andre lektien om, at man ikke må slå ihjel. ”Ukultiverede Texas-bønder”, tænker vi her i Danmark mens vi sagde ”thumbs up” til at sende en flok soldater ned og smadre Saddam – bare for at markere at vi altså ikke tolererer, han render rundt og smadrer folk.

Selv om det snart er 100 år siden, Einstein forsigtigt pointerede, at man altså ikke kan løse et problem ved at bruge den samme energi, som skaber problemet, lader det til, vi vist har brug for 100 år mere, før den siver ind. Også her på matriklen, hvor jeg i en presset stund godt kan blive fanget i at råbe til mine børn, at de skal holde op med at råbe!

Det må også virke underligt for rumfolket at betragte, hvordan jeg mæsker mig i mad i denne ende af kloden. Endda i en grad, så jeg bliver nødt til at smide en stor del af det ud, fordi jeg ikke altid kan nå at spise min Gouda, før den mugner i kanten – når de i andre dele af verden sidder og tygger i deres tallerkener af sult. Set med rumvæsen-øjne må det virke underligt, at det er en så umulig opgave for os at fordele maden på en måde, så en stor del af befolkningen ikke skal dratte om af sult – mens jeg ligger i den anden ende og græder mig selv i søvn hver aften, fordi jeg er for fed.

Dengang vores huse var så dårligt isolerede, at min oldemors gebis frøs fast i vandglasset om natten (true story), tror jeg de sad i deres lune rumskibe og syntes det var lidt synd for os. Pyha, godt de opfandt Rockwool, har de sikkert tænkt, det må da gøre dem glade nede på jorden. Men det kan de godt glemme, for hovedparten af os har som mig da ingen erindring eller idé om, hvilke besværligheder livet kan bestå af. Jeg  finder bare noget nyt at brokke mig over mens jeg skruer op for varmen i mit lune hus.

Og det kan da også godt være, de døde som fluer i barselssengen engang – men mit største problem (og som jeg var ret sur over) var at jeg lå på en 4-mandsstue, da jeg havde født. Det var også her fra jeg hurtigt sendte et par sms’er af sted for at fortælle, jeg havde fået en lille pige. En simpel og effektiv handling, som ville få enhver indianer med røgsignalerne i orden til at dåne af forbavselse – men som kun kan få mig til at hæve øjenbrynene, hvis jeg ikke kan få lortet til at virke.

Det har helt sikkert fået mindst én rumfætter til at tisse i bukserne af grin at observere det underholdende i, den brist vi har som art: At vi uden at blinke glemmer alle de formidable fremskridt, vi mennesker har gjort, samtidig med vi klager over, hvor meget bedre alt var i gamle dage.

Det sjove er, at min bedstemor allerede sad og tænkte ”verden er af lave” på det tidspunkt, jeg nu kategoriserer som ”den gode tid”. Det er da sært, at vi mennesker altid synes, det var bedre før – ligegyldigt hvor mange år og nytårsfejringer vi springer ind i. En højtid jeg som alle andre i øvrigt fejrer ved at kombinere at drikke mig stang stiv, mens jeg fægter rundt med en masse fyrværkeri, jeg prøver at få fyret af. To festlige indslag, de fleste rumvæsener nok ville synes, vi burde henlægge til hvert sit arrangement …

Klumme fra VI FORÆLDRE

Selv om jeg er mor til tre, er det ikke altid jeg føler mig som en mor. Ofte synes jeg, at jeg er for fjollet – som for eksempel da jeg i påsken, valgte at gemme tre påskeæg i min bh og grinte i en halv time over, at de små endevendte hele stuen og bare ikke kunne få øje på, at jeg pludselig havde torpedo-bryster.

Andre gange synes jeg, at jeg er for nedslidt og upraktisk anlagt til at udfylde rollen. For eksempel når jeg har knoklet en hel dag, og det stadig ser ud som om vores hjem er eksploderet.  Og mine børn øvrigt stadig ikke har fået aftensmad. Eller vasket hår. Eller fået syet hullet i yndlingskjolen. Eller fået arrangeret legeaftaler, som jeg lovede.

Men der er ét tidspunkt, hvor mor-usikkerheden straks træder til side til fordelen for super-moren – som, til trods for hun mest har lyst til at give efter for både gråd og trang til at flygte, træder ind på scenen med en instinktiv skråsikkerhed og varme nok til både blå, rød og gul stue. Og det er når et af mine børn er kommet til skade. Som da den mindste fik lillefingeren i klemme i døren, så den blev helt flad og blå. Og hun græd med så store tårer, min hals snørede sig sammen. Men jeg trak vejret dybt, så hun kunne mærke min ro, kørte hende til skadestuen og fik fingeren tjekket. Jeg var næsten lige så fattet, da hun var nyfødt og det viste sig, hendes hofteskåle var løsere, end noget de før havde set, og hendes små fine ben straks blev lagt i hårde skinner. Altså, jeg græd hele vejen hjem i bussen. Både fordi hun græd over ikke at kunne bevæge benene, og fordi jeg var bange for, hun aldrig ville komme til at gå normalt. Men jeg stoppede da vi kom hjem og fokuserede i stedet på at finde den bedste måde, vi stadig kunne ligge trygt og tæt på, trods hendes akavede benstilling. Både ben og finger blev siden helt normale igen. Og jeg var blevet lidt mere hærdet til at tackle situationer som både første og anden gang den mellemste slog hul på læben og blødte noget, der lignede en liter. Anden gang var det endda så voldsomt, læben gabte med en centimeter og krævede et sting uden bedøvelse. Hun skulle ligge på mig, så jeg kunne holde hendes hænder fast, mens nålen gik igennem læben. Ingen af os græd. Men jeg indrømmer, jeg spændte en hel del mere end hende, der bare lå helt stille og lod lægen gøre sit arbejde. Først da knuden skulle bindes, piblede tårerne (hos hende udenpå, hos mig inden i) og hun sagde stille, at nu ville hun ikke mere. Jeg trøstede med lange stryg over håret, bløde kys i panden og en is. Hospitalet trøstede med en lille nøglering. Syntes mere det ville have været på sin plads at give hende 40.000 og mig en iPhone, men lad mig i stedet fokusere på, at arret på læben i dag er så minimalt, det ikke er noget at snakke om.

Værst var dog min ilddåb ud i super-moderskabet: Min ældste var to år og dejsede pludselig om med feberkramper. Hun var helt livløs. Vi havde aldrig hørt om feberkramper før og troede, hun var død. Seriøst. Havde du spurgt mig inden, ville jeg have skudt på, jeg ville være gået i panik og ikke havde kunnet tænke en konkret tanke, men mit supermor-instinkt overraskede mig. Jeg tænkte, at dette måtte jeg græde over senere, for nu gjaldt det om at handle rationelt. Hvilket var at ringe 112, tale fattet, huske at sige hvilken sal, vi boede på, og endda komme i tanke om at løbe ned og låse hoveddøren op inden de kom. Hun kom til sig selv, før vi ankom til hospitalet og med lidt febernedsættende medicin hoppede hun tyve minutter senere rundt i sengen og råbte efter mere saft. Jeg græd først over det tre dage senere, da jeg for alvor kunne mærke, hvor bange jeg havde været. Det er over fem år siden, og jeg kan stadig få tårer i øjnene, når jeg fortæller om det. Men jeg er ikke så bange, som jeg var, før det skete, for nu ved jeg, at selv en fjollet og kokset mor bliver til super-mor, når det virkelig gælder.

KLUMME, JYLLANDSPOSTEN 

Jeg har et job, jeg elsker og tre små fine børn, der skal passes, plejes og fodres. Jeg har hus under ombygning, en madpakkefabrik og generelt masser af gode intentioner og to-do-lister. Og har derfor også sådan cirka hundrede dilemmaer hver eneste dag. For hvad skal jeg gøre nu, og hvad skal jeg skubbe til i morgen? Hvad må nødvendigvis have højst prioritet, og hvad er fuldstændig ligegyldigt? Af en eller anden grund er det aldrig den der hjemmesyede bog- og dimseholder, jeg har lovet min ældste datter at få lavet færdig i et halvt år, der nogensinde vinder førstepladsen som dagens vigtigste to-do-punkt. Eller at lave den yngstes Barnets Første Bog. Eller at få barberet mine ben, så jeg kan være super-lækker-sex-killing på nyredt lagen på den anden siden af børnenes sengetid. Som regel vinder det, der råber højst: Almindelig oprydning, vasketøjsbunker eller besøge den olde/bedste, der har ringet flest gange i løbet af ugen og – til trods for at opkaldet foregår fra en mobiltelefon nede fra Magasin – har fået mig til at forstå, det kan være et spørgsmål om dage, før det endegyldigt er for sent med det besøg. Det sker også ind i mellem at sofaen vinder. Men ikke uden at jeg om aftenen kan mærke, at den dårlige samvittighed begynder at flette fingre med et ulmende mavesår ved tanken om, jeg har tilladt mig at lave ingenting hele dagen, når der nu var så meget, jeg burde, kunne, skulle have gjort.

Men nu tror jeg, at jeg har knækket koden. Sgu. Jeg har fundet en måde, der kan få mig til at se tingene i et helt nyt lys. Og gøre det såre simpelt at vælge, hvad dagen skal bruges på – helt uden at skulle vånde mig i samvittighedskvaler, mavesår og følelsen af at være uduelig, når dagen er færdig.

Det var en sætning fra en bog, der kom med gode råd til, hvordan man blev en bedre skribent, der inspirerede mig. Der stod nemlig: ”Hvis du kun havde 10 uger tilbage at leve i, hvordan ville du så skrive denne sætning – og ville du overhovedet skrive den?”

Jeg fandt aldrig ud af at bruge den i mit skrivearbejde, for havde jeg kun et par uger tilbage, ville jeg nok hverken skrive klummer, artikler eller forsøge mig med roman-manuskripter. Nej, jeg ville sandsynligvis bare skrive lange tårevædede afskedsbreve til mine børn og lige så lange to-do-lister til min mand. Men da jeg overførte tankeeksperimentet til det levende liv, virkede det pludselig meget bedre. For da jeg skulle vælge mellem at ligge i sofaen og spille Uno med mine børn hele søndagen contra at få styr på det vaskerum én gang for alle, var det med 10-ugers reglen in mente overhovedet ikke svært at se at Uno var langt vigtigere end det vaskerum.

For kritikere kan det måske virke, som 10-ugers princippet bare er en undskyldning for altid at ligge og dovne den på sofaen. Men det er ikke sandt. Det er nemlig også blevet til en løbetur på stranden til fordel for ligge og løse kryds og tværs, da vi var i sommerhus. Og forleden blev den yngstes Barnets Første Bog klistret til med billeder og søde ord til fordel for et mega svinet køkken.

Jeg ved godt, at Dalai Lama rejser verden rundt og prædiker, at man altid skal huske på, at det, der gør én lykkelig lige nu, ikke nødvendigvis er det samme som på sigt skaber en god, harmonisk og lykkelig tilværelse. Jeg vil ikke begynde at sige ham i mod – ikke mindst for hvis jeg med 10 uger tilbage skal vurdere, hvad der er vigtigst: At hente mine unger lidt tidligere og spise en softice i solskinnet, eller at bruge tid på at mundhugges med Hr. Lama, så ved jeg godt, hvad jeg vælger …

Klumme fra VI FORÆLDRE

Hvis du vil have et ryddeligt og ordentligt hjem, kræver det bare, at du rydder op i et kvarter hver aften. Det siger i hvert fald dem, der ved noget om den slags.

Hvis du vil gøre noget virkelig godt for din krop, skal du lave yoga. Bare en halv time hver dag vil gøre underværker.

I den pjece min ældste datter havde med hjem i går, stod der: ”Hvis du vil have dit barn, bliver dygtig til at læse, skal I læse sammen – bare 15 minutter hver dag. Tag en hurtig tur på biblioteket, der er masser af bøger på, som passer til dit barns niveau.”

Dans i din stue – bare ti minutter hver dag, så bliver du et nyt menneske, stod der bag på en bog, jeg kiggede i forleden.

Lav maveøvelser i fem minutter hver dag, så bliver din mave som før du fødte, siger fitness.dk.

Husk at pleje dig selv – de ti minutter ekstra foran spejlet hver morgen er godt givet ud, siger damebladene og fortsætter med formaninger om, at jeg ikke kun er nogens mor, jeg er også nogens kæreste: Sørg for at få kvalitetstid med din mand! Brug tyve minutter sammen hver dag, når I er kommet hjem fra arbejde. Tag et glas vin og snak voksensnak, mens børnene leger.

Husk sex, siger alle der er blevet skilt! Og det er ikke noget, der bare må tage fem minutter, mens du ligger og tæller sammen, om du mon kan nå at få nok timer søvn, inden ungerne står op.

Jamen er det ikke imponerende, hvad jeg ville kunne opnå, hvis jeg bare lige kastede et par minutter efter det? At det sammenlagt bliver til to timer, hvor jeg bare lige skal noget er der ikke nogen, der siger noget om. Der er heller ikke nogen, der hører, når jeg pipper op om, at jeg faktisk i forvejen stod og manglede en time, for at få småbørnsfamilie-kabalen til at gå op hver dag. 

Desuden er der heller ingen af de professionelle 15-minutters opryddere, jeg er stødt på – for ja, de findes faktisk – der har haft hverken børn eller to kasser dukker, en kasse tøj til dukker, en kasse tæpper til dukker, to kvadratmeter køretøjer til dukker, lego over det hele, bondegård med en fuldtallig miniature grisefarm til, alt der findes med Hello Kitty på, tuscher, farver og en vasketøjsbunke, der har fået top på, før jeg kan nå at komme med sejrsbrølet: ”Så er jeg kommet i bund”.

Det med yogaen kan jeg kun tilslutte mig, for min krop kunne da ved guder godt trænge til et par underværker. Jeg vil bare gerne vide, om jeg skal smide den halve time ind fra 5.30 – 6.00 før ungerne står op. Eller snuppe fra 21.00 – 21.30, hvor jeg alligevel ikke har andet at lave end at tude af udmattelse?

Selvfølgelig vil jeg gerne læse med mit barn. Jeg ved bare ikke, hvem jeg skal fortælle, at pjecen som det første gav mig små tics ved mundvigen, fordi jeg i forvejen synes, det er lidt vanskeligt at presse lektielæsningen ind, når vi alle er hjemme, og hun hellere vil lege med sine søstre eller slappe af. Og at opfordringen om at bruge bibliotekerne kun gjorde mine tics endnu kraftigere. Altså, jeg ved ikke, hvordan andre familier fungerer. Men bringer man en lille bitte bog ind i vores hjem, kan det godt blive et mindre dagsprojekt at skulle finde den igen, den dag biblioteket begynder at vise sin knap så venlige side.  

Hvilket bringer mig hen til det med at danse i ti minutter. Dét må jeg da kunne klare. For eksempel kunne jeg danse rundt samtidig med, jeg rydder op. Og mens jeg quickstepper forbi min kæreste, kan jeg vel lige have en inspirerende voksensnak om de fede ting, jeg oplevede, da jeg slæbte tre ulvesultne unger gennem bibliotekets læsesal. Ja, det tog kun fem minutter. Til gengæld var de hæslige …

Klumme fra Jyllands Posten

For hulan, nu går den under igen. Verden. Jeg har næsten ikke nerver til det. Men der er vist ingen vej udenom, for forleden hørte jeg en program-intro på Discovery Channel, der lød lidt hen ad:

       ”Vores planet er presset til det yderste og forskerne er enige om, at vi kun har få år til at rette op på de skader, mennesket har forvoldt. Spørgsmålet er bare, om vi når at gøre det, før lyset slukkes over vores planet. For evigt.”

Åh, akut knude i maven og rædselsvækkende billeder af mig og mine børn, der bliver opslugt af vandmasserne, flammehavet eller af jordens indre,  i mens isbjørnene står på de sidste isflager og brøler fortvivlet over små bløde bjørneunger, der synker ned i det iskolde hav, der desværre er gået hen og er blevet alt for lunket.

Og det værste er jo, at det hele er vores egen skyld. Ja, det er min skyld. Det gør kun knuden i maven ekstra hård. For jeg kunne bare have holdt igen med Limara-deoen dengang i 80’erne, ladet være med at ødsle al den brændstof på en tur til Gran Canaria, bare fordi jeg gerne ville have brune baller – og jeg tør da slet ikke fortælle nogen, at jeg ved et uheld kom til at lade min mobil op en hel uge i træk i påskeferien.

Jeg var ellers næsten kommet mig over sidste gang verden gik under – da vi overlevede det med chippen i toasteren, der måske ville eksplodere i det sekund kalenderen tog springet fra 1999 til 2000. Eller da jeg var barn og var overbevist om, at et lækkende atomkraftværk snart ville tage livet af os alle – altså hvis russerne da ikke fik trykket på knappen først og fyret en helvedes masse atommissiler og kræftknuder i hovedet på os alle.

Men det var da heldigvis ikke min skyld, så det gjorde det på en måde lidt nemmere at være bange. Så behøver jeg ikke følges hen til massegraven med mine børn med så sort samvittighed. Næ, så hellere gå dommedag i møde i 1940’erne, hvor det ifølge min mor, var moderne at gå og være skræmt helt ind til benet over potentielle kometer, der snart ville regne ned over jorden.

Ja, det er faktisk helt utrolig, hvad det er lykkes os at overleve op gennem historien. Og det er ikke mindst utrolig, hvad vi har kunnet og stadig ser trusler i. Men måske er det aller mest utrolige, at det ikke virker som om, vi bliver klogere i vores profetier – til trods for at jorden faktisk ikke er gået under endnu?!

For det er faktisk over 5000 år siden en flok bekymrede assyrere skrev om, at det hele var på vej durk i helvede. Samfundet var korrupt med kriminalitet og moralsk forfald, som aldrig før – lyder det bekendt? Eller omkring år 700, hvor den ifølge de kristne var helt gal i Spanien, fordi der vrimlede med muslimer – og der blev pisket en gevaldig stemning op blandt ”den ægte spanier” om, at muslimerne var et tydeligt tegn på antikrists komme. Og tænk, de havde ikke engang billeder af søndereksploderede selvmordsbombere eller Ekstra bladet til hjælp!

Men det kan altså også være svært at sætte sig op mod ”de kloge”, altså dem i hvide kitler. Især når de klasker alle deres tal og udregninger i hovedet på én. For jeg har ikke en ærlig chance for at gennemskue, om de har ret eller ej. De har nok haft det lidt på samme måde dengang i det gamle Rom, hvor en flok matematikere havde lavet nogle sindrige udregninger med 12 ravne, de gangede med 10 og derved regnede ud, at det kun var et spørgsmål om få år, før byen ville tage billetten. Rom ligger der som bekendt endnu, men jeg var garanteret også hoppet på den, for hvad ved jeg om ravne og matematik, når det kommer til stykket?!

Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal tro på og ikke tro på. Jeg kan bare konstatere, at verden åbenbart er blevet spået til at gå under en milliard gange – og at den alligevel stædigt bliver ved med at rotere om sin akse. Så ved I hvad, jeg tror sgu, jeg dropper at være beredt med dåsegullash, gasmaske og overnatning i krybekælder – i hvert fald til den næste profeti kommer og skræmmer mig hvidhåret.  Og derudover vil jeg bare skynde mig at sige undskyld, undskyld, undskyld for det med Limara-deoen.

På alle måder.