Klumme Junior

Det er godt man har en mor. En mor er nemlig én, der synes man er fantastisk, lige meget hvad man gør.

Mine børn har sådan en mor. Altså mig. For jeg synes altid, de er små genier. Og klapper begejstret i hænderne, når de udfolder deres evner. Således jubler jeg, når de slår en halv kolbøtte. Når de har sat to klatter modellervoks sammen og kalder det en kat. Når de kan have en hel mundfuld vand inde i munden og dreje rundt om sig selv imens. Når de al hemmelighed skriver ting på post it sedler, mens de skotter i min retning. Hvorefter de klasker lappen på mig og råber: ”Se mor, jeg har skrevet dig”. Sidst stod der ”Orm”. Åh, hvor syntes jeg, det var dygtigt, at hun havde fået alle bogstaverne med. Når rækkefølgen også senere kommer på plads, får jeg jo muligheden for at hoppe op og ned af begejstring igen.

Som regel er det nok for mig at klappe og smile og mærke glæden ved bare at betragte dem. Men når de ind i mellem virkelig kan noget, så har jeg et decideret problem. Når min ældste datter holder et længere foredrag i dansktimen, som er så vellykket at hendes lærer skriver til mig og bruger ord som ”imponeret” og ”fantastisk”. Når den yngste staver sit navn, før hun er fyldt 3. Når den midterste kan alle fem vers af en gammel dansk vise udenad. Ja når det sker, så bliver jeg så stolt, jeg nærmest får det fysisk dårligt. For jeg er ved at dø for at fortælle det til alle, jeg møder. Oh yes, jeg får praleren på. Men altså, jeg ved jo godt, at den slags er ulideligt at høre på. For eksempel fordi jeg selv synes, det er ret trættende at høre andre prale med deres børn. Så jeg bider mig i tungen. Til jeg kan komme i nærheden af en telefon.

For der er nemlig én, man kvit og frit kan ringe og prale røven ud af bukserne til. Der er én, man ikke behøver vente på et passende ”apropos”, før man kan fremture med ens børns usammenlignelige plus-minus-stykke-kvaliteter. Nemlig min egen mor. Hun jubler jo også over mine børn, uanset hvor tvivlsomme deres bedrifter har været. Tror nærmest vi i fællesskab kneb en lille tåre af stolthed, da den ældste tog det første skridt. Jamen vi havde da aldrig set noget lignende.

Min mor hører egentlig ikke til den pralende type og jeg tænker, at hun godt kan se, at jeg ikke helt opfører mig, som man bør, når jeg ringer og snakker uafbrudt en halv time om mine børn er. Men nu er hun jo min mor, og hun synes jo jeg er fantastisk, sådan cirka uanset hvad jeg gør …

KLUMME fra LIME

En af mine venner gik engang i terapi. Fordi han var rasende på sin eks-kæreste. Det kostede ham tusindevis kroner. Og var det hele værd. For det, han kom derfra med, var sætning: ”Der er ikke noget at forstå”. Sætningen var møntet på hans eks. Han havde nemlig brugt det meste af et årti på at prøve at forstå hende. Altså sådan virkelig forstå, hvorfor hun gjorde de ting, hun gjorde. Det tog psykologen et år at få ham til at forstå, at visse ting skal man bare ikke prøve at få til at give mening, men bare betragte. Uden at forholde sig videre til det.

Jeg har ikke gået i terapi. Det behøver jeg ikke. For nu har jeg jo sætningen. Jeg bruger den tit og ofte. For eksempel forstår jeg virkelig ikke finten med spejle på toiletter. Altså dem over vasken, når jeg vasker hænder, fint nok. Det er mere dem, der er placeret, så jeg kan sidde og betragte sig selv mens jeg besørger. ”Der er ikke noget at fortså”, siger jeg til mig selv, når jeg sidder og glor på mig selv med bukserne nede om anklerne, og med bekymret panderynke prøver at regne ud, hvem der synes, det er fedt at betragte sig selv i en sådan position.

”Der er ikke noget at forstå”, gentager jeg igen, når jeg ser bunkevis af mad ryge ud i containere landet over. Hvorfor er der ikke en eller anden klog, der kan finde ud af lave en mad-ligning, der går lidt bedre op, så de ikke skal dø af sult i andre steder i verden.

Forstår heller ikke hvorfor vi har fået lavet et samfund, der giver musikere, forfattere og tegnere seriøst mange penge for at lave dødssyge jingler og dingdong-tekster, mens dem, der vælger virkeligt at bruge deres talent, gerne ender med meget store minusser på kontoen.

Ja, vi er en underlig art, der gør mærkelige ting. Og jeg er et pragteksemplar. ”Der er ikke noget at forstå”, råber jeg til min kæreste, når jeg hvert år på Bogforum køber så mange bøger, han er nødt til at komme og hente mig. Jeg gentager ordene, når jeg sirligt liner alle bøgerne op ved siden af den lange række, jeg købte sidste år, som står urørte ved siden af den meter, jeg slæbte hjem året før det. Hvordan kan det være, jeg med tre børn, job, hus og det løse bliver ved med at tro, jeg har den slags liv, hvor jeg har tid til at læse kilometervis af bøger?

Eller hvem forstår, hvorfor jeg cirka en gang om måneden ryger én cigaret og får det virkelig dårligt. Når nu den cigaret, jeg røg måneden forinden, gjorde mig lige så skidt tilpas? Jamen hvori ligger overraskelsen for mig?

Nej, der er ikke noget at forstå.

Heller ikke når jeg raskt væk bruger 499 kroner på en bluse. Og samtidig ved med mig selv, jeg uden at blinke ville har brugt 699 på den. Men kan man få mig til at give 3 kroner for en plasticpose i føtex? Nix, ikke om man så vred armen op på mig. Pfff, jeg er jo ikke lavet af penge, vel!

Det kan også være vanskeligt at forstå, hvorfor der ligger en hel kasse cremefrøer i min skrivebordsskuffe, når jeg højt og tydeligt har erklæret denne uge som sukkerfri. Især når jeg nu ved, jeg løbende skal ud og sidde på toilettet og se mig selv og mine handlinger i øjnene …

- fra LIME

Kan I huske dengang i de dejlige firsere, hvor vi ikke krammede, når vi mødtes på gaden? Hvor vi bare håndhilste eller kastede et friskt ”hejsa” efter hinanden. Eller ”mojn”, som vi sagde, der hvor jeg kommer fra.

Sådan er det ikke mere. I dag krammer vi. Også selv om vi bare er bekendte. Ja, selv min bankmand stillede sig an til en krammer forleden.

Jeg kan ikke lide at kramme. Jo, jeg krammer gerne alle dem, jeg har født, dem jeg har sex med eller kunne tænke mig at have sex med. Alle andre gider jeg ikke røre ved. Med mindre vi lige har vundet Melodi Grandprix, scoret mål mod svenskerne eller jeg er virkelig fuld. Derudover vil jeg helst bare have min krop for mig selv. Det kan vi godt analysere på. Og mange har gjort det.

Puha, hvor er du da kropsforskrækket, siger de. Måske har de ret. Men altså, jeg tager gerne i mod en massage, går til frisøren, og du må gerne se mig nøgen. Også mens jeg hopper i trampolin. Så jeg er ikke på dén måde bonert eller tilbageholdende. Jeg gider bare ikke kramme.

Ahr, vissevasse, siger andre. Og så tvangskrammer de mig for at vise, at de da ikke lader sig kyse af, hvad jeg har lyst til og ikke lyst til. Mmm dejligt, det overbeviste mig da helt sikkert om, at det er rart at kramme.

Havde længe håbet på, det ville blive umoderne med det krammeri. Men nu er folk også begyndt at kysse. I et stykke tid har de gjort det på kinden. Den anden dag også på munden. Bare sådan et lille bitte hej-med-dig-farmorkys. Tror da nok lige jeg gik hjem og begik selvmord der.

Problemet er, at der ikke er noget at gøre. Jeg bliver nødt til at kramme, kindkysse og farmorkysse. For gør jeg det ikke, er det en afvisning af en venlig gestus, hvilket i sidste ende gør alt meget værre, end at jeg bare bider min krammekvalme i mig. Det svarer jo til, jeg råber Så hold dog kæft til én, der siger ”hvor er du sød”. Der er for meget der skal forklares og roes i land, hvis jeg sætter hælene i. Så er det alligevel nemmere bare at give det kram. Og begå mentalt harakiri.

Det eneste jeg kan håbe på er at det i min levetid i det mindste ikke bliver værre en farmorkysset. At jeg til sidst skal stå og slikke folk i hele hovedet, snuse dem numsen eller på anden måde dele kropsvæske, bare fordi jeg møder én, jeg gik i klasse med i 1982. Åh ja, jeg ved godt du synes jeg er en sur kælling lige nu. Men det er faktisk ikke så svært at gøre mig glad. For eksempel hvis jeg ikke behøver give et kram, næste gang vi ses?!

(Denne klumme er i øvrigt, ud af de snart 100 klummer jeg har skrevet, den der har indbragt mig flest mails fra læsere. Søde som sure. Vi er tydeligvis mange, der ikke bryder os om at kramme. Og mange, der er sure på dem, der ikke kan lide at gnide. Altså ud over de mailskrivere, der bare syntes jeg som person er en idiot).

Klumme skrevet til LIME: 

Det danske skolesystem har lært mig meget. Jeg kan op til flere sprog, stave til ”hest” og lægge to brøker sammen. Nej okay, det sidste er løgn, det kan jeg på ingen måde huske, hvordan man gør. Men jeg kan uden større problemer lægge to almindelige tal sammen, trække dem fra hinanden igen og hvis jeg rynker panden og trommer lidt med fingrene, kan jeg også gange en hel del tal med otte. Jeg har også lært at høvle på et stykke træ, sy korssting, synge tostemmigt  og lave en lasagne helt fra bunden (jep, også bechamelsaucen). Så man må sige, at folkeskolens maskineri fik fyldt mig med en hel del brugbare ting i de ti år, jeg gæstede den. Så det er ikke min hensigt at klage over den, men jeg har bare ofte undret mig over, hvorfor vi har valgt det ene frem for det andet, da vi skulle vælge, hvad skolen skulle lære os.

For der er mange andre ting, jeg godt gad skolen havde lært mig – så jeg ikke havde behøvet dumpe hundredvis af gange i livets benhårde skole.

Nogle af de fag, jeg kunne tænke mig, havde stået på skemaet er for eksempel: Hvordan tackler du at blive droppet af din kæreste?

Hvordan kan du forvente at reagere, når din mor dør?

Hvad når du selv skal dø?

Hvilke redskaber kan du gøre brug af, for ikke at slå røvhuller, der stiller sig op og kalder dig en smatso, i gulvet?

Hvordan drikker du dig fuld på en ordentlig måde?

Muligvis er det sidste ikke så politisk korrekt, men siden de fleste af os alligevel gør det ind i mellem – i hvert fald lige så ofte som vi laver bechamelsauce – hvorfor så ikke kaste et par timer efter helt nøgternt at forklare, hvordan man undgår at blive svenskerstiv?

Desuden burde vi lære mere om sex inden vi kaster os ud i det. Nu ved jeg ikke om sexualundervisningen er blevet bedre siden min tussegamle biologilærer uden at have øjenkontakt med nogen af os fortalte, at det var vanskeligt at opnå klimaks samtidig, hvorefter han stavede HIV på tavlen. For det var sådan cirka det eneste, jeg var rustet med, da jeg lod mig drage af erotikkens verden. Der har nok været et par ungersvende, der ville have ønsket, jeg havde lært at det faktisk ikke er nedad man hiver, når man prøver at få ham i stemning. Og jeg kunne for min del godt have draget fordel af, at fyrene fra ottende og opefter havde terpet noget klitoris. Altså én gang for alle havde fået lært, hvor den sidder og hvad de skal bruge den til – for vi er mange der kan hilse og sige, at der er en del, der i desperation har genbrugt høvleteknikken fra sløjdtimerne.

Sidste måneds klumme fra Nettobladet Lime:

Min datters lærer er altid sur, siger hun. Jeg har sagt, hun må prøve at få det ud af ham og hans væsen, som hun kan, for lærere har hver deres måde at lære fra sig på. Hvilket både fik mig til at lyde som en gammel moster og til at tænke på de lærere, jeg selv har været udsat for.

Der var John, min klasselærer i folkeskolen. Som også var militærmand. Hvilket betød, han behandlede os som sin lille deling. Freunde der rote arme, MARCH, gjaldede det igennem skolegården – hvorefter 4.B marcherede på snorlige række ned til klasselokalet. Kunne vi ikke svare rigtigt i timen, blev vi straffet med en løbetur rundt i skolegården eller ti armbøjninger. Vi var en stærk klasse.

Til dansk havde vi Fru Hvass, som lærte os skråskrift og diktat på nazimåden. Hendes rolle blev i gymnasiet afløst af Fru Kiil, der, foruden at piske os igennem litteraturhistorien fra Oehlenschläger til Strunge, lod karaktererne dale for hver kommafejl vi havde. Seriøst, man turde ikke engang gå ud og tisse i de to kvinders timer. Den unge Maren ville ærgre sig over mine ord lige nu, for det var forbundet med angstens sved, hvis man mødte uforberedt op til deres timer – men de var uden sammenligning de lærere, jeg lærte mest af. Tror ikke jeg turde andet.

Men min yndlingslærer var Morten. Jeg havde ham til historie i gymnasiet. Han lærte mig noget helt andet end de andre. Nemlig ikke at tage livet så skide seriøst. Ikke at være så autoritetstro, når noget andet virker som en bedre idé.

Havde jeg misset en historietime og kom kørende med lommerne fulde af dårlige undskyldninger, dukkede jeg mig, hvis jeg mødte Morten. Hvilket han grinte højt over, for han syntes det så ret skægt ud med en bil uden fører. Dét lille stunt i kombination med min faglige indsats fik ham til at indstille mig til et legat, som jeg endte med at få. Mortens begrundelse for at jeg skulle have det var: ”For absolut underholdene og alternative svar, når hun bliver spurgt til lektierne i timerne”. (Jamen noget skal man jo for fanden sige, selv om man ikke har læst, ikke?) Min spansklærers eneste kommentar til at jeg havde fået legatet var at hvæse: “Du skal bare vide, at det altså ikke var mig, der indstillede dig til det legat!” Til hendes fortjeneste skal dog siges, at jeg efter tre års spanskundervisning stadig kan bestille to øl på spansk. Okay, måske tre, hvis jeg tænker mig grundigt om.

Nå, tilbage til yndlingslæreren: Før studentereksamen sagde han: I har alle fået en karakter højere end fortjent, for jeg ved, de andre lærere er lidt fedtede med tallene. Til eksamen tog han stribede strømper og matchende trøje på – for at muntre os, der var mest nervøse, op. Og når han fulgte os ind til forberedelsen, hviskede han til os, hvad vi skulle huske at sige. Mens censor kiggede ned i sine noter, nikkede eller rystede Morten gerne diskret på hovedet, når han stillede os et spørgsmål. Vi elskede Morten og gik alle ud i livet med følelsen af, at han også elskede os.

Siden har jeg hørt, han underviser i Horsens Statsfængsel. Der er godt nok ingen lærere, der har lært mig, det er godt at være i fængsel. Men er egentlig ikke sikker på, det er rigtigt, hvis man får lov til at blive undervist af Morten …