Klumme, Lime, april 2012

Jeg vil hellere tungekysse Bertel Haarder end at kæmme lus på mine tre langhårede døtre igen. Og jeg kaster også hellere en tungeslasker efter Pia Kjærsgaard end at skulle deale med børneorm en gang til.
Det er kun noget jeg ved, fordi jeg dagligt af et par af mine venner bliver udsat for det forrygende spil: ‘Dagens dilemma’ – spillet, hvor alt har en pris, og alt kan forhandles.

Netop fordi jeg har venner, der ringer mig op på underlige tidspunkter og stiller mig sære dilemmaer, ved jeg nu, at jeg hellere vil spise min chef end min udstoppede ørn. Jeg ved, jeg hellere vil svømme en tur i maddiker end i tæger. Jeg ved, jeg skal have tre millioner for at flå en negl af og 50.000 kr. for at slikke på et brugt hygiejnebind. Kun én ting gør jeg aldrig mere, og det er at hoppe med på den onde version af dilemma-legen. Den, hvor man ikke kan sige nej. Således fandt jeg mig selv råbende: “VÆLG EN! VÆLG EN! DU SKAL VÆLGE EN!” til min ven Morten efter at have stillet ham dilemmaet: “Du skal slå din bror eller din søster ihjel. Hvem vælger du?”
Mange siger, at de umuligt kan foretage den slags valg – det er for grumt. Men det er ikke dét, der er det grumme. Det grumme er, at man godt kan vælge. I hvert fald når jeg står og råber dig i hovedet. Og det var også derfor, jeg måtte jeg skrabe Morten op fra gulvet, mens han hulkede: “Tænk, jeg vil slå min søster ihjel…” Nu skulle han jo heldigvis ikke udføre handlingen, så der gik ikke helt ‘Sophie’s Choice’, død og undergang i den. Men det har medført, at vi ikke mere stiller hinanden dilemmaer med vores børn, forældre eller søskende. For vi vil helst ikke vide det. Men gerne med kusiner og fætre. Mest fordi det faktisk er praktisk at vide, hvem man bør hive op af vandet først, når alle fætrene i fuldskab skvatter i vandet til næste familietræf.
Det gode og brugbare ved ‘Dagens dilemma’ – ud over at det både overrasker og underholder – er, at det gør mig skarpere, når jeg skal træffe de rigtige valg i tilværelsen, såsom: Vil jeg helst møde på arbejde fra klokken dit til dat, indkassere en fast løn og stå med hatten i hånden og spørge pænt, hvis jeg vil på ferie hele februar – eller vil jeg være freelance, arbejde når jeg vil, have en tilfældig og nogle gange jammerlig indkomst, men til gengæld frihed til at sprede mine vinger, når jeg vil? Vil jeg helst være tynd og lækker, eller vil jeg mærke himmelsk pebermyntechokolade smelte på min tunge og være knap så lækker? Ja, ikke overraskende har jeg valgt både fri og fed.

Hvem jeg helst vil tungekysse, Bertel eller Pia, spørger du? Oh, den er svær. Lus eller orm?

Klumme, Junior, april 2012

Kan I huske, dengang man gjorde ting, der ikke gav særlig meget mening? Dengang nogen spurgte, om man ville med til fest og så sagde man bare OK, tog noget stramt på og købte en flaske lambrusco i fakta.

Det var dengang, man sammen med sin søster godt kunne bruge en hel eftermiddag på at klæde sig ud i sin gudmors hippiekluns, rive få-et-gratis-portræt-kuponen ud af lokalbladet og skingert synge John Lennon sange hele vejen ned til fotografen. Og i hvert fald ikke stoppe selv om venteværelset var fyldt med nykæmmede mennesker, der muligvis syntes, det var mærkeligt, man havde et lille hjortegevir med, som man nu lavede prøve-poses foran søster med.

For det var nemlig dengang, der var eftermiddage nok. Dengang der var tid nok.

Nu, efter jeg har fået børn, er jeg blevet meget mere nærig med min tid. Når nogen foreslår noget sjovt, løber jeg ikke mere direkte ned i fakta eller spørger, om jeg ser bedst ud med geviret på højre eller venstre hofte. Nej, jeg overvejer, om det kan betale sig at have det sjovt. Om jeg egentlig orker det oven på en lang dag bestående af madpakker, hente, bringe, lektier, spørgsmål fra min fire-årige om hvorfor firben har fire ben og de fyrre milliarder stykker legetøj der venter på, jeg samler det op fra stuegulvet.

For det er som om, jeg konstant løber tør for tid. Hvilket betyder, jeg prioriterer min tid så benhårdt, at ”sjov” også bliver skemalagt. Er der en fest under opsejling, bliver alt planlagt ned til mindste detalje. Hvem passer, hvor længe har jeg bagefter brug for at sove, og hvornår er det derfor bedst, jeg tager hjem.

Arhmen helt ærligt, hvor er det da bare kedeligt at blive ældre. Altså nogle gange. For der er virkelig også ting, jeg ikke savner. For eksempel den endeløse række af tanker om meningen med livet. Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har fundet meningen med livet i mine børn, jeg ikke tænker over det mere. Eller om jeg bare er for træt til at tænke sammenhængende tanker.

Jeg savner heller ikke rastløsheden, der kunne opstå, når man i tosomhedens kedsommelighed prøvede at fylde en hyggeaften ud. Listen med muligheder, man kunne finde på, så gerne sådan her ud:

1. Gå i biografen og se en film
2. Gå i biografen og se en anden film

I dag hører det til en så stor sjældenhed, jeg besøger en biograf, at det giver jubelfølelse flere dage inden.

Men uanset så savner jeg at være hende med det fjollede gevir. Hende som døde af grin over at se de nykæmmede i ansigtet, når jeg forsøgte at fuldende looket ved at brøle som elg. Som ikke først gav sig tid til at tænke over, om det nu også kunne betale sig med det brøl. For var det i dag, ville jeg jo nok have sorteret både brøl og de skingre fraseringer hen over Imagen all the people fra – og i stedet bare fokuseret på det praktiske i, at jeg nu kunne sætte et flueben ved ”julegave til mor”.

PS. Hun har stadig fotoet hængende. Og ja, folk spørger ofte: ”Hvorfor i al verden sidder Maren med et gevir?”. Vi ved stadig ikke hvorfor, men undskylder med, at det blev taget dengang, ting ikke behøvede at give så meget mening …

(som en særlig feature til mine bloglæsere, fandt jeg et af billederne. Desværre ikke et af dem med de seriøse gevir-poses – men mere den afslappede gevir-stil. Til gengæld tager vi tydeligvis dette meget alvorligt. Næ nej, der er skam ingen forlegenhed over for fotografen, der skulle bruge en time af sin arbejdtid på at fotografere to idioter – med gratiskuponer).

Klumme, Lime

Jeg øver mig på at være lidt dummere. Og have pokerfjæs. I ved, være i stand til at påstå noget, der er helt hen i vejret, men alligevel virke så skråsikker, at ens omgivelser kommer helt i tvivl om, hvad der er rigtigt.

Jeg forestiller mig nemlig, at det ville gøre mit liv lidt lettere. Jeg behøvede ikke tænke mig så meget om, før jeg sagde noget, skrev noget eller rullede mine meninger ud. Som når den ene amerikaner efter den anden kaster sig ud i tvivlsomme retssager, hvor de beskylder cigaretfirmaer for at have tvunget dem til at ryge. Eller i hvert fald ikke gjort nok for at stoppe dem.

Altså virkelig?
Skal vi så også sagsøge hele det amerikanske skolesystem, fordi du tydeligvis er snotdum?
Men tvivlsomme eller ej – de vinder jo sagerne sammen med det halve kongerige. Og det er det jeg mener med, at det er en fordel at hive nogle af kopperne ud af skabet, når man prøver at få en god ide.

Var jeg nu for eksempel Medina, ville jeg stadig sidde og ruge over versefødderne for at få rimene i kærlighedsballaden til at gå op. Men det gør Medina ikke. Hun tager bare noget stramt på, stiller sig op på en scene og vrikker i takt til:

For når du tager hjem til hend’/og hun kysser dig på kind’ / Når jeg burde være din kvind’

Umiddelbart kommer man jo lidt tvivl, om de ord, hun foreslår, virkelig rimer, men når man så ser på hendes beslutsomme bevægelser og hører sikkerheden i hendes stemme, er man jo villig til at tage det for gode varer. Og måske kan jeg da godt sidde her og blive enige med mig selv om, at det da er det vildeste taber-rim, jeg nogensinde har hørt. Men hvem er det nu, der udgiver den ene succesfulde plade efter den anden, mig eller Medina?

Engang læste jeg også, at der var nogle meget lærde og hellige mænd, som på et kirkemøde foreslog, at Jesus skulle være født ud af øret på Jomfru Maria. For det der med, at han skulle komme masende ud af skrævet på hende, var alligevel for besudlende for noget så fint som Guds søn.

Muligvis har de ret. Men øret? Hvad fanden er det for en lorteidé? De havde utallige argumenter. Man kan sige, at de ikke har været gode nok, hvis man fremfører Det nye testamente anno 2012 som vidne. Men de fik da i hvert fald gennemført, at Maria var jomfru.

At insistere på en ikke-bristet jomfruhinde både ved undfangelse og fødsel af et barn er jo i sig selv ret problematisk for nogle af os. Men uanset får de os stadig til at sidde og bræge om Marias jomfruelighed jul efter jul. Nu på totusinde år. Ikke dårligt gået! Eller også var hun virkelig jomfru og det er mig, der igen prøver at tænke det hele ihjel. Argh, måske er der ingen håb for mig, måske er jeg bare ikke den type kvind’ …

Mine indlæg denne uge har været lidt sporadiske, hvilket skyldes at Allan har været på skiferie. Hvilket betyder at i det tidsrum hvor jeg ellers plejer at læne mig tilbage med en kop kaffe og kreere blogindlæg, har jeg i stedet tæsket rundt på Frederiksberg for at aflevere unger. Selvfølgelig har jeg også raget ekstra meget arbejde til mig i denne uge (jamen det var sjove opgaver og dem der ringede er pæne, så det virkede ikke som en mulighed at sige nej).

Meget af det jeg har lavet er bare reklametekster, så dem springer vi over, men jeg fik også kastet et par ord efter METROXPRESS – det er side 15. De præsenterer mig som DEBATØR. That’s a new one. Men har lagt titlen i lommen og har helt klart tænkt mig at hive den op igen næste gang samfundet skal revses!

Klumme Junior

Det er godt man har en mor. En mor er nemlig én, der synes man er fantastisk, lige meget hvad man gør.

Mine børn har sådan en mor. Altså mig. For jeg synes altid, de er små genier. Og klapper begejstret i hænderne, når de udfolder deres evner. Således jubler jeg, når de slår en halv kolbøtte. Når de har sat to klatter modellervoks sammen og kalder det en kat. Når de kan have en hel mundfuld vand inde i munden og dreje rundt om sig selv imens. Når de al hemmelighed skriver ting på post it sedler, mens de skotter i min retning. Hvorefter de klasker lappen på mig og råber: ”Se mor, jeg har skrevet dig”. Sidst stod der ”Orm”. Åh, hvor syntes jeg, det var dygtigt, at hun havde fået alle bogstaverne med. Når rækkefølgen også senere kommer på plads, får jeg jo muligheden for at hoppe op og ned af begejstring igen.

Som regel er det nok for mig at klappe og smile og mærke glæden ved bare at betragte dem. Men når de ind i mellem virkelig kan noget, så har jeg et decideret problem. Når min ældste datter holder et længere foredrag i dansktimen, som er så vellykket at hendes lærer skriver til mig og bruger ord som ”imponeret” og ”fantastisk”. Når den yngste staver sit navn, før hun er fyldt 3. Når den midterste kan alle fem vers af en gammel dansk vise udenad. Ja når det sker, så bliver jeg så stolt, jeg nærmest får det fysisk dårligt. For jeg er ved at dø for at fortælle det til alle, jeg møder. Oh yes, jeg får praleren på. Men altså, jeg ved jo godt, at den slags er ulideligt at høre på. For eksempel fordi jeg selv synes, det er ret trættende at høre andre prale med deres børn. Så jeg bider mig i tungen. Til jeg kan komme i nærheden af en telefon.

For der er nemlig én, man kvit og frit kan ringe og prale røven ud af bukserne til. Der er én, man ikke behøver vente på et passende ”apropos”, før man kan fremture med ens børns usammenlignelige plus-minus-stykke-kvaliteter. Nemlig min egen mor. Hun jubler jo også over mine børn, uanset hvor tvivlsomme deres bedrifter har været. Tror nærmest vi i fællesskab kneb en lille tåre af stolthed, da den ældste tog det første skridt. Jamen vi havde da aldrig set noget lignende.

Min mor hører egentlig ikke til den pralende type og jeg tænker, at hun godt kan se, at jeg ikke helt opfører mig, som man bør, når jeg ringer og snakker uafbrudt en halv time om mine børn er. Men nu er hun jo min mor, og hun synes jo jeg er fantastisk, sådan cirka uanset hvad jeg gør …