af vikaren

Sent søndag aften skrev Vikaren et dejligt mavesurt indlæg over al den royale og reality’istiske pølle der sælges som “nyheder”. Få øjeblikke senere ankom en overvældende kommentar om noget helt andet. Den rev benene væk under mig. Aldeles. Jeg var cirka halvvejs da jeg tudede som et lille barn. Ikke af sorg. Tværtimod af den voldsomme glæde, beundring og måske endda misundelse der vældede op i mig.

For kender I den der mærkelige, rørende følelse når man bevidner andre menneskers store hjerte og uselviske omsorg? Når de er så forbandet gode, at det griber fat allerinderst? En følelse som vidst også strejfer en streng der siger bare-jeg-var-en-del-af-det-også? Den ramte mig med 780 i timen. Men, seføli & selvklart er jeg lidt ekstra følsom netop når det kommer til nedenstående emne.

Karina skrev:

Hej Jakob
Fuldkommen enig i dagens indlæg. Det er klamt og man bliver lidt afhængig af alle disse skumle “godt det ikke er mig”, “eller gid det var mig” historier, Mit indlæg daterer sig dog primært nogle uger tilbage, fordi jeg i mellemtiden har gået med dine første indlæg i baghovedet og frydet mig over dit mod og dine refleksioner. Tænker du har givet mig en endnu mere nuanceret måde at støtte min søn på. Han er 8 år og har siden han var 4 været til bling bling, kjoler, smykker, Disneyprinsesser m.m.m. I perioder fylder det mere end i andre, men det er en del af ham, og det vigtigste for mig (og hans far) har været ikke at gøre ham forkert. Han har haft Disneyprinsesseværelse, sengehimmel, prinsessekjoler og glimmer, men samtidig har vi balanceret i forhold til hans omverden der trods alt primært har været, og er, delt op i pigeting og drengeting. Han har insisteret på at have langt “drengehår” og turdet stå for sine standpunkter, men det kræver en bred ryg og har kostet ham mange drøje hug. Det der især har rørt mig og drevet mig til at skrive efter al den tid er kigget ind bag ved hos en voksen mand, at få fornemmelsen af at ting kan leve side om side og at begavede, sjove mennesker måske baner nye spor for alle dem der ikke passer ind i de gængse stereotyper. Tak skal du ha. Gemmer dine indlæg og viser dem måske til ham en dag, hvis det føles rigtigt, men lige nu skal jeg tilbage og sy videre på den organzagallakjole med strutskørt han har indkøbt materialer til og møjsommeligt har siddet og syet perler på i dag;-)

I min tid her på bloggen har jeg fået overraskende mange dejlige kommentarer og breve – I er Verdens Bedste Heppekor og I har gjort en forskel – men intet har gjort mig så glad og så stolt som ordene fra Verdens Bedste Mor. Det lyder som den værste floskel, men er det stik modsatte: at være en del af ovenstående, bare som en lillefinger på sidelinjen, har gjort det hele værd.

Helt og aldeles lykke til på rejsen for Karina og hendes familie. Jeg tror I kan gør den til et eventyr.

Af vikaren

Nu skal I høre, der er sket noget alvorligt: En 43-årig familiefar er kommet livsfarligt tilskade på en ferie. Han har ligget i koma i flere dage og der er risiko for at han dør. Måske er han endda død når du læser dette. Det er trist og tragisk for hans nærmeste, ikke mindst hans børn.

Men han bor i Holland, for Guds skyld! Jo, han er prins, og hvad så? (Faktisk er han abdiceret, og kan dermed end ikke teoretisk blive Konge af Kanaler, Tulipaner, Bordeller og Hash.) Så hvad i alverdens oversete sultkatastrofer rager det dig og mig?!? Alligevel har selv Politiken, JP og Berlingske haft tre-fire-syv web-forside-historier hver om prins Johan Friso og skiulykken. Og de er slet ikke færdige. Men kendte du hans eksistens før staklen blev ramt af lavinen? Endsige hans navn? …hvis “ja” er du enten jedi-mester i Trivial eller forhåbentlig med i Anonyme Royal-junkier.

Det er jo en vanvittig ligegyldig historie for os. Samtlige indblandede journalister og redaktører burde analpenetreres med deres egen iPhone mens den spiller Boten Anna. Uden glidecreme. Eller med tabasco. Vælg selv.

Men vi klikker på den, gør vi, for ellers ville webaviserne ikke bringe den. Ak, tænk at vi er så nemme at narre. Hvad skal der til før vi fatter det? Skal vi skiftes til at tæve hinanden med hegnspæle mens vi råber “Det lort er ligegyldigt! Så fat det dog!” Ved det ikke. Ved kun at vi er afhængige af nyhedsjunk. Vi drages og webaviserne kan måle det i hvert et klik.

Vikaren kan dog med stolthed og et ikke ringe mål af krukkeri sige, at hun har vænnet sig af med en del klikkeri, især det der har rod i “reality”. Det var ikke nemt, og som dengang jeg (næsten) lagde smøgerne på hylden var jeg i tvivl om jeg kunne. Men her er et lille trick, som har hjulpet mig en del: når du vågner så sig til dig selv “i dag vil jeg ikke røre “nyheder” om Paradise, Big Brother, X-factor, Dild På Svans og alt det andet. Det er kun skabt for at sælge mig reklamer. Og det er falsk.”

Det hjælper også at tænke på at i andre lande vises PRÆCIS de samme programmer. Alfa-idioten hedder bare ikke Blachmann. Og hende der har samme rolle som Amalie er intelligenshandicappet på en lidt anden måde. Men deltagerne verden over er castet efter akkurat den samme skabelon der skal kilde vores begær efter rigdom, sex, respekt, magt, nedtur og straf. Så de giver den i rollerne som enten bødler, uskyldige, retfærdige, forførende, klamme, ondskabsfulde eller tossede. Og ved du hvad? De skriver såmænd både noget der ligner manuskript og tager scenerne om i programmer som Paradise Hotel. Reality? Nope. Moderne teater? Lad gå. Nyheder? Hvis du siger ja, så er der ikke langt til hegnspælen.

Og i de andre lande er hømhømmet også forside-stof. Det siger en del om hvor effektive de koncepter er, at de virker over alt. Vil du lobotomisere en befolkning? Så gerne, her er en palle digitalt psykofarmaka, bare tilsæt en spandfuld lokale linselus og naive selvbruner-entusiaster og gå i uhellig alliance med aviserne, så tror hele landet at det er vigtigt.

Vinderne er både tv-analerne og aviserne, som jo alle lever af reklamesalg (DR gør ikke – det gør det bare endnu værre). Og som derfor alle har interesse i at få størst muligt resultat (flest øjne) med mindst mulig indsats (færrest kroner). Paradise, X-factor og de andre leverer varen: Lortet sælger reklamer hvor end det smøres ud, det er relativt billigt at lave og det kan styres på klokkeslet. Så alle mediechefer fra tv over aviser til magasiner er enige om at hype afføringen maksimalt. Sweet money always smell.

Og, for nu at komme tilbage til sporet, det er FULDSTÆNDIGT det samme med de kongelig. Det er jo også reality. De skal også følge sære regler, leve i en kulisse og blive filmet konstant. Og igen; De kongelig fækalier sælger, det er billigt at lave og det er nemt at styre. Alle er glade. Også kongehusene, som i vore dage et totalt afhængige af popularitet, så statsstøtten og deres antidemokratiske uden-for-loven-privilegier kan fortsætte. Uden folkets fascination ville deres evige ophold i en ekstremt luksuriøs reality-verden ophøre.

Men at vi nu er så fæcesafhængige at vi klikker på “nyhedsartikler” om en ukendt, ulykkesramt mand fra Holland er bare alt for meget. Kan vi så la’ være! Det svarer jo for Helvede til at gå op i lettisk X-factor bare fordi aviserne pludselig begyndte at skrive om det. Jeg vil så nødigt til det med hegnspælene.

af vikaren

Er det sådan man bliver voksen? Når man oplever sorg første gang? Det var i hver fald en øjenåbner for vikaren her. Det er et par år siden at den feje, laskefede møghund bed til og bare holdt fast og fast og fast. Og jeg er helt sikkert en anden nu. Klogere og nok mere voksen, vil jeg mene. For jeg tror, at selvom om man kun er fire eller ni når sorgen rammer, så bliver man alligevel ældre på alt for kort tid.

Sorg kan kun udløses af en ting. Den har kun et eneste brændstof. Sorgen er præcis der, hvor kærligheden burde have været, men nu yderst beklageligt er forhindret. Når dem vi elsker forsvinder eller lider så meget at kærligheden druknes af bekymring, så rammes vi af sorgen.

Måske dør de. Måske elsker de os pludselig ikke mere og forlader os. Måske går de i ølhundene eller mister forstanden. Måske gør krig, fattigdom eller naturkatastrofer at vi adskilles fra dem. Måske bliver de alvorligt syge eller rammes af en ulykke. Måske bliver de tortureret eller voldtaget eller på anden vis ødelagt. Måske er det livsfjendsk religion eller moral eller politik eller forbrydelser der tvinger dem fra os (alle fire findes fx i moderne dansk flygtningepolitik. Skam.). Eller måske bliver vi nødt til at skilles, fordi vi har truffet et virkeligt krævende valg. Årsagerne kan være mange, men een ting er sikkert. Hvis vi elskede dem, sådan rigtigt, så føler vi sorg over tabet.

Og det er sorgens dobbelte forbandelse: ikke alene gør den ondt, men den afløser også noget som gjorde os lykkelige. Fra det ene yderpunkt på skalaen til det andet, ikke sjældent alt for hurtigt.

For mit vedkommende var det banalt og udramatisk. Efter nogle lykkelige år mistede min kæreste og jeg kærligheden til hinanden. Den løb lissom bare ud mellem fingrene på os. Det var trist. Fortvivlende. Uvirkeligt. Og selvom kærligheden på overfladen var væk, så blev jeg dybt ulykkelig. Vi var jo blevet gift og havde bygget hjem og talt om at blive gamle sammen for meget mere end bare sjov. Oveni skulle jeg slippe hverdagslivet med hendes datter. Et barn jeg havde kendt siden hun var baby, og som dengang var 7-8 år. For hun kan ikke deles mere, har allerede en supermor og ditto far, som hun pendler i mellem. Heldigvis ser vi ofte hinanden, helst en gang om ugen. Men hvor jeg dog alligevel savner kontakten i hverdagen: sniksnak over morgenmaden, nervøsiteten før skolekoncerten, kloge ord og gadedrengehop på vej til svømmeren.

Helt konkret mistede jeg en familie: trygheden, den udtalte og uudtalte kærlighed, fællesskabet. Jeg blev alene.

Det var knusende. Har fysisk kastet op af frustration og smerte over alt det tabte. Har slået mig selv hårdt i hovedet med knytnæver af desperation. Og jeg har skammet mig dybt over at de voksnes roderi også gik ud over min papdatter, som jo var fuldstændig uforskyldt. Alligevel er min sorg kun en bette en af slagsen. For min eks er jeg kommet over. Og papdatteren er sund og rask. Jeg ser hende og jeg kan mærke at hun elsker mig. Det kunne være langt værre og er det for masser af mennesker.

Men okay altså, sådan ser du ud, Sorg. Din hæslige satan. Jeg kan SÅ godt forstå at du kan knække nakken på mennesker hvis du får rigtigt fat. En ting er de skærende bånd om brystkassen, den kvalmende, kvælende knude i halsen og tudeturene. Men at du også kan hive farverne ud af selv den bedste sommerdag og gøre alting ligegyldigt, dét er fejt. For det er sådan du spiller, ik’? Når ikke det gør ondt, så er man i stedet følelsløs, ik? Jeg fucking hader dig. Inderligt.

Selvom jeg virkelig ikke har lyst til at give dig æren for noget som helst, må jeg modstræbende indrømme, at du har gjort mig klogere. På for alt i verden at tage kærligheden alvorligt. Og vel livet, dermed. Det vidst jeg jo godt, men var åbenbart ikke god nok til at gøre det i praksis. Desværre ved jeg nu også at det gør dræbende ondt hvis jeg fejler. Var de lykkelige år smerten værd, da det gik galt? Hvad nu hvis det sker igen? Tør man prøve?

Ja, det skal man, siger præsterne og filosofferne og psykologerne og digterne og dem der bare er kloge. Det er livets forpligtelse at opsøge kærligheden, ellers er hele molevitten spildt. Det er nok ikke helt forkert og det lyder smukt. Men jeg er sgu ikke sikker på at jeg tør.

Fucking-fucking-fucking hader sorg.

Sikke et vidunderligt vejr i dag. Blæsende, frisk og fyldt med det lys der fortæller at vinteren er i gang med at pakke sig væk. Naturen lufter ud i dag.

Det er i dag, lige præcis i dag, at det nye år starter rigtigt. Nytårsaften er bare sprit og uvaskede kønsdele og hævn over det år som er gået. Den fest kan umuligt være starten på noget nyt. Den MÅ være en slutning, der midt i vintermørket. Og dagene derfra og frem til i dag er ingenmandstid. For det er først i dag at man får lyst til at vaske vinduerne og ser at den elskelige erantis igen melder klar i tusindvis. Først i dag – eller var det måske i onsdags? – at sollyset rummer grundstoffet til et nyt år: optimisme.

Personligt forventer jeg en del af 2012. For 11 var sgu ufedt. Det var året hvor jeg for først gang oplevede hvad sorg er for noget. Og har du ikke prøvet, så kan jeg sige dig at det er nasty shit.

Det vil jeg fortælle om imorgen. for jo mere sorg kan omtales i datid, jo bedre. Og dagen i dag øger afstanden til 2011 helt vidunderligt meget. Det skal nydes.

Dagen er reddet. Alt er godt. Slud er smukt. De to dybfrostforårsruller jeg åd til frokost smagte godt. De otte rudekuverter er søde. Den dårlige samvittighed over at lave for lidt er væk.

Femårig har tildelt bog-skitsen 54 stjerner.

Så vil jeg skide på om kommateringen, ikke er, helt perfekt.