Er egentlig ikke så meget til det med blomster.
Hvilket er meget godt. For jeg får aldrig nogen. Måske fordi jeg ikke er så meget til det. Høne og æg and all that shit.

Men forleden fik jeg en lille buket, jeg synes holder mere end en kubikmeter liljekonvaller. Ikke noget med at rode rundt som en idiot efter en vase, som alligevel altid ender med være et gammelt syltetøjsglas. Ikke noget med at se blomsterne sygne langsomt hen, mens vandet mugner og samler sig rundt om stilkene som en ildelugtende masse. Næ, denne lille buket skulle bare have en klat elefantsnot og så kan den sidde der til evig tid.

Tak til Peter der helt selv stjal den til mig nede i Lego-afdelingen på bureauet. Loving it!

Det var virkelig en hyggelig aften i går. Allan og jeg lavede mad mens ungerne kom hjem fra veninder i højt humør, spillede spil og vrimlede rundt om benene på os. Okay, der var en af dem, der var skide sur og råbte skældsord, en anden der kaldte sin søster noget meget grimt, fordi hun ikke måtte låne hendes zhu zhu pets, og den sidste nægtede at give de andre noget computertid, hvilket affødte en del råben. Altså sådan cirka som det plejer at være. Men jeg var i for godt humør til at høre andet en forår og fuglekvidder. Og så fandt jeg en pose chips i skuffen. Den slags vækker jo ekstra stor glæde, når man ikke vidste, den var der.

Se, sagde jeg til Smukke Allan, skal vi ikke hygge os med den i aften? Klart skulle vi det og så lavede jeg en lille åbning i posen, bare for at få lidt salt. Ungerne fik også lige en enkelt. Så spiste vi aftensmad. Læste lidt videre i bogen fra i går og de kom i seng. Så lavede Allan te til os og jeg hældte chipsene op i en skål.

Da jeg bar skålen ind til Allan prøvede jeg først at se forbavset ud, for hvordan kunne der ikke være flere chips i posen end det her?
Men måtte snart bare bøje nakken og sige “hov”.

Fandme en ynkelig aften-snacker vi havde os. Endte med at måtte dele min pebermyntechokolade und alles. Huer mig ikke.

I dag er det dagen, hvor jeg skal holde op med at nagge på numerolog-tosserne. Hvilket naturligvis starter med, jeg holder op med at kalde dem tosser.

Fra nu af.

Første gang jeg for alvor stødte på en ægte numerolog-entusiast var, da jeg lå på barselsgangen med min ældste datter. Ved siden af mig lå nemlig Lisettae og græd ned i en lang liste med de fineste drengenavne, som hendes søn ikke kunne få. Fordi han var blevet født en dag for sent. I den anden hånd havde hun en liste med navne, der lød lidt som Baltazar, Brutus, Bronkitis, Filipens, Fnyx og Frankenstein. Det var de navne, han kunne få ifølge hendes numerolog. Lisettae havde selv engang heddet Lisette, men det var før hun fik tilføjet et A i sit navn og dermed blev hel som menneske.

Siden er jeg stødt på det i ny og næ. Skynder mig altid at skifte emne, for at undgå situationen, hvor jeg op i deres åbne ansigt dør af grin over deres forestilling om numerologiens magt. Seneste stødte jeg på det for et øjeblik siden, hvor jeg skulle bestille en massagetid hos en massør. Han hedder Jeespeer. Var meget tæt på at vælge en anden massør. Jeespeer? Really?

Store rummelige Maren tænker, at Jeespeer og Lisettae må hælde lige så mange a’er og e’er i deres navne, som de har lyst. Det er jo ikke fordi, der går skår af mig af den grund.

Lille bitte sarkastiske Maren tænker derimod: HAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAH, freaks!!!!

Det er så nu, jeg gerne vil have, der er en af jer der forklarer mig, hvorfor numerologi er en vigtig og god ting. For jeg prøvede at google det, og kom ind på en hjemmeside, der forklarede mig , hvorfor det også var vigtigt jeg brugte numerologi, når jeg navngav min hund … hjalp mig ikke så meget i forsøget på at se på foretagenet med både seriøsitet og respekt.

Så, anybody?

Var lige en tur på Nørrebro. Fire grumme fyre med hængerøv, hue og jeg-smadrer-dig-attitude kom gående mod mig. Uh, tænkte jeg, de er nok ved at planlægge  næste røveri/gruppevoldtægt/bandemord. Og så trak jeg lidt ind til siden, for ikke at få tæv bare fordi jeg findes. De passerede mig virkelig tæt. Det var kun derfor, jeg kunne høre, hvad de gik og talte om.

De snakkede om pythagoras læresætning.

What the fuck??

Bliver altså meget forvirret, når virkeligheden ikke lever op til mine forventinger.