Købte Birkenstocksandaler i år. To par. Et par brune og et par røde. Sådan nogen man lige kan løbe ind og ud af haven i. Op efter is og hen efter ungerne. Købte to par, for så var der ét par, der hele tiden kunne være væk. Jamen sådan er det jo bare. Halvdelen af alt, jeg ejer, er jo hele tiden væk.
Jeg burde have vidst, hvordan det ville ende, for det er så oplagt, jeg bliver helt træt. For selvfølgelig havde jeg ret i, at halvdelen af skoene ville blive væk. Men det var jo for fanden ikke meningen, det var én af hver, der skulle falde i det store sorte hul af væk.
Kan I huske, jeg skrev i sidste uge, at jeg håbede det ville regne fæces over Roskilde, hvor Allan var til festival? Well, it kind of did. Altså ikke over Roskilde, men over Allan. I hvert fald hans ting.
Der er jo blevet talt en del om vejret. Og om hvilke områder der var hårdest ramt af det der regn. Hvad tror I, ligger lige præcis det sted, der er værst ramt? Oh yes, house of crap.
- Uha, hvor det regner, sagde jeg til ungerne.
- Uha, hvor det tordner og lyner, tilføjede min overbo.
Og vi prøvede at holde ungerne inde, fordi haglene var så store, at det faktisk var svært at tro på. Som enkroner. Ungerne stod med kopper ud af vinduerne for at samle isterninger.
Det var her jeg kom til at kigge ud af vinduet og så, at der stod en flodbølge ned ad vejen. Og jeg overvejede, at der måske kunne drive lidt vand ind i vores kælder, så jeg måtte vel hellere løbe ned og lægge et par håndklæder ved dørene.
Måske er jeg fucking dum. Naiv og blond. I hvert fald blev jeg ret overrasket over, at blive mødt med 1 METER VAND i kælderen. Over det hele. Vi har fuld kælder. Legerum til børnene. Vaskerum. Bad. Toilet. Allan har sit kontor der nede.
Der stod en tsunami op af toilettet. Jamen hold nu kæft et syn.
Hvad jeg gjorde?
Jeg skreg og lukkede døren. Løb op og ned af trapperne et par gange. Skreg lidt mere. Åbnede døren igen.
Kiggede ind på Allans kontor, hvor jeg kunne konstatere at hans tre computere stod under vand. Han er teknisk tegner. Freelance. 15 års 3D-modeller ligger på de computere. Jeg vidste, jeg kiggede på en katastrofe, da jeg vadede rundt derinde og prøvede at fiske dem op, mens jeg brølede til ungerne de skulle løbe ovenpå. Var sgu også bange for at der kunne være noget el-noget der gav stød og ting. Hørte virkelig ikke godt nok efter i fysik-timerne i folkeskolen, til at vide hvordan sådan noget hejs virker …
Her er computere fisket op og vandet er faldet en halv meter. (Hvor er det blevet af?)
I det andet rum kom kattekassen flydende – på siden. Noooo. Der flyder stadig fine små gaver rundt dernede.
Mit klaver står også i vand. Vaskemaskinen. Fryseren. Fiskede mine løbesko op og tænkte om dette var undskyldning nok for ikke at løbe løbet på onsdag. Tog dem med op og stillede dem til tørre (men det er tæt på at være en god nok grund, ikke?).
Allan kom hjem sent i går aftes. Havde håbet han stadig var skide fuld, for at tage toppen af nerverne. Det var han ikke. Jeg mødte ham i døren med ordene:
- Vi har fået vand i kælderen. Vi har det alle godt. Men derudover skal du forstille dig det værst tænkelige. Er du færdig med at forestille dig det? Well, it happened …
Vi forstod ham godt. Vores have er ret vild nogle steder. Faktisk er der så meget krat og så mange torne i visse områder, at børnene græder hvis de forvilder sig derind.
Men Steen var en modig mand. Med sin fantastiske ro indtog han vores have, stillede os en masse spørgsmål om hvad vi syntes, hvad vi kunne tænke os, hvad der vores plan med haven. Og hver gang stillede vi os op på en lille række og spurgte: “Hvad synes du”? Heldigvis syntes Steen en masse ting, så vi skyndte os at synes det samme og snart skete der mirakler.
Et par før efter billeder:
Terrassen a la Maren:
Terrassen a la Steen:
Det var egentlig ikke faldet mig ind, at den der lille stump hæk kunne klippes:
Men se, nu ligner det to små nyklippede skoledrenge:
Jamen det ser jo hyggeligt nok ud:
Men Steen har nu gjort haven halvanden meter større i siden, ved at klippe hækken og har sået græs på det bare stykke. Og så var det da lige før vi havde glemt, der stod en trampolin nede i hjørnet, for den var dækket af krat, tjørne og crap. Not anymore:
Området omkring huset – altså der hvor børnene græder, er vi ikke kommet til endnu. Men Steen har en drøm om, at man skal kunne løbe på bare tæer hele vejen rundt om huset. Vi drømmer sammen med ham. (problemet er bare, at vi er bedst til det med at sidde med kølig hvidvin i haven, og snakke om alt man kunne gøre. Vi gør fandme aldrig noget … ).
Nå, ville gerne skrive noget sjovt, så dette ikke bare er blevet en freaking haveblog, men skal til møde, hvor jeg endda har en grum fornemmelse af, at det er meningen jeg skal høre efter.
Foran mit hus står der verdens største kastanietræ. Jeg er fristet til at sige, at det er MIT kastanietræ, for det står på den grund, jeg ejer. Men det er så stort og så gammelt det træ, at jeg kan høre det bare griner overbærende af mig, bare jeg tænker tanken, at jeg skulle kunne eje det. Det er verdens flotteste træ. Og så er det sygt. De sidste to år har det fået brune pletter på bladene sådan cirka på denne tid. Google siger, at man ikke kan gøre noget ved det. Havde håbet på, at det var kommet sig, og pletterne ikke ville komme igen og få bladene til at visne længe før sæsonen er over. Men sådan skulle det ikke gå. Pletterne er tilbage. Nu er det kun et spørgsmål om uger, før det står helt afpillet
PIV!
Det store flotte træ jeg får lov til at bo bag ved er sygt. Alvorligt er der endda nogen der siger. Men man kan da ikke fælde sådan en stort træ, kan man? Tror lidt det er dens rødder, der holder huset oprejst …
Auktionen er slut. Hvilket er ærgerligt. Det har været usædvanligt underholdende at følge med i de forskellige bud. Hvis I vidste, hvor mange gange jeg er løbet op til min overbo og råbt: Nu kan vi få en plæneklipper! Nu kan vi få alle Harry Hole-krimierne! En virkelig god chokoladekage! Hjemmelavet lakridsis! Nu kan vi ordnet vores have!
ÅH, havde jeg dog bare en masse fede ting, så ville jeg straks sætte dem til salg på bloggen. For hold nu kæft, hvor er I kommet med nogle sjove bud. Men vi skal jo vælge. Skulle fandme have haft tre cykelbusser, for vi har faktisk ret svært ved at skulle vinke farvel til is, kage, øl og udklædningssmykker. Og punkertøj i ministørrelse. Og gin og panodiler. Og for fanden da.
Vi kiggede også på pengebeløbet, der til vores store fornøjelse steg og steg.
MEN.
Der er én ting, der er mere fucked up end vores økonomi. Og det er vores have. Det er ikke for sjov, vi kalder den roma-haven. Det ligner en blanding mellem en urskov og en sigøjnerlejr. Samtidig med den bliver mindre og mindre fordi alt gror som ind i helvede. Jamen slap dog af natur! Der er områder, vi ikke kan komme ind i, fordi det er blevet indtaget af et fuldstændig hysterisk brombærkrat.
Steen tilbød på bloggen at fikse haven for os i bytte for cyklen. Han var forbi og teste cyklen i går. Tog et kig på haven samtidig og sagde det meget præcist:
- Cyklen er meget federe end jeg troede den ville være. Og jeres have er seriøst meget meget værre, end jeg havde forestillet mig.
Alligevel holdt han fast i sit bud. Og vi holder fast i ham.
Cykelbussen er derfor blevet solgt for en havemand!
